Anonym skriver:
Jeg sidder her og får mere og mere ondt i maven, og jeg må simpelthen ud med det, ellers kaster jeg op, tror jeg...
Her til aften, da min kæreste og jeg sidder og spiser aftensmad, fortæller jeg ham om det indlæg én herinde fra skrev, om sin veninde, som var kommet til sygehuset med veer, og som desværre fik den uhyggelige nyhed, at hendes barn var dødt, og at hun skulle føde det døde barn. I min verden er det en af de frygteligste skrækscenarier jeg overhovedet kan forestille mig. At fuldfører graviditeten, glæde mig hver evig eneste dag til, at holde mit barn i armene, kigge på mit lille vidunder, og elske det resten af mit liv. Jeg har i forvejen et barn (med min eks), og min kæreste og jeg forsøger at blive gravid. Jeg ved hvad det vil sige, at være gravid, at kigge ned på sin mave hver dag, at kærtegne maven, alle ens tanker og drømme omhandler det lille mirakel inde i maven, og hver dag i graviditeten forbereder man sig på den dag babyen kommer ud, og man skal tilbringe år efter år sammen med sit barn. Nå, tilbage til samtalen. Jeg fortæller ham om indlægget, og hans respons er: "Det forstår jeg slet ikke man kan blive ked af" (Af hvad??!!?!?) "Jeg forstår ikke man kan blive ked af at miste én man slet ikke kender, i hvert fald ikke gå helt ned over det" (Det er jo ikke bare én man ikke kender!!) -Nu vil jeg lige indskyde, at jeg godt er klar over, at mænd ikke altid har lige så store følelser for sit ufødte barn, som moren har, men dét her synes jeg ærlig talt er helt grotesk, i hvert fald den næste sætning han kom med - "Hvis det skete, kan man jo bare lave en ny" (WHAT???!!!) Jeg var fuldstændig målløs, chokeret og forarget!! Jeg prøvede at forklare ham hvad det ville sige, at være gravid, hvor meget ens tanker og hele ens verden cirkulerer omkring det her barn inde i maven, og jeg blev så oprevet over hans kommentar, at jeg begyndte at græde..! Jeg har stadig en knude i maven over det, og har fået kvalme over den samtale nu... I hans verden er det helt normalt, at tænke sådan, og han er overbevist om, at sådan har langt de fleste det - under alle omstændigheder har de fleste mænd det sådan... så laver man bare en ny, og man bliver vel ikke så rørt af det..!!
Jeg er dybt chokeret... Jeg kan ikke tro, at langt de fleste ville tænke sådan..??!!
Hej søde piger.
Jeg kan kun alt for godt forstå hvad I mener, for jeg har selv været der, mere end en gang, men...så skal I altså også være klar over en ting, og det er at mænd er visuelle. De har ikke alle de følelser, som kvinder befatter sig med. Derfor bliver de ofte først fædre, når de kan se og røre ved den lille. En skovl er en skovl for dem...når de kan se den og dens egenskaber, men hvad der ligger inde i skovlen betyder ingen ting.
Kvinderne ser træskaftet og tænker på træet med årsringene og endda hvor træet har stået og hver gammelt det var. Vi tænker over jernet og bjerget som jernet kommer fra. Manden derimod vil tænke på forarbejdningen mv og hvordan processen kan afkortes og hvordan den kan bruges og til hvad.
Men det der gør hele forskellen er måden mænd og kvinder opfatter tingene.
Sådan er det for de fleste mænd...men ikke alle.
Og så er det jeg undrer mig lidt over hvordan I overhovedet har kunnet falde for en mand med de egenskaber, der chokkerer jer så meget. Jeg mener..har I overhovedet talt sammen om selve grundholdningerne til liv og død? Har I talt sammen om alle de store vigtige ting i livet inden I valgte den mand I har lukket ind som ledsager i jeres liv?
Man kan ikke få talt om alt, vil I måske sige..jo det kan man, hvis man vil, og gør det inden man lægger livet i hinanden hænder.
Det er det, der er fejlen ved mange parforhold, der forliser i dag, man har ikke talt sammen, inden man flyttede sammen og fået alle de vigtige ting på plads.
Hvis man tog sig tiden til at lære hinanden grundigt at kende, så ville I også have kendt til deres holdning angående spædbarnsdød. Og så ville I med åbne øjne kunne have valgt...eller valgt fra.
Det er derfor jeg siger, at nok skal hjertet råde, men hjernen har mindst lige så meget at skulle have sagt, for hvad hjælper det, hvis kærligheden dør på de store vigtige spørgsmål og dermed også respekten, når man opdager at man ligger milevidt fra hianden i så vigtig en følelsesmæssig ting?
Men jo, vi er helt enige, det er set med vores øjne ufølsomt, men nu ved I, at andre ser på det på en anden måde, og set med en mands til tider hårde og praktiske måde, så er det hans måde at forholde sig til noget han ikke har set, og dermed ikke har kendt.
Kærligst
Sussie
