Er det slut?

Jeg er ikke trådstarter

Hvem siger at man skal være lykkelig??? Åh, hvor er der bare mange gode forhold der er gået i stykker fordi den ene eller anden ikke lige følte sig 'glad og lykkelig' og hold da op hvor jeg har synes det var meget forkert.!

Jeg lever ikke i det perfekte parforhold, slet ikke!!! Jeg laver også det meste herhjemme, men når jeg ikke gider mere, ved I hvad, SÅ LADER JEG VÆRE!!!! -og når der er gået tilstrækkelig lang tid og toilettet er så man nærmeste ikke kan sidde på det mere, ja, så beygnder manden helt af sig selv at gøre rent! -eller hvis vi skal have besøg af familien/venner.

Hvem vågner om natten??? Det gør jeg, fordi min mand er meget presset på arbejde og jeg synes ikke han skal vågne. Men når jeg ikke 'gider' at stå op, ja så bliver jeg LIGGENDE, og på et tidspunkt så står manden op og tager børnene.

MEN jeg synes ikke man kan tillade sig at ville have at manden gør lige som jer! Det kan godt være at I gerne vil have gjort rent på badeværelse mere end én gang om måneden, jamen så gør I da bare det. ellers må manden gøre det den ene gang om måneden han synes er nødvendig.

Jeg forstår heller ikke at man kan have været ssammen i over 10 år, og have et lille barn sammen, og at man så ikke kan finde ud af at have et par år, hvor det hele er lidt gråt og trist, for så at komme ud på den anden side og få det godt igen!!!

Min mormor og morfar havde det mest fantastiske ægteskab man kan forestille sig. Den dag min mormor døde på hospitalet i en alder af 87 år, var min morfar lige en tur oppe i sengen hos hende, så de kunne hygge en sidste gang, for de vidst godt hun ikke havde langt igen!! Det er altså vildt!!!! Jeg husker min mormor og morfar som to meget kærlige mennekser, som bare ikke kunne holde fingerne fra hinanden og som hele tiden kyssede.(i de 30 år jeg nåede at kende dem!!!), men hvordan havde de det da børnene var små???? Tjo, min mormor gik ned til vandet (de boede tæt på havet) og GRÆD hver dag, for hun kunne ikke holde sit liv eller min morfar ud!!!! -men dengang blev man jo sammen, og det gjorde de  også, og de endte med at få det smukkeste og mest fantastiske ægteskab man kan forestille sig.

Det potentiale har mit eget forhold ikke, men derfor kunne jeg da ikke drømme om at gå fra ham. Nej, jeg vågner ikke og er lykkelig hver morgen, og ja, jeg kunne sagtens klare mig selv og vores børn alene. Min nu har jeg valgt at sige JA til min mand i medgang og modgang, så jeg bliver!!!

Det kan da godt være at jeg ville være mere lykkelig med en ande, men det kan også være at jeg IKKE ville være det!!!! tænk lige over det.....

Anonym skriver:

Jeg er ikke trådstarter

Hvem siger at man skal være lykkelig??? Åh, hvor er der bare mange gode forhold der er gået i stykker fordi den ene eller anden ikke lige følte sig 'glad og lykkelig' og hold da op hvor jeg har synes det var meget forkert.!

Jeg lever ikke i det perfekte parforhold, slet ikke!!! Jeg laver også det meste herhjemme, men når jeg ikke gider mere, ved I hvad, SÅ LADER JEG VÆRE!!!! -og når der er gået tilstrækkelig lang tid og toilettet er så man nærmeste ikke kan sidde på det mere, ja, så beygnder manden helt af sig selv at gøre rent! -eller hvis vi skal have besøg af familien/venner.

Hvem vågner om natten??? Det gør jeg, fordi min mand er meget presset på arbejde og jeg synes ikke han skal vågne. Men når jeg ikke 'gider' at stå op, ja så bliver jeg LIGGENDE, og på et tidspunkt så står manden op og tager børnene.

MEN jeg synes ikke man kan tillade sig at ville have at manden gør lige som jer! Det kan godt være at I gerne vil have gjort rent på badeværelse mere end én gang om måneden, jamen så gør I da bare det. ellers må manden gøre det den ene gang om måneden han synes er nødvendig.

Jeg forstår heller ikke at man kan have været ssammen i over 10 år, og have et lille barn sammen, og at man så ikke kan finde ud af at have et par år, hvor det hele er lidt gråt og trist, for så at komme ud på den anden side og få det godt igen!!!

Min mormor og morfar havde det mest fantastiske ægteskab man kan forestille sig. Den dag min mormor døde på hospitalet i en alder af 87 år, var min morfar lige en tur oppe i sengen hos hende, så de kunne hygge en sidste gang, for de vidst godt hun ikke havde langt igen!! Det er altså vildt!!!! Jeg husker min mormor og morfar som to meget kærlige mennekser, som bare ikke kunne holde fingerne fra hinanden og som hele tiden kyssede.(i de 30 år jeg nåede at kende dem!!!), men hvordan havde de det da børnene var små???? Tjo, min mormor gik ned til vandet (de boede tæt på havet) og GRÆD hver dag, for hun kunne ikke holde sit liv eller min morfar ud!!!! -men dengang blev man jo sammen, og det gjorde de  også, og de endte med at få det smukkeste og mest fantastiske ægteskab man kan forestille sig.

Det potentiale har mit eget forhold ikke, men derfor kunne jeg da ikke drømme om at gå fra ham. Nej, jeg vågner ikke og er lykkelig hver morgen, og ja, jeg kunne sagtens klare mig selv og vores børn alene. Min nu har jeg valgt at sige JA til min mand i medgang og modgang, så jeg bliver!!!

Det kan da godt være at jeg ville være mere lykkelig med en ande, men det kan også være at jeg IKKE ville være det!!!! tænk lige over det.....

Helt enig. Der er ingen der har lovet os at vi skal være lykkelige hver dag. Selvfølgelig skal man ikke leve i et forhold hvor man selv eller børnene bliver skadet, men folk giver alt for hurtigt op i dag hvad angår forhold.

Der ER ikke muligt at være lykkelig hver dag. Så det handler om at nyde de små glimt af lykke man får.

Jeg tror det er vores kultur med at leve lykkeligt til vores dages ende der gør at mange hopper fra det ene forhold til det andet. Man jagter lykken. Og der er jo ikke noget galt i at ville have det godt. Men livet har bare sine op og nedture, og det har forhold også.

Jeg tror det der med at man er opmærksom på at pleje hinanden er vigtigt, og så måske bare acceptere at så længe man har små børn, kan kæresteriet dale for en periode.

Bare mine tanker om dette.

Jeg er ikke trådstarter

Hvem siger at man skal være lykkelig??? Åh, hvor er der bare mange gode forhold der er gået i stykker fordi den ene eller anden ikke lige følte sig 'glad og lykkelig' og hold da op hvor jeg har synes det var meget forkert.!

Jeg lever ikke i det perfekte parforhold, slet ikke!!! Jeg laver også det meste herhjemme, men når jeg ikke gider mere, ved I hvad, SÅ LADER JEG VÆRE!!!! -og når der er gået tilstrækkelig lang tid og toilettet er så man nærmeste ikke kan sidde på det mere, ja, så beygnder manden helt af sig selv at gøre rent! -eller hvis vi skal have besøg af familien/venner.

Hvem vågner om natten??? Det gør jeg, fordi min mand er meget presset på arbejde og jeg synes ikke han skal vågne. Men når jeg ikke 'gider' at stå op, ja så bliver jeg LIGGENDE, og på et tidspunkt så står manden op og tager børnene.

MEN jeg synes ikke man kan tillade sig at ville have at manden gør lige som jer! Det kan godt være at I gerne vil have gjort rent på badeværelse mere end én gang om måneden, jamen så gør I da bare det. ellers må manden gøre det den ene gang om måneden han synes er nødvendig.

Jeg forstår heller ikke at man kan have været ssammen i over 10 år, og have et lille barn sammen, og at man så ikke kan finde ud af at have et par år, hvor det hele er lidt gråt og trist, for så at komme ud på den anden side og få det godt igen!!!

Min mormor og morfar havde det mest fantastiske ægteskab man kan forestille sig. Den dag min mormor døde på hospitalet i en alder af 87 år, var min morfar lige en tur oppe i sengen hos hende, så de kunne hygge en sidste gang, for de vidst godt hun ikke havde langt igen!! Det er altså vildt!!!! Jeg husker min mormor og morfar som to meget kærlige mennekser, som bare ikke kunne holde fingerne fra hinanden og som hele tiden kyssede.(i de 30 år jeg nåede at kende dem!!!), men hvordan havde de det da børnene var små???? Tjo, min mormor gik ned til vandet (de boede tæt på havet) og GRÆD hver dag, for hun kunne ikke holde sit liv eller min morfar ud!!!! -men dengang blev man jo sammen, og det gjorde de  også, og de endte med at få det smukkeste og mest fantastiske ægteskab man kan forestille sig.

Det potentiale har mit eget forhold ikke, men derfor kunne jeg da ikke drømme om at gå fra ham. Nej, jeg vågner ikke og er lykkelig hver morgen, og ja, jeg kunne sagtens klare mig selv og vores børn alene. Min nu har jeg valgt at sige JA til min mand i medgang og modgang, så jeg bliver!!!

 

_{Hej! Kan godt lide, du har valgt og være anonym, for med de bemærkninger, du er kommet med, må du vel ha´ regnet med nogle reaktioner?}

_{JEG er trådstarter! Og helt ærligt syns´ jeg, du lyder ufattelig kæphøj! Jeg har sgu prøvet og lade tingene stå, så her lignede, jeg ved ikke hvad. Jeg har prøvet acceptere ham, som den han er. Problemet er bare at man efter 10 år automatisk ændrer sig, og jeg har åbenbart ikke kunne nå og følge med ændringen?} 

_{Men som du jo nok har kunne læse, var problemet egentlig ikke at han hverken tog opvasken eller støvsugede af sig selv. Det har jeg faktisk haft det fint nok med selv og gøre på det sidste. Jeg VED at hvis jeg vil ha´ hjælp, skal jeg bare bede om det. At der så nogle gange kommer et skænderi ud af det, er det, men opvasken blir´ da taget}

_{Problemet med vores forhold, var at vi begge to havde glemt og pleje kærligheden, siden vi fik vores datter. Alt det andet med husholdning og lign. var bare en undskyldning for ikke at indse det virkelige problem.}

_{Du skriver; "Det kan da godt være, jeg ville være mere lykkelig med en anden, men det kan også være, at jeg IKKE vil være det!!!" Fedt nok! Dit valg, men igen, hvis jeg må være ærlig; så har jeg virkelig ondt af dig! Selv dig med dine bemærkninger, bør være lykkelig}

_{Bare min mening...}

Jeg tror man er den eneste der ved om forholdet er slut. Jeg har ogsaa vaeret sammen med min mand i hele 10 aar!!! Viiildt, synes jeg selv.

Vi sidder ikke og er lige dybt forelsket i hinanden hver dag. Faktisk irriterer han mig super meget en gang imellem og vice versa! Men vi kender hinanden ud og ind, og vi er en aaben bog med hinanden, ogsaa hvis der er noget der gaar os paa.

Jeg kan kun raade ud fra hvad der er vigtigt og rigtigt for mig selv, saa ved ikke om du vaegter de samme ting. Men en ting jeg har laert i et langt forhold og det er, at hvis der er noget som trykker, saa SKAL det ud ogsaa selvom det er bagateller ellers kan jeg ikke komme videre, og saa er der ikke langt igen for baeret flyder over.

Det er ogsaa vigtigt at man melder helt klart ud med, hvad man ikke vil tolerere. F.eks da jeg laerte min mand at kende (arbejder meget og rejser en del) og vi datede en masse med hinanden i ca. 1 aars tid, saa kom han altid for sent. Som regel altid 20 min. tid og en gang sad jeg og ventede i en hel time da der var noget med hans arbejde. Det hader jeg! Jeg er den type at naar man siger kl.6 saa er det kl. 6 og ikke 10 min. over 6 osv.

Jeg bestemte mig for at give ham sin egen medicin. Da jeg ofte laante hans bil (da jeg var nanny og ikke havde min egen paa det tidspunkt) og hentede ham naar hans arbejdsdag var ovre, saa lod jeg ham ganske enkelt (og lidt fraekt) vente paa mig!. I en HEL time Da jeg saa endelig hentede ham stod han der, ved vejen og lignede en fortabt hundehvalp helt alene, men han sagde ikke noget (for pointen var vist sivet ind) En af hans kollegaer havde faaet ondt af ham og tilbod ham et lift hjem fortalte han men han takkede nej. Og siden den dag kommer han som regel altid til tiden for han ved hvor meget jeg hader at vente.

_{Hej! Kan godt lide, du har valgt og være anonym, for med de bemærkninger, du er kommet med, må du vel ha´ regnet med nogle reaktioner?}

_{JEG er trådstarter! Og helt ærligt syns´ jeg, du lyder ufattelig kæphøj! Jeg har sgu prøvet og lade tingene stå, så her lignede, jeg ved ikke hvad. Jeg har prøvet acceptere ham, som den han er. Problemet er bare at man efter 10 år automatisk ændrer sig, og jeg har åbenbart ikke kunne nå og følge med ændringen?} 

_{Men som du jo nok har kunne læse, var problemet egentlig ikke at han hverken tog opvasken eller støvsugede af sig selv. Det har jeg faktisk haft det fint nok med selv og gøre på det sidste. Jeg VED at hvis jeg vil ha´ hjælp, skal jeg bare bede om det. At der så nogle gange kommer et skænderi ud af det, er det, men opvasken blir´ da taget}

_{Problemet med vores forhold, var at vi begge to havde glemt og pleje kærligheden, siden vi fik vores datter. Alt det andet med husholdning og lign. var bare en undskyldning for ikke at indse det virkelige problem.}

_{Du skriver; "Det kan da godt være, jeg ville være mere lykkelig med en anden, men det kan også være, at jeg IKKE vil være det!!!" Fedt nok! Dit valg, men igen, hvis jeg må være ærlig; så har jeg virkelig ondt af dig! Selv dig med dine bemærkninger, bør være lykkelig}

_{Bare min mening...}

   

 

Nå, ja, kæphøj mener jeg nu ikke jeg er...

Men ja, du har da helt ret i at jeg regnede med at få en over snuden, for jeg har en 3 veninder der for relativ kort tid siden er blevet skilt fra deres mænd, og de har alle haft et forhold der er bedre end mit (som jeg ikke forlader) og deres begrundelser for at forlade forholdet har i mine øjne slet ikke været vigtige nok til at splitte en familie op. Men det er jo DERES valg, ligesom det er DIT valg om du vil blive eller ej. -men i den sammenhæng har jeg da fået mange slag over snuden for at have mine holdninger.

Men jeg synes nu at din historie meget godt beskriver lige præcis det jeg mener. Du starteder med at tænke: nu er det nok slut. Jeg er ikke glad, jeg laver det hele herhjemme, jeg har ikke nogen følelser for ham, jeg ville have det fint uden ham.

-og (heldigvis!!!) finde rdu så ud af at alt det praktiske ivirkeligheden slet ikke er så slemt, så du i første omgang troede og at det 'bare' handler om at I i en perioder har glemte hinaden, og at I stadig kan finde tilbage til hinaden og (forhåbentlig) får det godt sammen igen. Der er bare rigtig mange der IKKE når den sidste erkendelse, og derfor når at smutte fra en mand, de 'burde' være blevet hos. -og det synes jeg bare er så mega ærligt. -for alle parter, kvinden, manden og børnene!

Tillykke med at I er ved at finde kærligheden igen!