Interessant tråd.... Har faktisk gået og tænkt over samme spørgsmål i den sidste tid og ja jeg er tilfreds.
Må sige, at jeg er i den heldig situation, synes jeg, at jeg har været sammen med min mand i 15 år, gift i 11 år af dem. Har 3 drenge på 6½, 11 og snart 13 år. Jeg har få venner, men mange bekendte, stabil familie osv osv.
Jeg kan mærke, mit liv er stabil og det det "ryster" livet lidt, er det jeg selv påføre det. Fx i form af efteruddannelse, jobskifte osv. Har konfirmation til foråret, men det har vi jo nærmest altid vidst og gået og småtænkt over. Så det skal "bare" planlægges.
Og set i bagspejlet, har jeg næsten nået det jeg ville. Livet et ikke forbi, så jeg skal nok nå alt det jeg vil. Jeg har nogle personlige og faglige mål, som jeg nok skal nå... Nå tiden er til det.
Men der er altid noget, jeg gerne ville have slettet fra mit liv. Men på den anden side, er det jo også sådan noget, der former én. Jeg har kæmpet for mit liv og vores ægteskab. Og det samme har min mand. Vi har haft vores nedture, men vi er sammen og har kæmpet sammen.
Mine mål har været at blive gift med en god mand, få børn, få hus og arbejde med noget jeg godt kunne lide. Og det er blevet fuldført.
Mine mål fremover er at få endnu flere gode år med min mand. At mine drenge bliver gode, stabile, glade og velafballanceret unge mænd. At jeg kan efteruddanne mig og få et job, der giver mig mere i løn og bedre arbejdstider. Også vil jeg løbe en ½ marathon og hel marathon, skrive en børnebog og være god ved mig selv.
Jeg tror på, at man selv former sit liv. 99% af alle tilfælde ligger man som man har redt
Og al forandring starter med én selv.
VH Kloster