flytte sammen? blive forlovet?

Vi mødte hinanden midt i september og 1. dec flyttede jeg officielt ind hos ham. Knap to år senere var vi gift og havde fået vores første barn  Nu har vi 3 børn sammen.

Margorie skriver:

Vi flyttede i fælles lejlighed efter 6 mdr- men faktisk flyttede jeg hjem til ham efter kun et par dates- vi kunne slet ikke undvære hinanden og med skole og arbejde var det den eneste måde at ses i hverdagene på Vi fik vores første barn(uplanlagt) en måned efter vores årsdag og vi forlovede os efter 2 år. Nu har vi været sammen i 4 år og kan stadig ikke få nok af hinanden

amen jeg tror da vi gør det...

kan sku ikke undvære ham, og mit humør er så langt nede de dage jeg ikke kan sidde i hans arme og nusset i håret... jeg gør det

BigBabyWish skriver:

Jeg kan godt forstå at det er træls at I ikke kan være sammen og sove sammen så ofte som I gerne ville..

Hvis I begge føler jer parate til at flytte sammen og du bliver glad ved tanken om at I bor sammen, synes jeg da bestemt at I skal springe ud i det og finde noget sammen.

 

 

 

det er rigtig træls... man savner jo hinanden rigtig meget... og det ødelægger jo også forholdet et eller andet sted.. for man lærer jo ikke hinanden kende på samme måde som hvis man kunne ses hver dag...

Jeg har valgt at jeg aldrig vil giftes og derfor heller ikke vil forloves, så det kan jeg ikke svare på  Men jeg har været sammen med min kæreste i ½ år. Nu er jeg så blevet gravid, så der er mange tanker omkring fremtiden, der roder rundt oppe i mit hoved. Jeg vil stadig ikke forhaste mig med at flytte sammen med en, selvom jeg er blevet gravid. Så jeg tror vi holder ved planen om at vi flytter sammen efter sommerferien

Det er jo op til en selv, hvor hurtigt man vil flytte sammen, og hvornår man vil forloves. jeg synes bare man skal gøre, hvad man føler.

Fordi man tidligere har været i et forhold med en ustabil mand, er det jo ikke ensbetydende med at det gælder for alle mænd. I mine ører lyder det til at din kæreste virkelig kæmper for jeres forhold, og vil det.....så jeg synes da i skal springe ud i det, når i føler for det

Jyden skriver:

Vi mødte hinanden midt i september og 1. dec flyttede jeg officielt ind hos ham. Knap to år senere var vi gift og havde fået vores første barn  Nu har vi 3 børn sammen.

hvor dejligt at høre... ja, som sagt har vi to delebørn, og jeg har jo altid gerne ville have 3 børn, uden flere forskellige fædre...

så jeg sætter mig sku på ham hvis han overvejer at gå  fra mig

men kan mærke at han heller ikke vil have flere dele børn, og vil kæmpe meget for forholdet hvis der skulle komme flere børn.. han er bare drømmemanden... hjælpsom og kærlig...

Gittemor09 skriver:

Hvor længe havde i været sammen med jeres kæreste før i flyttede sammen og måske snakkede om at blive forlovet..

er blevet skuffet før, med at min x-kæreste gik fra mig op til flere gange og var dum nok til at tage ham tilbage..

hvis nu min nuværende kæreste og jeg har en lille uoverensstemmelse kan jeg mærke på ham at han kæmper for at løse det, og at han ikke magter flere ødelagte forhold, og det gør jeg såmænd heller ikke.. vi vil begge gerne have flere børn.. .men ikke flere delebørn, da vi har en hver... vi har snart været sammen i 7 måneder (men har kendt hinanden i 12 år), og vi er nu begyndt at snakke om at vi da godt kunne tænke os at flytte sammen... på den ene side vil jeg rigtig gerne, og på den anden side er jeg bare super nervøs.. skal jeg springe ud i det, eller skal jeg fortsætte med at være nervøs for ikke at blive skuffet??

hvordan gjorde i? og hvilke tanker gik i med? og fik i overbevist jer selv om at dette forhold var helt anderledes?

ja synes da når du nu bor hjemme så taber du jo bestemt ikke noget at prøve. og på den måde finder i også ud af omi kan holde hinanden ud. min mand og jeg har boet sammen fra dag et, og sidder i dagmed en søn på snart 5, en mere på vej, gift på andet år og til sommer har vi været sammen i 7 år. tiden går og hvorfor vente hvis i er glade for hinanden.

vi blev forlovet davi havde været sammen i 2 år. jeg er glad for mit liv og man kan hurtig mærke om det bare er det man skal eller ikke skal satse på. 

det vigtigste er bare at føle efter.

Carina1977 skriver:

Jeg har valgt at jeg aldrig vil giftes og derfor heller ikke vil forloves, så det kan jeg ikke svare på  Men jeg har været sammen med min kæreste i ½ år. Nu er jeg så blevet gravid, så der er mange tanker omkring fremtiden, der roder rundt oppe i mit hoved. Jeg vil stadig ikke forhaste mig med at flytte sammen med en, selvom jeg er blevet gravid. Så jeg tror vi holder ved planen om at vi flytter sammen efter sommerferien

Det er jo op til en selv, hvor hurtigt man vil flytte sammen, og hvornår man vil forloves. jeg synes bare man skal gøre, hvad man føler.

Fordi man tidligere har været i et forhold med en ustabil mand, er det jo ikke ensbetydende med at det gælder for alle mænd. I mine ører lyder det til at din kæreste virkelig kæmper for jeres forhold, og vil det.....så jeg synes da i skal springe ud i det, når i føler for det

nej, man vil nemlig slet ikke forhaste sig ind til noget, som måske går hen og går galt..

han kæmper meget for os.. og knokler 24-7 for at der er penge til at lægge til side, eller forkæle pigerne.. har sagt at pengene er ligemeget.. så længe vi kan ses, og have det godt sammen.. .så er jeg tilfreds..!!

Jeg tror det er forkert at sammenligne sig med hvor laenge andre har vaeret sammen. Enten foles det rigtigt ellers ikke.

Jeg synes heller ikke at fordi man bliver gift eller forlovet at det i sig selv goer et forhold mere holdbart. Faktisk synes jeg det er lige saa fint at vaere ugift. Det er det emotionelle baand der goer det virkeligt og man kan ikke tvinge en anden til noget f.eks forlovelse. Det vil med garanti skraemme manden tror jeg.

En af min mands venner har vaeret i et fast forhold i 9 aar, men de er ikke gift og har hver deres bopael med hver deres boern fra tidligere forhold- deres forhold er saa sundt og de har det saa godt sammen og har bestemt, at de har det bedst som det er. de elsker stadigvaek hinanden meget og kunne ikke taenke sig nogen anden. Men foretraekker at bo hvert for sig.

I begyndelsen undrede jeg mig en del, om nu de ikke skulle flytte sammen. det naeste skridt osv. Men saa gik det pludseligt op for mig at det faktisk var det ideelle for dem og hvorfor aendre paa det naar det fungerer... Man behover ikke at vaere som alle andre.

Gittemor09 skriver:

det er også dejligt at man overhovedet ikke er i tvivl og bare springer ud i det, og det så går så dejligt...

men vil bare ikke skuffes eller have flere delebørn.. så inden vi beslutter os for børn skal vi være sikre på at forholdet er stærkt.. hvilket det allerede er nu, da vi altid snakker om tingene hvis den ene har snerret, eller noget er blevet gjort mod den andens ønske.. og det er super dejligt.. er sikker på at vi skal være sammen i mange år, om ikke resten af livet....

så mon ikke det bare er det vi gør er træt af at bo hos de gamle som 23-årig, men nogle gange er det bare nødvendigt når man ikke havde så mange penge, og alenemor... det har været en god nødløsning, men der er jo intet privatliv, andet end hvis vi tager i biffen eller sådan

I kunne jo altid starte med at flytte sammen-få DET til at fungere. Dernæst kan i snakke om forlovelse- få DET til at fungere.. og hvis alt det fungere, så er der måske gået et år eller 2, og så kan børn jo også komme på tale.. men men men... man kan jo ALDRIG vide om man går fra hinanden... så man kan jo ikke love hinanden at det barn man nu får sammen ikke bliver et delebarn, for man kan jo ikke spå om fremtiden, men altså hvis man ikke vover noget her i livet og går og er bage og tænker" hvad nu hvis det ikke fungere?"- jamen så fungerer det heller ikke!

så spring ud i det, og tag en ting af gangen, samlevende, forlovelse og barn behøver ikke komme samtidig

Miamaja skriver:

Jeg tror det er forkert at sammenligne sig med hvor laenge andre har vaeret sammen. Enten foles det rigtigt ellers ikke.

Jeg synes heller ikke at fordi man bliver gift eller forlovet at det i sig selv goer et forhold mere holdbart. Faktisk synes jeg det er lige saa fint at vaere ugift. Det er det emotionelle baand der goer det virkeligt og man kan ikke tvinge en anden til noget f.eks forlovelse. Det vil med garanti skraemme manden tror jeg.

En af min mands venner har vaeret i et fast forhold i 9 aar, men de er ikke gift og har hver deres bopael med hver deres boern fra tidligere forhold- deres forhold er saa sundt og de har det saa godt sammen og har bestemt, at de har det bedst som det er. de elsker stadigvaek hinanden meget og kunne ikke taenke sig nogen anden. Men foretraekker at bo hvert for sig.

I begyndelsen undrede jeg mig en del, om nu de ikke skulle flytte sammen. det naeste skridt osv. Men saa gik det pludseligt op for mig at det faktisk var det ideelle for dem og hvorfor aendre paa det naar det fungerer... Man behover ikke at vaere som alle andre.

lige nøjagtig! min kæreste og jeg har ingen planer om at blive gift, men har barn, gård, bil og har sikret hinanden og den bette på andre juridiske mådeer vi er bare ikek gift! men vi regner da med at skal være sammen resten af livet alligevel - ring på fingeren eller ej