Hvad har været jeres største udfordring ved at få børn?

Malene84 skriver:

Go'aften skønne tøser,

Hmm... kæresten og jeg havde lige en god snak her til aften. Vi fik talt om, at vi egentlig ikke har gjort noget godt for hinanden i lang tid. For en uge siden, måtte vi stoppe op i gangen med hver vores grædende barn, og fortælle at vi savnede hinanden  Vi havde så travlt med at trøste feber børn i tigerspring, at vores parforhold nærmest ikke var eksisterende.

Hvad har været jeres største "udfordring" ved at få børn (mht. parforholdet)?

 

Jeg synes det sværeste er at finde overskuddet - jeg synes bare at efter en lang dag med børn og for ham en sindsyg lang dag på arbejde, så er overskuddet der bare ikke til noget når ungerne er lagt i seng.

Det hjælper joo så heller ikke på det at jeg så er gravid igen:0)

Vi prøver tit at leje et par film og hygge os med det og sådan, men det ender altid med vi falder i søvn på sofaen eller sådan.

Synes vi i løbet af dagene og aftenen er gode til at sige jeg elsker dig, give små kys og knus men ret meget mere bliver det ikke til.

Vi kommer ikke ud at spise og i biffen og sådan, det er svært at fåå ungerne passet, Kennys familie bor i Esbjerg og mine forældre tager i sommrhus hver weekend og min søster arbejder eller skal til fest.

Jeg synes nu ikke vi er ved at gå til over det, sådan er vores liv og det vil det være det næste stykke tid, og tiden bliver ikke mindre når den næste kommer til verdenen og der er 3 fuldtidsbørn og weekendbarn hver anden weekend:0)

Knus

da jeg mødte min kæreste var jeg snart halv vejs i min graviditet.

der er og har været rigtig hårdt at lære hinanden at kende, endnu ikke gøre det. samt at stå som nybagt forældre.

Jetjen skriver:

Det er vel det at hele ens verden pludselig drejer sig om et lille væsen og man derfor glemmer at tænke på hinanden (og sig selv). Man tilsidesætter alt for den lille og det er sgu nok ikke specielt sundt. Til gengæld går det jo så også over

Ja, du har helt ret. Jeg synes bare der er ufattelig lang tid til, at det er "ovre". hehe. Jeg savner ham helt vildt hele tiden. Jeg havde lovet, ikke at blive sådan en mor man skal sparke ud ad døren - men det er jeg blevet. For drengene er det vigtigeste

Triile skriver:

det har været at indse at man ikke er dårlige forældre af at man har en barnepige engang imellem så man husker at få kærestetid

Men efter vores datter er blevet større er det også at snakke om opdragelsen, for vi er jo ikke altid enige men det skal Amanda jo ikke mærke

Knus Triile

åh ja, det havde jeg slet ikke tænkt på... der vil jo altid være et eller andet

Sisley skriver:

Jeg synes det værste er, at vi ikke længere kan være spontane - snuppe en sen film i biffen eller begge køre på tanken efter is, når trangen melder sig. Den slags ting

PRÆCIS!!!! Det er lige præcis det jeg mangler tror jeg... vi var før vi fik børn, også spontane - men det er helt slut

B&J skriver:

Nu du siger det her  i denne uge har min kæreste haft nogle fridage hvor lille manden skulle starte i dagplejen vi var helt alene så på hinanden vi er jo alene hvorfor fanden springer vi ikke på hinanden.. endte med vi så film men

men dagen efter var det mor og far tid alene uden daniel

tænk man skubber hinanden til siden bare for en lille ny savner sku også tit de aftener det bare var os to men elsker lige så højt det er os 3

Ja, jeg har det også sådan. Man er i et slags følelsesdilemma

twinboys skriver:

Altid børnene der kommer i første række men man skal jo huske at pleje kærligheden alligevel... Med kys kram og søde ord og så får den fuld skrue når så børnene sover ik???

Men jeg savner det med bare at tage afsted helt alene bare Casper og jeg og ikke tænke på børnene.... Nej det kan jeg ikke for mens vi er afsted og drengene bliver passet er drengene stadig i mine tanker...

Sidste år tog Casper røven på mig og tog mig med på en forlænget weekend til London... Først måtte han tvinge mig til at sætte mig på flyveren og så afsted... Jeg græd da jeg var bange for at styrte ned... jo jeg har fløjet før er ikke bange for at flyve... Men var bange for at både drengenes moar og farmand ville styrte ned og dø og så ville drengene stå uden mor og far...

Jeg nød dagene og nætterne i London men drengene var i mine tanker hele tiden....

Og da jeg igen måtte sætte mig i flyveren rystede jeg og grad igen var jo bange for at styrte ned....

Ja så det savner jeg at kunne give lidt mere slip og så nyde det mere...

Majbritt

hhaha søde... jeg ville have det på samme måde. Fuldstændig!!

Maya-mus skriver:

Jeg synes det sværeste har været, at jeg ikke længere "kun" er mig, Maya, men nu rent faktisk er nogens mor...
Også det, I andre nævner med, at det spontane i ens hverdag forsvinder..
Man befinder sig nogle gange i en situation, hvor man kan sidde lige ved siden af ens mand og tænke, Hold kæft hvor jeg dog savner dig.. Hvor jeg dog savner 'os'?

Det er langt mere overvældende at blive forældre, end man kan forestille sig.. Både på godt og ondt.. Mest godt
Men alting ændrer sig, og man skal hele tiden omstille sig til nye ting og nye drejninger i hverdagen... Det er hårdt..

TbCp skriver:

Min største udfordring har været at jeg skulle finde ud af at være ligeså meget kæreste som jeg var mor...

At dele min kærlighed mellem dem.

netop... det er også den jeg kæmper med!

Malene84 skriver:

Ja, jeg har det også sådan. Man er i et slags følelsesdilemma

Ja nemlig... det er faktisk lidt svært.... men ja det er jo sådan det er