Min mor, er der ikke ( Langt )

Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte….

Jeg er forvirret og ked af det. For 2 uger siden havde jeg fødselsdag, hvor min mor, far og bror var invi. Samt min mors veninde som jeg har kendt siden jeg var helt lille.
Mig og min mor kommer til at diskutere over nogle ting (som er sagen lidt ligegyldig) , ikke noget skænderi men bare diskus.
Hvor min mors veninde begynder at blande sig og forsvar min mor, altså blande sig på den måde som om mig og min mor skændes. Jeg vender mig om til hende og svare halv surt at hun ikke skal blande sig uden om, da det er en samtale mellem mig og min mor. Og hun svare bestemt, at det vil hun ikke, for hun kender mig og mine unoder !?!?!
WHAT…Jeg er en voksen kvinde, er sq ikke en tøs på 15år mere.
Jeg siger så til hende at hun , nu og frem over ved at hun skal blande sig uden om i samtaler mig og min mor har , for de kommer ikke hende ved. Og hun hidser sig op og siger jeg skal stop. Det gør mig så bare endnu mere sur og jeg hæver min stemme og siger at hun skal stoppe nu og holde sin kæft !
Under alt det her, siger min mor ikke et eneste ord til hendes veninde, ikke noget med at …..Nu er du gået over stregen, det noget mellem mig og min datter. INTET.

Jeg valgte at trække mig og gå en tur med hunden for kunne mærke at jeg var så vred og ked over jeg ingen opbakning fra min mors side havde fået.

Da jeg kommer tilbage er min mors veninde kørt da hun skulle på arbejde.
Jeg sætter mig og drikker en kop kaffe, her bliver der ikke sagt et ord om det der er sket.
Jeg rejser mig fordi jeg skal på toilet, og da jeg kommer ud ser jeg de er på vej ud af indkørslen.
Står chokeret og kigger, spørger kæresten om de slet ikke har sagt farvel, han siger min mor sagde farvel i døren, som er i den anden ende af huset, hvilket gør det umuligt for mig at høre mens jeg sidder på toilet . Min kæreste fortæller hende at jeg er på toilet, men hun svare ikke og går ud til bilen.

Min mor er ellers ikke sky for at forsvare min bror lige så snart i andre siger noget til ham. F.eks sagde min kæreste “ hold lige ind på din talerken… det drysser fra kagen” . Hvor min mor svarede “EJ DET GJORDE DER HVERT FALD IKKE !! “ Som om der blev sagt noget meget grimt til ham.

Jeg har siden denne dag ikke hørt fra min mor overhovedet , jeg har ikke haft lyst til at kontakte hende eftersom hun fik min fødselsdag ødelagt på den måde og hun slet ikke sagde farvel til mig, synes var ret chokerende .
Min mor har i forvejen ikke den store interesse i min graviditet og når folk f.eks siger “ Ej du må da glæde dig til at blive mormor” svare hun blot “ mhhm ja “ - hun spørger heller ikke til noget.
Jeg tror det er hendes overgangsalder der stadig køre på højtryk, men mener bare ikke det er okay at hun behandler mig sådan og ikke forsvare mig. Jeg følte mig som en lille pige som blev forladt et fremmed sted , og min mor bare var gået fra mig.

Vi indvi. Til julefrokost og jul, men jeg har slet ikke lyst til alt det her.
Hvad synes i jeg skal gøre, jeg er total lost over hvordan jeg skal handle på det her ???

Hmm det er et godt spørsmål, ang hvad du skal gøre. Jeg kan godt forstå at du i princippet ikke har lyst til at kontakte din mor, men det var nu hvad jeg ville gøre..

Som du selv siger er du ikke 15 mere og derfor mener jeg at du (selvom det måske ikke er din skyld) kan tage kontakt fordi du ønsker en voksen løsning på tingene..

Fortæl hende at du er ked af den måde tingene forløb på og at du havde håbet på hendes opbakning.. Og bed hende om at fortælle hvorfor hun bare gik, fordi det gjorde dig ked at det...

Håber det kan hjælpe men ellers et stort

L_K skriver:

Hmm det er et godt spørsmål, ang hvad du skal gøre. Jeg kan godt forstå at du i princippet ikke har lyst til at kontakte din mor, men det var nu hvad jeg ville gøre..

Som du selv siger er du ikke 15 mere og derfor mener jeg at du (selvom det måske ikke er din skyld) kan tage kontakt fordi du ønsker en voksen løsning på tingene..

Fortæl hende at du er ked af den måde tingene forløb på og at du havde håbet på hendes opbakning.. Og bed hende om at fortælle hvorfor hun bare gik, fordi det gjorde dig ked at det...

Håber det kan hjælpe men ellers et stort

Ja..ville nok med en masse ord have sagt det samme, hvor du siger det enkelt og klart.

Kommunikation er det første ord, der kom til mig.
Ring til din mor og spørg om ikke I skulle se at få talt ud om alt det rod, og tag den så derfra.

Kærligst
Sussie

Syntes min mors opførsel var ekstrem i mine øjne til jeg bare lige vil kontakte hende.

tak for knuset btw

SussieThyssen skriver:

Ja..ville nok med en masse ord have sagt det samme, hvor du siger det enkelt og klart.

Kommunikation er det første ord, der kom til mig.
Ring til din mor og spørg om ikke I skulle se at få talt ud om alt det rod, og tag den så derfra.

Kærligst
Sussie

Min mor kan ikke se sine egne fejl, og har aldrig nogensinde prøvet at undskylde over for noget, men kaster skylden over på andre , derfor ved jeg at , kommunikation ikke vil gavne noget. Men at jeg vil ende med at få hele skylden for den sorg hun har lavet.

Oj, sikke en omgang!

Og så var I ikke engang oppe at skændes voldsomt inden...

Jeg synes, at det er synd. Og hvis du ønsker et fremtidigt forhold med din mor, så synes, jeg at du skal hive fat i hende og få renset luften. 
Kan I ellers normalt snakke frit om problemer med hinanden?

Hvad med din far?

Derudover, så fatter jeg overhovedet ikke, at din mor og far tager afsted på den måde. Det er både uhøfligt, frækt og ledt overfor dig, der jo har holdt fødselsdag.

At din mors veninde blander sig - det er måske uklogt. At hun fortsætter på trods af, at du har sagt stop er dumt. Men mon ikke det er fordi hun føler, at hun kender dig så godt?

Jeg forstår godt, at du står tilbage og føler som du gør. Jeg ville selv være ret ked af det.

Hvis ikke du føler, at du kan tage hul på det her med din mor, er der så mulighed for, at du kan snakke med din far?

Jeg har lidt den holdning, at man til tider må æde sin stolthed - og hvis man ikke har haft en voldsom og sønderrivende konflikt eller har haft gennemgående problemer, så er det synd at cutte kontakten. Medmindre man faktisk ikke holder af sine forældre og lignende.
Jeg har selv cuttet kontakten til min far. Det skete for lidt under et år siden. Og det kan indimellem være svært at tænke på. Men som det er nu, så er det for det bedste. I hvert fald for mig, der gang på gang oplevede svigt...

Kram 

Anonym skriver:

Min mor kan ikke se sine egne fejl, og har aldrig nogensinde prøvet at undskylde over for noget, men kaster skylden over på andre , derfor ved jeg at , kommunikation ikke vil gavne noget. Men at jeg vil ende med at få hele skylden for den sorg hun har lavet.

Åhhh suk.
Jamen, så er det jo spørgsmålet for om hun overhovedet nogen sinde har været der for dig.
Og så er det jeg tænker, om du overhovedet har mistet hende.
Jeg har en veninde hvis mor var som din, og hun har så for en hel del år siden valgt sin mor fra i sit liv. Det var for smertefuldt at blive svigtet om og om igen, og føle, at når hun havde brug for en mor, så var hun der ikke, samtidigt at hun aldrig kunne gøre noget godt nok.
Måske skulle du gøre det samme, for nok er det hårdt at sige sin mor fra, men når hun ikke er mor, så er hun jo igrunden et fremmed menneske.
Stooort trøsteknus

Ranarupta skriver:

Oj, sikke en omgang!

Og så var I ikke engang oppe at skændes voldsomt inden...

Jeg synes, at det er synd. Og hvis du ønsker et fremtidigt forhold med din mor, så synes, jeg at du skal hive fat i hende og få renset luften. 
Kan I ellers normalt snakke frit om problemer med hinanden?

Hvad med din far?

Derudover, så fatter jeg overhovedet ikke, at din mor og far tager afsted på den måde. Det er både uhøfligt, frækt og ledt overfor dig, der jo har holdt fødselsdag.

At din mors veninde blander sig - det er måske uklogt. At hun fortsætter på trods af, at du har sagt stop er dumt. Men mon ikke det er fordi hun føler, at hun kender dig så godt?

Jeg forstår godt, at du står tilbage og føler som du gør. Jeg ville selv være ret ked af det.

Hvis ikke du føler, at du kan tage hul på det her med din mor, er der så mulighed for, at du kan snakke med din far?

Jeg har lidt den holdning, at man til tider må æde sin stolthed - og hvis man ikke har haft en voldsom og sønderrivende konflikt eller har haft gennemgående problemer, så er det synd at cutte kontakten. Medmindre man faktisk ikke holder af sine forældre og lignende.
Jeg har selv cuttet kontakten til min far. Det skete for lidt under et år siden. Og det kan indimellem være svært at tænke på. Men som det er nu, så er det for det bedste. I hvert fald for mig, der gang på gang oplevede svigt...

Kram 

min far er passiv, han holder sig meget for sig selv når det kommer til sådan noget her.
Og prøver man og få hans hjælper siger han at det ikke kommer ham ved.

Vi har haft mange perioder hvor vi har haft lange pauser fra hinanden, hvor jeg har været den som har skrevet /ringet først.
Hvor jeg har siddet og skulle høre på at det var min skyld osv som skrevet tidliger .

Jeg har det også bare sådan at jeg er så død hammerne træt af det skal være mig hver gang som starter kontakten på igen, også er jeg død hammerne træt af jeg ikke føler mig som hendes datter, føler ikke at hun er der som en mor eller for den sags skyld bakker mig op.

SussieThyssen skriver:

Åhhh suk.
Jamen, så er det jo spørgsmålet for om hun overhovedet nogen sinde har været der for dig.
Og så er det jeg tænker, om du overhovedet har mistet hende.
Jeg har en veninde hvis mor var som din, og hun har så for en hel del år siden valgt sin mor fra i sit liv. Det var for smertefuldt at blive svigtet om og om igen, og føle, at når hun havde brug for en mor, så var hun der ikke, samtidigt at hun aldrig kunne gøre noget godt nok.
Måske skulle du gøre det samme, for nok er det hårdt at sige sin mor fra, men når hun ikke er mor, så er hun jo igrunden et fremmed menneske.
Stooort trøsteknus

Min mor har været der da jeg var lille, da min far har været passiv.
Men efter jeg er flyttet hjemmefra og taget udd. fundet kærester flyttet sammen med...flyttet fra og fundet min nuværende kæreste som jeg har været sammen med i 3år og nu skal have barn med , har hun kun været der når jeg og kæresten har haft et eller andet negativt mellem os (skænderi f.eks).
Så kunne hun sagtens støtte, lidt mærkeligt har jeg tænkt på.

Anonym skriver:

min far er passiv, han holder sig meget for sig selv når det kommer til sådan noget her.
Og prøver man og få hans hjælper siger han at det ikke kommer ham ved.

Vi har haft mange perioder hvor vi har haft lange pauser fra hinanden, hvor jeg har været den som har skrevet /ringet først.
Hvor jeg har siddet og skulle høre på at det var min skyld osv som skrevet tidliger .

Jeg har det også bare sådan at jeg er så død hammerne træt af det skal være mig hver gang som starter kontakten på igen, også er jeg død hammerne træt af jeg ikke føler mig som hendes datter, føler ikke at hun er der som en mor eller for den sags skyld bakker mig op.

Øv, hvor er det bare en ærgerlig situation at være i. Ikke bare nu, men også gennem tiden.

Har du prøvet at forklare din far, at du har brug for ham? Brug for, at han tager stilling...
Måske er det fordi han ikke orker at skulle høre på din mor efterfølgende?

Hvis din mor er sådan altid, så er det måske vigtigere for hende at være i offerrollen (måske det sker ubevidst), end det er for hende at løse konflikten?