Planlagt barn - Hvad med kærligheden ?

Jeg var 20 da jeg blev ansat ved byens fiskemand, da jeg var 22 blevvi kærster i januar, i marts blev han skilt i april blev vi forlovet, i september blev vi gift (dette var 2007) december 2008 fik vi oliver i februar 2010 fik vi troia, vi er gået gennem konkurs sammen og er nu på den anden side og stadig lykkelig gift

Mig og min mand begyndte og komme sammen da vi var 18 og 19 og da jeg fødte vores datter var vi 19 og 20 og samme år (2008) blev vi også gift, da vores datter var ca 11 mdr og 2010 fødte jeg vores anden datter...

Og vi er stadig sammen

Men vi var også gode venner inden vi blev kærester, tror det har været en god ting..

Vi var 16 og 17 da vi fik et skæbnebarn..Han døde desværre sent i graviditeten og efter hans død længtes vi efter at få et barn sammen! Vi prøvede,men midt i en kamp med sorgen over tabet-godt rystet sammen med kampen om ufrivillig barnløshed ,endte vi med at forandre sig og trække os længere fra hinanden. Efter 2års kamp ventede jeg mig ENDELIG igen! Vi fik vores kærlighedsbarn,men vi fik ikke hinanden. Tiden blev vores fælles skæbne. Vi har ingen kontakt i dag

Jeg var 14 og han var 18 da vi fandt sammen, efter krænkelse af min mors ekskæreste og  min forlovedes testikelkræft som han blev ramt af i aug 2010 og kureret i sep 2010 følte vi os rimelig klar til at blive forældre og skal nu være forældre i september 2011 og har lige holdt 7½ års dag d. 10 feb  

o1Mutte skriver:

Hej alle sammen

Jeg kom til at tænke på jer unge forældre, der planlagde at få et barn, hvordan er det siden gået med kæresten ? Er i stadig sammen, eller gik i fra hinanden efterfølgende.

Jeg er alene efter tre børn med to forskellige...grunden er ikke børnene men at jeg har fundet de forkerte mænd..

Hej.

Jeg var 21 år, da vi fik nr 1. 22 år ved nr 2 og 27 år ved nr 3.

Min mand og jeg var kærester, da jeg var 14 år og gik i 8. klasse. Men det varede ikke længe, før der ikke var ro nok til en fast kæreste. Dog har vi været venner og rendt sammen til vi begge faldt til ro og blev kærester igen, da jeg var 19 år.

Vi er stadig sammen og har kobberbryllup næste år.

Det har dog ikke altid været nemt. Vi har kæmpet, grædt, leet og slidt for vores ægteskab, men det har været det værd. Vi er blevet slebet, så vi passer perfekt til hinanden. Vi er hver sin personlighed, men vi falder bare så godt i hak alligevel.

Set i bagspeljet skulle vi ikke have haft børn så tidligt. De to store drenge har været planlagte, men vi var slet ikke modne nok til det. Drengene har da overlevet  Men når man er ung, tror man altid man ved så meget. Og det gør man bare ikke. Alderen og modenhed gør sååå klog. Livserfaring er vigtig og det kan vi se med tiden.

Men nu har vi vores første konfirmation om 3 måneder, og vi er stadig i vores bedste alder.

Har ikke fortrudt noget, men havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, havde jeg ventet med børn. Så havde jeg nydt tiden alene, nydt livet, ventetiden og oplevet noget mere.

VH Kloster

Nu er det godt nok ikke mig, men vil da alligevel dele min mors historie  
Min mor og far gik fra hinanden da jeg var 1 1/2 år gammel, hvor hun kort efter mødte sin nuværende mand, hun var 18 år på det her tidspunkt og han var 19, i dag har de været gift i 12 1/2 år, har to skønne børn sammen, og har i alt været sammen i 17 år  

De har hus og bil og er lykkelige sammen, selvom der selvfølgelig har været hårde tider, men tror ikke på de nogensinde kommer til at gå fra hinanden

Umiddelbart vil jeg sige at det har mere at gøre med hvordan man er som person og modenhed end alder man kan jo sagtens ende i de samme omstændigheder som 30-årig end som kun 18-årig nå, nok om Det. 

Vil fortælle om mine egne forældre. Min mor har været gift før og fik den første som 20-årig og så kom de næste 2 med 2 års mellemrum. Knap 8 år efter bliver hun skilt og finder min far som på det tidspunkt er 19 år og hun er 31. De bliver gift i februar (4-5 måneder efter de mødtes) og i august kommer jeg og 14 måneder efter følger min lillesøster trop. De har været gift i 20 år til februar og ingen af dem har fortrudt så meget som et splitsekund Det kan heldigvis godt lade sig gøre  

Jeg er super glad for at mine forældre ikke er ældre end de nu er. De er utroligt ungdommelige og har overskud til det meste. Umiddelbart vil jeg tro at det er fordi de har været unge og har haft mere energi til at klare det meste. Så de nu kan sætte sig tilbage og nyde at den sidste bare mangler at flyde fra reden. Det er bare hvad jeg tror men det kan jo sagtens være en anderledes situation for andre. 

Man kan IKKE rede alle under én kam