Det med at få nr 2....

Daj eg læste dit indlæg med at spædbørn siger dig ingenting, skulle jeg lige ind og se hvornår din datter er fra. Kan se hun er 1 år og en 4 månederes tid ygre end min datter oeg ja det er nok først for 2 måneder siden eg er begyndt og kan sige at spædbørn ser søde ud, inden det har jeg overhovedet ikke fundet dem særlig kønne eller søde eller rykket i noget som helt, men det ændre sig lige pludselig - så bare vent og se

Nu siger jeg det som jeg mener, så håber jeg ikke jeg træder alt for meget på nogen herinde.. Jeg synes folk er egoistiske når de vælger at få et barn.  Som en skrev har de ingen at dele de forskellige højtider med, ingen at hygge sig med på ferie.. og værst, som den skal nævnes, den dag barnets forældre går bort, står man helt alene med det hele - i sådan en situation specielt, ville man ønskeen der kunne forstå hvor hårdt det er.  Jeg tror bare er mange enebørn der er træt af at høre " du er snot forkælet - du er jo enebarn" tror faktsik mange enebørn ville ønske de avde fået en søster eler bror - jeg kender i hvert fald et par stykker..

Men du skal selvfølgelig gøre hvad du finder rigtigt for dig.. jeg kan også kun sige - der er lææænge til 2012, du kan nå og ændre mening mange gange.  hvad tænker din kæreste/mand?
men jeg er sikker på du finder den løsning der passer dig bedst

du skal lige have et  med på vejen.

Findusinde skriver:

 

Nårh hvor er det et dejligt billede..

Ja, det er nok bedst at se tiden an.. Og bare nyde at jeg har en fuldstændig pragtfuld datter nu..

tusind tak 

det bedste er altid at følge sit hjerte og mærk efter om du er klar hvis ikke du er i fed 2012 jamen det kan da så være du er i 2013 altså så grundlagt behøver det hele ikke at være

held og lykke og nyd ene tiden med din skønne datter 

Nu siger jeg lige en hel masse som sikkert er meget tabu...

Jeg har altid tænkt at vi skulle have 2 børn, men efter Alfred er kommet, er vi begge næste 100% sikre på vi ikke vil have flere.

Han er snart 4 måneder og det har været så usandsynligt hårdt!!! Han skreg enormt meget de første 3 måneder - kolik agtigt. Jeg har været rigtig meget syg (er først blevet helt rask for 2 uger siden). Nu går det rigtig godt, men han er en meget krævende lille fyr, skal konstant stimuleres og har stadig ikke så meget rytme. Jeg lider stadig af massivt søvnunderskud... Vi har ikke fået nogen støtte fra familien, så vi står med det hele selv...

Jeg har det enormt svært med at få frarøvet min "frihed"... Rollen som mor har ikke været let for mig - og jeg føler ellers at det går godt på alle andre fronter af livet og at jeg generelt er en person med meget overskud!

Det er stadig meget svært at være mor, synes jeg - selvom der er 1000vis af gode stunder og vi elsker vores lille søn overalt på jorden!!!

Men jeg tror bare det har været så hårdt for os begge - min mand og jeg, at vi ikke magter flere børn. Jeg har endda overvejet at blive steriliseret....

Såeh ja, det var så helt ærligt lige i dag har jeg det sådan... Måske bliver det bedre i morgen...

Findusinde skriver:

Lige nøjagtig den kærlighed følte vi bare begge i går, da hun lå og puttede imellem os... Glemt var at hun ikke ville sove på eget værelse, glemt var ALT.. Hun lå og aede mig på kinden og nussede hendes far på armen... Puha, jeg blev bare SÅ rørt da jeg lå og kiggede på hende...

Jeg tror også helt bestemt at det er de børn man ikke får man fortryder.. Og jeg hader at fortryde! Så må vist håbe på at jeg blir skruk igen..

Ja men der er god tid, du skal nok få den følelse igen når det er tid. Jeg har bare valgt at tænke praktisk og mener at jalousien er mindre når aldersforskellen ikke er så stor, og vupti så var alle de rigtige følelser der alligevel

Men hvorfor skal hun dog ind på sit væelse, det er jo så hyggeligt mellem mor og far Phillip kommer stadig ind til os når han vågner, og jeg synes bare det er dejligt, vær glad for hun gider

baby2010 skriver:

Nu siger jeg lige en hel masse som sikkert er meget tabu...

Jeg har altid tænkt at vi skulle have 2 børn, men efter Alfred er kommet, er vi begge næste 100% sikre på vi ikke vil have flere.

Han er snart 4 måneder og det har været så usandsynligt hårdt!!! Han skreg enormt meget de første 3 måneder - kolik agtigt. Jeg har været rigtig meget syg (er først blevet helt rask for 2 uger siden). Nu går det rigtig godt, men han er en meget krævende lille fyr, skal konstant stimuleres og har stadig ikke så meget rytme. Jeg lider stadig af massivt søvnunderskud... Vi har ikke fået nogen støtte fra familien, så vi står med det hele selv...

Jeg har det enormt svært med at få frarøvet min "frihed"... Rollen som mor har ikke været let for mig - og jeg føler ellers at det går godt på alle andre fronter af livet og at jeg generelt er en person med meget overskud!

Det er stadig meget svært at være mor, synes jeg - selvom der er 1000vis af gode stunder og vi elsker vores lille søn overalt på jorden!!!

Men jeg tror bare det har været så hårdt for os begge - min mand og jeg, at vi ikke magter flere børn. Jeg har endda overvejet at blive steriliseret....

Såeh ja, det var så helt ærligt lige i dag har jeg det sådan... Måske bliver det bedre i morgen...

Puha sikke en mundfuld, kan sagtens sætte mig ind i at en hård start sætter babyplaner lidt på standby, men altså 4 måneder, uha bare vent til han tager de første skridt, eller sidder i sin højstol med en pizzasnegl og gumler fornøjet, eller når han selv kommer gående hen for at kysse mor. Puha bliver helt rørt men det er de øjeblikke man må samle på og det er dem der gør det det hele værd.

Mener bare pas nu på med ikke at tage den beslutning for hurtigt, og lad i det mindste muligheden være åben nogle år endnu. Når der bliver ro på kan det jo godt være i har fået det så meget på afstand at i føler overskud til at gøre det hele igen (det bliver jo ikke nødvendigvis ligeså hårdt anden gang).

Rigtig meget held og lykke og stort herfra.

Macaab skriver:

Præcis... Min svigerfar kiggede på min store mave en dag, og sagde lige pludselig:

Nu skal I ikke stoppe for tidligt... Jeg fortryder, vi ikke fik flere end tre.

Det har virkelig givet, især min mand, noget at tænke over, for han var vist nået til den konklusion, at det var den sidste der er på vej. (Mest af praktiske årsager, med flere end tre unger, kommer jo større bil osv.)

Så selvom man er blevet 60 år og har fået tre børn og tre børnebørn samt to mere i vente indenfor de næste 4 måneder, så kan man altså sidde tilbage og fortryde at man ikke selv fik flere... Det synes jeg er synd, og sådan vil jeg nødigt selv ende.

Det må være rigtig ærgerligt at sidde og se tilbage på. Men så må det også være endnu mere givende at se alle børnebørnene komme til verden og vokse op, det kan måske være et plaster på såret

Rigtig meget held og lykke med den forestående fødsel, bliver spændende at høre om

Jeg er enebarn selv og har ikke haft noget imod det. Det at man skal have en søskende for at dele ting med synes jeg er noget sludder. Som enebarn finder man jo bare nogle andre at dele tingene med.

Da vi havde fået Alexander gik der laaaaaaaang tid hvor jeg tænkte "Never, ever again!!!". Det havde simpelthen været så hårdt, og følte først jeg rigtigt kunne trække vejret igen da han var 8-10 mdr.

Nu er han 2,5 år og det sidste halve år har vi været klar til #2. Men det har taget lang tid at komme der til og det har da kun været efter lange overvejelser om hvad der var rigtigt for os som familie.

Og det med at være bange for ikke at have kærlighed nok til dem begge tror jeg er meget almindeligt. Jeg har selv spekuleret over det. Jeg elsker jo min søn af hele mit hjerte hvordan skal jeg så kunne rumme en mere. Det må være et af de helt store metafysiske mysterier, men tør godt garantere at du nok skal have kærlighed nok til endnu en hvis du beslutter dig for det!

Jeg synes du skal mærke efter hvordan du har det. Og fortælle din kæreste det og dine tanker for og imod. Der kan nå at ske meget inden 2012!

Eva - der selv venter #2 nu

baby2010 skriver:

Nu siger jeg lige en hel masse som sikkert er meget tabu...

Jeg har altid tænkt at vi skulle have 2 børn, men efter Alfred er kommet, er vi begge næste 100% sikre på vi ikke vil have flere.

Han er snart 4 måneder og det har været så usandsynligt hårdt!!! Han skreg enormt meget de første 3 måneder - kolik agtigt. Jeg har været rigtig meget syg (er først blevet helt rask for 2 uger siden). Nu går det rigtig godt, men han er en meget krævende lille fyr, skal konstant stimuleres og har stadig ikke så meget rytme. Jeg lider stadig af massivt søvnunderskud... Vi har ikke fået nogen støtte fra familien, så vi står med det hele selv...

Jeg har det enormt svært med at få frarøvet min "frihed"... Rollen som mor har ikke været let for mig - og jeg føler ellers at det går godt på alle andre fronter af livet og at jeg generelt er en person med meget overskud!

Det er stadig meget svært at være mor, synes jeg - selvom der er 1000vis af gode stunder og vi elsker vores lille søn overalt på jorden!!!

Men jeg tror bare det har været så hårdt for os begge - min mand og jeg, at vi ikke magter flere børn. Jeg har endda overvejet at blive steriliseret....

Såeh ja, det var så helt ærligt lige i dag har jeg det sådan... Måske bliver det bedre i morgen...

Åhr, søde du!! I har godt nok også haft en ualmindelig hård og brutal start!! jeg synes jeg har sagt det så mange gange i troen på at "nu MÅ det da være nok!!", men jeg siger det igen - jeg håber VIRKELIG at du nu er ovre alt det sygdom. For fanden hvor er det synd for dig. Det er da klart at alle de problemer I har haft sætte skår i glæden. Det har jo ikke noget at gøre med at man ikke elsker sit barn, men når der er så store og så vanskelige udfordringer hele tiden, så bliver det sgu bare lidt svært at mærke glæden og sin guldklump hele tiden. 

Det lyder dog som om det går bedre nu, og jeg håber ved gud at det varer ved 

Det er nok ikke lige nu du skal træffe endelig beslutning om flere børn - ej heller sterilisation.

Knus og mange tanker, Tina

Jeg har en lillebror der er 13år yngre end mig så vi er som sådan to enebørn der har glæde af hinanden alligevel. Men altså jge har været enebarn i mange år og har ikke lidt under det. Da mine forældre blev skilt (jeg var 23 og min lillebror 10) var vi rigtig glade for hinandens støtte. Men altså ingen af os er døde af ikke at have søskende. Men ja jeg sætter da enormt stor pris på ham her efter jeg er blevet voksen.

Jeg tænker også at jeg frygter nr 2 lidt. Også fordi vores datter er glad, nem og har et godt sovehjerte. Men jeg vil gerne have nr 2 og så må vi jo tage det som det kommer. Det der skrigeri går jo over. He he