flytte sammen? blive forlovet?

Hvor længe havde i været sammen med jeres kæreste før i flyttede sammen og måske snakkede om at blive forlovet..

er blevet skuffet før, med at min x-kæreste gik fra mig op til flere gange og var dum nok til at tage ham tilbage..

hvis nu min nuværende kæreste og jeg har en lille uoverensstemmelse kan jeg mærke på ham at han kæmper for at løse det, og at han ikke magter flere ødelagte forhold, og det gør jeg såmænd heller ikke.. vi vil begge gerne have flere børn.. .men ikke flere delebørn, da vi har en hver... vi har snart været sammen i 7 måneder (men har kendt hinanden i 12 år), og vi er nu begyndt at snakke om at vi da godt kunne tænke os at flytte sammen... på den ene side vil jeg rigtig gerne, og på den anden side er jeg bare super nervøs.. skal jeg springe ud i det, eller skal jeg fortsætte med at være nervøs for ikke at blive skuffet??

hvordan gjorde i? og hvilke tanker gik i med? og fik i overbevist jer selv om at dette forhold var helt anderledes?

glemte helt at komme med den om hvor længe i havde været sammen før i blev forlovet..!

Vi flyttede sammen efter 2½ måned fordi det føltes rigtigt!
Vi blev forlovet efter næsten et år som kærester. Forlovelsen er pt "bare" et symbol på, at vi vil hinanden resten af livet, ikke en optakt til et bryllup.

Jeg synes I skal følge Jeres hjerter. Jeg har før ventet op til 3 år før jeg flyttede sammen med kærester, og det gjorde ikke forholdet bedre. Hvis man ikke kan finde ud af at bo sammen når man har været kærester i kort tid, er det heller ikke sikkert man kan efter lang tid. Selvfølgelig kender man hinanden bedre efter lang tid, men I har jo kendt hinanden længe. Dog skal I jo også huske på Jeres børn, for det tilfælde at I er nødt  til at flytte fra hinanden...

Følg hjertet og mavefornemmelsen!

AnneBJ skriver:

Vi flyttede sammen efter 2½ måned fordi det føltes rigtigt!
Vi blev forlovet efter næsten et år som kærester. Forlovelsen er pt "bare" et symbol på, at vi vil hinanden resten af livet, ikke en optakt til et bryllup.

Jeg synes I skal følge Jeres hjerter. Jeg har før ventet op til 3 år før jeg flyttede sammen med kærester, og det gjorde ikke forholdet bedre. Hvis man ikke kan finde ud af at bo sammen når man har været kærester i kort tid, er det heller ikke sikkert man kan efter lang tid. Selvfølgelig kender man hinanden bedre efter lang tid, men I har jo kendt hinanden længe. Dog skal I jo også huske på Jeres børn, for det tilfælde at I er nødt  til at flytte fra hinanden...

Følg hjertet og mavefornemmelsen!

kan godt mærke at det tærrer på vores forhold at jeg bor hjemme hos mine forældre sammen med Sofie, men hvis vi så besøger ham i en weekend i hans hus er der bare ingen gnidninger eller noget som helst..

det er derfor vi er begyndt at snakke meget om at vi skal flytte sammen.. pigerne er glade for hinanden.. og har ingen problemer med hans, eller han med min... så det vil simpelthen blive dejligt når vi flytter sammen... (ved jo ikke hvordan hans pige vil reagere når det bliver virkelighed at vi bor sammen)...

men synes bare det føler så rigtigt...

desværre findes lejede huse ikke på træerne når man har hunde og heste men vi er også kun begyndt at kigge...

Heej.

Min kæreste og jeg flyttede sammen efter ca. et halvt år..

Vi var sammen stort set hver dag og sov sammen hver nat lige fra første dag vi fandt sammen, så vi synes det kun var rigtigt at flytte sammen.

Nu har vi været sammen i over 2 år og har startet projekt baby i gang.

Forlovede er vi ikke endnu, men jeg tror og håber da at det kommer en skønne dag..

Det hele afhænger jo af hvem men er som personer og hvordan man har det sammen som par, nogle flytter hurtigt sammen og bliver hurtigt forlovede, andre tager det stille og roligt.

BigBabyWish skriver:

Heej.

Min kæreste og jeg flyttede sammen efter ca. et halvt år..

Vi var sammen stort set hver dag og sov sammen hver nat lige fra første dag vi fandt sammen, så vi synes det kun var rigtigt at flytte sammen.

Nu har vi været sammen i over 2 år og har startet projekt baby i gang.

Forlovede er vi ikke endnu, men jeg tror og håber da at det kommer en skønne dag..

Det hele afhænger jo af hvem men er som personer og hvordan man har det sammen som par, nogle flytter hurtigt sammen og bliver hurtigt forlovede, andre tager det stille og roligt.

vi har som sagt nu været sammen i snart 7 måneder.. og synes det er hårdt at vi ikke kan ses/overnatte sammen så tit fordi jeg er enlig mor jo... så det kan jo kun blive i weekenderne, og det synes vi begge er super hårdt... og derfor har snakket om at skal flytte sammen..

han vil gerne forloves, og det synes jeg at vi skal vente med, hvis det bliver til noget.. for har ingen intentioner om at skal giftes nemlig...

men det er meget forskelligt fra forhold til forhold.. men føler bare at vores allerede er meget stærkt...

så mon ikke jeg bare skulle springe ud i det, og lede noget kraftigere

Min kæreste og jeg flyttede sammen den dag vi besluttede at sætte etikette på vores forhold... altså den dag vi blev kærester. inden da havde vi "fjollet" rundt sammen i cirka 5 mdr. men pga afstand blev vi enige om at bo sammen fra starten- gik den så gik den ikke, det kunne vi ligeså godt finde ud af med det samme og nu har vi været sammen i næsten 5 år, og har en lille søn. vi er ikke forlovet og skal heller ikke, da vi ingen planer har om at gifte os, men har sikret hinanden og vores søn på alle andre juridiske måder, hvis der skulle ske en af os noget.

Selvom vi ikke skal giftes er vi ikke i tvivl om at vi skal være sammen resten af livet

Vi flyttede i fælles lejlighed efter 6 mdr- men faktisk flyttede jeg hjem til ham efter kun et par dates- vi kunne slet ikke undvære hinanden og med skole og arbejde var det den eneste måde at ses i hverdagene på Vi fik vores første barn(uplanlagt) en måned efter vores årsdag og vi forlovede os efter 2 år. Nu har vi været sammen i 4 år og kan stadig ikke få nok af hinanden

Gittemor09 skriver:

vi har som sagt nu været sammen i snart 7 måneder.. og synes det er hårdt at vi ikke kan ses/overnatte sammen så tit fordi jeg er enlig mor jo... så det kan jo kun blive i weekenderne, og det synes vi begge er super hårdt... og derfor har snakket om at skal flytte sammen..

han vil gerne forloves, og det synes jeg at vi skal vente med, hvis det bliver til noget.. for har ingen intentioner om at skal giftes nemlig...

men det er meget forskelligt fra forhold til forhold.. men føler bare at vores allerede er meget stærkt...

så mon ikke jeg bare skulle springe ud i det, og lede noget kraftigere

Jeg kan godt forstå at det er træls at I ikke kan være sammen og sove sammen så ofte som I gerne ville..

Hvis I begge føler jer parate til at flytte sammen og du bliver glad ved tanken om at I bor sammen, synes jeg da bestemt at I skal springe ud i det og finde noget sammen.

 

 

 

Mor-til-Hasse skriver:

Min kæreste og jeg flyttede sammen den dag vi besluttede at sætte etikette på vores forhold... altså den dag vi blev kærester. inden da havde vi "fjollet" rundt sammen i cirka 5 mdr. men pga afstand blev vi enige om at bo sammen fra starten- gik den så gik den ikke, det kunne vi ligeså godt finde ud af med det samme og nu har vi været sammen i næsten 5 år, og har en lille søn. vi er ikke forlovet og skal heller ikke, da vi ingen planer har om at gifte os, men har sikret hinanden og vores søn på alle andre juridiske måder, hvis der skulle ske en af os noget.

Selvom vi ikke skal giftes er vi ikke i tvivl om at vi skal være sammen resten af livet

det er også dejligt at man overhovedet ikke er i tvivl og bare springer ud i det, og det så går så dejligt...

men vil bare ikke skuffes eller have flere delebørn.. så inden vi beslutter os for børn skal vi være sikre på at forholdet er stærkt.. hvilket det allerede er nu, da vi altid snakker om tingene hvis den ene har snerret, eller noget er blevet gjort mod den andens ønske.. og det er super dejligt.. er sikker på at vi skal være sammen i mange år, om ikke resten af livet....

så mon ikke det bare er det vi gør er træt af at bo hos de gamle som 23-årig, men nogle gange er det bare nødvendigt når man ikke havde så mange penge, og alenemor... det har været en god nødløsning, men der er jo intet privatliv, andet end hvis vi tager i biffen eller sådan