Tillykke med dit barn. Jeg er ret sikker på, at dem, der siger, at de ikke er usikre på dét at være nybagt mor, ikke siger den fulde sandhed. Når man får det første barn, er det hele jo nyt, mange situationer og følelser har man aldrig stået med før, der er mange forskellige råd til, hvordan man skal gøre tingene, og så er det da klart, at man bliver usikker. Især fordi det handler om noget så vigtigt som ens barn.
Jeg synes, at det er meget vigtigt at gøre sig klart, at børn er forskellige, de har forskellige temperamenter og forskellige behov. Der findes ingen formel, som man kan følge slavisk, og så har man styr på det hele i forhold til et barn.
Nogle børn har nemt ved at ligge for sig selv, de har nemt ved at trøste sig selv og falde til ro og i søvn uden hjælp fra mor eller far. Andre børn har et mere uroligt temperament, har større behov for kropskontakt og for hjælp fra mor og far til at falde til ro. Derfor er det ikke alle børn, man bare kan putte ned i liften, og så er der ro. Nogle børn har behov for at blive vugget i søvn, andre skal være helt tæt på din krop, før de falder til ro.
Du er dit barns mor, du kender dit barn aller bedst af alle mennesker i hele verden, du ved sikkert, hvad det har behov for. Nu ved jeg jo ikke, hvor gammelt dit barn er, men hvis det stadig ligger i lift, så er det jo ret nyt. Efter min mening er det super vigtigt at give især spædbørn, lige hvad de har behov for. Hvis du fornemmer, at dit barn har behov for at have dig tæt på, når det skal sove, så skal du gøre det. Du må endelig ikke lade det ligge og græde i for lang tid.
De første måneder af et barns liv er utrolig vigtige i forhold til at opbygge tillid til omverdenen. Så min personlige mening og erfaring er - giv det lille barn, hvad det har behov for. Gør det, der virker for lige netop dig og dit barn. Så du altid pille "hyggevanerne" af det, når det er større og mere klart.