KOnfirmation og tro på gud?

Jeg blev konfirmeret. Jeg havde gået i kristen ungdomsklub i 4 år og vidste en del om biblen og det kristne budskab, da jeg havde haft bibel undervisning, hver uge i klubben. MEN - jeg var slet ikke afklaret, om det var min tro eller ej.

Jeg blev konfirmeret og kort tid efter fravalgte jeg fuldstændig kristendommen, da den ikke svarer til mine menneskelige værdier. Altså - at der er for mange ting jeg ikke kan stå indefor i forhold til den måde, man skal gøre tingene i forhold til kristendommen.

Jeg har fortrudt meget at jeg blev konfirmeret, da det er helt forkert for mig. Jeg er måske en person der ligger mere i det end andre. Mine forældre lagde helt beslutningen på min side og sagde at jeg skulle vælge selv, men festen blev det samme.

Jeg gik i mange år og ikke har bekendt mig til tro, men de sidste 10 år, har jeg bekendt mig til asatro. Ikke fordi jeg tror at det er Thor der kører over himlen, når det tordner, men fordi jeg kan relatere mig til menneskesynet, livsopfattelse og de kræfter og energier der ligger i naturen, mine guder og den måde at anskue tingene på. Vi opdrager ikke Idun til at tro på hverken asatro, kristendommen eller andet, men vi opdrager hende naturligvis med vores livs og menneskesyn, som er præget af den måde vi lever og tror på. Hun er i øjeblikket meget interesseret i og omkring kristendommen og jesus, da det er det de fleste hun kender, bliver opdraget i. Jeg prøver at forklare hende tingene så godt jeg kan, men det er godtnok svært at forklare højfilosofi for en pige på 6 år, der bliver SÅ ked af det, når hun ikke kan forstå det...

Men hun har besluttet at hun gerne vil lære ham der jesus at kende, så hun også kender ham. Når hun han blev kortsluttet for de andres skyld hehe. - Så forklarede jeg hende at han blev korsfæstet og ikke kortsluttet, så hun siger hun at han blev korset... mmm... mkay så!!!

Og igår havde vi en laaaaaaang snak i bilen om synd og syndsforladelse og hvorfor han blev 'kortsluttet', men det er GODTNOK svært, når der stadig er så mange begræber hun ikke forstår og man så skal forklare hvert eneste begreb også!!... mmm.

Men altså for at opsummere et laaaaaaaaaaangt langt svar til spørgsmålet, så ja - jeg mener det er vigtigt at man tror eller ikke tror på gud, når man bliver eller ikke bliver konfirmeret. HVis man ikke er afklaret mener jeg at man skal vente. Det er i øvrigt også et mega dumt tidspunkt, fordi alle tankerne og hormonerne kører rundt i skallen på én, når man er 13-14 år.

Håber det gav mening.

jeg er ikke døbt og ikke konfirmeret og ikke viet i en kirke osv osv.

Jeg tror ikek på nogen gud og jeg ønsker ikke at stå og sige at jeg vil leve op til guds krav når jeg tor han er en fis i en hornlygte og aldrig har eller vil findes. Jeg var den ene ud af 2 i klassen der ikke blev det og det var ikke hårdt. Jeg var med til blå mandag alligevel med en veninde, for det handlede ikke om at være konfirmand men om en hyggelig dag.

Jeg fik en lille fest da jeg blev 15 i stedet for, så det synes vi hellere vi ville fejre i stedet for noget ingen i familien tror på.Så fik da også lidt gaver og penge at hygge mig med lige som alle konfirmanderne. Følte mig aldrig udenfor og har kun været glad for mit fravalg af en trosretning.

Jeg har et håb om at mine børn heller ikke skal døbes, netop fordi det med tradition ikke er nok for mig. Min mand blev kun døbt fordi det var tradition i hans familie og han tror ikke på gud og vil aldrig gøre det. Så her vil jeg give mine børn valget naturligvis, men fortælle dem at jeg selv har fravlagt det og hvorfor og at det er ok at man ikke bare følger fiskestimen hvis man ønsker noget andet.

Men alt i alt er det børnenes eget valg, men mon ikke de bliver præget i begge retninger af familie og skole og venner.

Jeg synes i hvert fald jeg var voksen nok til at fravælge en tro jeg ikke havde lyst til at bekræfte på nogen måde. Og jeg er da siker på mine børn vil være voksne nok til at gøre det samme hvis de øsnker det....eller blive konfirmeret hvis det er det de brænder for.

Jeg tror ikke rigtig jeg var kommet frem til hvad jeg troede på i den alder, så jeg fulgte bare flokken og blev konfirmeret.

Siden har jeg dog overvejet det meget i forbindelse med bryllup og dåb og er kommet frem til at kirken er en rigtig god tradition og ramme omkring det at fejre stor ting i livet som et nyt liv, det at blive voksen, at bekræfte ens kærlighed og det at sige farvel.

Så nu benytter jeg kirken med god samvittighed og på min egen måde og så tænker jeg ikke så meget over hvorvidt jeg er kristen eller ej.

kan du ikke støtte din søn i hans valg og vise ham respekten for at han har taget stilling ved at aige : fair  nok du ikke tror det fejrer vi sku med en fest!

Så får han det hans kammerater får uden at han skal lyve og gå imod sin egen overbevisning.

Det ER da værd at fejre at ens pode er så sej og har så meget selvtillid at de TØR sige fra!

Jeg er ikke døbt og konfirmeret, men tog stilling til det! Sang bla. i kirkekoret en overgang så har virkelig været i kirken og hørt alle fortællingerne.

Valget har jeg givet videre til mine børn, og den store valgte også fra. Det tog ham 1 år at finde ud af hvad han ville, og vi snakkede meget om tro, kirke, religioner, og hvad det betød perrsonligt osv, men han traf selv valget og det fejrede vi så.

Hvorfor skal der kun være fest hvis man har været i kirken?? Hvad er der at fejre hvis ungerne har været i kirken og BEKENDE deres kristne tro, men reelt har løjet fordi de slet ikke tror??

Ja jeg synes at hvis man skal konfirmeres og bekende sin kristne tro så skal man også mene det..ellers er det jo ikke en pind værd og jeg synes det er noget fis at mange unge SKAL i kirken for at få festen.

:-) Sisse

ladydan1 skriver:

kan du ikke støtte din søn i hans valg og vise ham respekten for at han har taget stilling ved at aige : fair  nok du ikke tror det fejrer vi sku med en fest!

Så får han det hans kammerater får uden at han skal lyve og gå imod sin egen overbevisning.

Det ER da værd at fejre at ens pode er så sej og har så meget selvtillid at de TØR sige fra!

Jeg er ikke døbt og konfirmeret, men tog stilling til det! Sang bla. i kirkekoret en overgang så har virkelig været i kirken og hørt alle fortællingerne.

Valget har jeg givet videre til mine børn, og den store valgte også fra. Det tog ham 1 år at finde ud af hvad han ville, og vi snakkede meget om tro, kirke, religioner, og hvad det betød perrsonligt osv, men han traf selv valget og det fejrede vi så.

Hvorfor skal der kun være fest hvis man har været i kirken?? Hvad er der at fejre hvis ungerne har været i kirken og BEKENDE deres kristne tro, men reelt har løjet fordi de slet ikke tror??

Ja jeg synes at hvis man skal konfirmeres og bekende sin kristne tro så skal man også mene det..ellers er det jo ikke en pind værd og jeg synes det er noget fis at mange unge SKAL i kirken for at få festen.

:-) Sisse

Det er præcis hvad jeg har valgt og jeg er stolt af ham...og så holder vi bare en stor 14 års fødselsdag...

Tak for dit svar... og det er nemlig sundt og rigtigt at tage stilling..

Yrsa skriver:

Tror som det har været en del af det i mange år...men med tiden har folk eller nogen jo fået flere penge og så er det acceleret...men det er jo et valg man kan tage som familie om hvor vildt det skal være Min konfirmation var meget nede på jorden.

Lidt ærgeligt man ikke kan blive borgerligt konfirmeret mere, men sådan er det jo bare...

Min søn får en stor fødselsdag og det bliver med præcis de samme som ellers skulle have været med...bare lidt mere at fejre ved en fødselsdag måske... da det jo er hans dag..

Ja, jeg ved godt det har været sådan i mange år... I vores klasse var det nærmest en konkurrence om hvem der havde fået den største fest, gaver osv.

Min fest var osse meget nede på jorden. Jeg bryder mig slet ikke om at blive fejret, og har aldrig brudt mig om det...

Men jeg kan godt lide, at I vælger en stor fest på hans fødselsdag i stedet for på dagen, hvor de andre konfirmeres... Men altså folk, skal da selvfølgelig gøre som de har lyst til...

ladydan1 skriver:

kan du ikke støtte din søn i hans valg og vise ham respekten for at han har taget stilling ved at aige : fair  nok du ikke tror det fejrer vi sku med en fest!

Så får han det hans kammerater får uden at han skal lyve og gå imod sin egen overbevisning.

Det ER da værd at fejre at ens pode er så sej og har så meget selvtillid at de TØR sige fra!

Jeg er ikke døbt og konfirmeret, men tog stilling til det! Sang bla. i kirkekoret en overgang så har virkelig været i kirken og hørt alle fortællingerne.

Valget har jeg givet videre til mine børn, og den store valgte også fra. Det tog ham 1 år at finde ud af hvad han ville, og vi snakkede meget om tro, kirke, religioner, og hvad det betød perrsonligt osv, men han traf selv valget og det fejrede vi så.

Hvorfor skal der kun være fest hvis man har været i kirken?? Hvad er der at fejre hvis ungerne har været i kirken og BEKENDE deres kristne tro, men reelt har løjet fordi de slet ikke tror??

Ja jeg synes at hvis man skal konfirmeres og bekende sin kristne tro så skal man også mene det..ellers er det jo ikke en pind værd og jeg synes det er noget fis at mange unge SKAL i kirken for at få festen.

:-) Sisse

Hahaha, der har jeg det lige omvendt... Hvis der ingen fest er uanset om man bliver konfirmeret eller ej, så behøver man jo heller ikke lyve om sin tro...

tb skriver:

jeg tror ærlig talt at det er de færreste børn der bliver konfirmeret den dag i dag fordi de tror på gud... tror mere det er fordi det er en tradition og det er noget alle de andre os bliver..  tror os det er svært for mange børn i den alder at vurderer om de nu os tror på gud.. tror først det er noget der kommer senere i voksenlivet..

så jeg vil da sige, at hvis han gerne vil konfirmeres og du os er ok med det, så hvorfor ikke??

men bare min mening

kh tina

Jeg respekterer selvfølgelig mine børns valg...men han vil ikke konfirmeres og det eneste der måske nu her efter jeg har talt med ham kan bekymre mig, er at han fortryder, men det lyder bestemt ikke sådan...så jeg har sagt til ham jeg synes det er flot og meget modent at han kan sige fra og ikke mindst er i stand til at forholde sig til hvad han vil og ikke vil, uden bare at følge strømmen.

Jeppe har en kammerat med hjem nu og han skal konfirmeres for ellers får han ingen fest...og det synes jeg er synd, hvis barnet egentlig ike gider det troende og kirkelige omkring det...

Yrsa skriver:

Jeg respekterer selvfølgelig mine børns valg...men han vil ikke konfirmeres og det eneste der måske nu her efter jeg har talt med ham kan bekymre mig, er at han fortryder, men det lyder bestemt ikke sådan...så jeg har sagt til ham jeg synes det er flot og meget modent at han kan sige fra og ikke mindst er i stand til at forholde sig til hvad han vil og ikke vil, uden bare at følge strømmen.

Jeppe har en kammerat med hjem nu og han skal konfirmeres for ellers får han ingen fest...og det synes jeg er synd, hvis barnet egentlig ike gider det troende og kirkelige omkring det...

ja, jeg synes os det er kanon flot af ham at han tør 'gå mod strømmen' og ikke bare gør som de andre fordi sådan gør man.. det lover da godt, også ude i fremtiden, at han allerede nu er så målbevidst eller hvad kalder man det

kh tina

Yrsa skriver:

Meget enig...og måske man skulle rykke konfirmationen aldersmæssigt så de var bedre rustet til at tage en beslutning.

Beslutningen er taget her, der bliver ikke meldt til konfirmationsundervisning og jeg er stolt af min søn har taget stilling...det er der mange mennesker der aldrig lærer at gøre...man skal ikke bare følge strømmen for at gøre det og netop det har jeg jo håbet jeg kunne lære mine børn...