Jeg vil starte med at siger tak for alle jeres tanker og knuz og det er dejligt at vide I er her.
Ja for let har det aldrig været, og nu er det bare meget sværere.
Min mor blev jo indlagt efter stråling i onsdag og det skulle bare være en lille ting, der var gal. Jeg fik snakket med min mor både onsdag og torsdag.
Fredag var der ikke så meget kontakt til hende, og vi måtte jo se og det vanddrivende middel kunne hjælpe på vandet i lungerne, jeg havde besluttet mig at blive hjemme fredag hvis mor bare sov.
men kl. 18 vågnede hun lidt og jeg var så heldig at ha en far så kom i "sin" taxi og hentede mig og kørte min til mor. Jacob var hjemme med børnene. Jeg fik sagt hej til hende da jeg kom og hun genkendte mig. Jeg var der kl. 19 og gik kl. 23 da hun sov og havde det ok.
Lørdag morgen var min mor lidt vågen og havde snakket til min stedfar. Hun havde sagt: "Undskyld jeg skal dø", min stedfar sagde det var helt ok og det skulle hun ikke tænke på. ( min stedfar havde en kone der døde af kræft i 92)
Lørdag tog vi tidlig til min søster alle sammen, da min søster bor max 10 min fra Rigshospitalet.
Kl. 13 tog min søster, noget familie og jeg over til min mor og fik inden vi gik op af vide af min stedfar, at de nu var stoppet med at give væske, da det gik i lungerne og hun så ville være bæevet kvalt langsomt. Så nu ventede sygeplejeskerne så "bare" på hun ikke trækkede vejret mere. Mens vi var på sygehuset var Jacob hos min søster og passede 5 børn. Jacob kom og byttede plads med min søster og sagde farvel, og hjalp lige min stedfar og derefter vi tog så hjem til min søster og byttede plads med min søster og svoger, da min svoger jo også ville sige farvel. Ja og 5 børn hvor 1 er 11 og resten er max 2½ kan jo ikke være alene hjemme.
Jacob ville gerne hjem og sove, da det ikke var for ham, så kl. 20 tog han hjem med ungerne og jeg var hos min søster, da jeg jo ikk kunne gå før de kom tilbage. kl. ca 22 skriver min veninde der er hos mor at mor var begyndte at trække vejret hurtigere og mere anstrengt og vi nok skulle komme. Så vi 3 søskende tog over til mor, mens min svoger var hjemme og vente på vores dejlige kusine som ville afløse ham, så kan kunne være der også, og ville blive der til det var.
Vi ringede til min mormor på 75 og hørte om hun ville komme og være her, da det nok var tid nu. Så min svoger hentede hende og vi var så mor og børn hos min mor og ventede.
kl. 1.30 tog min desværre sin sidste vejrtrækning og kom et meget bedre sted hen uden smerter, (og hun døde ikke 29 sep. hvor min lillebror bliver 24) Desværre skal min nevø dødes 9 okt. Hun ville så gerne ha været med.
Det var den værste ventetid i mit liv, at stå og vente på ens mor stoppede med at trække vejret. Hun lignede ikk min mor til sidst og et køn syn var det ikk. Hun var nede og vejede ca 37 kilo og hun er 171 høj, godt der er dyner til.
Men nej hvor er det hårdt, jeg vidste godt der ikke var lang tid tilbage men at det går fra at være ok, til at være dårligt på mindre end 1½ dag havde jeg ikk regnet med.
Det er bare ikke ok, at min mor dør 50 år gammel, og at jeg har en mormor på 75 år og min oldemor nåede næsten at blive 98.
Men min mor var en sej dame der kæmpede til det sidste, for mange af sygeplejskerne sagde, at mange ville ha givet op for lang tid siden.
Ja på en måde har min mor lidt kæmpede i 7 år, men de sidste næsten 7 mdr her har været en stor kamp uden lige, fra juni af, da hun fik kemo stop, da kroppen ikke kunne kemoen mere. Ja der har hun været mere på hospitalet end hjemme.
Det er bare sørgeligt at ud af 5 børnebørn er der 1, der vil af sig selv kunne huske sin mormor. Ja hans største bekymring (11år) var jamen så ville hans 2 brødre jo ikke kunne huske mormor. Ja mine børn kommer aldrig selv til at kunne huske deres mormor og kommer aldrig til at opleve den skønne mormor/mor hun var.
Livet er bare ikke FAIR.
