Min mor, er der ikke ( Langt )

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte….

Jeg er forvirret og ked af det. For 2 uger siden havde jeg fødselsdag, hvor min mor, far og bror var invi. Samt min mors veninde som jeg har kendt siden jeg var helt lille.
Mig og min mor kommer til at diskutere over nogle ting (som er sagen lidt ligegyldig) , ikke noget skænderi men bare diskus.
Hvor min mors veninde begynder at blande sig og forsvar min mor, altså blande sig på den måde som om mig og min mor skændes. Jeg vender mig om til hende og svare halv surt at hun ikke skal blande sig uden om, da det er en samtale mellem mig og min mor. Og hun svare bestemt, at det vil hun ikke, for hun kender mig og mine unoder !?!?!
WHAT…Jeg er en voksen kvinde, er sq ikke en tøs på 15år mere.
Jeg siger så til hende at hun , nu og frem over ved at hun skal blande sig uden om i samtaler mig og min mor har , for de kommer ikke hende ved. Og hun hidser sig op og siger jeg skal stop. Det gør mig så bare endnu mere sur og jeg hæver min stemme og siger at hun skal stoppe nu og holde sin kæft !
Under alt det her, siger min mor ikke et eneste ord til hendes veninde, ikke noget med at …..Nu er du gået over stregen, det noget mellem mig og min datter. INTET.

Jeg valgte at trække mig og gå en tur med hunden for kunne mærke at jeg var så vred og ked over jeg ingen opbakning fra min mors side havde fået.

Da jeg kommer tilbage er min mors veninde kørt da hun skulle på arbejde.
Jeg sætter mig og drikker en kop kaffe, her bliver der ikke sagt et ord om det der er sket.
Jeg rejser mig fordi jeg skal på toilet, og da jeg kommer ud ser jeg de er på vej ud af indkørslen.
Står chokeret og kigger, spørger kæresten om de slet ikke har sagt farvel, han siger min mor sagde farvel i døren, som er i den anden ende af huset, hvilket gør det umuligt for mig at høre mens jeg sidder på toilet . Min kæreste fortæller hende at jeg er på toilet, men hun svare ikke og går ud til bilen.

Min mor er ellers ikke sky for at forsvare min bror lige så snart i andre siger noget til ham. F.eks sagde min kæreste “ hold lige ind på din talerken… det drysser fra kagen” . Hvor min mor svarede “EJ DET GJORDE DER HVERT FALD IKKE !! “ Som om der blev sagt noget meget grimt til ham.

Jeg har siden denne dag ikke hørt fra min mor overhovedet , jeg har ikke haft lyst til at kontakte hende eftersom hun fik min fødselsdag ødelagt på den måde og hun slet ikke sagde farvel til mig, synes var ret chokerende .
Min mor har i forvejen ikke den store interesse i min graviditet og når folk f.eks siger “ Ej du må da glæde dig til at blive mormor” svare hun blot “ mhhm ja “ - hun spørger heller ikke til noget.
Jeg tror det er hendes overgangsalder der stadig køre på højtryk, men mener bare ikke det er okay at hun behandler mig sådan og ikke forsvare mig. Jeg følte mig som en lille pige som blev forladt et fremmed sted , og min mor bare var gået fra mig.

Vi indvi. Til julefrokost og jul, men jeg har slet ikke lyst til alt det her.
Hvad synes i jeg skal gøre, jeg er total lost over hvordan jeg skal handle på det her ???

Jeg har ikke lige læst alle svarene, men vælger lige at komme med et lille input her inden jeg skal videre i dagens gøremål..

Først og fremmest, sikke en omgang.... hvad du skal gøre, er rigtig svært.... jeg forstår dig..

Jeg har selv haft nogle problemer med min mor, og har haft svært ved hvordan jeg skulle tackle dem.... bl.a. har hun hængt sig i min fortid hvad jeg gjorde da jeg var 14 osv.. (jeg er 26 idag) ... hun siger nogle ting som bare.. ja..

Men jeg valgte.. at skrive et brev til hende, da jeg simpelthen synes det var for hårdt at konfrontere hende med det ansigt til ansigt... og jeg skrev sidst i brevet, at næste træk var hendes.. ville hun have familie og os og en god jul måtte hun kontakte mig.. og kontaktede hun mig ikke.. så var det ligesom det..

Det er en "god" måde at få tingene ud på og finde ud af hvordan man står...

(min mor valgte at slå hånden af mig og resten af familien - men til gengæld har man fået svar så man kan komme videre)

KittyGirl skriver:

Jeg har ikke lige læst alle svarene, men vælger lige at komme med et lille input her inden jeg skal videre i dagens gøremål..

Først og fremmest, sikke en omgang.... hvad du skal gøre, er rigtig svært.... jeg forstår dig..

Jeg har selv haft nogle problemer med min mor, og har haft svært ved hvordan jeg skulle tackle dem.... bl.a. har hun hængt sig i min fortid hvad jeg gjorde da jeg var 14 osv.. (jeg er 26 idag) ... hun siger nogle ting som bare.. ja..

Men jeg valgte.. at skrive et brev til hende, da jeg simpelthen synes det var for hårdt at konfrontere hende med det ansigt til ansigt... og jeg skrev sidst i brevet, at næste træk var hendes.. ville hun have familie og os og en god jul måtte hun kontakte mig.. og kontaktede hun mig ikke.. så var det ligesom det..

Det er en "god" måde at få tingene ud på og finde ud af hvordan man står...

(min mor valgte at slå hånden af mig og resten af familien - men til gengæld har man fået svar så man kan komme videre)

Det med at skrive brev tror jeg ikke vil gavne for jeg har sagt det til min mor en masse gange face to face.
Men min mor har også brugt ting mod mig den gang jeg var teen og kan du huske den gang, og jeg har tænkt/svaret ja men det er jo flere år siden og det kommer ikke sagen ved lige nu og her.
Men det er nok en af hendes måder at forsvare sig på mod mig, hun skal have noget hun kan bruge mod mig, da hun som jeg skrev til en af de andre herinde ikke kan sige undskyld og indrømme og se hun har lavet fejlen men hun skylder det hele over på andre .

Anonym skriver:

Det med at skrive brev tror jeg ikke vil gavne for jeg har sagt det til min mor en masse gange face to face.
Men min mor har også brugt ting mod mig den gang jeg var teen og kan du huske den gang, og jeg har tænkt/svaret ja men det er jo flere år siden og det kommer ikke sagen ved lige nu og her.
Men det er nok en af hendes måder at forsvare sig på mod mig, hun skal have noget hun kan bruge mod mig, da hun som jeg skrev til en af de andre herinde ikke kan sige undskyld og indrømme og se hun har lavet fejlen men hun skylder det hele over på andre .

Når man skriver et brev, så får folk det anderledes ind, end hvis man får tingene at vide face-to-face.... + at hun kan læse det igen og igen..... får man tingene at vide face-to-face.. så kan man dreje sætningerne lidt så det ikke er det du 100% har sagt...

Det er så træls når de river op i fortiden.... da jeg var 14 stak jeg af og endte på institution i 8 mdr.. i den tid skulle mine tvillinge brødre døbes og jeg mødte ikke op..

her da Lasse skulle døbes, fik jeg at vide at jeg jo ikke kom til tvillingernes.. så de ville heller ikke komme..... de valgte så at komme, men har efterfølgende fået at vide af min mor at det var ikke lysten..... og det var der jeg fik nok..... og skrev brevet...

Min mor kan heller ikke sige undskyld eller indrømme hendes fejl, men hun er god til at se ALLE ANDRES fejl.... og jeg gjorde op med mig selv, om jeg havde brug for hende i mit liv...

Jeg siger ikk hvad du skal gøre.. jeg synes bare du skulle vide hvad jeg har gjort, da det "minder" lidt om hinanden..

KittyGirl skriver:

Jeg har ikke lige læst alle svarene, men vælger lige at komme med et lille input her inden jeg skal videre i dagens gøremål..

Først og fremmest, sikke en omgang.... hvad du skal gøre, er rigtig svært.... jeg forstår dig..

Jeg har selv haft nogle problemer med min mor, og har haft svært ved hvordan jeg skulle tackle dem.... bl.a. har hun hængt sig i min fortid hvad jeg gjorde da jeg var 14 osv.. (jeg er 26 idag) ... hun siger nogle ting som bare.. ja..

Men jeg valgte.. at skrive et brev til hende, da jeg simpelthen synes det var for hårdt at konfrontere hende med det ansigt til ansigt... og jeg skrev sidst i brevet, at næste træk var hendes.. ville hun have familie og os og en god jul måtte hun kontakte mig.. og kontaktede hun mig ikke.. så var det ligesom det..

Det er en "god" måde at få tingene ud på og finde ud af hvordan man står...

(min mor valgte at slå hånden af mig og resten af familien - men til gengæld har man fået svar så man kan komme videre)

Kan huske en gang vi ikke havde snakket i 2måneder , kontaktede hun mig med en sms og skrev " Du er jo min datter og jeg er jo din mor så vi skal kunne sammen, så lad os gøre det !"
Og der har jeg tænkt ja det skal vi jo, hun er jo min mor , det tætteste jeg har af familie og jeg vil da ikke miste hende.
Men har også disse dage tænkt, jamen nej altså , godt nok er hun min mor , men hun opfører sig ikke som en og man SKAL ikke være mor og datter. Jeg kan ikke holde til alt det her "hver 3-4 måned", det skal sq bare fungere eller ikke. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har sagt , punktum lad os de fremad hvor hun ja som skrevet MANGE gange har set tilbage.

Også tænker jeg , skal vi være mor og datter ! ?

KittyGirl skriver:

Når man skriver et brev, så får folk det anderledes ind, end hvis man får tingene at vide face-to-face.... + at hun kan læse det igen og igen..... får man tingene at vide face-to-face.. så kan man dreje sætningerne lidt så det ikke er det du 100% har sagt...

Det er så træls når de river op i fortiden.... da jeg var 14 stak jeg af og endte på institution i 8 mdr.. i den tid skulle mine tvillinge brødre døbes og jeg mødte ikke op..

her da Lasse skulle døbes, fik jeg at vide at jeg jo ikke kom til tvillingernes.. så de ville heller ikke komme..... de valgte så at komme, men har efterfølgende fået at vide af min mor at det var ikke lysten..... og det var der jeg fik nok..... og skrev brevet...

Min mor kan heller ikke sige undskyld eller indrømme hendes fejl, men hun er god til at se ALLE ANDRES fejl.... og jeg gjorde op med mig selv, om jeg havde brug for hende i mit liv...

Jeg siger ikk hvad du skal gøre.. jeg synes bare du skulle vide hvad jeg har gjort, da det "minder" lidt om hinanden..

Helt seriøst , så tror jeg bare det brev vil gøre hende mere sur og stædig i sin sag og rive det brev i stykker.
Men ja det er bare noget jeg tror, ved det sq ikke

Anonym skriver:

Kan huske en gang vi ikke havde snakket i 2måneder , kontaktede hun mig med en sms og skrev " Du er jo min datter og jeg er jo din mor så vi skal kunne sammen, så lad os gøre det !"
Og der har jeg tænkt ja det skal vi jo, hun er jo min mor , det tætteste jeg har af familie og jeg vil da ikke miste hende.
Men har også disse dage tænkt, jamen nej altså , godt nok er hun min mor , men hun opfører sig ikke som en og man SKAL ikke være mor og datter. Jeg kan ikke holde til alt det her "hver 3-4 måned", det skal sq bare fungere eller ikke. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har sagt , punktum lad os de fremad hvor hun ja som skrevet MANGE gange har set tilbage.

Også tænker jeg , skal vi være mor og datter ! ?

Det er ikke et MUST at skulle kunne sammen som mor og datter... måske når din mor først har "mærket" at rigtig at undvære dig hun måske indser sine fejl... (det er det jeg håber med min)... for det er jo stadig ens mor....

jeg er stadig nede med flaget over at miste kontakten med min mor.. (det er 1 uge siden ca...) og her er det ikke kun hende, det er også mine 3 mindre søskende... (tvillinger på 12 og en ældre på 14) .. det er sku hårdt... men jeg må indrømme.. fremtiden om at jeg ikke skal høre på hendes negativitet og hendes problemer med mig og min fortid.. det glæder jeg mig til... og det er det jeg ligger vægt på!!

Jeg ved ikke hvor stor din familie er, men jeg har "kun" min moster, min mormor og bedstefar tilbage.. så min familie er også lille... men det gælder altid om at holde fast i de positive mennesker i ens liv...

Anonym skriver:

Helt seriøst , så tror jeg bare det brev vil gøre hende mere sur og stædig i sin sag og rive det brev i stykker.
Men ja det er bare noget jeg tror, ved det sq ikke

Min mor hun læste brevet op for mine brødre, og for det halve af byen, hvorefter mine brødre på 11 og 14 år kontaktede mig og skældte mig ud... Som om de forstår den dybere mening?

Man må indse sine fejl for at man kan komme videre... og hvis min mor rev brevet i stykker og blev mere stædig.. ja så kan jeg ikke bruge hende til noget..

Men det handler også om personlig granskelse.... hvad vil man finde sig i, og hvad vil man

KittyGirl skriver:

Min mor hun læste brevet op for mine brødre, og for det halve af byen, hvorefter mine brødre på 11 og 14 år kontaktede mig og skældte mig ud... Som om de forstår den dybere mening?

Man må indse sine fejl for at man kan komme videre... og hvis min mor rev brevet i stykker og blev mere stædig.. ja så kan jeg ikke bruge hende til noget..

Men det handler også om personlig granskelse.... hvad vil man finde sig i, og hvad vil man

Min familie er endnu mindre, den består af mine forældre og min bror. Som hun påvirker rigtig meget, han har i mellem tiden skrevet til mig over msn " Hvad skete der for dig sidst, hvor skal du altid ødelægge det når vi alle er sammen " . Og det er så meget mine mors ord alt det her. Jeg var ved at rive skærmen væk, hvor kæresten sagde at jeg skulle lukke ned og ikke svare , for det gavnte intet.
Det gjorde jeg så og næste gang vi begge var online skrev han igen, hvad gik dig af dig sidst du svarede aldrig. Og kæresten sagde igen, lad vær med at svar, det er din mor der skal kontakte dig , det skal ikke gå over din bror , han skal ikke kontakte dig.

Anonym skriver:

Min familie er endnu mindre, den består af mine forældre og min bror. Som hun påvirker rigtig meget, han har i mellem tiden skrevet til mig over msn " Hvad skete der for dig sidst, hvor skal du altid ødelægge det når vi alle er sammen " . Og det er så meget mine mors ord alt det her. Jeg var ved at rive skærmen væk, hvor kæresten sagde at jeg skulle lukke ned og ikke svare , for det gavnte intet.
Det gjorde jeg så og næste gang vi begge var online skrev han igen, hvad gik dig af dig sidst du svarede aldrig. Og kæresten sagde igen, lad vær med at svar, det er din mor der skal kontakte dig , det skal ikke gå over din bror , han skal ikke kontakte dig.

det er så træls.. det er akkurat også det min mor har gjort med mine brødre....

Kan godt se du så ingen familie har.... 

 jeg er nok nået dertil, at jeg vil hellere undvære end have alle de problemer.... jeg har ganske enkelt ikke brug for det, og i øvrigt har jeg min egen lille familie lige her... mig, min mand og Lasse  det er sku det der tæller....

Hvis de virkelig ikke vil lytte... og har man forsøgt.. ja så mener jeg at der ikke er mere at gøre.. så er de bare sig selv bedst...

KittyGirl skriver:

det er så træls.. det er akkurat også det min mor har gjort med mine brødre....

Kan godt se du så ingen familie har.... 

 jeg er nok nået dertil, at jeg vil hellere undvære end have alle de problemer.... jeg har ganske enkelt ikke brug for det, og i øvrigt har jeg min egen lille familie lige her... mig, min mand og Lasse  det er sku det der tæller....

Hvis de virkelig ikke vil lytte... og har man forsøgt.. ja så mener jeg at der ikke er mere at gøre.. så er de bare sig selv bedst...

Det er nok rigtig nok det du siger, det er sq bare ikke nemt - Suk