I dag har jeg sovet fra kl. 2 til 5. Jeg kan slet ikke finde ro og er ramt af massiv tankemylder!
Omkring frokosttid skal jeg ind på Riget for anden dag i træk og have lungemodning. Synes det er så alvorligt, når de skal give mig det, når jeg i dag kun er 23+6.
Samtidig fik jeg massiv båltale fra jordemoder i går. "Hiv de næste 4 uger ud af kalenderen. Det er nogle meget afgørende uger. Fra i dag vil vi forsøge at holde dem i live, hvis de kommer ud, men prognoserne er dårlige og det bliver børn med mén. Den næste tid stiger prognosen markant for overlevelse og du vil aldrig tilgive dig selv, hvis du ikke har aflastet fuldstændig. Gå hjem og hold dig helt i ro vandret - for at fjerne tyngde fra livmoderhals"... Sådan noget i den stil fortalte hun mig.
Nu bor jeg jo alene, og det er så svært ikke at skulle på benene i tide og utide: Toiletbesøg, madlavning, åbne hoveddør for søde mennesker, som hjælper med rengøring og tøjvask. Så skal de have kaffe og før jeg ved af det står jeg igen i køkkenet. Min samvittighed er sort, og kan næsten ikke klare det mere. Tænk hvis mine børn bliver multihandicappet fordi deres mor lige skulle varme chili con carnen! Mine hormoner og frygt for at miste kan sagens sætte de to ting sammen!
I dag skal jeg udover lungemodning også have målt livmoderhalsen. Det er den, som trækker tænder ud og forhindre min skønhedssøvn.
Jeg er blevet bedt om at tage toiletting osv med, da jeg bliver indlagt, hvis den på de sidste 10 dage er yderligere kortet ned. Min veninde henter mig heldigvis og vi gør huset klar herhjemme til en lang sommer uden beboer. Samt hun slæber en meget tung taske for mig. Har nok pakket lidt voldsomt - stoppede dog før min vokspistol røg med ned i tasken...
På en måde håber jeg at blive indlagt - altså livmoderhals håber jeg så kun er forkortet med få milimeter. Jeg kan bare næsten ikke klare at have ansvaret og pligterne herhjemme selv.
Selvfølgelig er lykkescenariet, at jeg har groet 10 meter lang livmoderhals og jeg ryger hjem med besked om, at jeg bare har været super sej til aflastning og keep up the good work! Så slår jeg et meget diskret flik-flak og tager glad og rolig hjem og ruger videre på mine små pomfritter.
Kryds fingre for mig - og håb på enten det ene eller det andet. Håb dog ikke på, at læge vurdere, at jeg trods en cm forkortning sagens kan tage en uge til hjemme. Bare i lidt mere aflastning. Så kan han lige så godt udskrive stesolider til mig!
Nå, lang og rodet fristil fra en bekymret mor, som er lidt meget lonely rider i det her show. Igen: Ret smart at få de små med en partner. Fortryder bestemt ikke mit valg, men kan ikke forstå, at det skulle blive SÅ svært - og de er ikke engang kommet ud endnu og præsenteret deres utålmodige skrigelunger for mig - for der ved jeg skam godt, det bliver en udfordring.
Anmeld
