droppet

majnr2 skriver:

 hvor er i søde. Kan godt se det alle siger og mine veninder og familie siger det samme. Det er bare pisse svær. Vi ar kendt hinanden i 4 år og har også boet sammen, han smed mig dog ud af hans hus i starten af året..... meeeeen uha så kunne han ikke leve uden mig alligevel. Nåede dog heldigvis at få en lejlighed til mig og min søn, (som nu i denne sitiation også har et værelse til dreng jeg venter nu) så vi har altså boet hver for sig i snat et år.... Men stadig været kærester. Graviditeten var ikke planlagt, men vi var begge enige om at beholde det.

 

Kan godt se hvr fucked up det lyder. Er altså ellers en meget stærk pige med styr på mit liv, men han har bare vendt op og ned pådet hele de sidste 4 år

Netop derfor skal du hanke op i dig selv nu og komme videre...det blir aldrig anderledes med ham!!! Find den styrke i dig selv frem igen 

Kæmpe krammer til dig...

og så slå i bordet og sig SLUT... du er måske også lidt nød til at tænke på fremtiden...dine børn har heller ikke godt af at mor har sådan et ustabilt forhold og er mor ked af det, så er børnene det som regl også..

Jeg blev forladt af min x 3 mdr efter jeg havde født vores planlagte pige og stod så med en stor pige på 4 år og en lille nyfødt.... og ved du hvad...man klare den!!! Uanset hvad, så klare man den.... måske med lidt hjælp i starten, men man kommer lyn hurtigt ind i en god rytme der fungere for netop din lille familie...

Så tro på dig selv og vis at du og dine børn er meget mere værd end det han viser...og du skal ikke finde dig i det mere....

Håber på det bedste for DIG og dine børn..knus fra en der selv har været det hele igennem og kom glad ud på den anden side..

Ud til højre med ham.. næste gang siger og gør du det samme og sådan vil det fotsætte så ud til højre med ham...

Ud med ham for altid!

Den mand fortjener hverken din kærlighed eller barnets!

Jeg ved det er s.... hårdt men der er kun EN ting at gøre. Denne gang holder DU på at det er slut.

Dette pjat vil vare ved de næste mange år og det vil dræne dig og din start med dit barn.

Hvis DU holder stand og ikke lader ham manipulerer dig tilbage, er det dig der har det længste stå.

Husk også på, at folk kun kan behandle én som man selv tillader det. Så bliver du/I ved med at gå tilbage til hinanden kan han jo ikke tage dig seriøst mere. Så hellere få det stoppet nu og måske kunne (i længden) ende med et ok forhold som forældre sammen.

Husk det ikke længere kun er dig det drejer sig om, det er også dit barn. Giv ham/hende en god og stabil start med en mor som holder på sin ret og sine værdier. Hvis han så på et tidspunkt finder ud af at det virkelig ER jer han vil, så må du tage det der fra. Men indtil da, så lad ham være og bed ham lade dig være.

Hej du.

Det lyder som en rigtig træls situation du står i, og jeg føler virkelig med dig. Jeg har også været i et forhold med en fyr, der skiftede humør som vinden blæste og altid gav mig skylden for ALT han følte gik galt i hans verden. Så meget at jeg til sidst næsten troede på han havde ret.... OG DET HAVDE HAN IKKE, OG DET HAR FAREN TIL DIT BARN HELLER IKKE. Han kører psykisk terror på dig og bruger din frygt for at stå alene med babyen imod dig. Og det er altså utilgiveligt.

 MEN....

Jeg ved godt det kan være SÅ svært at få sagt fra. Jeg vil derfor anbefale, at du måske snakker med din læge om at få tilskud til nogle samtaler med en psykolog, eller  kontakter Mødrehjælpen eller Joan Søstrene der har erfaring med at hjælpe kvinder/mødre i din situation. Venner, veninder og familie er uundværlige, når det gælder om at bryde et usundt forhold, men nogen gange er det også bare godt, at få vendt tingene med fagfolk og udenforstående... De kan give dig selvindsigt angående hvorfor du ikke kan få sagt fra og farvel, og via indsigten ny energi, mod og værktøjer til at komme videre.

Jeg ønsker dig alt det bedste

Venligst Krabben

majnr2 skriver:

Droppet af kæresten, for 5 gang i min graviditet (er 26+2).

Han er 42 år og jeg er 29 år..simpelthen så barnligt.

Hvergangjeg gør eller siger noget der ikke passer ham, gider han ikke have noget med mig eller barnet at gør. og når vi så komme på talefod bliver alt rosenrødt igen og så vil han have et barn til når ham vi venter er født..... Hvad fuck sker der for voksen mand... og så mener han jeg er barnlig.

 

Det er bare sååååå hårdt at skal igennem det her i en graviditet, for det ødelægger total glæden.

Men dum som jeg er tager jeg ham tilbage hver gang.... mest fordi jeg ikke kan overskue at være alenemor til så lille et barn... det bliver bare så hårdt. Har i forvejen en skøn dejlig smuk dreng på 6 år fra et tidlgere forhold. Hvordan skal jeg klare en morgen med en baby og afsted med den store i skole. og trætt laaaange sønvløse nætter??? og stadig være den gode mor for min store søn???

 

Ligenu sidder jeg og græder snot over at jeg ikke har hørt fra idioten i 2 dage (sidste besked var at han ikke vil se barnet før han er stor nok til at kontakte ham selv) men burde da være sur og gal over at han skuffer mig sådan og kan finde på at fralægge sig at være far. Og burde da ikke tilgive et sådan svigt igen igen

 

Hvad gør jeg???? Føler mig så svigtet???

Efter selv at have prøvet at være i et yoyoforhold som du beskriver ved jeg udmærket godt hvor hårdt det er "bare" at smide ham væk og komme videre...

Det tog hårdt på mig da han efter 4 år besluttede sig for at nu ville han mig slet ikke mere... jeg havde mistet min familie for mit forhold til ham... Valgte at flytte ind hos ham og det valg kunne min familie ikke støtte mig i dengang så de sagde lige ud: "gør du det har du ikke noget hjem her når han ikke vil dig mere"...

De var der dog alligevel bagefter.. har været en stor støtte og sørget for at jeg holdt hovedet oven vande...

Vi havde ingen børn sammen (gudskelov for det)...

Mit bedste råd er virkelig sørg for at have veninder og familie med.. tag hjem til dem hvis han begynder at prøve at kontakte dig igen.. find et fristed han ikke kender hvor du kan få fred og ro til at komme ovenpå og blive et helt menneske igen...

Det tog mig 2½ år at bryde helt med ham efter han ikke ville mig mere.. vi havde holdt kontakten som venner via MSN... Jeg havde det bare så dårligt hver eneste gang jeg havde skrevet med ham sad jeg og græd bagefter, på trods af jeg var lykkelig i mit forhold med samme fantastiske fyr som jeg er med lige nu..

Da jeg brød kontakten med ham brød jeg også grædende sammen.. det var mentalt hårdt at sige farvel til så lang tid af ens liv... Det var hårdt men jeg er glad for at jeg gjorde det... Har det meget bedre med mig selv idag og mit forhold fik det også bedre da min kæreste ikke længere sad mindst 1 gang om ugen og skulle trøste mig og fortælle mig jeg var god nok...

Du er velkommen til at skrive hvis du mangler mentalt støtte...

Selvfølgelig bliver det hårdt som alenemor til to, men du får nok alligevel ikke megen hjælp fra din kæreste selvom i skulle blive sammen.

Ud til højre med ham. Det må også være super hårdt for din store dreng at jeres forhold er så ustabilt og din lille baby som kommer har bestemt heller ikke behov for et så ustabilt forhold mellem sine forældre.

Ud til højre med ham og så finder du styrken til at stå dette igennem selv.

Marianne

www.stjerneleg.dk

majnr2 skriver:

 hvor er i søde. Kan godt se det alle siger og mine veninder og familie siger det samme. Det er bare pisse svær. Vi ar kendt hinanden i 4 år og har også boet sammen, han smed mig dog ud af hans hus i starten af året..... meeeeen uha så kunne han ikke leve uden mig alligevel. Nåede dog heldigvis at få en lejlighed til mig og min søn, (som nu i denne sitiation også har et værelse til dreng jeg venter nu) så vi har altså boet hver for sig i snat et år.... Men stadig været kærester. Graviditeten var ikke planlagt, men vi var begge enige om at beholde det.

 

Kan godt se hvr fucked up det lyder. Er altså ellers en meget stærk pige med styr på mit liv, men han har bare vendt op og ned pådet hele de sidste 4 år

kender det godt selv... det er svært a løsrive sig fra den fast og trykke hverdag..!! man føler sig alene selv om der er folk der støtter en... man føler sig undværlig og usikker... men der er altid en bakke ned, inden du skal op ad den... og du må være stærk... du skal være stærk for dine børn... være stærk for dig selv... du skal være uafhængig... jeg er 100% på du finder manden i dit liv en dag, og han vil elsker dig og dine skønne børn, højere end du tør tro på... du må gribe chancen, og sige fra og løsrive dig over for ham din kæreste/eks...

stol på du kan uden ham... det er dine børn og dig selv der er vigtigst...

Altså, er livet ikke bare for kort til sådan en nar? Jeg ville da langt hellere være alene-mor til 2 og have ro i hovedet end at have sådan en stor dreng om hælene også, som skaber utryghed og uro for dig og de små. Du véd hvad der er det rigtige for dig, held og lykke og nyd roen

Grynt