flytte sammen? blive forlovet?

Miamaja skriver:

Jeg tror det er forkert at sammenligne sig med hvor laenge andre har vaeret sammen. Enten foles det rigtigt ellers ikke.

Jeg synes heller ikke at fordi man bliver gift eller forlovet at det i sig selv goer et forhold mere holdbart. Faktisk synes jeg det er lige saa fint at vaere ugift. Det er det emotionelle baand der goer det virkeligt og man kan ikke tvinge en anden til noget f.eks forlovelse. Det vil med garanti skraemme manden tror jeg.

En af min mands venner har vaeret i et fast forhold i 9 aar, men de er ikke gift og har hver deres bopael med hver deres boern fra tidligere forhold- deres forhold er saa sundt og de har det saa godt sammen og har bestemt, at de har det bedst som det er. de elsker stadigvaek hinanden meget og kunne ikke taenke sig nogen anden. Men foretraekker at bo hvert for sig.

I begyndelsen undrede jeg mig en del, om nu de ikke skulle flytte sammen. det naeste skridt osv. Men saa gik det pludseligt op for mig at det faktisk var det ideelle for dem og hvorfor aendre paa det naar det fungerer... Man behover ikke at vaere som alle andre.

det har du helt ret i ja...!!

og jeg synes heller ikke man skal forlove sig eller gifte sig fordi alle andre gør det...

han har heller ikke kunne komme med en forklaring på hvorfor han vil, andet end det gør alle andre

Gittemor09 skriver:

det er også dejligt at man overhovedet ikke er i tvivl og bare springer ud i det, og det så går så dejligt...

men vil bare ikke skuffes eller have flere delebørn.. så inden vi beslutter os for børn skal vi være sikre på at forholdet er stærkt.. hvilket det allerede er nu, da vi altid snakker om tingene hvis den ene har snerret, eller noget er blevet gjort mod den andens ønske.. og det er super dejligt.. er sikker på at vi skal være sammen i mange år, om ikke resten af livet....

så mon ikke det bare er det vi gør er træt af at bo hos de gamle som 23-årig, men nogle gange er det bare nødvendigt når man ikke havde så mange penge, og alenemor... det har været en god nødløsning, men der er jo intet privatliv, andet end hvis vi tager i biffen eller sådan

Jeg flyttede sammen med min kæreste (vi købte faktisk hus sammen) da vi havde været kærester i 6 mdr.

Tilgengæld har vi så ventet mange år med at få børn. Jeg har jo også et barn i forvejen og det var (måske derfor) ekstra vigtigt for mig at jeg var helt sikker på at det holdt inden jeg blev gravid igen. Eller i alt fald så sikker som man kan blive. Vi havde derfor været kærester i lidt over 4 år før vi begyndte på projekt baby!

Du er jo ikke så gammel endnu, så i kan jo også bare flytte sammen, og så vente i nogle år før i går igang med baby projektet! Evt. til efter den berømte 3 års krise?

Mor-til-Hasse skriver:

I kunne jo altid starte med at flytte sammen-få DET til at fungere. Dernæst kan i snakke om forlovelse- få DET til at fungere.. og hvis alt det fungere, så er der måske gået et år eller 2, og så kan børn jo også komme på tale.. men men men... man kan jo ALDRIG vide om man går fra hinanden... så man kan jo ikke love hinanden at det barn man nu får sammen ikke bliver et delebarn, for man kan jo ikke spå om fremtiden, men altså hvis man ikke vover noget her i livet og går og er bage og tænker" hvad nu hvis det ikke fungere?"- jamen så fungerer det heller ikke!

så spring ud i det, og tag en ting af gangen, samlevende, forlovelse og barn behøver ikke komme samtidig

ja, lige præcis.. vi tager en ting af gangen.. og hvem ved... måske får vi barn før vi overhovedet bliver forlovet.. som der bliver skrevet kan man desværre ikke forudse fremtiden..!!

DK skriver:

Jeg flyttede sammen med min kæreste (vi købte faktisk hus sammen) da vi havde været kærester i 6 mdr.

Tilgengæld har vi så ventet mange år med at få børn. Jeg har jo også et barn i forvejen og det var (måske derfor) ekstra vigtigt for mig at jeg var helt sikker på at det holdt inden jeg blev gravid igen. Eller i alt fald så sikker som man kan blive. Vi havde derfor været kærester i lidt over 4 år før vi begyndte på projekt baby!

Du er jo ikke så gammel endnu, så i kan jo også bare flytte sammen, og så vente i nogle år før i går igang med baby projektet! Evt. til efter den berømte 3 års krise?

 

ja, jeg har jo desværre været udsat for 3 års-krisen med sofies far.. og det kunne han ikke holde til.. og jeg nægtede at tage ham tilbage..

jeg vil ikke forhaste mig ud i noget.. så derfor starter vi med måske bare at flytte sammen..

Gittemor09 skriver:

Hvor længe havde i været sammen med jeres kæreste før i flyttede sammen og måske snakkede om at blive forlovet..

er blevet skuffet før, med at min x-kæreste gik fra mig op til flere gange og var dum nok til at tage ham tilbage..

hvis nu min nuværende kæreste og jeg har en lille uoverensstemmelse kan jeg mærke på ham at han kæmper for at løse det, og at han ikke magter flere ødelagte forhold, og det gør jeg såmænd heller ikke.. vi vil begge gerne have flere børn.. .men ikke flere delebørn, da vi har en hver... vi har snart været sammen i 7 måneder (men har kendt hinanden i 12 år), og vi er nu begyndt at snakke om at vi da godt kunne tænke os at flytte sammen... på den ene side vil jeg rigtig gerne, og på den anden side er jeg bare super nervøs.. skal jeg springe ud i det, eller skal jeg fortsætte med at være nervøs for ikke at blive skuffet??

hvordan gjorde i? og hvilke tanker gik i med? og fik i overbevist jer selv om at dette forhold var helt anderledes?

Med min første mand gik der fra juni det ene år til feb. i det nye år. Der fik vi en lejlighed og jeg var allerede gravid med den første (som ikke blev til noget) Vi blev gift september samme år.

Med nr 2 mand Flyttede vi sammen 14 dage efter vi havde mødt hinanden og blev kærester efter en uge...hehe.
Vi blev gift præcis på årsdagen for at vi blev kærester.

Med Niels, som er min 3. mand var vi venner et stykke tid. Jeg var ved at blive separeret, men venskabet udviklede sig til vild kærlighed og vi blev officielt kærester i maj og flyttede sammen i oktober. Men vi blev først gift i 2007. Nu har vi været sammen i 12 år  

Kærligst
Sussie

tusind tak for alle jeres dejlige svar..

og selvfølgelig skal man ikke sammenligne sig med alle andre forhold, men følge sit hjerte og se hvor det fører en hen..

og sjovt nok har min kæreste lige ringet mens han er på arbejde og spurgt om vi ikke skulle gøre noget ved at flytte sammen..

synes det er lidt pudsigt når jeg lige har oprettet dette indlæg.. så mon ikke vi kigger lidt kraftigere efter et sted at slå os ned

SussieThyssen skriver:

Med min første mand gik der fra juni det ene år til feb. i det nye år. Der fik vi en lejlighed og jeg var allerede gravid med den første (som ikke blev til noget) Vi blev gift september samme år.

Med nr 2 mand Flyttede vi sammen 14 dage efter vi havde mødt hinanden og blev kærester efter en uge...hehe.
Vi blev gift præcis på årsdagen for at vi blev kærester.

Med Niels, som er min 3. mand var vi venner et stykke tid. Jeg var ved at blive separeret, men venskabet udviklede sig til vild kærlighed og vi blev officielt kærester i maj og flyttede sammen i oktober. Men vi blev først gift i 2007. Nu har vi været sammen i 12 år  

Kærligst
Sussie

og niels viste sig bare at være den eneste ene... dejlig beretning du kom med

Min kæreste kom fra kbh af og da han kom forlod han aldrig lejligheden igen og nu har vi været sammen i lidt over 2år og ja vi skal ikke forloves i nu...

Gittemor09 skriver:

og niels viste sig bare at være den eneste ene... dejlig beretning du kom med

Hehe ja...DET er han
Med nr 1 gik det jo ikke så heldigt..han udviklede sig til alkoholiker, og det ville jeg ikke byde mit barn.

Med nr 2 var jeg meget lykkelig, du skal ikke tro andet, men vi var mere som søskende end som mand og kone, og da det gik op for os, ja så blev vi stille og roligt enige om, at det var bedre for os, at vi levede hver sit liv. Men han var som en storebror for mig lige til sin død for snart 3 år siden, og jeg savner ham stadig meget i mit liv.
Men vi fik 2 vidunderlige børn sammen, og livet sammen med ham var utroligt udviklende for mig.

Men da jeg mødte Niels, var der ingen tvivl, og sådan er det stadig