Hjælp - Dybt uenige om vores fremtid

Fisenberg skriver:

 

nu har jeg ikke læst de andre indlæg men jeg tænker lidt..

kan i ikke stadig alle de ting som i gør nu selv om at i får et barn?

altså jeg ved godt at der skal lægges lidt om, men det ville da stadig kunne lade sig gøre

men ak ja måske skal han bare have et par år til, til at modne sig i hvis du taler om det engang i mellem og kommer med alle fordelene og ikke kommer med det for tit men også fremlægger det på en god måde ( ih hvor jeg elsker når du gør sådan, du ville være sådan en god far. eller noget i den stil)så tro jeg at han måske ville begynde at se på det på en anden måde.

du ønsker jo hellerikke at ødelægge jeres forhold ved at bringe et barn ind i det. hvis din kærste ikke ønsker et barn så er det ikke en god ide at få et.

ved ikke om det hjalp men held og lykke og et stort til dig

Denise88 skriver:

TAK FOR ALLE JERES HURTIGE SVAR.

Hvor er i rare at i vil ofre lidt tid på mig.

Jeg frygter også at jeg vil fortryde det til evig tid hvis ikke jeg får et barn.

Til Meina:

Alderdommen frygter han ikke. Men han er klart bange for at han ikke slår til. Han synes verden i dag er meget hård, og ikke et sted han har lyst til at opfostre børn i. Jeg vil prøve at tale lidt mere med ham om det, det er bare efterhånden et ømt emne at tage op, så jeg må lige finde et passende tidspunkt. Tak for dit gode råd.

Til CamillaValby:

Det lyder meget klogt det du siger, jeg vil virkelig tænke over dine ord. Han får det til at lyde som om at man skal vælge helt fra eller til, man må kunne forene vores drømme på en eller anden måde... Indgå kompromier.. Jeg ved det ikke. Jeg grubler lidt videre..

Jeg får ondt i kroppen over alt det her uvished..

_{Hvis alle mennesker skulle sige at vi ingen børn vil sætte i denne verden det er den for ond til, så skulle mennesket have stoppet formeringen for mange mange år siden, verden har altdi været et ondt sted.}

_{Som de andre kloge piger vil jeg sige en dag om mange år sidder du og er bitter på din mand over at han ikke lod dig få et barn.}

_{Jeg tror at de fleste forhold er det kvinden der ønsker sig et barn og så følger manden med, min mand kom selv først på banene da det første barn var født, han var ikke garvid sammen med mig han var ikke med til jm og læ ge osv osv, men den dag vores søn kom ud stod han med tårer i øjnene og var den første til at sige hvor fantastisk det var.}

Jeg kan så lige samtidigt tilføje at vi ventede lææænge for vi havede en masse ting vi gerne ville opleve inden og opnå inden, idag spørger og har vi tit spurgt os selv hvorfor filan vi ikke gjorde det noget før, alt det vi oplevede er vand i forhold til det at få børn, jo tidligere man får dem jo før får man også sin anden ungdom uden småbørn.

Vi når desværre at blive oppe i årene inden vi kan komme ud opleve verden igen på tomandshånd, men sådan er livet ind i mellem bare ærgeligt at vi ikke greb chancen længe før

Denise88 skriver:

Jeg er helt ny på den her side. Sagen er således:

Jeg vil af hele mit hjerte gerne være mor. Jeg har altid elsket børn, altid været "god" til børn, eller hvad man siger. Jeg ønsker så brændende og inderligt at blive gravid og få mit eget lille barn, på godt og ondt.

Jeg har været sammen med min mand i 4 et halvt år (3 års ægteskab). Vi elsker hinanden, og for hver eneste dag vokser vores kærlighed og forhold til hinanden. Vi er det bedste team, og ønsker mig ingen anden end ham.

For ca. 2 år siden var jeg meget skruk, og kunne finde på at græde ved tanken om gravide kvinder og deres lykke. Min mand og jeg talte meget om det at få børn. Han ville ikke. Ikke der, og han var ikke sikker på at han nogensinde ville få lyst. Jeg overbeviste mig selv om at jeg godt kunne undvære at blive mor. Jeg vidste at vi ville få et spændende og indholdsrigt liv sammen, og jeg forsøgte at overbevise mig selv om at det var nok.

Nu, er jeg så mega skruk igen. Jeg kan næsten ikke bære det.. Jeg kan finde på at græde i tide og utide, og det er som om at mit hjerte brænder inden i mig nogen dage. Vi talte så om det i lørdags, og igen igår.. 

Mulighederne som der ser ud nu:

1. Vi forsøger at få børn, vælger at leve et andet liv end det vi gør nu. Vi vil stadig elske hinanden, men jeg ville føle at jeg ville frarøve min mand hans drømmeliv, og være bange for at han vil holde op med at elske mig så højt som han gør nu.

2. Vi får ikke børn, vi vælger det liv som han brænder for, et liv med rejser og muligheder, et liv han brænder for. 

Det sidste han sagde til mig da vi talte om det var: Så det her er realiteten, enten vælger vi min lykke eller også din.

Jeg sidder og græder imens jeg skriver dette. Jeg elsker ham SÅ højt. Vi hører sammen, intet mindre. Det er os to imod verden... Jeg ville bare ønske det var os 3, el. 4, el. flere.. Jeg ville ønske at jeg ikke følte at jeg ødelægger hans liv, hvis vi fik børn.. Jeg er ulykkelig...

Mit højeste ønske er at være gravid og at være sammen med min elskede.. Hvorfor ønsker han ikke det samme???

Vi snakkede om det dengang vi fandt sammen (det med børn el. ej), men blev enige om ikke at tale mere om det før tiden til at tage beslutningen kom.. 

HVAD SKAL JEG GØRE? HVORDAN KAN JEG GIVE HAM LYST TIL AT OPFYLDE MIT STØRSTE ØNSKE?-  AT BLIVE MOR TIL HANS BARN!

Du vil fortryde hvis du ikke får børn, når du brænder sådan for det... Og den drøm forsvinder aldrig!!!

Du skriver I er det bedste team, dette kan jeg dog ikke helt følge dig i... For er I det, ville I også gøre hinanden glade, og så ville din mand heller ikke sætte de valg!!! Jeg tror grunden til han sætter disse to valg, er at han simpelthen er bange for og ændre livsstil eller blive sådan en der intet kan opleve eller noget!!
Men dette kan han/I jo stadigvæk, man kan da sagtens tage ud og rejse med børn, selvfølgelig vil det blive på en anden måde, men det er og vil da stadig blive en oplevelse for jer alle, ingen tvivl om det... Så jeg vil bestemt ikke sige du ødelægger hans lykke, men han ødelægger bestemt din, hvis han ikke vil give dig børn!!!

Hvis jeg var dig, ville jeg ikke finde mig i de valg han har sat op for dig, uanset hvor meget jeg så elskede ham!!! Han skulle ikke ødelægge min lykke/drøm....

Jeg gav min forlovet det ultimatum, dengang vi blev gravide første gang(dette var en ups'er). Men han fik alligevel et ultimatum.. At enten gik han med til og tage ansvar for sine handlinger, og det var kan man have sex kan man også tage konsekvenserne der kommer ved det(skal lige siges, at jeg fra dag 1 af var sikker på og beholde, uanset hans valg). Eller også så gik vi fra hinanden og så ikke mere til hinanden, hvis det var det han ville....
Han valgte så heldigvis at han gerne ville have vi skulle blive sammen, og at han faktisk rigtig gerne ville have barnet, da han super gerne ville være far!!!

Så håber for dig, at din mand giver sig, og vil gøre dig lykkelig også!!!

Alt held og lykke med det hele

Knus