Er der nogen med børn tæt efter hinanden???

Mine første 2 drenge er der kun 15 måneder imellem den ældste er født den 29/03-06 og den anden den 02/07-07. Og der har da været nogle hårde tider, men hvor har de meget glæde af hinandende får slåset en del, men de leger ellers bare godt sammen.

Og vi har lige fået en 3 oveni her den 12/02-10, og syntes bare det er blevet nemmere nu. Selvom man selvfølgelig ikke får sovet så meget med 3 drenge mellem 4 måneder og 4 år

Hej hej.

Først vil jeg sige, at når du nu er gravid, havde jeg også valgt at beholde det. Det er jo "kun" nr 2 barn.

Men men men... Jeg får bare aldrig 2 i rap igen (skal så slet ikke have flere børn, men du forstår)

Vi har 3 drenge. De store er der 20 mdr imellem og for vores vedkommende, var/er det bare ikke mere rosenrødt end med nr 2 og 3, hvor der er 4½ år imellem.

Jeg kan næsten ikke huske noget fra de 3 første år. Alt kørte næsten på samlebånd. Og udtrykket med: "De får GLÆDE af hinanden"... Ja det får næsten alle søskende da. Det hele handler jo om kemi.

Jeg personlig anbefaler ikke nogen af få børn i rap PGA min EGEN erfaring. Men når man nu er gravid, ville jeg ikke anbefale en abort. Har også prøvet det, og det er i hvert fald heller ikke sjovt.

Næhh... Tag du tyren ved hornene, få hvilet/sovet, læst og planlagt dig igennem en verden med 2-i-rap.

VH Kloster

- Der har erfaring med 2-i-rap og en "efternøler".

Hov... Glemte lige at skrive, at kærlighed har man til alle sine børn - uanset antal. Men tiden er man nødt til at dele med antallet.

Det var bare lige en besvarelse på, om du mon havde kærlighed nok til et barn mere. Og ja det har du. Men tiden til den lille ny skal jo deles. Der er stadig kun 24 timer i døgnet jo.

Jeg ville også sige, at nu at du er gravid ville det være syndt, at fjerne den lille. Men det er jo din beslutning. En ting er at det er HÅRDT, men en anden ting er om man kan eller ikke kan. Og man kan godt! Næsten alle vores mødre og bedstemødre kunne, hvorfor ikke os???? Jeg synes også, at man giver ALT for meget opmærksomhed til vores børn, especielt de første. Vi er hele tiden bange for at lave noget forkert, vi vil allesammen blive de bedste mødre, give masser af tryghed osv osv... Det er faktisk helt forkert. Jeg kunne mærke, da jeg fik nr2, at meget er noget "crap"  Nr2 nr3 og nr4 osv osv har det rigtigt godt uden alt den ekstrem opmærksomhed. Det kan jeg mærke nu. Og det er derfor det er så hårdt. Nu kan jeg se, at når den store feks er sulten og den lille er ked af det så siger jeg: du må godt få en banan nu eller vente lidt, du kan vælge. Og så er der skrig. Men jeg bliver rolig og så siger jeg det igen: nu skal lillebror puttes/skiftes/whatever, du må gerne få en banan nu og så spiser vi. Og til sidst forstå han og gerne vil være med sammen med os... Før ville jeg bare løbe af sted og lave mad for ham så hurtigt jeg kunne, for min lille pus skulle aldrig blive for sulten... forstå du mit point? Jeg er helt sikkert på, at du kan klare det. Min blev afleveret kl 09 og så hentet kl16, så jeg kunne også nå at lave lidt mad midt på dagen osv. Nu har han kortere dage, for lillebror skal ikke amme hele tiden og ikke længere er så koldt udenfor. Man skal bare være klart til nogle hårde timer, men man overlever altså.

Min ældste datter var 11 måneder, da jeg blev gravid igen.

Jeg tror det er normalt, at man bekymrer sig om, om det nu alligevel var/er for tidligt, at man skal være forældre igen.
Mange siger at det er synd for den ældste, at de så hurtigt skal dele deres forældres opmærksomhed. Men jeg er ikke enig i at det er SYND! ...Det handler bare om, at man som forældre er meget klar over det, at børnene er tæt aldersmæssigt, men stadig har to forskellige behov. Og at far og mor skiftes lidt til, at give den store (og for så vidt også den lille) noget alene-kvalitets tid sammen.

Det er selvfølgelig hårdt at have to børn tæt aldersmæssigt, da de jo begge ER små, og stadig har et stort behov for hjælp - meget!

Men det er samtidig en KÆMPE GAVE, synes jeg, at give sit barn en søskende. En at vokse op sammen med.
I den første tid, er det jo noget begrænset, hvad de kan have af glæde ved hinanden, da deres mentale udvikling er milevidt fra hinanden. Men spæde børn vokser sig jo større med lynets hast, og der vil ikke gå lang tid, før de vil kunne få mere og mere ud af hinandens selskab.

Idag er mine piger 2 år og 8 måneder, og den mindste er lige fyldt 1 år.
Og de holder sååå meget af hinanden. De skændes lidt om tingene nu og da. Men de er også meget kærlige overfor hinanden - holder i hånd, mysser og krammer. De leger sammen og elsker at tumle rundt i fars og mors seng sammen osv.

Det bliver nemmere og nemmere at være forældre, efterhånden som den mindste kan mere, og børnene kan underholde hinanden også. Og for hver dag/uge/måned der går, så bliver jeg mere og mere lykkelig over, at mine børn har hinanden.

Det er ikke synd for et barn at få en søskende .....uanset om de er 1 år eller 5 år, når det sker, så VIL det jo være en kæmpestor forandring. Og der er bare forskellige stadier i udviklingen, som får børnene til at reagere på forskellig vis.
Desuden er en fordel ved at få dem tæt jo netop, at de vokser op sammen (og ikke kan HUSKE andet, end at den anden søskende altid har været der) ....hvor imod en 5-årig kan få sværrere ved at mor og far pusler om en lille ny, da de er meget mere bevidste om den tid, hvor der KUN var dem.
Og søskendeforholdet kan selvfølgelig blive solidt og stærkt, uanset om der er 1 år eller 5 år imellem børnene, men jo tættere aldersmæssigt de er, des mere vil de sikkert føle, at de har noget tilfælles ....også senere i livet, når de bliver teenagere osv.

Men det er jo et valg for den enkelte at træffe, hvad der passer ind i ens familie, og hvad der føles mest rigtigt.

Jeg havde en masse tanker og bekymringer, da jeg ventede nr. 2.
Men de er gjort til skamme idag, og jeg har aldrig nogensinde fortrudt!

Moller84, som du ved så er der kun små 13mdr, imellem mine drenge og jeg har ikke fortrudt et sekundt at jeg har fået nr. 2, men at sige at alt er en dans på røde roser og ikke er så hårdt ville være at lyve... Det er virkeligt HÅRDT...

For mit vedkommende, var det især hårdt i starten fordi børn på 1 år jo stadigvæk har meget brug for hjælp, og samtidig med havde jeg også den lille jeg skulle tage mig af...

På et tidspunkt fik jeg kun 4 timers søvn i døgnet i godt og vel 2 mdr. så til sidst kunne jeg sove stående, hvis det skulle være, det er heldigvis blevet bedre nu...

Nu hvor drengene er blevet 22mdr. og 9mdr. og den mindste selv kan komme rundt er det selvfølgelig blevet næmere, for nu behøver jeg ikke bære rundt på ham osv... Så på den måde er tingene herhjemme blevet næmere...

Og jo ældre ens børn bliver jo mere glæde får de også af hinanden, det kan jeg se på mine egne drenge... I starten kunne Christian ikke rigtig se hvad han skulle bruge den baby til (af narturlige årsager, når man kun er 1 år), men jo ældre Carl Emil er blevet jo mere har de glæde af hinanden... Dagligt siger den store Kram mor og løber hen til hans lillebror og så får han lige en krammer...

Tingene er blevet nærmere herhjemme jo ældre mine børn er blevet, men det er stadigvæk hårdt, men det er alså det der følger med når man nu vælger at få børn så tæt på hinanden...

Og du skal ikke være bange for at du ikke vil have kærlighed til nr. 2, for det har man bestemt...

Jeg elsker mine børn på hver deres måde, min kærlighed til begge mine drenge er høj, men ikke ens, for det kan den ikke være for de er 2 vidt forskellige drenge...

Hvis jeg skal være helt ærlig over for dig, som jeg selvfølgelig gerne vil være, så ser jeg alså lidt et problem i af din mand er væk 14 dage af gangen...

Jeg ved godt at en skrev herinde at det også ville være synd at manden skulle vælge sit arbejde på havet, som gør ham glad fra, men som jeg ser det, så er i alså 2 mennesker der har valgt at få et barn mere, så må i alså også være 2 forældre til at tage det ansvar, så hvis jeg var dig så ville jeg nok snakke med ham om at han skulle finde et arbejde på land...

For det kan godt være at du kan få hjælp fra hans forældre, men det er bare ikke det samme, for når man står klokken 3 om natten og du har et syg barn på armen der skriger og samtigdig med, så græder den store fordi hun bliver vækket af alt det skrål, så er det alså så stor en hjælp at ens kærste lige kan gå ind til den store og trøste og få hende til at sove igen....

Herhjemme har vi sat pris på at vi har været 2 om ansvaret, 2 om at være forældre, 2 om at hjælpe hinanden...

For man køre sku surt i det engang imellem, og så er det alså bare super dejligt at den anden part lige kan tage over, så man lige får en pause...

Håber du kunne bruge det til noget ;0) og jeg håber vi ses hjemme hos mig snart ;0)

moller84 skriver:

Hej Alle..

Jeg har fundet ud af jeg er gravid, og det jo ellers dejligt...

Vi har i forvejen en lille pige og for 1½ måneds tid siden begyndte jeg at få lyst til en gang at blive gravid igen... jeg har ellers lige siden vi fik vores pige, sagt at jeg ikke ville have flere, synes det var hårdt nok at få den første. Men efterhånden som tiden gik, og hun blev ældre, begyndte det jo at blive nemmere og nemmere og hun sov igennem og man så alt det hun lærte og hvor dejligt hun udviklede sig, og så begyndte jeg at tænke at jeg en dag godt ville have en mere.

Nu jeg jo så blevet gravid, men vores pige er kun 9 måneder, og lige startet i dagpleje, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis det havde været om 1 år, ville jeg være rigtig glad, men nu jeg alligevel i tvivl. Synes det næsten er for tidligt at få en mere, da hun jo stadig er min lille baby. Det ene øjeblik ved jeg, at jeg ikke kan få en abort og det næste øjeblik tænker jeg at jeg da aldrig vil ku klare at få en mere allerede - hvad hvis det bliver for hårdt for mig med to små og det hele går galt. Og tænker meget om jeg overhoved kan elske begge to lige meget... emilia vores lille pige er jo min dejlige baby, kan man stadig give hende lige så meget kærlighed hvis der kommer en mere.

Håbede nogen der har fået børn kort tid efter hinanden læser det her, og kan komme med råd?

Min søster siger hun tror jeg allerede har bestemt mig, fordi jeg snakker meget om hvis det nu var vi beholdt det og fordi jeg tænker på navne og sådan, men økonomisk tænker jeg at det bliver for hårdt, og jeg bange for jeg ikke er stærk nok til to små.

kærlig hilsen

Der 15 mdr mellem min søn og min datter, hvilket var helt planlagt.

Jeg synes, at det har været super godt og faktisk også nemt. Måske har vi bare fået nemme børn, men hårdt synes jeg ikke det har været. Nu er min søn næsten 3 år og min datter godt 1½ år og de er hinandens bedste venner.

Held og lykke med beslutningen.

Jeg har 2 børn, dem er der kun 1 år og 4 dage imellem

De var begge planlagt og jeg har ALDRIG fortrudt det.

Ja, det er sgu hårdt ind imellem, men sådan er det vel uanset alder!?! De har så meget glæde af hinanden og kan de samme ting osv.

Økonomisk syntes jeg ikke det har været slemt. Jeg har ikke arvet tøj, men købt alting selv til dem begge. Det var først da de begge startede i vuggestue, at jeg syntes det blev dyrt pga de dyre inst.priser. Men nu går de heldigvis snart i børnehaven begge to også er det meget billigere

MIt råd til dig er absolut at beholde den lille bebs i maven

Lone

moller84 skriver:

Hej Alle..

Jeg har fundet ud af jeg er gravid, og det jo ellers dejligt...

Vi har i forvejen en lille pige og for 1½ måneds tid siden begyndte jeg at få lyst til en gang at blive gravid igen... jeg har ellers lige siden vi fik vores pige, sagt at jeg ikke ville have flere, synes det var hårdt nok at få den første. Men efterhånden som tiden gik, og hun blev ældre, begyndte det jo at blive nemmere og nemmere og hun sov igennem og man så alt det hun lærte og hvor dejligt hun udviklede sig, og så begyndte jeg at tænke at jeg en dag godt ville have en mere.

Nu jeg jo så blevet gravid, men vores pige er kun 9 måneder, og lige startet i dagpleje, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis det havde været om 1 år, ville jeg være rigtig glad, men nu jeg alligevel i tvivl. Synes det næsten er for tidligt at få en mere, da hun jo stadig er min lille baby. Det ene øjeblik ved jeg, at jeg ikke kan få en abort og det næste øjeblik tænker jeg at jeg da aldrig vil ku klare at få en mere allerede - hvad hvis det bliver for hårdt for mig med to små og det hele går galt. Og tænker meget om jeg overhoved kan elske begge to lige meget... emilia vores lille pige er jo min dejlige baby, kan man stadig give hende lige så meget kærlighed hvis der kommer en mere.

Håbede nogen der har fået børn kort tid efter hinanden læser det her, og kan komme med råd?

Min søster siger hun tror jeg allerede har bestemt mig, fordi jeg snakker meget om hvis det nu var vi beholdt det og fordi jeg tænker på navne og sådan, men økonomisk tænker jeg at det bliver for hårdt, og jeg bange for jeg ikke er stærk nok til to små.

kærlig hilsen

Jeg har ikke to endnu, men en mere på vej og Olivia bliver lige præcis 18 mdr, den da baby kommer til verden. Jeg har selv en mand der arbejder fra morgen til aften, og som ikke er hjemme - så jeg vil forsøge at tage det i stiv arm og se hvordan det går.

Du skal tænke på at selvfølgelig bliver det hårdt, jeg tror de første år er hårde også fordi at det er blebørn, og den ene forstår ikke at mor er nødt til at gøre noget for den anden, men mon ikke de lærer af det?  Når og hvis din nye baby kommer til verden skal du tænke på, at lille emilia jo er lidt mere selvstædig end hun er lige pt. på det tidspunkt kan hun gå og spise mere eller mindre selv, sover hele natten osv. - Jeg tror det betyder meget at de som min. kan gå selv og lege selv, så skal det hele nok gå.

 Jeg håber du finder ud af hvad der er rigtigt at gøre for dig.