TrineLærke skriver:
Min kæreste og jeg har hele tiden haft en fælles plan - denne plan gik ud på at Lærke IKKE skulle på en institution, men at hun skulle hjemmetrænes og være hjemme mens hun er på diæt.
Planen var også at vi skulle have en søster eller bror til Lærke, hvis det gik bedre med Lærke og det gør det, så vi er jo naturligvis begyndt - og manden mente endda at vi godt kunne begynde et par måneder før vi egentlig havde tænkt os det - så nu har vi forsøgt i 3 mdr.
Men vi har så har i weekenden fået kommunens tilbud om pasning i en specialbørnehave. Vi havde hele tiden sagt at det ville vi ikke og at jeg skulle være hjemme hos Lærke.
Nu kommer manden så og siger at han synes at vi skal sige ja til pasning, da han mener at jeg er blevet et meget negativt menneske (???????) og har brug for at lave andet (????????) end at være hjemme.
Han mener så at jeg skal starte fuld tid på skolen i stedet for fjernundervisning og så at vi dropper barn nr. 2.
Jeg forstår ham bare ikke? Han mente selv at vi var klar og at vi kunne begynde at prøve før tid og han glædede sig rigtig meget.
Jeg fik selvfølgelig mine forventninger op og blev lige så glad for at Lærke kunne få lov at opleve søskende og de kunne få lov at opleve hende .
Nu sidder jeg bare tilbage med en tom følelse, jeg ved at jeg ikke er gravid, da jeg lige har haft mens., men det gør så ondt!!
Jeg aner nu ikke hvad jeg skal stille op?
Nu mener han jo så at jeg bare skal acceptere at Lærke måske ikke når at få søskende og at de ikke når at se hende :'/
Kunne knække sammen og tude lige nu - jeg havde virkelig glædet mig og alt var bare i orden med kommunen, min TA, skolen og alt - og nu er alt bare knust! Igen ....
Du har min dybeste respekt! Jeg har selv en veninde som har et meget plejekrævende barn og de har bare kæmpe og kæmpet mod kommunuen fordi de ville passe ham selv. Det bliver fagfolkene ved med at sige: Det er der ingen forældre der kan holde til, men faktum er at han i en alder af 7 år, kan MEGET mere end de overhovedet forstår han kan, med den diagnose han har, -og det har han jo netop kunne lærer fordi han har været hjemme hos kærlige forældre og ikke professionelle pædagoger som ser det som et arbejde at passe ham og lære ham div. ting. Alt hvad min veninde har lært sin søn, har hun lært ham i kærlighed. Ja, det har været pisse hårdt, men hun er også nået langt!
Jeg kan godt forstå du ikke har lyst itl at sende din øjesten på institution!
Vi har 'almindelige' børn, men har også valgt at de skulle være hjemme hos mor mens de var små. For os vil det sige de første 3½år af deres liv. Jeg ville for intet i verden bytte den tid jeg har haft med vores børn for noget! INTET!!! Jeg synes vi har et absurt samfund, hvor det kun er professionelle der 'kan tage sig af børn', og at det faktum at man er MOR ikke betyder noget. Men vi har også taget nogle ture herhjemme mellem mig om min mand, hvor han pludselig synes det kunne være fedt hvis jeg også tjene lidt penge, og når alle andre nu får deres børn passet, så må det da være godt nok. (øh...hvad er det for et argument?? Alle fluer spiser lort, så derfor er lort godt at spise? eller hvad?).
At du så OVENI hjemme/institutioins diskussionen også skal have snakket om projekt lillebror/lillesøster lyder sindsyghårdt!
Spørg ham er mit bedste råd!
Hvorfor synes du hun skal i instituion?
Hvad ser du er positiv og negative sider ved det?
Hvordan synes du jeg har forandret mig?
hvad tror du det vil gøre ved mig, at jeg kom i fuldtidsarbejde?
hvordan vil det påvirke vores familieliv?
hvorffor vil du ikke have et barn mere?
er det bare nu eller altid?
osv. osv. Spørg spørg spørg, og hold så vidt muligt dine egen meninger og holdninger for dig selv. Når han så føler sig hørt, og forstået, så kan DU komme på banen!!! -og så kan i diskutere sammen!!
