Min mor, er der ikke ( Langt )

Anonym skriver:

Det er nok rigtig nok det du siger, det er sq bare ikke nemt - Suk

Nej det er absolut ikke nemt.. det har også været lidt af en proces for mig, og jeg er også stadig i den...

uanset hvad, så held og lykke.. det kan være lidt af en kamp til tider..

KittyGirl skriver:

Nej det er absolut ikke nemt.. det har også været lidt af en proces for mig, og jeg er også stadig i den...

uanset hvad, så held og lykke.. det kan være lidt af en kamp til tider..

kan kun sige i lige måde

Anonym skriver:

Jeg tror når jeg tænker tilbage på min mor i sådan nogen situationer har hun altid været sådan, så det er vel en del af hende.
NOk mere mig der ikke vil indrømme det over for mig selv at min mor er sådan og det hun gør er bevidst for det er en del af hendes person, ikke lige sådan en mor man drømmer om at haev .

Årh altså... Det er jeg ked af.

Måske du skal lade lidt tid gå, så det kan synke lidt ind... Kram!

Jeg kan virkelig godt følge dig! Du beskriver faktisk min mor! Min mor gør præcis det samme, og sådan har hun alle dage været. Det er ALDRIG hende der tager fejl, det er ALTID alle andres skyld, hun tager ALDRIG ansvar for sine handlinger. Nogen gange får hun endda lige vendt og drejet på hele situationen, så det i hendes verden slet ikke er sket, som det er sket for os andre. F.eks. snakkede vi her for et par uger siden om engang, da jeg var 14-15 år, hvor vi kom op at skændes, og vi gav hinanden hver en lussing. I hendes historie slog jeg først - i min, slog hun først. Jeg husker tydeligt at jeg tænkte, at hvis hun slog mig, så ville jeg slå igen. Men i hendes verden slog jeg altså først, og jeg er et uopdragent barn (jeg er 32!!), at sige noget andet! Det er ikke kun mig der oplever, at hun ændre på historien, så der enten er sket noget andet, eller det slet ikke er sket  Og så nævner hun også ofte ting, som jeg har gjort da jeg var teenager - hun bebrejder også min moster, for ting hun gjorde da de var teenagere (og min moster bliver altså snart 60!), ting som vi har gjort, da vi var unge og uvidende..!!

Det er uhyre frustrerende, at diskutere med sådan et menneske, hvis ikke umuligt

Jeg overvejer ofte at skrive et brev til hende, hvor jeg skriver ALT hvad jeg er ked af, for så kan hun ikke afbryde midt i det hele. Så er hun tvunget til, at tage stilling til det... Håber jeg... Men jeg er også i den situation, at min mor har uhelbredelig kræft, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil udsætte hende for det... Men var jeg dig, ville jeg nok gøre det.

Louisiana28 skriver:

Jeg kan virkelig godt følge dig! Du beskriver faktisk min mor! Min mor gør præcis det samme, og sådan har hun alle dage været. Det er ALDRIG hende der tager fejl, det er ALTID alle andres skyld, hun tager ALDRIG ansvar for sine handlinger. Nogen gange får hun endda lige vendt og drejet på hele situationen, så det i hendes verden slet ikke er sket, som det er sket for os andre. F.eks. snakkede vi her for et par uger siden om engang, da jeg var 14-15 år, hvor vi kom op at skændes, og vi gav hinanden hver en lussing. I hendes historie slog jeg først - i min, slog hun først. Jeg husker tydeligt at jeg tænkte, at hvis hun slog mig, så ville jeg slå igen. Men i hendes verden slog jeg altså først, og jeg er et uopdragent barn (jeg er 32!!), at sige noget andet! Det er ikke kun mig der oplever, at hun ændre på historien, så der enten er sket noget andet, eller det slet ikke er sket  Og så nævner hun også ofte ting, som jeg har gjort da jeg var teenager - hun bebrejder også min moster, for ting hun gjorde da de var teenagere (og min moster bliver altså snart 60!), ting som vi har gjort, da vi var unge og uvidende..!!

Det er uhyre frustrerende, at diskutere med sådan et menneske, hvis ikke umuligt

Jeg overvejer ofte at skrive et brev til hende, hvor jeg skriver ALT hvad jeg er ked af, for så kan hun ikke afbryde midt i det hele. Så er hun tvunget til, at tage stilling til det... Håber jeg... Men jeg er også i den situation, at min mor har uhelbredelig kræft, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil udsætte hende for det... Men var jeg dig, ville jeg nok gøre det.

Det var dog frygteligt, ked af din mor er så syg og det hele er sådan som det nu er.

Louisiana28 skriver:

Jeg kan virkelig godt følge dig! Du beskriver faktisk min mor! Min mor gør præcis det samme, og sådan har hun alle dage været. Det er ALDRIG hende der tager fejl, det er ALTID alle andres skyld, hun tager ALDRIG ansvar for sine handlinger. Nogen gange får hun endda lige vendt og drejet på hele situationen, så det i hendes verden slet ikke er sket, som det er sket for os andre. F.eks. snakkede vi her for et par uger siden om engang, da jeg var 14-15 år, hvor vi kom op at skændes, og vi gav hinanden hver en lussing. I hendes historie slog jeg først - i min, slog hun først. Jeg husker tydeligt at jeg tænkte, at hvis hun slog mig, så ville jeg slå igen. Men i hendes verden slog jeg altså først, og jeg er et uopdragent barn (jeg er 32!!), at sige noget andet! Det er ikke kun mig der oplever, at hun ændre på historien, så der enten er sket noget andet, eller det slet ikke er sket  Og så nævner hun også ofte ting, som jeg har gjort da jeg var teenager - hun bebrejder også min moster, for ting hun gjorde da de var teenagere (og min moster bliver altså snart 60!), ting som vi har gjort, da vi var unge og uvidende..!!

Det er uhyre frustrerende, at diskutere med sådan et menneske, hvis ikke umuligt

Jeg overvejer ofte at skrive et brev til hende, hvor jeg skriver ALT hvad jeg er ked af, for så kan hun ikke afbryde midt i det hele. Så er hun tvunget til, at tage stilling til det... Håber jeg... Men jeg er også i den situation, at min mor har uhelbredelig kræft, og jeg er ikke sikker på, at jeg vil udsætte hende for det... Men var jeg dig, ville jeg nok gøre det.

Og det med skylden, ja lyder mig meget bekendt.

Anonym skriver:

Det var dog frygteligt, ked af din mor er så syg og det hele er sådan som det nu er.

Det var såmænd ikke for at få medlidenhed, men nok nærmere for, at fortælle dig, at du skal gøre noget, inden det er for sent