Min kære mor. (bliver nok langt)

lion skriver:

Jeg vil starte med at siger tak for alle jeres tanker og knuz og det er dejligt at vide I er her.

Ja for let har det aldrig været, og nu er det bare meget sværere.

Min mor blev jo indlagt efter stråling i onsdag og det skulle bare være en lille ting, der var gal. Jeg fik snakket med min mor både onsdag og torsdag.

Fredag var der ikke så meget kontakt til hende, og vi måtte jo se og det vanddrivende middel kunne hjælpe på vandet i lungerne, jeg havde besluttet mig at blive hjemme fredag hvis mor bare sov.

men kl. 18 vågnede hun lidt og jeg var så heldig at ha en far så kom i "sin" taxi og hentede mig og kørte min til mor. Jacob var hjemme med børnene. Jeg fik sagt hej til hende da jeg kom og hun genkendte mig. Jeg var der kl. 19 og gik kl. 23 da hun sov og havde det ok.

Lørdag morgen var min mor lidt vågen og havde snakket til min stedfar. Hun havde sagt: "Undskyld jeg skal dø", min stedfar sagde det var helt ok og det skulle hun ikke tænke på. ( min stedfar havde en kone der døde af kræft i 92)

Lørdag tog vi tidlig til min søster alle sammen, da min søster bor max 10 min fra Rigshospitalet.

Kl. 13 tog min søster, noget familie og jeg over til min mor og fik inden vi gik op af vide af min stedfar, at de nu var stoppet med at give væske, da det gik i lungerne og hun så ville være bæevet kvalt langsomt. Så nu ventede sygeplejeskerne så "bare" på hun ikke trækkede vejret mere. Mens vi var på sygehuset var Jacob hos min søster og  passede 5 børn. Jacob kom og byttede plads med min søster og sagde farvel, og hjalp lige min stedfar og derefter vi tog så hjem til min søster og byttede plads med min søster og svoger, da min svoger jo også ville sige farvel. Ja og 5 børn hvor 1 er 11 og resten er max 2½ kan jo ikke være alene hjemme.

Jacob ville gerne hjem og sove, da det ikke var for ham, så kl. 20 tog han hjem med ungerne og jeg var hos min søster, da jeg jo ikk kunne gå før de kom tilbage. kl. ca 22 skriver min veninde der er hos mor at mor var begyndte at trække vejret hurtigere og mere anstrengt og vi nok skulle komme. Så vi 3 søskende tog over til mor, mens min svoger var hjemme og vente på vores dejlige kusine som ville afløse ham, så kan kunne være der også, og ville blive der til det var.

Vi ringede til min mormor på 75 og hørte om hun ville komme og være her, da det nok var tid nu. Så min svoger hentede hende og vi var så mor og børn hos min mor og ventede.

kl. 1.30 tog min desværre sin sidste vejrtrækning og kom et meget bedre sted hen uden smerter, (og hun døde ikke 29 sep. hvor min lillebror bliver 24) Desværre skal min nevø dødes 9 okt. Hun ville så gerne ha været med.

Det var den værste ventetid i mit liv, at stå og vente på ens mor stoppede med at trække vejret. Hun lignede ikk min mor til sidst og et køn syn var det ikk. Hun var nede og vejede ca 37 kilo og hun er 171 høj, godt der er dyner til.

Men nej hvor er det hårdt, jeg vidste godt der ikke var lang tid tilbage men at det går fra at være ok, til at være dårligt på mindre end 1½ dag havde jeg ikk regnet med.

Det er bare ikke ok, at min mor dør 50 år gammel, og at jeg har en mormor på 75 år og min oldemor nåede næsten at blive 98.

Men min mor var en sej dame der kæmpede til det sidste, for mange af sygeplejskerne sagde, at mange ville ha givet op for lang tid siden.

Ja på en måde har min mor lidt kæmpede i 7 år, men de sidste næsten 7 mdr her har været en stor kamp uden lige, fra juni af, da hun fik kemo stop, da kroppen ikke kunne kemoen mere. Ja der har hun været mere på hospitalet end hjemme.

Det er bare sørgeligt at ud af 5 børnebørn er der 1, der vil af sig selv kunne huske sin mormor. Ja hans største bekymring (11år) var jamen så ville hans 2 brødre jo ikke kunne huske mormor. Ja mine børn kommer aldrig selv til at kunne huske deres mormor og kommer aldrig til at opleve den skønne mormor/mor hun var.

Livet er bare ikke FAIR.

 

åh nej sødeste Helene..... jeg er lidt tom for ord! er enig med dig i at verden er meget uretfærdig! den eneste trøst er at din mor nu ikke længere skal lide... hun har helt bestemt haft en svær tid og har kæmpet en brav kamp!

sender dig mange varme tanker og knus!

Milka skriver:

åh nej helene

nej, livet er ikke fair

jeg kondolerer

Mange tak.

Nej, det er det desværre ikk. Nu vil jeg bare gerne ha lidt modgang i mit liv. Flere lyse punkter end sorte

JustAnotherName skriver:

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan du har det lige nu, søde Helene.

Det ER virkelig ikke fair! Og hvor har det været lange måneder at se hende blive mere og mere dårlig. Jeg føler rigtig meget med dig.

Kan jo desværre intet andet, end bare lytte, prøve at forstå og så sende dig og dine børn en hel bunke trøstende knus og kram 

Jeg tror heller ikke jeg endnu ved hvordan jeg har det.

Jeg er bare glad for at I/du er her og lytte og skriver jeres tanker. For jeg vil jo ikke håbe at nogen af ved hvordan det er at miste en mor/far.

For det er ikke sjovt

Tjuhl skriver:

det er overhovedet ikke fair!! men hvor har du skrevet smukt om hendes sidste døgn

Mange tak.

Men jeg er gald for hun lå stille hele tiden og ikke fik de kramper som kroppen jo kunne finde på at lave.

Det er jo bare svært at se hende ikke trække vejret og tro det var nu, men så træk den stædige kvinde alligevel vejret lidt igen. Står og vide det er "nu" men alligevel ikk helt

TbCp skriver:

Åh nej hvor skrækkeligt

Kære Helene

Det er så ubeskriveligt hårdt at miste en elsket person. Jeg håber i alle kan stå sammen og hjælpe hinanden igennem denne svære tid.

Et kæmpe knus og alle de varmeste tanker til dig og din familie

Mange tak Tina.

Ja det er skrækkeligt.

Du ved jo desværre "lidt" om hvor svært det er. Det med en man elsker dør alt for tidligt af en "skide" sygdom.

Rosa skriver:

Puuuha, jeg har slet ingen ord. Jeg sender dig min mest dybtfølte kondolence og håber at I kan varme og støtte hinanden i familien her i denne svære tid. Dit indlæg rørte mig dybt og jeg håber din mor er lykkelig der hvor hun er nu.

Kærligste hilsner

Rosa

Mange tak.

Det gode er vi støtter hinanden i svære tider i min familie. f.eks min far ringede i dag for at hører hvordan jeg havde det.

Jeg VED hun er et bedre sted, som hun selv altid har sagt: Nu sidder hun oppe i himlen og spiller ludo med alle dem vi elsker og har mistet

sarahb skriver:

Søde Helene, det gør mig så ondt at du har mistet din mor.
Det må være så hårdt og så hjertes skærrende. Og jeg sendet dig alle mine tanker, men man kan kun håbe hu har ro nu og at hun er et bedre sted uden smerter osv.

Stort kram til dig og din familie søde.

Mange tak Sarah.

Ja hun er et bedre sted nu og gud ske tak og lov for det 

Rose <3 skriver:

Det gør mig rigtig ondt Helene, at du har mistet dig mor

Jeg sender dig og din familie styrkende og mange varme tanker!

 

Tak. Mange tak

Helene... Jeg er så ked af, at du og din mor har måtte sige farvel til hinanden så tidligt. 
Det er overhovedet ikke fair, når vores elskede bliver taget fra os, før de er færdige med at leve livet.
Men det er helt sikkert, at nu har hun fået fred. Det kan til tider være en (ringe) trøst, når savnet bliver for stort.

Dine børn kommer ikke til at huske din mor, så du må fortælle alle historierne om hende. Og mon ikke, at hun selv følger med, dér hvor hun er?

Jeg håber, at du og din familie finder lidt trøst i hinanden.
Jeg sender alle mine varmeste tanker og kram.

 

Ja desværre skulle vi sige farvel for hurtigt og for tidligt.

Nej det er ikk fair at alle de gode dør før tid og alle de "onde" ikke gør alle morderene og det.....

Det er faktisk en STOR trøst at vide hun har det godt nu, uden at ha ondt.

Hun har altid sagt når nogen døde: " at de nu var oppe i himlen og spillede ludo med en anden vi havde mistet."

Så lige nu hygger hun sig med sin hund, min morfar og oldemor´, farmor og farfar

Ni-ko-li-ne skriver:

åh nej sødeste Helene..... jeg er lidt tom for ord! er enig med dig i at verden er meget uretfærdig! den eneste trøst er at din mor nu ikke længere skal lide... hun har helt bestemt haft en svær tid og har kæmpet en brav kamp!

sender dig mange varme tanker og knus!

Ja, det er jo svært at vide hvad man skal sige.

Min søster sagde det så godt på vej hjem fra sygehuset i nat.

Da min morfar var død, "kom" min søster til i et selskab hun ikke helt kendte at sige det var godt at han var dø, for nu havde han det bedre. Hun fik også øjne af andre folk.

Men det er jo desværre rigtigt både med min morfar og nu. Min mor har det bedre nu, ingen smerter og ro. Så på en måde er det jo "godt" at hun er død. Det er måske jo svært for nogen at forstå hvis de ikke så hende til sidst og det IKKE kunne mere.

Men hun vidste vi var der og vi alle elskede hende.