Tjuhl skriver:
Nogle gange så føles det som om at alt det jeg så møjsommeligt har siddet og bygget op falder helt sammen med et kæmpebrag indeni. bare sådan fra det ene øjeblik til det andet. og jeg kan ikke rigtig sætter en finger på udløseren eller endda helt præcist forklare hvad det er der falder sammen, det er bare en hel masse skuddermudder oveni hinanden der vælter ned over mig og så står man der med en avis over hovedet og føler sig temmelig dum at tro at man kan nå tørskoet hjem!
jeg måtte lige her til aften kravle op under dynen og bare hulke. jeg tror ikke jeg er helt færdig endnu, faktisk...
nogle gange så føles det bare som verdens mest idiotiske ide at vi skal have et barn. hvad bilder jeg mig ind, at jeg kan sætte et barn i verden og beskytte det fra alle de dumme ting jeg ikke blev beskyttet for? hvad nu hvis jeg overhovedet ikke er anderledes end min mor og jeg også bare lister af når jeg har en grædende teenager i huset, eller siger "hold din mund med de grimme ting!" hvis mit barn prøver at fortælle mig noget, eller jeg om tyve år blankt afviser at noget kunne være min skyld? hvad nu hvis min far finder ud af hvem mine børn er? eller en anden som vil gøre dem ondt? hvis jeg får en datter hvordan skal jeg så beskytte hende fra at opleve seksuelle situationer som hun ikke vil være i når jeg ikke engang helt rigtig for alvor har fundet ud af hvordan man undgår dem, men "kun" fundet en mand der ikke udsætter mig for dem? og hvis jeg får en søn hvordan skal jeg så lære ham, at man ikke må presse nogen til at gøre som man vil bare fordi man er fysisk stærkere end dem?
nogle gange føles det lidt som om det her barn kommer imellem mig og Søren. så bruger jeg en hel dag på at ignorere sparkene og sidder bare som den kæmpe egoist jeg åbenbart er og tænker, at når det her barn bliver født, så er der en i verden Søren elsker mere end mig. og så blir jeg rigtig bange for at han måske helt glemmer, at han også elsker mig. så ryger feministen over bord og jeg tænker bare, at hvis jeg mister ham, så mister jeg ALT hvad der nogensinde har gjort mig lykkelig.
nogle gange så tænker jeg, at jeg overhovedet ikke kan tage mig af et andet lille menneske fordi jeg ved ikke hvad det er at "blive taget af".
og så kommer Søren listende op og lægger sig ved siden af mig i sengen og kigger på mig med store, bange øjne og siger "selv når du græder er du verdens smukkeste kvinde" og kysser mig på albuen inden han fortsætter "jeg kan ikke rigtig forstå hvorfor du er så ked af det, jeg elsker dig jo og vi skal have en baby og der er slet ikke noget at være ked af, hvis du spørger mig" og så smiler han på en måde der skal overbevise mig om, at jeg også burde smile og så kommer jeg bare til at græde endnu mere, for jeg kan slet slet ikke få mig selv til at sige til ham, at nogle gange har jeg bare lyst til at løbe skrigende væk fra alt hvad vi har sammen og skal have sammen fordi jeg er så pissebange for, at jeg er blevet så pissehamrende ødelagt af de mennesker der vel også en gang har ligget og snakket om hvor meget de glædede sig til at JEG kom til verden, at jeg ikke er sikker på jeg kan gøre tingene anderledes end dem.
Mine første tanker for jeg læser svarene.
Det ville være godt at fortælle Søren hvordan du har det og hvad du tænker. Hvis han er så dejligt som du skriver han er, vile han lytte til dig.
Jeg vil sige at det du har været udsat for, vil gøre dig til en bedre mor. Jeg vil sige at ved at du tænker de tanker, at du bekymre dig om dit barn og vil beskytte det mod alt.
