Jeg må altså ud med det her...

StephanieJ skriver:

Jeg ved ikke så meget andet end at min veninde skrev til mig tidligere med en trist besked om at en fælles bekendt som virkelig har prøvet at blive gravid længe og så har mistet og siden blevet gravid igen. De var selvfølgelig lykkelige ud over alle grænser, hun har så gået til ekstra scanninger fordi hun tidligere har mistet. Idag da hun så er til scanning får hun at vide at deres datter har en meget slem hjertefejl og at datteren måske godt kan overleve i maven resten af tiden (hun er halvvejs i graviditeten), men at når hun så skal føde vil hun dø så snart hun kommer ud

Så de har meddelt hende at hun skal sættes igang i næste uge, tænker bare - hvorfor pine dem så længe??

Er SÅ ked af det på deres vegne, det barn var SÅ ønsket, og så bliver det taget fra dem så tragisk

Jeg tror det er meget meget velovervejet at de vælger at sige der skal gå en uge før hun får en provokeret abort. Hun (parret) skal lige have tid til at sluge den skrækkelige nyhed!!! De må være i totalt chok! -og på ingen måde klar til at sige farvel til deres lille barn. Jeg tror på det er vigtigt at få sagt farvel for sorg-processens skyld, og hvis de bare sagde: vi køre dig lige op på operationsgangen og får det fjernet med det sammen, tror jeg faktisk at det ville blive oplevet som meget brutalt og overgrebs-agtigt. Nu har de tid til at beslutte OM de vil slutte deres lille datters liv nu, eller om de vil lade hende leve tiden færdig i maven, for så at lade hende dø, når hun bliver født. (det havde JEG valgt! -men jeg ved godt det er et meget aparte valg!!!)

Når de så om en uge, er blevet mere klar (for helt klar bliver de ikke!) så kan de gå ind og føde barnet, og få sagt farvel på den måde som de ny ønsker det. -fordi de har haft tid til at tænke det igennem og forberede sig på det.

Så jeg er meget glad for at vores sygehusvæsen er indrettet sådan  at man ikke 'bare' fjerne 'fejl-børn' med det samme, men lige give det lidt tid. Der er jo ikke robotter, men mennekser med masser af følelser involveret, og dét synes jeg der tages højde for ved at give dem en uge.

-men hvor er det dog skrækkeligt for dem!!! -Puha, man får kendskab til mange grumme historier via internettet.

Jeg har selv stået lidt i samme situation. Da jeg blev gravid her for 2 gang, jeg er nu 27 uger henne men da jeg var små 10 uger henne blødte jeg lidt og havde lidt plukveer og blev meget forskrækket da min første graviditet gik helt normalt. Jeg var til vagtlæge og min alm læge om de sagde at det måske kunne være en begyndende abort. Jeg var meget berørt af situationen selvfølgelig og vi snakkede om det herhjemme men min kæreste sagde også "jamen så laver vi da bare en ny" WHAT nej det tror jeg vist ikke lige, jeg var meget rystet. Vi fik en datter i dec 09 så han har jo prøvet at blive far. Han er som de fleste mænd visuel han havde svært ved at forholde sig til graviditeten og hvad der skete inde i maven. Men da hun kom ud var han FAR og tager sit ansvar alvorligt og elsker hende over alt på jorden. Så i kan nok forstå at jeg blev noget forskrækket da han kom med den kommentar. Men heldigvis forløber alt indtil videre normalt og som det skal så jeg krydser for en normal fødsel og et sundt og rask barn.

Anonym skriver:

Tror såmænd ikke han er unormal

Min kæreste vil skam rigtig gerne have børn, men han kan, som mange andre mænd, ikke føle noget for barnet før det er kommet ud af maven. Men bare han føler noget når barnet kommer, så er jeg egentlig glad

Men det kan min kæreste godt

Mumto3 skriver:

Jeg tror det er meget meget velovervejet at de vælger at sige der skal gå en uge før hun får en provokeret abort. Hun (parret) skal lige have tid til at sluge den skrækkelige nyhed!!! De må være i totalt chok! -og på ingen måde klar til at sige farvel til deres lille barn. Jeg tror på det er vigtigt at få sagt farvel for sorg-processens skyld, og hvis de bare sagde: vi køre dig lige op på operationsgangen og får det fjernet med det sammen, tror jeg faktisk at det ville blive oplevet som meget brutalt og overgrebs-agtigt. Nu har de tid til at beslutte OM de vil slutte deres lille datters liv nu, eller om de vil lade hende leve tiden færdig i maven, for så at lade hende dø, når hun bliver født. (det havde JEG valgt! -men jeg ved godt det er et meget aparte valg!!!)

Når de så om en uge, er blevet mere klar (for helt klar bliver de ikke!) så kan de gå ind og føde barnet, og få sagt farvel på den måde som de ny ønsker det. -fordi de har haft tid til at tænke det igennem og forberede sig på det.

Så jeg er meget glad for at vores sygehusvæsen er indrettet sådan  at man ikke 'bare' fjerne 'fejl-børn' med det samme, men lige give det lidt tid. Der er jo ikke robotter, men mennekser med masser af følelser involveret, og dét synes jeg der tages højde for ved at give dem en uge.

-men hvor er det dog skrækkeligt for dem!!! -Puha, man får kendskab til mange grumme historier via internettet.

Det er helt rigtigt det du siger. Det virker også mere menneskeligt selvfølgelig istedet for samme dag.
Meeen puha jeg har svært ved at forstå det, så hvordan har de det ikke lige?!

Det er bare ikke rimeligt!!! Men kan trøste mig med at DE jo ikke har gjort noget galt!

Jeg er ret sikker på jeg ville have det på samme måde som TS hvis min kæreste sagde sådan.

Vi har som sådan heller ikke snakket om sådan nogle ting inden vi flyttede sammen, men det gjorde vi så også samme dag som vi mødte hinanden og vi lærer stadig nye ting om hinanden. Både gode og dårlige 
Men vi har det godt med hinanden.

Jeg har termin om ca 6 uger (er 33+3 idag) og ville blive knust hvis vi mistede vores længe ønskede guldklump. Jeg tør ærlig talt slet ikke at sætte mig ind i hvordan det må føles.

Jeg så Hospitalet på TV3 for et par uger siden hvor der var et ungt par der var blevet sat i gang i uge 24 (mener jeg det var) fordi chancerne for at barnet ville overleve var minimale. Jeg trillede godt nok en tårer da jeg så det.
Kæresten sad og så og så det. Hans reaktion: Jeg havde smadret det hele hvis det var os!!!

Det berolige mig på en måde, for så ved jeg hvad han føler for vores lille guldklump. Han går da og nusser maven indimellem og siger hvor meget han glæder sig til at se sin lille ishockeyspille Men han har ikke rigtig mærket den lille endnu  Det er som om den lille stopper med bevæge sig når farmand vil mærke. Den lille møgunge 
Men han har set den lille bevæge sig og har mærket den hikke et par gange.

Men han siger så (desværre) også at han kan godt se TS kærestes synspunkter. Men mener dog det var lige hårdt/koldt nok at lufte de meninger. Med andre ord mener min kæreste at han nok til en hvis grad skulle have holdt dem for sig selv eller i det mindste sige dem på en mindre hård/kold måde.

Til sidst et stort kram til dig håber du kan tage samtalen med din kæreste igen, så du kan få ham forklaret hvad det er der flyver gennem hovedet på os kvinder under en graviditet.

Tak for dit lange svar  Det trøster mig faktisk en hel del, at din kæreste godt kunne sætte sig ind i, hvad min kæreste mener, men at han sagde det lidt hårdt/koldt. Han er jo i sin fulde ret til, at føle som han gør, men nogen gange glemmer han bare, at andre kan blive såret over det han siger  Men det er rart, at han ikke er alene om, at tænke sådan, og at jeg ikke er sammen med et "monster"

Ang. det med at kende hinanden osv, så kan man altså heller ikke forudse enhver situation man kommer ud i igennem sit forhold, og nogen ting ved man bare ikke hvilken holdning man har til, før man står i det. Så giver dig helt ret, uanset hvor hurtigt man er flyttet sammen osv, så lærer man hinanden at kende hele tiden, gennem hele livet.

til dig også

Vi mistede vores dreng i 5. måned, og min mand var mindst ligeså knust som jeg.

 Jeg tror ikke din kæreste bare ville tænke  "Nå, så laver vi da bare en ny" - jeg er sikker på det er fordi han ikke har oplevet de følelser der er knyttet til et barn - om det er i maven eller udenfor...

Hvor gør det mig ondt, at I mistede jeres barn

Jeg har tænkt på det, og jeg håber virkelig du har ret