Min kære mor. (bliver nok langt)

lion skriver:

Jeg vil starte med at siger tak for alle jeres tanker og knuz og det er dejligt at vide I er her.

Ja for let har det aldrig været, og nu er det bare meget sværere.

Min mor blev jo indlagt efter stråling i onsdag og det skulle bare være en lille ting, der var gal. Jeg fik snakket med min mor både onsdag og torsdag.

Fredag var der ikke så meget kontakt til hende, og vi måtte jo se og det vanddrivende middel kunne hjælpe på vandet i lungerne, jeg havde besluttet mig at blive hjemme fredag hvis mor bare sov.

men kl. 18 vågnede hun lidt og jeg var så heldig at ha en far så kom i "sin" taxi og hentede mig og kørte min til mor. Jacob var hjemme med børnene. Jeg fik sagt hej til hende da jeg kom og hun genkendte mig. Jeg var der kl. 19 og gik kl. 23 da hun sov og havde det ok.

Lørdag morgen var min mor lidt vågen og havde snakket til min stedfar. Hun havde sagt: "Undskyld jeg skal dø", min stedfar sagde det var helt ok og det skulle hun ikke tænke på. ( min stedfar havde en kone der døde af kræft i 92)

Lørdag tog vi tidlig til min søster alle sammen, da min søster bor max 10 min fra Rigshospitalet.

Kl. 13 tog min søster, noget familie og jeg over til min mor og fik inden vi gik op af vide af min stedfar, at de nu var stoppet med at give væske, da det gik i lungerne og hun så ville være bæevet kvalt langsomt. Så nu ventede sygeplejeskerne så "bare" på hun ikke trækkede vejret mere. Mens vi var på sygehuset var Jacob hos min søster og  passede 5 børn. Jacob kom og byttede plads med min søster og sagde farvel, og hjalp lige min stedfar og derefter vi tog så hjem til min søster og byttede plads med min søster og svoger, da min svoger jo også ville sige farvel. Ja og 5 børn hvor 1 er 11 og resten er max 2½ kan jo ikke være alene hjemme.

Jacob ville gerne hjem og sove, da det ikke var for ham, så kl. 20 tog han hjem med ungerne og jeg var hos min søster, da jeg jo ikk kunne gå før de kom tilbage. kl. ca 22 skriver min veninde der er hos mor at mor var begyndte at trække vejret hurtigere og mere anstrengt og vi nok skulle komme. Så vi 3 søskende tog over til mor, mens min svoger var hjemme og vente på vores dejlige kusine som ville afløse ham, så kan kunne være der også, og ville blive der til det var.

Vi ringede til min mormor på 75 og hørte om hun ville komme og være her, da det nok var tid nu. Så min svoger hentede hende og vi var så mor og børn hos min mor og ventede.

kl. 1.30 tog min desværre sin sidste vejrtrækning og kom et meget bedre sted hen uden smerter, (og hun døde ikke 29 sep. hvor min lillebror bliver 24) Desværre skal min nevø dødes 9 okt. Hun ville så gerne ha været med.

Det var den værste ventetid i mit liv, at stå og vente på ens mor stoppede med at trække vejret. Hun lignede ikk min mor til sidst og et køn syn var det ikk. Hun var nede og vejede ca 37 kilo og hun er 171 høj, godt der er dyner til.

Men nej hvor er det hårdt, jeg vidste godt der ikke var lang tid tilbage men at det går fra at være ok, til at være dårligt på mindre end 1½ dag havde jeg ikk regnet med.

Det er bare ikke ok, at min mor dør 50 år gammel, og at jeg har en mormor på 75 år og min oldemor nåede næsten at blive 98.

Men min mor var en sej dame der kæmpede til det sidste, for mange af sygeplejskerne sagde, at mange ville ha givet op for lang tid siden.

Ja på en måde har min mor lidt kæmpede i 7 år, men de sidste næsten 7 mdr her har været en stor kamp uden lige, fra juni af, da hun fik kemo stop, da kroppen ikke kunne kemoen mere. Ja der har hun været mere på hospitalet end hjemme.

Det er bare sørgeligt at ud af 5 børnebørn er der 1, der vil af sig selv kunne huske sin mormor. Ja hans største bekymring (11år) var jamen så ville hans 2 brødre jo ikke kunne huske mormor. Ja mine børn kommer aldrig selv til at kunne huske deres mormor og kommer aldrig til at opleve den skønne mormor/mor hun var.

Livet er bare ikke FAIR.

 

Åh nej min dejlige

Ja ved slet ikke hvad jeg skal sige. Er så ked af at høre det.

Som du selv siger, så er hun et bedre sted nu. Og hun havde en masse dejlige mennesker omkring sig til det sidste.

Dine børn vil huske hende, igennem alle de dejlige minder de får via de fantastiske historier, du vil fortælle dem om hende, og vise billeder. De vil igennem dig, kunne mærke og vide at hun var en stor person. Og at hun elskede sine børnebørn.

ved hvor hårdt det er for dig, og er glad for at du har en god og støttende familie omkring dig, du kan græde ud ved.

Helene, du er meget velkommen til at skrive til mig, hvis du vil. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad det vil sige at miste sin mor, men jeg ved hvordan det er, at ens mor har kræft. Min mor har netop fået konstateret kræft, og jeg vil meget gerne høre din historie og alle dine tanker omkring det hele, men det er selvfølgelig kun, hvis du har brug for at fortælle det til nogen, og det skal slet slet ikke være sådan at du føler dig presset. Det kan være det hjælper at fortælle om det, men jeg ved jo ikke, hvordan du har det med det, eller om du helst ikke vil tale for meget om det. Det er jo enhelvedes svær situation, som må gøre mere ondt, end jeg overhovedet kan forestille mig.

Stort knus fra CAmilla

lion skriver:

Mange tak.

Det kan være jeg tager dig op på det med at skrive privat, du er jo selv lidt samme sted lige nu også selvom det "kun" var svigerfar.

Det kan jo være du kan hjælpe mig omkring Jacob. Han er lidt bange for at det er forkert at han ikke har det så "slemt" som os andre

Det er du i hvert fald meget velkommen til.!!

Jeg kan godt følge Jakob, for det er svært at stå ved siden af osse...både at være ked af det og så vide, at du og din mors familie "af blod" jo helt sikkert har det endnu værre...

Man vil bare så gerne gøre alt så godt, for den/dem der har mistet, at man bliver bange for at overskride grænser til den ene eller anden side...

Men jeg spurgte Ove på et tidspunkt, ( hvor jeg ligesom havde gået og været anspændt i en uges tid), om jeg bare skulle opføre mig som før? Og at hvis jeg gjorde det betød det ikke, at jeg ikke var ked af det, men at jeg simpelthen ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv... OG at han skulle vide, at han til hver en tid kan komme og få et kram eller en skulder at græde ved eller hvad han nu har brug for...

Man kan jo ikke gøre andet end at være der for den der har mistet, så godt man kan, men det er jo osse godt at han kan tage mere over med børnene og samtidig holde dig oppe...

bondepigen skriver:

Det er du i hvert fald meget velkommen til.!!

Jeg kan godt følge Jakob, for det er svært at stå ved siden af osse...både at være ked af det og så vide, at du og din mors familie "af blod" jo helt sikkert har det endnu værre...

Man vil bare så gerne gøre alt så godt, for den/dem der har mistet, at man bliver bange for at overskride grænser til den ene eller anden side...

Men jeg spurgte Ove på et tidspunkt, ( hvor jeg ligesom havde gået og været anspændt i en uges tid), om jeg bare skulle opføre mig som før? Og at hvis jeg gjorde det betød det ikke, at jeg ikke var ked af det, men at jeg simpelthen ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv... OG at han skulle vide, at han til hver en tid kan komme og få et kram eller en skulder at græde ved eller hvad han nu har brug for...

Man kan jo ikke gøre andet end at være der for den der har mistet, så godt man kan, men det er jo osse godt at han kan tage mere over med børnene og samtidig holde dig oppe...

Ja Jacob er guld værd.

Jeg ved at min skønen fætter også har det skide svært lige nu, for han elskede sin faster så højt. Han bor bare i Vordingborg, så jeg kan jo ikke bare kramme ham. Det hjælper så ikke at hans egen skønne mormor døde for max 3 år siden

lion skriver:

Ja Jacob er guld værd.

Jeg ved at min skønen fætter også har det skide svært lige nu, for han elskede sin faster så højt. Han bor bare i Vordingborg, så jeg kan jo ikke bare kramme ham. Det hjælper så ikke at hans egen skønne mormor døde for max 3 år siden

Ja, jeg kan forestille mig at det må være ekstra rart pt, at være sammen med mennesker som kendte og holdt af din mor... Så I kan mindes, tale om hende og grine af de sjove ting hun har sagt eller gjort, som gjorde at I elskede hende så højt! Og selvfølgelig trøste og kramme hinanden.

lion skriver:

Jeg vil starte med at siger tak for alle jeres tanker og knuz og det er dejligt at vide I er her.

Ja for let har det aldrig været, og nu er det bare meget sværere.

Min mor blev jo indlagt efter stråling i onsdag og det skulle bare være en lille ting, der var gal. Jeg fik snakket med min mor både onsdag og torsdag.

Fredag var der ikke så meget kontakt til hende, og vi måtte jo se og det vanddrivende middel kunne hjælpe på vandet i lungerne, jeg havde besluttet mig at blive hjemme fredag hvis mor bare sov.

men kl. 18 vågnede hun lidt og jeg var så heldig at ha en far så kom i "sin" taxi og hentede mig og kørte min til mor. Jacob var hjemme med børnene. Jeg fik sagt hej til hende da jeg kom og hun genkendte mig. Jeg var der kl. 19 og gik kl. 23 da hun sov og havde det ok.

Lørdag morgen var min mor lidt vågen og havde snakket til min stedfar. Hun havde sagt: "Undskyld jeg skal dø", min stedfar sagde det var helt ok og det skulle hun ikke tænke på. ( min stedfar havde en kone der døde af kræft i 92)

Lørdag tog vi tidlig til min søster alle sammen, da min søster bor max 10 min fra Rigshospitalet.

Kl. 13 tog min søster, noget familie og jeg over til min mor og fik inden vi gik op af vide af min stedfar, at de nu var stoppet med at give væske, da det gik i lungerne og hun så ville være bæevet kvalt langsomt. Så nu ventede sygeplejeskerne så "bare" på hun ikke trækkede vejret mere. Mens vi var på sygehuset var Jacob hos min søster og  passede 5 børn. Jacob kom og byttede plads med min søster og sagde farvel, og hjalp lige min stedfar og derefter vi tog så hjem til min søster og byttede plads med min søster og svoger, da min svoger jo også ville sige farvel. Ja og 5 børn hvor 1 er 11 og resten er max 2½ kan jo ikke være alene hjemme.

Jacob ville gerne hjem og sove, da det ikke var for ham, så kl. 20 tog han hjem med ungerne og jeg var hos min søster, da jeg jo ikk kunne gå før de kom tilbage. kl. ca 22 skriver min veninde der er hos mor at mor var begyndte at trække vejret hurtigere og mere anstrengt og vi nok skulle komme. Så vi 3 søskende tog over til mor, mens min svoger var hjemme og vente på vores dejlige kusine som ville afløse ham, så kan kunne være der også, og ville blive der til det var.

Vi ringede til min mormor på 75 og hørte om hun ville komme og være her, da det nok var tid nu. Så min svoger hentede hende og vi var så mor og børn hos min mor og ventede.

kl. 1.30 tog min desværre sin sidste vejrtrækning og kom et meget bedre sted hen uden smerter, (og hun døde ikke 29 sep. hvor min lillebror bliver 24) Desværre skal min nevø dødes 9 okt. Hun ville så gerne ha været med.

Det var den værste ventetid i mit liv, at stå og vente på ens mor stoppede med at trække vejret. Hun lignede ikk min mor til sidst og et køn syn var det ikk. Hun var nede og vejede ca 37 kilo og hun er 171 høj, godt der er dyner til.

Men nej hvor er det hårdt, jeg vidste godt der ikke var lang tid tilbage men at det går fra at være ok, til at være dårligt på mindre end 1½ dag havde jeg ikk regnet med.

Det er bare ikke ok, at min mor dør 50 år gammel, og at jeg har en mormor på 75 år og min oldemor nåede næsten at blive 98.

Men min mor var en sej dame der kæmpede til det sidste, for mange af sygeplejskerne sagde, at mange ville ha givet op for lang tid siden.

Ja på en måde har min mor lidt kæmpede i 7 år, men de sidste næsten 7 mdr her har været en stor kamp uden lige, fra juni af, da hun fik kemo stop, da kroppen ikke kunne kemoen mere. Ja der har hun været mere på hospitalet end hjemme.

Det er bare sørgeligt at ud af 5 børnebørn er der 1, der vil af sig selv kunne huske sin mormor. Ja hans største bekymring (11år) var jamen så ville hans 2 brødre jo ikke kunne huske mormor. Ja mine børn kommer aldrig selv til at kunne huske deres mormor og kommer aldrig til at opleve den skønne mormor/mor hun var.

Livet er bare ikke FAIR.

 

Kære Helene

Jeg kondolere, jeg dig mange varme tanker til dig og din familie...

Åh Helene..... Der er bare ingen ord der kan trøste dig nu.... Jeg sidder og græder efter at have læst dit indlæg... Hvor er det uretfærdigt at du skal miste din mor allerede.... Og så til den forfærdelige sygdom..... Husk at få al den gråd ud du skal og brug os herinde alt det du vil. Knus til dig...

lion skriver:

Jeg vil starte med at siger tak for alle jeres tanker og knuz og det er dejligt at vide I er her.

Ja for let har det aldrig været, og nu er det bare meget sværere.

Min mor blev jo indlagt efter stråling i onsdag og det skulle bare være en lille ting, der var gal. Jeg fik snakket med min mor både onsdag og torsdag.

Fredag var der ikke så meget kontakt til hende, og vi måtte jo se og det vanddrivende middel kunne hjælpe på vandet i lungerne, jeg havde besluttet mig at blive hjemme fredag hvis mor bare sov.

men kl. 18 vågnede hun lidt og jeg var så heldig at ha en far så kom i "sin" taxi og hentede mig og kørte min til mor. Jacob var hjemme med børnene. Jeg fik sagt hej til hende da jeg kom og hun genkendte mig. Jeg var der kl. 19 og gik kl. 23 da hun sov og havde det ok.

Lørdag morgen var min mor lidt vågen og havde snakket til min stedfar. Hun havde sagt: "Undskyld jeg skal dø", min stedfar sagde det var helt ok og det skulle hun ikke tænke på. ( min stedfar havde en kone der døde af kræft i 92)

Lørdag tog vi tidlig til min søster alle sammen, da min søster bor max 10 min fra Rigshospitalet.

Kl. 13 tog min søster, noget familie og jeg over til min mor og fik inden vi gik op af vide af min stedfar, at de nu var stoppet med at give væske, da det gik i lungerne og hun så ville være bæevet kvalt langsomt. Så nu ventede sygeplejeskerne så "bare" på hun ikke trækkede vejret mere. Mens vi var på sygehuset var Jacob hos min søster og  passede 5 børn. Jacob kom og byttede plads med min søster og sagde farvel, og hjalp lige min stedfar og derefter vi tog så hjem til min søster og byttede plads med min søster og svoger, da min svoger jo også ville sige farvel. Ja og 5 børn hvor 1 er 11 og resten er max 2½ kan jo ikke være alene hjemme.

Jacob ville gerne hjem og sove, da det ikke var for ham, så kl. 20 tog han hjem med ungerne og jeg var hos min søster, da jeg jo ikk kunne gå før de kom tilbage. kl. ca 22 skriver min veninde der er hos mor at mor var begyndte at trække vejret hurtigere og mere anstrengt og vi nok skulle komme. Så vi 3 søskende tog over til mor, mens min svoger var hjemme og vente på vores dejlige kusine som ville afløse ham, så kan kunne være der også, og ville blive der til det var.

Vi ringede til min mormor på 75 og hørte om hun ville komme og være her, da det nok var tid nu. Så min svoger hentede hende og vi var så mor og børn hos min mor og ventede.

kl. 1.30 tog min desværre sin sidste vejrtrækning og kom et meget bedre sted hen uden smerter, (og hun døde ikke 29 sep. hvor min lillebror bliver 24) Desværre skal min nevø dødes 9 okt. Hun ville så gerne ha været med.

Det var den værste ventetid i mit liv, at stå og vente på ens mor stoppede med at trække vejret. Hun lignede ikk min mor til sidst og et køn syn var det ikk. Hun var nede og vejede ca 37 kilo og hun er 171 høj, godt der er dyner til.

Men nej hvor er det hårdt, jeg vidste godt der ikke var lang tid tilbage men at det går fra at være ok, til at være dårligt på mindre end 1½ dag havde jeg ikk regnet med.

Det er bare ikke ok, at min mor dør 50 år gammel, og at jeg har en mormor på 75 år og min oldemor nåede næsten at blive 98.

Men min mor var en sej dame der kæmpede til det sidste, for mange af sygeplejskerne sagde, at mange ville ha givet op for lang tid siden.

Ja på en måde har min mor lidt kæmpede i 7 år, men de sidste næsten 7 mdr her har været en stor kamp uden lige, fra juni af, da hun fik kemo stop, da kroppen ikke kunne kemoen mere. Ja der har hun været mere på hospitalet end hjemme.

Det er bare sørgeligt at ud af 5 børnebørn er der 1, der vil af sig selv kunne huske sin mormor. Ja hans største bekymring (11år) var jamen så ville hans 2 brødre jo ikke kunne huske mormor. Ja mine børn kommer aldrig selv til at kunne huske deres mormor og kommer aldrig til at opleve den skønne mormor/mor hun var.

Livet er bare ikke FAIR.

 

Jeg kan kun give dig et kæmpe kram og sige at jeg ved lige hvad du gennemgår! Alt det du skriver, kunne lige så godt være skrevet af mig.  Jeg mistede min mor for 1 måned siden til kræften, og det er bare så ubeskriveligt hårdt! Jeg synes virkelig det værste er at mine børn ikke vil kunne huske hende, andet end fra historier og billeder. Selvfølgelig vil vi blive ved med at snakke om hende og vise billeder, det er bare ikke det samme. Men savnet er bare så stort og det er så uretfærdigt. Hvis du har lyst til at skrive til en der står i samme situation, skal du være så velkommen.Mathilde

Det gør mig rigtig ondt Helene... Ingen burde miste deres forældre...

Men nu har din mor fået fred

Ønsker jer det bedste i denne svære tid