Min søns far og jeg har haft fælles forældremyndighed siden vores søn blev født. Da vi gik fra hinanden 2 år senere, bibeholdte vi selvfølgelig den fælles forældremyndighed, og sådan er det stadig. I starten havde min x vores søn hver 2. weekend og hver 2. jul og nytår, samt 1 uges sommerferie. Da vores søn startede i skole begyndte han at have ham mellem jul og nytår også, samt hver vinterferie, hveranden påskeferie og 2 ugers sommerferie. I samme periode begyndte vores søn at blive ret ked af det, fordi han savnede sin far, så vi indførte at han havde ham 1 eftermiddag hver 2. uge også, og det gjorde drengen gladere. dette står så ikke i vores samværsaftale, men er noget vi selv er blevet enige om uden at blande sfv ind i det. Min søns far arbejder aften, så denne her aftale kan kun lade sig gøre, så længe vores søn har dage, hvor han har tidligt fri fra skole.
Jeg har læst alle svar i den her tråd, og må da tilstå at jeg ikke går ind for 7/7 ordningen. dette kan aldrig komme på tale her, fordi hans far arbejder aften, men hvis han ikke gjorde blev den ordning stadig ikke taget i brug her. Det er min x heldigvis også enig med mig i. Jeg har lidt den følelse at de børn der er i 7/7 ordningen, nærmest lever i en kuffert, og jeg kunne da forestille mig at de ville være i tvivl om, hvor de hører hjemme. Jeg mener det er vigtigt at de har et fast ståsted i deres opvækst, en fast rytme i deres hverdag og hele tiden vide at på den måde kører det derhjemme. Det kan ikke undgås at far og mor har forskellige regler. tror det er nemmere for børn at forholde sig til de forskellige regler, hvis de kun bliver afviget hver 2. weekend, i forhold til et sæt regler den ene uge, og et andet sæt regler den næste uge. Jeg vil sige at hvis man har 7/7 ordningen, at så skal man være meget enige om alting....alt fra sovetider og til hvad de må.
Ang det der med når et barn spørger sin far om det kommer til at bo hos ham, hvis moderen dør. det har min søn altså også spurgt om, og han lider bestemt ikke overlast, og der er ikke noget mærkeligt i at han spørger om det. Først gang han spurgte om det, var han vist også 5-6 år....og jeg svarede ham åbent og ærligt omkring det. Han spurgte igen i foråret, hvor han var 9 år, men det tror jeg havde noget at gøre med at en fra hans klasse mistede sin mor fordi hun fik hjerneblødning. Han var skræmt af det, og ville nok bare have svar på at hvis det skete her, hvad blev der så af ham. Jeg svarede ham igen ærligt, og påpegede så også at det ikke sker så tit at børn mister deres mor så tidligt. Siden dengang er der faldet ro over det igen. Jeg mener bare der kan opstå forskellige situationer, der gør at børn spørger ind til sådan noget. Men det betyder ikke nødvendigvist at barnet har det skidt, ikke vil bo hos sin mor eller noget helt tredje.
Generelt vil jeg sige at man skal tænke mere på barnets rettigheder, end moderens/farens rettigheder. Synes tit at folk får ondt af moderen eller faderen i forskellige situationer.....men hvad med barnet? Er det ikke mere syndt for ham/hende? Jeg synes altid man bør tænke på børnene først og fremmest, derefter kan man tænke på sine egne behov/følelser.....men det skal aldrig gå ud over børnene, de har ikke selv sat sig i den situation de står i.
