myrekryb som jeg ikke rigtig kan få rystet af mig 
i eftermiddags bemærker jeg at der går en relativt lille dreng meget langsomt og søgende forbi ude på skovvejen. han er maks 1. klasses barn og den vej er måske ikke farlig, men han er bestemt for lille til at vandre afsted på den alene! Han går så ind ved siden af til sidst, hvor godsejeren Ditlev og to arbejdsfolk er igang med nabohuset, så vi tænker ikke mere over om han skal have hjælp eller noget, for vi tænker at Ditlev jo nok ved hvem han er osv.
Halvanden time senere reagere katten på noget ude i gården og jeg kigger ud af køkkenvinduet fra sofaen af og ser en huetop gå forbi. Så Søren afsted ud i gården og spørge hvem han er og om han skal have hjælp. Jeg kan ikke høre hvad de siger indenfor, men jeg kan høre en skinger drengestemme. Søren kommer ind og siger, at han vil køre ham hjem og om jeg ikke lige vil køre med (bare så det ikke ser helt mistænkeligt ud!). så jeg kommer ud og drengen kravler nærmest helt ind i sig selv. jeg prøver at smile til ham og sige hej, men han kan slet ikke svare. Så spørger jeg om han vil sidde på forsædet så han kan vise hvor han bor og han nikker med hovedet helt nede mellem skuldrene. så vi kører afsted og Søren er heldigvis rigtig god til at snakke med ham, men han taler MEGET usammenhængende og vi kan ikke helt få fat i hvor han bor, udover at det er i nummer 8, før han pludselig siger "det er derinde!". det er en halvanden kilometer væk fra os - lidt langt synes jeg når man er så lille!! og han havde sin mors træsko og en lille jakke på. på vej ind på gårdspladsen siger han pludselig "og ved du hvad, det er min storesøsters fødselsdag idag og hele familien er kommet!". så springer han ud af bilen og går langsomt hen mod huset. han tager ikke den dør ind vi kan se fra forsiden af huset og der er absolut ingen reaktion derinde fra på at vi holder på gårdspladsen. vi venter lidt, til vi er nogenlunde sikre på han er kommet ind og så kører vi.
jeg siger til Søren, at jeg har en meget underlig fornemmelse af det hele. for det første har han gået rundt ved vores hus i halvanden time i møgdårligt vejr og næsten ingen tøj, langt væk hjemmefra. for det andet taler han så usammenhængende og så det at der ikke kommer nogen forældre eller noget ud da vi kommer. han siger også at hele familien er på besøg til fødselsdag, men der holder ikke en eneste bil, kun en voksen damecykel og en lille barnecykel. Søren siger så, at han er relativt sikker på han havde blod på trøjen
jeg spørger hvad han sagde inden jeg kom ud, og Søren fortæller, at han forklarer at han er gået afsted for at vente på sin mor og at han fryser og gerne vil på toilettet. Da Søren spørger om han vil hjem, siger han ja med det samme. Forresten spørger Søren om han er alene hjemme, inden vi sætter ham af og så siger han nej, hans far er hjemme.
altså vi kender ikke folk herude jo, men nej hvor har jeg bare en underlig fornemmelse i maven! er det ikke lidt spøjst det hele? eller hvad?!
Anmeld