KOnfirmation og tro på gud?

Skal man tro på Gud for at blive konfirmeret, er det ok at børn konfirmeres uden at tro og hvad valgte I selv...jer der blev, var det fordi i havde en overbevisning omkring den kristne tro og jer der ikke blev, var det fordi I ikke var døbt og dermed bare fulgte det eller var det fordi I havde overvejet hvad det var I gik ind til og dermed valgte fra?

Jeg har en søn der skal konfirmeres til næste år og senest i morgen skal jeg melde ham til...han tror ikke og siger at så kan han jo ikke blive konfirmeret og jeg ved han egentlig er ked af det for han vil jo gerne alt det vennerne skal igennem med fest osv og ikke bare en 14 års fødselsdag..

Hvad mener I og hvordan skal jeg støtte...skal jeg bare sige at fint du tror ikke, så skal du da heller ikke igennem det cirkus eller skal jeg sige at han bare kan gøre det og så vælge til og fra når han er voksen?

jeg tror ærlig talt at det er de færreste børn der bliver konfirmeret den dag i dag fordi de tror på gud... tror mere det er fordi det er en tradition og det er noget alle de andre os bliver..  tror os det er svært for mange børn i den alder at vurderer om de nu os tror på gud.. tror først det er noget der kommer senere i voksenlivet..

så jeg vil da sige, at hvis han gerne vil konfirmeres og du os er ok med det, så hvorfor ikke??

men bare min mening

kh tina

jeg troede heller ikke på gud men blev da konfirmeret der var ikke en i min klasse der troede på gud det er der ikke mange børn der gør overhovede.... men jeg gød da af gå op af gulvet med mine venner det var en kæmpe oplevelse og festen med familien bagefter i mit fine tøj nej det var ikke bare en fest men noget helt særligt i mit hjerte.... og ja man fik masser af gaver men i mine øjne er det kun en bonus... for bare se alle i min klasse dengang se dem glad i øjne og tænke yes nu er vi sku konfirmeret vi må mere vi er blevet lidt mere voksen det er man nu ikke men følelsen... ved ikke om du kunne bruge det lidt..

tb skriver:

jeg tror ærlig talt at det er de færreste børn der bliver konfirmeret den dag i dag fordi de tror på gud... tror mere det er fordi det er en tradition og det er noget alle de andre os bliver..  tror os det er svært for mange børn i den alder at vurderer om de nu os tror på gud.. tror først det er noget der kommer senere i voksenlivet..

så jeg vil da sige, at hvis han gerne vil konfirmeres og du os er ok med det, så hvorfor ikke??

men bare min mening

kh tina

Jamen, jeg er helt enig...selvfølgelig gør de ikke det...men altså, jeg har en søn der har taget stilling og som altid har sagt han ikke vil..det sidste år har han dog været i tvivl....nu talte jeg lige med ham her inden han gik og snakkede om det med at lære vers, tage til gudstjenester, undervises hver uge af en præst og skulle op i kirken og sige man tror og det vil han ikke...han tror ikke og vil ikke sidde og høre på alt det!!

Må indrømme jeg har dyb respekt for hans valg og ville ønske jeg selv var der hvor han er nu da jeg var på den alder...men indeni mig er jeg bange for han fortryder når alle de andre skal gå til det og skal på andendagstur osv...omvendt kender jeg ham godt nok til at vide han ikke har problemer med at stå ved det han mener og skille sig ud...

Så måske jeg bare skal være glad ved han forholder sig til hvad det indebærer...

Yrsa skriver:

Skal man tro på Gud for at blive konfirmeret, er det ok at børn konfirmeres uden at tro og hvad valgte I selv...jer der blev, var det fordi i havde en overbevisning omkring den kristne tro og jer der ikke blev, var det fordi I ikke var døbt og dermed bare fulgte det eller var det fordi I havde overvejet hvad det var I gik ind til og dermed valgte fra?

Jeg har en søn der skal konfirmeres til næste år og senest i morgen skal jeg melde ham til...han tror ikke og siger at så kan han jo ikke blive konfirmeret og jeg ved han egentlig er ked af det for han vil jo gerne alt det vennerne skal igennem med fest osv og ikke bare en 14 års fødselsdag..

Hvad mener I og hvordan skal jeg støtte...skal jeg bare sige at fint du tror ikke, så skal du da heller ikke igennem det cirkus eller skal jeg sige at han bare kan gøre det og så vælge til og fra når han er voksen?

Jeg er selv blever konfirmeret. Og min søn er døbt. Men det er ikke fordi at vi er stærkt troende overhovedet. For mig handler det om at have et sted hvor man hører til, hvor man kan komme når man har lyst eller behov for det. For mig var det en stor ting at stå i kirken på min konfirmationsdag, og selv tage beslutningen om at her vil jeg gerne høre til, og så var der jo også festen bagefter.

Jeg ville nok melde ham til, og så lade ham tage den endelige beslutning senere. Man kan vel godt melde dem fra præst igen, hvis han føler at det slet ikke er noget han kan stå inde for eller har lyst til.

Altså min holdning er at der er meget andet i det end at tro på gud. Jeg tror ikke på Gud men jeg tror på de kristne værdier. Jeg går ikke i kirke, men er både døbt, konfirmeret og gift i kirken, og min søn er også døbt.

Men det jeg mener er at din søn jo nok også tror på de kristne værdier (sagt uden at kende ham) At han tror vel på at man skal behandle andre godt og alt det her. Og så mener jeg han er kristen "nok" Hvis du forstår. Ellers synes jeg nu os man skal konfirmeres hvis man ønsker det uanset om man tror eller ej, det er en tradition, og i skridt ind i "de voksnes rækker"

Benjamin09 skriver:

Jeg er selv blever konfirmeret. Og min søn er døbt. Men det er ikke fordi at vi er stærkt troende overhovedet. For mig handler det om at have et sted hvor man hører til, hvor man kan komme når man har lyst eller behov for det. For mig var det en stor ting at stå i kirken på min konfirmationsdag, og selv tage beslutningen om at her vil jeg gerne høre til, og så var der jo også festen bagefter.

Jeg ville nok melde ham til, og så lade ham tage den endelige beslutning senere. Man kan vel godt melde dem fra præst igen, hvis han føler at det slet ikke er noget han kan stå inde for eller har lyst til.

Jo, men er det så ikke mere alle os der bare er medlem uden at tro der er lidt forkert på den..

Jeg melder ham ikke til noget han er imod....jeg respekterer hans valg, og hvis han fortryder er det som nok først til foråret.

Personligt synes jeg det er noget fis det der med at blive døbt/konfirmeret/viet i kirke pga tradition og ikke fordi man tror på gud. Jeg er dog både døbt og konfirmeret fordi mine forældre valgte at det skulle vi. Jeg er gift på rådhuset fordi jeg ikke tror på gud, og kunne jeg selv have valgt idag så ville jeg ikke være bleven døbt eller konfirmeret.

Vores søn er ikke blevet døbt af den grund at hverken jeg eller min mand tror på gud, så jeg nægter at stå og sige ja til gud på hans vejne når vi ikke selv tror på gud. Hvis Lauritz en dag kommer og siger til mig at han tror på gud og vil konfirmeres af den grund så får han da lov at blive konfirmeret, og hvis ikke så holder vi en fest for ham istedet for.

Mine drenge er begge konfirmeret og de tror ikke på gud, de er uden tvivl blevet konfirmeret for festens skyld og ikke andet. Jeg blev konfirmeret af samme årsag og mine børn er døbt, fordi det "gør man". Havde de valgt ikke at blive konfirmeret, så var der heller ikke en fest. Jeg kan på ingen måde se, hvorfor man holder en non-firmation

Jeg ville, som du, helt klart respektere mit barns valg.

Moar'en skriver:

Altså min holdning er at der er meget andet i det end at tro på gud. Jeg tror ikke på Gud men jeg tror på de kristne værdier. Jeg går ikke i kirke, men er både døbt, konfirmeret og gift i kirken, og min søn er også døbt.

Men det jeg mener er at din søn jo nok også tror på de kristne værdier (sagt uden at kende ham) At han tror vel på at man skal behandle andre godt og alt det her. Og så mener jeg han er kristen "nok" Hvis du forstår. Ellers synes jeg nu os man skal konfirmeres hvis man ønsker det uanset om man tror eller ej, det er en tradition, og i skridt ind i "de voksnes rækker"

Men det tror jeg da de fleste mennesker går ind for., kristne eller ej...