Hvor længe havde i været sammen med jeres kæreste før i flyttede sammen og måske snakkede om at blive forlovet..
er blevet skuffet før, med at min x-kæreste gik fra mig op til flere gange og var dum nok til at tage ham tilbage..
hvis nu min nuværende kæreste og jeg har en lille uoverensstemmelse kan jeg mærke på ham at han kæmper for at løse det, og at han ikke magter flere ødelagte forhold, og det gør jeg såmænd heller ikke.. vi vil begge gerne have flere børn.. .men ikke flere delebørn, da vi har en hver... vi har snart været sammen i 7 måneder (men har kendt hinanden i 12 år), og vi er nu begyndt at snakke om at vi da godt kunne tænke os at flytte sammen... på den ene side vil jeg rigtig gerne, og på den anden side er jeg bare super nervøs.. skal jeg springe ud i det, eller skal jeg fortsætte med at være nervøs for ikke at blive skuffet??
hvordan gjorde i? og hvilke tanker gik i med? og fik i overbevist jer selv om at dette forhold var helt anderledes?
Den er lidt tricky... For vi gjorde noget, som ingen af os før havde gjort... Den eneste jeg har boet sammen med af kærester, er min søns far, og vi flyttede faktisk kun sammen fordi jeg blev gravid. Vi havde talt lidt om det, men ikke gjort alvor ud af det. Det skal nok lige tilføjes, at jeg var 16, da jeg mødte ham, og jeg blev gravid da jeg var 19, derfor lå det os ikke lige så nær, at flytte sammen inden graviditeten. Vi forestillede os, selvfølgelig, at vi skulle blive gamle sammen, og dengang virkede det også helt rigtigt (vi holdt sammen i 6 år), men den følelse har jeg også haft med mine kærester, som jeg efterfølgende har haft (det lyder af mange, men det drejer sig om én meget seriøs kæreste, og to semi-seriøse forhold i løbet af 8 ½ år, og min nuværende er ikke talt med)) og i alle de forhold tænkte jeg - nu har jeg fundet den rette... Men aldrig før har jeg haft den vished, som jeg har nu. Af en eller anden grund, så ved jeg, at den mand jeg nu har fundet, er the one. Vi er så forskellige, har så mange forskellige meninger om så mange ting, kan næsten ikke li' det samme mad (jeg nævner det kun fordi jeg aldrig har mødt nogen, hvor vores spisevaner er så forskellige), vi ser mange situationer helt forskelligt, men uanset hvad, så acceptere vi hinanden, hinandens vaner, tankegang, holdninger osv osv (og jo, der er masser af diskussioner, men det er ikke andet end "debatter" - altså, vi bliver ikke uvenner eller lign., vi diskutere på den gode måde 
), og vi er begge helt og aldeles besluttet omkring dét, at vi vil blive sammen - no mater what! (Andet end én af os skulle være utro, og det er safe to say, at det sker aldrig). Vi har noget, som jeg aldrig troede muligt, og som jeg troede jeg havde med de andre, men som slet ikke føltes bare i nærheden af, hvad dette føles som. Før håbede jeg - nu ved jeg... -og jeg vidste det næsten med det samme jeg fik tanken, at ham her ville jeg blive kærester med (vi har kendt hinanden i ca. 12 år, altså inden jeg overhovedet fik min søn, og gennem de andre forhold - han boede oven i købet sammen med min eks for 7 år siden, haha). I alle de år vi har kendt hinanden, har vi aldrig tænkt på hinanden som kæreste, da vi begge har været i andre forhold, men da vi (endelig) mødte hinanden som singles, da tænkte vi samme tanke: det er ham(/hende, der er den rette for mig. Det er ham/hende jeg vi ha' og blive gammel sammen med, der er slet ingen tvivl. Han besøgte mig, i mit nyeerhvervede hus, og han har været der lige siden. Vi flyttede sammen fra dag 1 faktisk. Det skal lige tilføjes, at vi begge er ret jordbundne, og ingen af os nogensinde har gjort noget lignende, det ligger os ret fjernt, at gøre noget uden at have tænkt det hele igennem - jeg især pga min søn! Men det var bare helt naturligt - ikke at gøre det havde været helt unaturligt! Vi ventede 1 år med at blive forlovet - men det var mest pga omverdenen. Vi vidste hvad vi ville, men vi gad ikke andres kommentare om, at vi opførte os som teenagere eller hvad de nu kunne finde på at sige, og vi kunne sagtens vente - så glædede vi os bare endnu mere 
Og det var et helt unikt øjeblik, da han gik på knæ, og jeg vil aldrig glemme det 
(det er også første gang jeg siger ja, er ellers blevet spurgt en del gange...)
Alt i alt, så ved du om det er den rigtige du har fundet eller ej... Mærk godt efter helt inde i dig selv, luk øjnene og lad dig selv mærke efter, om det er ham du vil bruge dit liv sammen med... Kun du kender svaret. Og der er ingen regler for, om det er tidligt eller sent, det er jer der ved, om I er klar til det eller ej, og om I mener I skal vente eller ej
Sorry, at det blev lidt langt, men syntes det krævede en forklaring hvorfor jeg er så sikker som jeg er 
Jeg ønsker dig alt det bedste med din kæreste 
