Er det slut?

Hej!

Kæresten og jeg havde en diskussion forleden, hvor jeg fortalte, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre mere for at gøre ham glad?

Syns´ bare ikke det her forhold dur mere? Næsten alt hvad han forlanger, jeg laver om, laver jeg om.

Småting irriterer mig ved ham, men jeg siger ikke noget. Skyder det hen og fortæller mig selv, at det ikke er værd at komme op og skændtes om. Jeg hober det ikke op i mig selv, "smider det ud", så bruger det heller ikke imod ham...

Men igen, føler jeg at det bare ikke er os mere. Vi har været sammen i snart et årti! Gift i 2 år. Har en datter på 13 mdr. Vil gerne ha´ et barn mere snart. Bor i hus, har hund, er under uddannelse som pædagog, han arbejder som smed.

Kan ikke lade og tænke nogle gange om min datter og jeg ville ha´ det bedre, hvis han ikke var her til og gå i vejen? Jeg laver allligevel alt, syns´ jeg. Tager mig af hende, huset, regninger, madlavning, indkøb o.s.v. Han støvsuger engang imellem, når jeg har plaget ham om det i et par dage, eller tager opvasken.

Jeg ved helt ærligt ikke om jeg elsker ham? Jeg ved, jeg holder af ham, han har været en del af mit liv i 10 år og min datters far. Og egentlig er han en god far, når han har tid. Meget af hans tid går nemlig med arbejde, venner, fritidsaktiviteter og lure på sofaen...!

Efter et årti sammen, blir´ man så afhængig af hinanden? Blænder det for kærligheden? 

"Den frustrerede"

Anonym skriver:

Hej!

Kæresten og jeg havde en diskussion forleden, hvor jeg fortalte, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre mere for at gøre ham glad?

Syns´ bare ikke det her forhold dur mere? Næsten alt hvad han forlanger, jeg laver om, laver jeg om.

Småting irriterer mig ved ham, men jeg siger ikke noget. Skyder det hen og fortæller mig selv, at det ikke er værd at komme op og skændtes om. Jeg hober det ikke op i mig selv, "smider det ud", så bruger det heller ikke imod ham...

Men igen, føler jeg at det bare ikke er os mere. Vi har været sammen i snart et årti! Gift i 2 år. Har en datter på 13 mdr. Vil gerne ha´ et barn mere snart. Bor i hus, har hund, er under uddannelse som pædagog, han arbejder som smed.

Kan ikke lade og tænke nogle gange om min datter og jeg ville ha´ det bedre, hvis han ikke var her til og gå i vejen? Jeg laver allligevel alt, syns´ jeg. Tager mig af hende, huset, regninger, madlavning, indkøb o.s.v. Han støvsuger engang imellem, når jeg har plaget ham om det i et par dage, eller tager opvasken.

Jeg ved helt ærligt ikke om jeg elsker ham? Jeg ved, jeg holder af ham, han har været en del af mit liv i 10 år og min datters far. Og egentlig er han en god far, når han har tid. Meget af hans tid går nemlig med arbejde, venner, fritidsaktiviteter og lure på sofaen...!

Efter et årti sammen, blir´ man så afhængig af hinanden? Blænder det for kærligheden? 

"Den frustrerede"

Hej

Jeg tror slet ikke du er frustrerede jeg tror du kender svarene inde i dig selv du tror ikke du elsker ham inden så gør man ellers gør man ikke jeg tror desværre ikke jeres forhold har mere af bygge på for i det du skriver giver jeg dig 110% ret du kunne lige så godt leve alene

håber ikke det var for hårdt skrevet

Mange knus her fra og håber du finder den bedste løsning

Anonym skriver:

Hej!

Kæresten og jeg havde en diskussion forleden, hvor jeg fortalte, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre mere for at gøre ham glad?

Syns´ bare ikke det her forhold dur mere? Næsten alt hvad han forlanger, jeg laver om, laver jeg om.

Småting irriterer mig ved ham, men jeg siger ikke noget. Skyder det hen og fortæller mig selv, at det ikke er værd at komme op og skændtes om. Jeg hober det ikke op i mig selv, "smider det ud", så bruger det heller ikke imod ham...

Men igen, føler jeg at det bare ikke er os mere. Vi har været sammen i snart et årti! Gift i 2 år. Har en datter på 13 mdr. Vil gerne ha´ et barn mere snart. Bor i hus, har hund, er under uddannelse som pædagog, han arbejder som smed.

Kan ikke lade og tænke nogle gange om min datter og jeg ville ha´ det bedre, hvis han ikke var her til og gå i vejen? Jeg laver allligevel alt, syns´ jeg. Tager mig af hende, huset, regninger, madlavning, indkøb o.s.v. Han støvsuger engang imellem, når jeg har plaget ham om det i et par dage, eller tager opvasken.

Jeg ved helt ærligt ikke om jeg elsker ham? Jeg ved, jeg holder af ham, han har været en del af mit liv i 10 år og min datters far. Og egentlig er han en god far, når han har tid. Meget af hans tid går nemlig med arbejde, venner, fritidsaktiviteter og lure på sofaen...!

Efter et årti sammen, blir´ man så afhængig af hinanden? Blænder det for kærligheden? 

"Den frustrerede"

Jeg forstår dig til fulde, da jeg stod i lidt den samme situation med min eks, som jeg havde været sammen med i 7 år. Jeg elskede ham ikke længere som kærester bør elske hinanden, men jeg havde bare så svært ved at tage springet, da jeg er tryghedsnarkoman, og det var jo rart at blive. Hvis du ikke elsker ham og hvis I som du skriver ofte har en deldiskussioner på hans foranledning omkring småting, så synes jeg seriøst du burde tage jeres forhold op til overvejelse og tænke om det virkelig er det, du vil med dit liv.

Livet er simpelthen for kort til at spilde - carpe diem...

Anonym skriver:

Hej!

Kæresten og jeg havde en diskussion forleden, hvor jeg fortalte, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre mere for at gøre ham glad?

Syns´ bare ikke det her forhold dur mere? Næsten alt hvad han forlanger, jeg laver om, laver jeg om.

Småting irriterer mig ved ham, men jeg siger ikke noget. Skyder det hen og fortæller mig selv, at det ikke er værd at komme op og skændtes om. Jeg hober det ikke op i mig selv, "smider det ud", så bruger det heller ikke imod ham...

Men igen, føler jeg at det bare ikke er os mere. Vi har været sammen i snart et årti! Gift i 2 år. Har en datter på 13 mdr. Vil gerne ha´ et barn mere snart. Bor i hus, har hund, er under uddannelse som pædagog, han arbejder som smed.

Kan ikke lade og tænke nogle gange om min datter og jeg ville ha´ det bedre, hvis han ikke var her til og gå i vejen? Jeg laver allligevel alt, syns´ jeg. Tager mig af hende, huset, regninger, madlavning, indkøb o.s.v. Han støvsuger engang imellem, når jeg har plaget ham om det i et par dage, eller tager opvasken.

Jeg ved helt ærligt ikke om jeg elsker ham? Jeg ved, jeg holder af ham, han har været en del af mit liv i 10 år og min datters far. Og egentlig er han en god far, når han har tid. Meget af hans tid går nemlig med arbejde, venner, fritidsaktiviteter og lure på sofaen...!

Efter et årti sammen, blir´ man så afhængig af hinanden? Blænder det for kærligheden? 

"Den frustrerede"

Tror jeg ved hvem du er... Og hvis jeg har ret i det, har jeg også skrevet til dig før at du slet ikke virker lykkelig...

Som jeg ser på det så virker det ikk som om at I gør noget godt for hinanden og livet er altså for kort til at være ulykkelig...

Tror i skal tage Jer en lang snak sammen og få gjort alvor ud af det her.. Vil vi ha det her til at lykkedes eller ej..

Du får en krammer

Knus

Jeg er helt enig med de andre svar.

Jeg tror også du selv, inderst inde, kender svaret.

Bare det at han vil have dig til at ændre dig (sådan forstår jeg det) og vil have dig til at lave en masse ting om, synes jeg er forkert. Men skal ikke forsøge at ændre på hinanden, man er vel sammen fordi man kan lide sådan som den anden er, eller...?

Der er da også ting jeg gerne ville ændre ved min kæreste, men når jeg så tænker videre over det, er det faktisk hans 'skavanker' der gør ham til den mand jeg elsker

Anonym skriver:

Hej!

Kæresten og jeg havde en diskussion forleden, hvor jeg fortalte, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre mere for at gøre ham glad?

Syns´ bare ikke det her forhold dur mere? Næsten alt hvad han forlanger, jeg laver om, laver jeg om.

Småting irriterer mig ved ham, men jeg siger ikke noget. Skyder det hen og fortæller mig selv, at det ikke er værd at komme op og skændtes om. Jeg hober det ikke op i mig selv, "smider det ud", så bruger det heller ikke imod ham...

Men igen, føler jeg at det bare ikke er os mere. Vi har været sammen i snart et årti! Gift i 2 år. Har en datter på 13 mdr. Vil gerne ha´ et barn mere snart. Bor i hus, har hund, er under uddannelse som pædagog, han arbejder som smed.

Kan ikke lade og tænke nogle gange om min datter og jeg ville ha´ det bedre, hvis han ikke var her til og gå i vejen? Jeg laver allligevel alt, syns´ jeg. Tager mig af hende, huset, regninger, madlavning, indkøb o.s.v. Han støvsuger engang imellem, når jeg har plaget ham om det i et par dage, eller tager opvasken.

Jeg ved helt ærligt ikke om jeg elsker ham? Jeg ved, jeg holder af ham, han har været en del af mit liv i 10 år og min datters far. Og egentlig er han en god far, når han har tid. Meget af hans tid går nemlig med arbejde, venner, fritidsaktiviteter og lure på sofaen...!

Efter et årti sammen, blir´ man så afhængig af hinanden? Blænder det for kærligheden? 

"Den frustrerede"

Ak søde ven...hvor er det bare synd for jer, for I har helt klart glemt at passe jeres kærlighed.

Et parforhold skal passes og plejes hver eneste dag, ellers holder det bare ikke i længden. Man skal hele tiden huske at fortælle hinanden hvor meget man elsker hinanden, forkæle hinanden og dyrke romantikken i det små og store.

Men det lyder som om din mand er blevet en rigtig hulemand, og du har glemt at sige fra, og jeg tror ikke det står til at redde på nuværende tidspunkt....desværre.
Det du skal gøre nu er at se godt og grundigt på din mand, og spørge dig selv om du kan forestille dig at vågne op med brændende kærlighed i hele kroppen om 10 år eller om 25 år.
Vær ærlig over for dig selv, og hvis svaret er nej...ja så er der kun een vej at gå. Og helt ærligt...tror du ikke du har trukket den længe nok??

Er svaret ja, jamen så skal du gå igang nu!!
Og så må du/I se at få noget parterapi, for ellers kommer I aldrig videre.
Men min fornemmelse siger mig, at han nok ikke vil være villig til det.
Det er jo så nemt at have en villig og lydig hustru, som laver det hele og føder ens børn.

Men min mening er helt sikkert, at man ikke skal spilde sit liv på et forhold, bare fordi man ikke kan få taget sig sammen. Det vil være så sørgeligt når du en skønne dag ser tilbage og spørger dig selv om du har været lykkelig, og svaret så bliver et nej...ikke!?!

Så glem babyplanerne og få først styr på livet og parforholdet.
Og så får du et stort knus med på vejen.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Ak søde ven...hvor er det bare synd for jer, for I har helt klart glemt at passe jeres kærlighed.

Et parforhold skal passes og plejes hver eneste dag, ellers holder det bare ikke i længden. Man skal hele tiden huske at fortælle hinanden hvor meget man elsker hinanden, forkæle hinanden og dyrke romantikken i det små og store.

Men det lyder som om din mand er blevet en rigtig hulemand, og du har glemt at sige fra, og jeg tror ikke det står til at redde på nuværende tidspunkt....desværre.
Det du skal gøre nu er at se godt og grundigt på din mand, og spørge dig selv om du kan forestille dig at vågne op med brændende kærlighed i hele kroppen om 10 år eller om 25 år.
Vær ærlig over for dig selv, og hvis svaret er nej...ja så er der kun een vej at gå. Og helt ærligt...tror du ikke du har trukket den længe nok??

Er svaret ja, jamen så skal du gå igang nu!!
Og så må du/I se at få noget parterapi, for ellers kommer I aldrig videre.
Men min fornemmelse siger mig, at han nok ikke vil være villig til det.
Det er jo så nemt at have en villig og lydig hustru, som laver det hele og føder ens børn.

Men min mening er helt sikkert, at man ikke skal spilde sit liv på et forhold, bare fordi man ikke kan få taget sig sammen. Det vil være så sørgeligt når du en skønne dag ser tilbage og spørger dig selv om du har været lykkelig, og svaret så bliver et nej...ikke!?!

Så glem babyplanerne og få først styr på livet og parforholdet.
Og så får du et stort knus med på vejen.

Kærligst
Sussie

Godt skrevet og lige mine ord...

SussieThyssen skriver:

 

Ak søde ven...hvor er det bare synd for jer, for I har helt klart glemt at passe jeres kærlighed.

Et parforhold skal passes og plejes hver eneste dag, ellers holder det bare ikke i længden. Man skal hele tiden huske at fortælle hinanden hvor meget man elsker hinanden, forkæle hinanden og dyrke romantikken i det små og store.

Men det lyder som om din mand er blevet en rigtig hulemand, og du har glemt at sige fra, og jeg tror ikke det står til at redde på nuværende tidspunkt....desværre.
Det du skal gøre nu er at se godt og grundigt på din mand, og spørge dig selv om du kan forestille dig at vågne op med brændende kærlighed i hele kroppen om 10 år eller om 25 år.
Vær ærlig over for dig selv, og hvis svaret er nej...ja så er der kun een vej at gå. Og helt ærligt...tror du ikke du har trukket den længe nok??

Er svaret ja, jamen så skal du gå igang nu!!
Og så må du/I se at få noget parterapi, for ellers kommer I aldrig videre.
Men min fornemmelse siger mig, at han nok ikke vil være villig til det.
Det er jo så nemt at have en villig og lydig hustru, som laver det hele og føder ens børn.

Men min mening er helt sikkert, at man ikke skal spilde sit liv på et forhold, bare fordi man ikke kan få taget sig sammen. Det vil være så sørgeligt når du en skønne dag ser tilbage og spørger dig selv om du har været lykkelig, og svaret så bliver et nej...ikke!?!

Så glem babyplanerne og få først styr på livet og parforholdet.
Og så får du et stort knus med på vejen.

Kærligst
Sussie

Jeg er helt enig ! 

MoriSverige skriver:

Jeg er helt enig med de andre svar.

Jeg tror også du selv, inderst inde, kender svaret.

Bare det at han vil have dig til at ændre dig (sådan forstår jeg det) og vil have dig til at lave en masse ting om, synes jeg er forkert. Men skal ikke forsøge at ændre på hinanden, man er vel sammen fordi man kan lide sådan som den anden er, eller...?

Der er da også ting jeg gerne ville ændre ved min kæreste, men når jeg så tænker videre over det, er det faktisk hans 'skavanker' der gør ham til den mand jeg elsker

Jeg mener også at have accepteret ham (næsten) fuldt ud. Han kan faktisk gøre som han gjorde før, vi fik vores datter. Men det at jeg ikke kommer så meget ud som ham, er vel min egen skyld? Jeg kan jo sagtens få min datter passet, hvis det skulle være og faktisk har manden også sagt at jeg bare skal sige til.

Jeg er bare ikke helt tryg ved og lade hende være alene med ham, hun sover godt nok, når det er - de gange jeg har været i byen. Men han vågner fx. ikke om natten når hun skriger. Han siger, at det nok er fordi han ubevidst ved at jeg ligger ved siden af og hører hende ved det mindste.

 

Jeg mener ikke at forældre bør gå fra hinanden før efter barnet sover igennem om natten, og her mener jeg HELE natten

Fordi I har lige været igennem en livsændrende begivenhed og skal lige finde jer til rette i de nye roller. Og du er stadig hjemmegående og er ikke kommet i gang med dit voksenliv igen. Når du er det så kan du begynde at mærke efter igen om det var det eller om du måske skal gå.

Det ved jeg ikke men jeg havde selv et ultimativt nedtur omkring et års alderen med min kæreste og idag har vi det bedre end nogensinde. Men det er jo netop fordi jeg ikke har en unge hængende på mig hele tiden og jeg OGSÅ kan ting igen som jeg gjorde før jeg blev mor