Hvad har været jeres største udfordring ved at få børn?

Go'aften skønne tøser,

Hmm... kæresten og jeg havde lige en god snak her til aften. Vi fik talt om, at vi egentlig ikke har gjort noget godt for hinanden i lang tid. For en uge siden, måtte vi stoppe op i gangen med hver vores grædende barn, og fortælle at vi savnede hinanden  Vi havde så travlt med at trøste feber børn i tigerspring, at vores parforhold nærmest ikke var eksisterende.

Hvad har været jeres største "udfordring" ved at få børn (mht. parforholdet)?

Det er vel det at hele ens verden pludselig drejer sig om et lille væsen og man derfor glemmer at tænke på hinanden (og sig selv). Man tilsidesætter alt for den lille og det er sgu nok ikke specielt sundt. Til gengæld går det jo så også over

det har været at indse at man ikke er dårlige forældre af at man har en barnepige engang imellem så man husker at få kærestetid

Men efter vores datter er blevet større er det også at snakke om opdragelsen, for vi er jo ikke altid enige men det skal Amanda jo ikke mærke

Knus Triile

Jeg synes det værste er, at vi ikke længere kan være spontane - snuppe en sen film i biffen eller begge køre på tanken efter is, når trangen melder sig. Den slags ting

Nu du siger det her  i denne uge har min kæreste haft nogle fridage hvor lille manden skulle starte i dagplejen vi var helt alene så på hinanden vi er jo alene hvorfor fanden springer vi ikke på hinanden.. endte med vi så film men

men dagen efter var det mor og far tid alene uden daniel

tænk man skubber hinanden til siden bare for en lille ny savner sku også tit de aftener det bare var os to men elsker lige så højt det er os 3

Sisley skriver:

Jeg synes det værste er, at vi ikke længere kan være spontane - snuppe en sen film i biffen eller begge køre på tanken efter is, når trangen melder sig. Den slags ting

Åh ja det med at bare smutte om aftenen..Vi har altid lavet en masse ting om aftenen, biffen, spise ude, besøge venner  osv. Men lillepigen skal i seng kl 19 så det  går ikke..

Go'aften skønne tøser,

Hmm... kæresten og jeg havde lige en god snak her til aften. Vi fik talt om, at vi egentlig ikke har gjort noget godt for hinanden i lang tid. For en uge siden, måtte vi stoppe op i gangen med hver vores grædende barn, og fortælle at vi savnede hinanden  Vi havde så travlt med at trøste feber børn i tigerspring, at vores parforhold nærmest ikke var eksisterende.

Hvad har været jeres største "udfordring" ved at få børn (mht. parforholdet)?

 

Altid børnene der kommer i første række men man skal jo huske at pleje kærligheden alligevel... Med kys kram og søde ord og så får den fuld skrue når så børnene sover ik???

Men jeg savner det med bare at tage afsted helt alene bare Casper og jeg og ikke tænke på børnene.... Nej det kan jeg ikke for mens vi er afsted og drengene bliver passet er drengene stadig i mine tanker...

Sidste år tog Casper røven på mig og tog mig med på en forlænget weekend til London... Først måtte han tvinge mig til at sætte mig på flyveren og så afsted... Jeg græd da jeg var bange for at styrte ned... jo jeg har fløjet før er ikke bange for at flyve... Men var bange for at både drengenes moar og farmand ville styrte ned og dø og så ville drengene stå uden mor og far...

Jeg nød dagene og nætterne i London men drengene var i mine tanker hele tiden....

Og da jeg igen måtte sætte mig i flyveren rystede jeg og grad igen var jo bange for at styrte ned....

Ja så det savner jeg at kunne give lidt mere slip og så nyde det mere...

Majbritt

Jeg synes det sværeste har været, at jeg ikke længere "kun" er mig, Maya, men nu rent faktisk er nogens mor...
Også det, I andre nævner med, at det spontane i ens hverdag forsvinder..
Man befinder sig nogle gange i en situation, hvor man kan sidde lige ved siden af ens mand og tænke, Hold kæft hvor jeg dog savner dig.. Hvor jeg dog savner 'os'?

Det er langt mere overvældende at blive forældre, end man kan forestille sig.. Både på godt og ondt.. Mest godt
Men alting ændrer sig, og man skal hele tiden omstille sig til nye ting og nye drejninger i hverdagen... Det er hårdt..

Min største udfordring har været at jeg skulle finde ud af at være ligeså meget kæreste som jeg var mor...

At dele min kærlighed mellem dem.

Altså nu har jeg/vi jo ikke prøvet det så længe endnu!

Men hele ens verden vender, når man får sådan en lille en. Begge vores øjne og ører er på ham hele tiden, og selv når han sover kan vi sidde og kigge på ham! Og så det der med, at man ikke ved hvorfor han græder og hvad man skal stille op..

Men alt dette kan jeg nok udtale mig noget bedre om, når vi har haft ham lidt længere tid!