Ihhh i er så heldige!

Enayia skriver:

Ihhh hvor er det dejligt når i viser jeres store og små guldklumper. Bliver så glad på jeres vegne. men hold op hvor bliver man ked af det når ikke man kan vise sin egen frem.

Det er så tabu når man har mistet et barn. Vi har også billeder af vores søn. Men jeg tør bare ikke vise dem til nogen rigtig... Frygten for nogle vil sige han er grim og væmmes ved ham. Ved jo godt man sagtens kan se han er død, og kroppen ikke er fin og lyserød som hos levende børn.

Men som enhver anden stolt mor ville man så gerne kunne vise sin baby frem. Vi syntes jo han var så smuk! Suuuuuuk

Jeg glæder mig bare så meget til vi skal til NF scanning og vi skal se for første gang den nye lille Bimmer eller Bimmerline. Men fuck jeg er bare såå bange.. bange for at komme derind og få endnu en forfærdelig besked om min lille Blob er syg eller hjertet ikke slår.

Jeg håber bare og beder hver dag for den kommer ud rask og i live.

Men selvom det er svært, så glæder jeg mig bare så meget til at se den, og vise jer alle sammen billederne, som en stolt mor!

Ville egentlig ikke så meget med mit indlæg. Jeg håber nogle vil sende os en lillebitte tanke d. 23 

Knus Enayia

Hej med dig

Allerførst vil jeg gerne kondolere tabet af din søn, det må jo være den største sorg nogen kan forestille sig.

Dertil kunne jeg også godt tænke mig, at høre din historie angående din søn nu når du jo taler så åbent om ham. Hvor gammel var han da han døde og hvordan er i kommet igennem sorgen? Hvordan kommer man fra, at have tabt et barn og til at starte et nyt babyprojekt, er det ikke svært eller hvordan har du oplevet det?

Personligt forstår jeg ikke dit behov for, at lægge billeder af ham herind - ikke at jeg nogensinde har stået i din situation, heldigvis.... Men jeg forstår det bare ikke?

Endvidere ville jeg mene, at en side som baby.dk skal rumme mange ting, både dem med børn, dem der arbejder på sagerne og selvfølgelig også dem der har mistet - men når det er sagt ville jeg ikke bryde mig om, at sidde herinde og kigge på døde babybilleder. Ikke fordi jeg synes det er ulækkert eller væmmeligt men fordi jeg synes det er upassende og uetisk. Sådanne billeder vil påvirke os alle vildt forskelligt både på den ene og den anden måde - og deri ligger der et ansvar hvilket jeg ikke tror nogen har lyst til, at påtage sig.

Jeg håber ikke min udmelding lyder alt for hård, jeg siger blot min mening og skriver ret direkte for at undgå misforståelser.

qp

qp skriver:

Hej med dig

Allerførst vil jeg gerne kondolere tabet af din søn, det må jo være den største sorg nogen kan forestille sig.

Dertil kunne jeg også godt tænke mig, at høre din historie angående din søn nu når du jo taler så åbent om ham. Hvor gammel var han da han døde og hvordan er i kommet igennem sorgen? Hvordan kommer man fra, at have tabt et barn og til at starte et nyt babyprojekt, er det ikke svært eller hvordan har du oplevet det?

Personligt forstår jeg ikke dit behov for, at lægge billeder af ham herind - ikke at jeg nogensinde har stået i din situation, heldigvis.... Men jeg forstår det bare ikke?

Endvidere ville jeg mene, at en side som baby.dk skal rumme mange ting, både dem med børn, dem der arbejder på sagerne og selvfølgelig også dem der har mistet - men når det er sagt ville jeg ikke bryde mig om, at sidde herinde og kigge på døde babybilleder. Ikke fordi jeg synes det er ulækkert eller væmmeligt men fordi jeg synes det er upassende og uetisk. Sådanne billeder vil påvirke os alle vildt forskelligt både på den ene og den anden måde - og deri ligger der et ansvar hvilket jeg ikke tror nogen har lyst til, at påtage sig.

Jeg håber ikke min udmelding lyder alt for hård, jeg siger blot min mening og skriver ret direkte for at undgå misforståelser.

qp

hej Qp. Jeg mente nu ikke så meget de skulle ligges herind på siden, det er mere sådan generelt, med man gerne vil vise billeder til de nærmeste. Men det lød måske ikke sådan som jeg fik det formuleret. Bare det at kunne have fået lov at se ham vokse op, og vise hvor stolt man er. Men som jeg nævnte, så er det jo fordi man stadig er stolt af sit barn, selvom det er dødt. Den glæde man har af at blive mor, vil man gerne dele med andre. Men det kan man bare ikke. Det er det jeg syntes er så trist.

Jeg syntes ikke din mening var hård, når jeg ligger mine ord herind, ved jeg godt der kan komme meninger og respons. Jeg har lagt øre til ting der er meget værre, så det er da helt i orden. Jeg har skeivet om ham herinde før under mistet et barn. Det kan du evt læse der hvis du har lyst til det

Jamen det er svært at sætte ord på. Hvorfor vi valgte at blive gravide så hurtigt er der flere grunde til, både for og imod. Vi følte en kæmpe tomhed da vi mistede, og det værste var næsten at komme hjem, uden baby, og alle tingene stod klar.

Vi ved godt vi ikke får det samme barn tilbage, og det nye aldrig vil erstatte ham. Men ønsket om barn og familie er bare så stort. Det er derfor vi har handlet sådan som vi har gjort.

Det der kan stå lidt imod er selfølgelig at den nye graviditet kan forstærke sorgen. Man er ekstra bange, og meget nervøs, Men det tror jeg de fleste ville være uanset hvor lang tid de ventede.

For mig personligt, har det givet mig lysten til livet tilbage, noget positivt at glæde mig til og se frem til.

Knus Enayia

Enayia skriver:

hej Qp. Jeg mente nu ikke så meget de skulle ligges herind på siden, det er mere sådan generelt, med man gerne vil vise billeder til de nærmeste. Men det lød måske ikke sådan som jeg fik det formuleret. Bare det at kunne have fået lov at se ham vokse op, og vise hvor stolt man er. Men som jeg nævnte, så er det jo fordi man stadig er stolt af sit barn, selvom det er dødt. Den glæde man har af at blive mor, vil man gerne dele med andre. Men det kan man bare ikke. Det er det jeg syntes er så trist.

Jeg syntes ikke din mening var hård, når jeg ligger mine ord herind, ved jeg godt der kan komme meninger og respons. Jeg har lagt øre til ting der er meget værre, så det er da helt i orden. Jeg har skeivet om ham herinde før under mistet et barn. Det kan du evt læse der hvis du har lyst til det

Jamen det er svært at sætte ord på. Hvorfor vi valgte at blive gravide så hurtigt er der flere grunde til, både for og imod. Vi følte en kæmpe tomhed da vi mistede, og det værste var næsten at komme hjem, uden baby, og alle tingene stod klar.

Vi ved godt vi ikke får det samme barn tilbage, og det nye aldrig vil erstatte ham. Men ønsket om barn og familie er bare så stort. Det er derfor vi har handlet sådan som vi har gjort.

Det der kan stå lidt imod er selfølgelig at den nye graviditet kan forstærke sorgen. Man er ekstra bange, og meget nervøs, Men det tror jeg de fleste ville være uanset hvor lang tid de ventede.

For mig personligt, har det givet mig lysten til livet tilbage, noget positivt at glæde mig til og se frem til.

Knus Enayia

 

 

Tak for dit svar, jeg vil læse din historie fluks

Jeg kunne hellere ikke helt forstå det med billederne, men det du skriver giver helt sikkert mening. Jeg læste blot det du skrev mht. at lægge billeder af ham ud samtidig med, at du også gjorde noget ud af at forklare hvordan han ser ud og skrev, at man kunne se han var død - derfor forstod jeg det som jeg gjorde

Jeg synes dog, at det er super flot at i er nået dertil hvor i er i dag - man har jo kun et liv og det må man trods alt forsøge, at få det bedste ud af uanset hvad.

Held og lykke med det hele...

qp skriver:

Tak for dit svar, jeg vil læse din historie fluks

Jeg kunne hellere ikke helt forstå det med billederne, men det du skriver giver helt sikkert mening. Jeg læste blot det du skrev mht. at lægge billeder af ham ud samtidig med, at du også gjorde noget ud af at forklare hvordan han ser ud og skrev, at man kunne se han var død - derfor forstod jeg det som jeg gjorde

Jeg synes dog, at det er super flot at i er nået dertil hvor i er i dag - man har jo kun et liv og det må man trods alt forsøge, at få det bedste ud af uanset hvad.

Held og lykke med det hele...

Hej igen og tak for dit svar.

De billeder jeg talte om er nogle som blev taget på sygehuset, altså rigtige almindelige fotos der er blevet fremkaldt (eller hvordan jeg nu skal forklare det)

Dem ville jeg så aldrig ligge på nettet! Vi har naturligvis også nogle lidt mere diskrete billeder. Digitale.

Jeg har ikke et stort behov for at vise disse billeder på nettet, men inderst inde har man jo en lille følelse af man så gerne ville have vist sit barn og spørge, er han ikke dejlig. Netop også som jeg kunne have gjort hvis han var levende.

Faktisk tænker man ufattelig meget over andres følelser når man har mistet, man er hele tiden påpasselig for ikke at såre andre.

F.eks var vi en dag med bussen, her hvor vi bor taler man meget med andre, bla også buschauførren. Han vidste så ikke hvad der var sket, og spurgte, da vi skulle af, nå nu er det snart tid hva?

Jeg stortudede bare og stormede ud af bussen. Jeg fik simpelhen så dårlig samvittighed over for den stakkels mand over min reaktion, at jeg spekulerede mit lille hovede til døde. Der efter følte jeg en stor træng til at undskylde til ham, for det kunne han naturligvis ikke vide. Sådan har man det tit, de folk der kommer til at få en til at gæde, dem kan man få stærke skyldfølelser over for.

Det er lidt det samme med billeder. Man vil gerne vise de nærmeste sin søn, men det tør man ikke. Man er bange for at støde dem, gøre dem kede af det, og så er man også bange for de skal synes ens barn er grimt.

Knus Enayia

Enayia skriver:

Hej igen og tak for dit svar.

De billeder jeg talte om er nogle som blev taget på sygehuset, altså rigtige almindelige fotos der er blevet fremkaldt (eller hvordan jeg nu skal forklare det)

Dem ville jeg så aldrig ligge på nettet! Vi har naturligvis også nogle lidt mere diskrete billeder. Digitale.

Jeg har ikke et stort behov for at vise disse billeder på nettet, men inderst inde har man jo en lille følelse af man så gerne ville have vist sit barn og spørge, er han ikke dejlig. Netop også som jeg kunne have gjort hvis han var levende.

Faktisk tænker man ufattelig meget over andres følelser når man har mistet, man er hele tiden påpasselig for ikke at såre andre.

F.eks var vi en dag med bussen, her hvor vi bor taler man meget med andre, bla også buschauførren. Han vidste så ikke hvad der var sket, og spurgte, da vi skulle af, nå nu er det snart tid hva?

Jeg stortudede bare og stormede ud af bussen. Jeg fik simpelhen så dårlig samvittighed over for den stakkels mand over min reaktion, at jeg spekulerede mit lille hovede til døde. Der efter følte jeg en stor træng til at undskylde til ham, for det kunne han naturligvis ikke vide. Sådan har man det tit, de folk der kommer til at få en til at gæde, dem kan man få stærke skyldfølelser over for.

Det er lidt det samme med billeder. Man vil gerne vise de nærmeste sin søn, men det tør man ikke. Man er bange for at støde dem, gøre dem kede af det, og så er man også bange for de skal synes ens barn er grimt.

Knus Enayia

 

Ohh det kan jeg godt følge dig i, men du kunne evt spørge familiemedlemmer om de ville have lyst til, at se ham? - Og dertil tilføje, at du godt kan forstå hvis de afviser...

Var det min søster el anden familiemedlem der spurgte mig, ville jeg med glæde se på deres fotos, det gør måske også at man kommer tættere på hinanden, bliver bedre til at forstå hvad i har været igennem o.l.

er bare så glad på jeres vejne der er en lille ny på vej og jeg er frygtelig ked af at i har mistet et barn kan slet ikke forstille mig hvor ondt det ville gøre...

og forstår godt du har den følelse af du gerne ville vise os din lille guldklump.... men glæder mig til du har været til scanning så vi kan høre hvor dejlig den har det og glæder mig til den da du kan vise os din dejlig lille baby

Rigtigt mange krammer her fra

Det må være ganske forfærdeligt at opleve den sorg i har været/er igennem....

Jeg kan sagtens sætte mig ind i dine tanker om at vise jeres barn frem... sådan har alle stolte nybagte mødre det...

Jeg sender dig en masse varme tanker

Hilsen Tina (moster til en lille smuk engle-niece)

_{Jeg vil ikke påstår jeg forstår hvad du føler, for jeg har ikkeoplevet det samme. Men jeg kan godt forstå dit behov for at være MOR for nogen. Og at i er stolte over at have været forældre  på en anden måde end os andre.}

_{Men det er jo svært, ikke at det er tabu, det er det ikke, men vi med levende børn ville ikke kunne tåle at se sådanne billeder uden at få kvalme og have lyst til at tude. Jeg kunne ikke i hvert fald. Så selv om jeg fotstår din træg til at dele, er jeg oven i taknemmelig over at du ikke gør det uden lige.}

_{Sådan noget ville ramme mig alt for dybt.}

_{Men jeg glæder mig da over at endnu en er på vej, ikke så i kan glemme jeres engel, for det skal i aldrig, men for at huske og glædes ved de levende:-)}

_{Og selvfølgelig må i dele historier og følelser med alle andre lige som alle adnre, om både det ene og andet barn:-)}

jeg har altid syntes det var enormt stærkt af dig, at du kunne holde ud at være herinde efter det i oplevede. men jeg ved også godt, at nogle gange er det kun sådanne steder som her, hvor man kan være delvist anonym (eller helt anonym, hvis man virkelig vil) at man kan få afløb for alle de følelser der er i een efter sådan et tab.

du skal i hvert fald have et kæmpe kram  og JO jeg vil rigtig gerne sende jer tanker og krydsede fingre den 23.   jeg er sikker på det bliver en rigtig rigtig god dag, hvor I får lov at se en helt sund og rask baby!