Er du tilfreds med det liv du har skabt for dig selv??

Jeg elsker mit liv med familien, manden, datteren, vennerne....

Men må indrømme at jobmæssigt ville jeg gerne noget andet, så når det er på plads vil jeg være HELT tilfreds

Jeg er fuldt ud tilfreds!
Jeg elsker min datter og jeg elsker mit singleliv! 
Mit liv har aldrig været bedre end det er lige nu. Fantastisk følelse

Har skrevet både og. Er lykkelig for mit forhold til min kæreste, er så priviligeret at have den dejligste søn - vi har råd til at bo i et lille bitte hus og have en (ældre) bil, så klager ikke på det materielle plan, har et fag jeg brænder for. Det eneste minus er min rygskade, der gør at jeg har smerter altid. Altid og i hele tiden. Det tærer så meget på overskuddet og giver mig så mange bekymringer om fremtiden; kan jeg klare mit job, kan jeg undgå at Oliver vokser op med bevidstheden om at mor er gået i stykker, hvordan klarer vores parforhold dén udfordring.... Så hvis der var en venlig sjæl, der kunne fikse den ryg så ville mit liv være som jeg selv har skabt det og så kan jeg jo ikke klage, så må jeg jo lave det om hvis ikke det passer frøkenen

Jeg er fuldt tilfreds og faktisk ret stolt over det liv jeg har skabt for mig selv, for det har bestemt været enormt hårdt arbejde for mig at nå hertil. Jeg er barn af en virkelig frygtelig skilsmisse og en far der er luksusalkoholiker og det man ville kalde en "mean drunk", som har været utroligt svingende i sin holdning til mig og min søster. En mor som først blev et harmonisk menneske meget sent, men nu er en sand jernlady med en flot uddannelse og karriere, og nogle kærester som, hvis jeg var blevet hos dem, havde givet mig et helt anderledes og garanteret ikke så lykkeligt liv som jeg har nu.

Jeg kan selv se en kæmpe udvikling gennem især de sidste 10 år, hvor jeg gik fra at være en meget usikker, temperamentsfuld og imulsstyret ung kvinde der selvfølgelig mente at jeg var åhh så moden fordi jeg har været så meget igennem. Men jeg har lært, fordi jeg virkelig tvang mig selv til at se sandheden i øjnene, at modenhed IKKE kommer fordi man har været igennem meget. Man bliver stærkere og lærer en masse om sig selv og andre - men det gør dig ikke moden! Tværtimod bruger man så meget enrgi på at kæmpe at man må udskyde en masse reflektioner til man får så meget ro i sit liv og har slikket sine sår at man overhovedet KAN modnes. Som når man sætter en plante i skyggen - der skal solskin til for at man kan vokse og gro - ikke bare modgang.

Det var først da jeg begyndte på min uddannelse og lærte nogle mennesker at kende som kunne vise mig hvordan man tager FORNUFTIGE og ikke bare impulsstyrede lystbetonede beslutninger at jeg begyndte at modnes. Før da gik jeg kun efter hvad jeg følte, og fordi jeg havde haft det svært så blev jeg styret af alt det jeg følte jeg havde "ret til" nu hvor jeg var ude af skyggen, og fik taget nogle dumme beslutninger, både økonomisk, socialt m.m. og retfærdiggjorde det med at jeg jo var ååhh så moden og voksen...

Eksempel: Da jeg blev gravid første gang tænkte jeg på hvor deejligt det kunne være at have det lille væsen at elske og få kærlighed fra og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at overbevise mig selv om at kærlighed var nok - selvom jeg ikke havde kendt min kæreste i længere end 3 måneder. HELDIGVIS endte jeg alligevel med at tage mig sammen og se i øjnene at jeg boede i en 1-værelses, havde en ordentlig forbrugsgæld i bagagen, lige var startet på drømmeuddannelsen og overhovedet ikke kendte min kæreste nok til at sætte hans barn i verden, og bestilte tid til en abort (jeg aborterede så spontant inden den blev gennemført). Og gudsketak og lov for det - for den kæreste som var SÅÅÅ fantastisk viste sig efter få måneder at være den mest rædselsfulde person, der svigtede, var et stort barn og smålig og alt det mit barns far IKKE skulle være! Men det så jeg jo ikke i starten, hvor alt var fryd og gammen... Havde jeg fået barnet var jeg endt som 22årig uden uddannelse, på KH, alenemor med knust hjerte og havde aldrig fået alle de vidunderlige oplevelser jeg fik under min studietid med rejser m.m. som jeg aldrig havde drømt om.

Så jeg er FULDT ud tilfreds med at være landet her for jeg ved (med stolthed) at jeg har truffet tålmodige, ansvarlige om end ikke altid sjove eller lystbetonede beslutninger de sidste år, og på den måde har sikret mit barn de allerbedste forudsætninger for en stabil og tryg barndom med begge forældre, og en økonomi hvor der er råd til en ekstra bif-tur og en pizza af og til - noget jeg ikke selv fik.

Kh

Rosa 

jeg er mere end tilfreds .. Jeg har en dejlig mand og en skønherlig søn .. som giver mig glæde og lykke hver dag Jeg er igang med min HG og er færdig til sommer

Jeg lever ikke det liv jeg gerne ville............

Men jeg lever det liv jeg har fået FULDT ud

Jeg var ikke herre over en tumpe på kørte mig og ødelage mit liv , men jeg er herre over at få det bedste ud af dette liv , og det syntes jeg jeg gør

Jeg har svaret andet (mener jeg LOL kan ik huske det )

jeg er virkelig meget tilfreds. jeg er nået langt i mit liv og jeg har opnået så utrolig mange ting på ekstremt kort tid..

mit liv førhen, har aldrig helt været en dans på roser og det har aldrig været lige til. og der har altid været en masse spørgsmål som der aldrig er kommet svar på.. og det er da heller ikke fordi at alt er rosenrødt og fantastisk nu. men jeg har sgu selv valgt mit liv og jeg er faktisk rigtig glad for at jeg har det sådan som jeg har det nu..

når man som jeg er en person med den fortid som jeg nu engang har og alligevel har styrke til at "overleve" det med oprejst pande og bare springe ud i tingene med åbne arme så er der jo ingen grænser for hvad man kan opnå.. det er jo self noget der koster.. det kan koste mange års venskaber men venskaber som ikke var særlig meget værd, det kan koste penge som i sjældne tilfælde er noget man bare finder på gaden så jeg har været heldig at falde ud fra reden og ramme delvist blødt..  

men hvis man ikke ved hvad man ønsker sig i livet og man ikke ved hvordan man skal finde ro og hvor man skal finde DET man leder efter, så kan det godt være svært at vide hvor man skal starte. men det er jo altid der man starter.. ved starten... man skal vel bare sætte nogle små mål for hverdagen og så opnår man på længere sigt det man virkelig gerne vil..

mit mål er at have en tryg base og et liv hvor jeg lever sammen med den jeg holder aller mest af.. og det gør jeg.. <3

Meget spændende tråd.

Jeg har også sat X i at jeg er fuldt ud tilfreds. Og jeg tænker faktisk ofte over hvor heldig jeg er. Jeg har mødt en mand, der, uden at det er perverst ment () - opfylder alle mine behov.

Vi har begge været så heldige at komme ind på drømmestudiet, og er nu begge psykologer, har et lækkert hus, verdens sødeste hund. Derudover sætter jeg meget pris på begge vores familier, som har det godt og som elsker og støtter os.

Ingen af os er syge, og på nær Augusts død i april, så har vi begge været fuldstændigt skånet for tragedier.

Jeg er også pt tilfreds med min krop, som jeg også tror har meget med ens "tilfredshed" at gøre...

- OG SÅ ER JEG JO GRAVID!!!!

Det hjælper også noget på tilfredsheden

jeg har svaret både og...

Mit liv nu er dejligt, med en dejlig famile og venner - men kunne dog godt tænke mig at flytte tættere på min mor, men har ikke kærestens opbaking der, så det må der ventes lidt med

Og ellers så døde min far i 2004 (alkoholmisbrug), hviklet på nogle punkter er godt nok. men savner ham alligevel, når jeg tænker tilbage på de gode stunder og så det min datter aldrig skal møde ham - har var blevet den BEDSTE morfar ever - er jeg slet ikke i tvivl om - men han valgte jo desvær en anden vej