droppet

Droppet af kæresten, for 5 gang i min graviditet (er 26+2).

Han er 42 år og jeg er 29 år..simpelthen så barnligt.

Hvergangjeg gør eller siger noget der ikke passer ham, gider han ikke have noget med mig eller barnet at gør. og når vi så komme på talefod bliver alt rosenrødt igen og så vil han have et barn til når ham vi venter er født..... Hvad fuck sker der for voksen mand... og så mener han jeg er barnlig.

Det er bare sååååå hårdt at skal igennem det her i en graviditet, for det ødelægger total glæden.

Men dum som jeg er tager jeg ham tilbage hver gang.... mest fordi jeg ikke kan overskue at være alenemor til så lille et barn... det bliver bare så hårdt. Har i forvejen en skøn dejlig smuk dreng på 6 år fra et tidlgere forhold. Hvordan skal jeg klare en morgen med en baby og afsted med den store i skole. og trætt laaaange sønvløse nætter??? og stadig være den gode mor for min store søn???

Ligenu sidder jeg og græder snot over at jeg ikke har hørt fra idioten i 2 dage (sidste besked var at han ikke vil se barnet før han er stor nok til at kontakte ham selv) men burde da være sur og gal over at han skuffer mig sådan og kan finde på at fralægge sig at være far. Og burde da ikke tilgive et sådan svigt igen igen

Hvad gør jeg???? Føler mig så svigtet???

Hmmm jamen for mig er der slet ingen tvivl...ud med ham! Hvorfor dog udsætte dig - og dine børn - for hans mangel på respekt gang på gang??? Hvis han allerede har gjort det 5 gange, og så i din graviditet!! så er der nok ikke noget der tyder på, at han stopper med den slags julelege fremover

Tro på dig selv - vi kvinder er stærkere end som så, så selvfølgelig vil du kunne klare dig uden ham. Du vil måske oven i købet føle det som en lettelse

Stort   herfra og GODT NYT ÅR 2011

Der er jo ikke noget at rafle om!!! UD med ham og så må du altså tage dig sammen og række ud efter hjælp andre steder! DU KAN GODT!!! Du bruger da forresten også meget mere energi på sådan en idiot end du bruger på et lille barn!!! Du vil blive forladt, svigtet og trådt på mindst lige så meget fremover, bare med en baby på armen, og det gør det da bare værre!!! 

You can do it!!! Om ikke andet så for dine børns skyld, skal de vokse op med en ulykkelig mor og en mand der kommer og går som det passer ham? Nej vel?

De bedste hilsner

Rosa 

nu er jeg engang imellem alene med ungerne i op til 3 uger af gangen og på et tidspunkt blir det også 3 måneder.. idet min mand er i millitæret og ofte er på øvelser.. 

jeg har en datter på 3 måneder og en søn på 3½ år.. 

og jo det er da skide hårdt at stå alene med det.. men ved du hva.. man kan sagtens klare det.. og jeg er sikker på at din store dreng kan hjælpe dig lidt derhjemme. at komme afsted om morgnen kræver bare en smule øvelse så skal det nok gå også.. :) 

hold hovedet oppe og lad være med at tage sådan et dumt svin tilbage... det r bare min mening.. ved godt det kan være svært når man jo elsker ham.. men det er ikke værd at samle på.. 

hvad så når du har født.. du vil jo aldrig være sikker på du kan regne med ham hvis han bare skrider når tingene bliver en smule hårdt.. og det gør det jo med en bette bebs.. og ja generelt børn.. det er da hårdt indimellem.. men hvis han ik engang kan være der for dig inden du overhovedet har født.. jamen hva skal man så bruge ham til

majnr2 skriver:

Droppet af kæresten, for 5 gang i min graviditet (er 26+2).

Han er 42 år og jeg er 29 år..simpelthen så barnligt.

Hvergangjeg gør eller siger noget der ikke passer ham, gider han ikke have noget med mig eller barnet at gør. og når vi så komme på talefod bliver alt rosenrødt igen og så vil han have et barn til når ham vi venter er født..... Hvad fuck sker der for voksen mand... og så mener han jeg er barnlig.

 

Det er bare sååååå hårdt at skal igennem det her i en graviditet, for det ødelægger total glæden.

Men dum som jeg er tager jeg ham tilbage hver gang.... mest fordi jeg ikke kan overskue at være alenemor til så lille et barn... det bliver bare så hårdt. Har i forvejen en skøn dejlig smuk dreng på 6 år fra et tidlgere forhold. Hvordan skal jeg klare en morgen med en baby og afsted med den store i skole. og trætt laaaange sønvløse nætter??? og stadig være den gode mor for min store søn???

 

Ligenu sidder jeg og græder snot over at jeg ikke har hørt fra idioten i 2 dage (sidste besked var at han ikke vil se barnet før han er stor nok til at kontakte ham selv) men burde da være sur og gal over at han skuffer mig sådan og kan finde på at fralægge sig at være far. Og burde da ikke tilgive et sådan svigt igen igen

 

Hvad gør jeg???? Føler mig så svigtet???

det lyder som min datter far.

og tro mig, det er meget lettere uden sådan en person i ens liv.

fik så tidlig som i nat i tlf smidt i hovedet at han fucking ikke gad havde noget med mig eller vores datter at gøre. og har det sådan lidt nu, nu fanger bordet altså, for det er ikke første gang han siger det.

så ud med ham, du skal nok finde ud af det. og er sikker på det hele bliver meget lettere uden ham og hans humørsvingninger

majnr2 skriver:

Droppet af kæresten, for 5 gang i min graviditet (er 26+2).

Han er 42 år og jeg er 29 år..simpelthen så barnligt.

Hvergangjeg gør eller siger noget der ikke passer ham, gider han ikke have noget med mig eller barnet at gør. og når vi så komme på talefod bliver alt rosenrødt igen og så vil han have et barn til når ham vi venter er født..... Hvad fuck sker der for voksen mand... og så mener han jeg er barnlig.

 

Det er bare sååååå hårdt at skal igennem det her i en graviditet, for det ødelægger total glæden.

Men dum som jeg er tager jeg ham tilbage hver gang.... mest fordi jeg ikke kan overskue at være alenemor til så lille et barn... det bliver bare så hårdt. Har i forvejen en skøn dejlig smuk dreng på 6 år fra et tidlgere forhold. Hvordan skal jeg klare en morgen med en baby og afsted med den store i skole. og trætt laaaange sønvløse nætter??? og stadig være den gode mor for min store søn???

 

Ligenu sidder jeg og græder snot over at jeg ikke har hørt fra idioten i 2 dage (sidste besked var at han ikke vil se barnet før han er stor nok til at kontakte ham selv) men burde da være sur og gal over at han skuffer mig sådan og kan finde på at fralægge sig at være far. Og burde da ikke tilgive et sådan svigt igen igen

 

Hvad gør jeg???? Føler mig så svigtet???

sødeste du... et  til dig først...

Jeg er enig med de andre... ud me dham... du og specilet børnene har ikke godt a det... du må ikk frygte a være bange for a skulle være alene... der er som regl antid nogle der kan hjælpe dig... på den ene eller anden måde...

skulle du vælg a beholde ham, så kan du ikk bide sig sikker på hvornår han gør det igen...

men skulle du vælge det sunde at sige til ham, a han bare skal tage en færge ud a verden, så må du ikk frygte ensomheden... der er masser fyre/mænd i verden som vil elske dine børn, selv om det ikk er deres egne...

håber du holder os opdatere...

held og lykke

Av av, sådan en klovn.
Der er ikke noget at sige til, at du er ked af det og frustreret!

Du siger det jo også selv - han opfører sig ikke aldersvarende. 
Altså det er jo helt skørt, at han overhovedet opfører sig sådan.

Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal skrive, for du virker ked af det…  og måske i virkeligheden mest frustreret over forestilllingen om, hvor uoverskuelig  din situation umiddelbart ser ud, som alene mor.

Altså det tegner jo et lidt barnligt billede af en far/kæreste som er ustabil i sin tilstedeværelse og opbakning - og så endda på et tidspunkt, hvor man nok burde kunne forvente opbakning og støtte
… og hvor man som minimum er åben overfor dialog og ikke skrider ved enhver uenighed.

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig - men mon ikke du er bedre tjent med dig selv - så ved du trods alt hvad du har - i stedet for et skvat, som virker ret selvoptaget, siden det er 5. gang han laver det nummer… det er jo pinligt!!!

Spørgsmålet er om du synes du skal stå model til det… fortjener du sådan en behandling??!

Det er jeg er ret sikker på, at det gør du ikke!

 hvor er i søde. Kan godt se det alle siger og mine veninder og familie siger det samme. Det er bare pisse svær. Vi ar kendt hinanden i 4 år og har også boet sammen, han smed mig dog ud af hans hus i starten af året..... meeeeen uha så kunne han ikke leve uden mig alligevel. Nåede dog heldigvis at få en lejlighed til mig og min søn, (som nu i denne sitiation også har et værelse til dreng jeg venter nu) så vi har altså boet hver for sig i snat et år.... Men stadig været kærester. Graviditeten var ikke planlagt, men vi var begge enige om at beholde det.

Kan godt se hvr fucked up det lyder. Er altså ellers en meget stærk pige med styr på mit liv, men han har bare vendt op og ned pådet hele de sidste 4 år

majnr2 skriver:

Droppet af kæresten, for 5 gang i min graviditet (er 26+2).

Han er 42 år og jeg er 29 år..simpelthen så barnligt.

Hvergangjeg gør eller siger noget der ikke passer ham, gider han ikke have noget med mig eller barnet at gør. og når vi så komme på talefod bliver alt rosenrødt igen og så vil han have et barn til når ham vi venter er født..... Hvad fuck sker der for voksen mand... og så mener han jeg er barnlig.

 

Det er bare sååååå hårdt at skal igennem det her i en graviditet, for det ødelægger total glæden.

Men dum som jeg er tager jeg ham tilbage hver gang.... mest fordi jeg ikke kan overskue at være alenemor til så lille et barn... det bliver bare så hårdt. Har i forvejen en skøn dejlig smuk dreng på 6 år fra et tidlgere forhold. Hvordan skal jeg klare en morgen med en baby og afsted med den store i skole. og trætt laaaange sønvløse nætter??? og stadig være den gode mor for min store søn???

 

Ligenu sidder jeg og græder snot over at jeg ikke har hørt fra idioten i 2 dage (sidste besked var at han ikke vil se barnet før han er stor nok til at kontakte ham selv) men burde da være sur og gal over at han skuffer mig sådan og kan finde på at fralægge sig at være far. Og burde da ikke tilgive et sådan svigt igen igen

 

Hvad gør jeg???? Føler mig så svigtet???

Ej han er da dybt barnlig. Jeg er virkelig i chok over at en mand på 42 år, kan opføre sig sådan

Min kæreste er også 42 år, men han opfører sig heldigvis også derefter. Man kan godt mærke på ham at han har noget livserfaring.

Hvis jeg var dig, så ville jeg droppe ham. det der frem og tilbage, viser da kun at han er usikker på jeres forhold. Jeg synes han træder rimleigt meget på dine følelser. Hvad vil han gøre, når barnet kommer? det er da der, at forholdet først kommer på prøve.

Selvom det for dig lyder meget hårdt ligenu, så kan vi kvinder nu sagtens klare os, når det virkelig gælder, og jeg er sikker på at når du har fundet din/jeres rytme, så skal det også nok gå

Kram herfra

du skal bestemt ikk holde på ham, og du skal nok få det til at fungere med den store og den lille(; 

men hvis du tager ham tilbage viser du på en måde svaghed og så tror han at han bare kan kører rundt med dig og det skal han jo ik(;

så ud med ham, du skal nok klare det(;