gravid en sygdom?

Nej at være gravid er IKKE en sygdom.

Men der er følge sygdomme som man kan få når man er gravid og de er jo ik ksjove at have.

Jeg er også selv træt af den sætning at være gravid ikk er en sygdom, min egen mor og mormor siger den. Men min mormor er en af dem der skal fortælle om gamle dage(hun er 75år) om at hun var på arbejde til dagen før hun fødte (fredag) og om hun var på arbejde iegn mandag.

Jeg ved fra mig selv, at jeg synes jeg under min anden graviditet skulel bruge lang tid på at fortælle læger at jeg havde meget ondt og ikk kunne arbejde men der gik alligevel næsten 2 uger før jeg blev sygemeldt. Da jeg så fint det bedre af at være sygemeldt havde jeg dårlig samvigiighed over at jeg ikk var på arbejde, da jeg jo ikk lignede en der havde vildt ondt.

Men jeg har også en arbejdsplads hvor at du ikk er syg om du er gravid eller ej. Selv da jeg ringede for at sygemelde mig da jeg havde det vildt dårligt. Ja så prøvede lægen at overtale mig til at komme, da jeg bare kunne tage det stille og roligt. Nej jeg havde kvalme og vildt hovedpine så kan jeg da ikk komem på arbejde og være leder, hvis jeg ligner lort og render på wc hele tiden.

Bayze skriver:

Sidespring, men så lige din statusbesked - er du OGSå gået shop-amok!!! Hvorfor gør man det her til sidst!!? Er det al tiden man har på hænderne? Jeg synes sagtens jeg plejer at kunne styre det, er normalt ikke til overdrevet forbrug. Men det er nye tider og jeg kan slet ikke komme ud af shoppe-modet igen. Køber og køber og det er simpelthen så dyrt!! Baby er nødt til at komme så jeg kan blive travlt beskæftiget med noget andet!!

Nej, det er helt frygteligt . Jeg kan næsten ikke kende mig selv. Jeg er egentlig ikke specielt vild med at handle, og slet ikke tøj, fordi det er så besværligt at skulle ud og ind af prøverum og klæde om i én uendelighed. Altså jeg vil gerne have tøjet, men synes bare proceduren med at få det indkøbt er kedelig, men ikke længere åbenbart. Jeg handler med arme og ben, og som du siger - Det er DYRT. Så ja, lad os håbe vores babyer kommer snart, så de her shoppemonstre kan få noget andet at tage sig til  .

Maria

MariaJ skriver:

Nej, det er helt frygteligt . Jeg kan næsten ikke kende mig selv. Jeg er egentlig ikke specielt vild med at handle, og slet ikke tøj, fordi det er så besværligt at skulle ud og ind af prøverum og klæde om i én uendelighed. Altså jeg vil gerne have tøjet, men synes bare proceduren med at få det indkøbt er kedelig, men ikke længere åbenbart. Jeg handler med arme og ben, og som du siger - Det er DYRT. Så ja, lad os håbe vores babyer kommer snart, så de her shoppemonstre kan få noget andet at tage sig til  .

Maria

Ha ha -ja, helt ærligt

luppe-laban skriver:

hej alle  

kæresten kom til og snakke om, graviditet om det er en sygdom eller det er noget man gør det til. for vi syns vi høre meget om folk der har det ene og det andet efter de er blevet garvide. men endelig bare vil ha opmærksomhed.

  håber i kan forstå hva jeg mener. 

 

  knus louise..

graviditet er ikke en sygdom i mine øjne, det er noget smukt, som kan give en masse negative virkninger, nogle mere uheldige end andre, men tor også det er fordi folks grænser forsklligt, og man har mulighederne i dag, som man ikke havde for feks 30 år siden.

men jeg tror da også, at der altid er "rådne æbler iblant" som vil udnytte det. Der var feks en på mit tidligere arbejde, der knap nok havde set på testen før hun lå med graviditetsgener, og ikke kunne arbejde, hun gav desværre udtryk for at det var ren udnyttelse, hvor hun bla havde en snak med chefen, da hun evt skulle tilbage på skånehensyn, hvor hun sagde til chefen de da bare kunne fyre hende så hun kunne score erstatningen, da det ik lige gik efter hvad hun ville.

men nej, graviditet er jo ikke en sygdom, men som jeg skrev, kan man få nogle gener, men tror også der er kvinder som i større eller mindre grad udnytter sig at de er gravide, helt fra de storslemme hvad angår arbejde osv, til de små yskyldige, som ekstra nusning af kæresten, eller at få hentet is fra tanken kl 1 om natten

lion skriver:

Nej at være gravid er IKKE en sygdom.

Men der er følge sygdomme som man kan få når man er gravid og de er jo ik ksjove at have.

Jeg er også selv træt af den sætning at være gravid ikk er en sygdom, min egen mor og mormor siger den. Men min mormor er en af dem der skal fortælle om gamle dage(hun er 75år) om at hun var på arbejde til dagen før hun fødte (fredag) og om hun var på arbejde iegn mandag.

Jeg ved fra mig selv, at jeg synes jeg under min anden graviditet skulel bruge lang tid på at fortælle læger at jeg havde meget ondt og ikk kunne arbejde men der gik alligevel næsten 2 uger før jeg blev sygemeldt. Da jeg så fint det bedre af at være sygemeldt havde jeg dårlig samvigiighed over at jeg ikk var på arbejde, da jeg jo ikk lignede en der havde vildt ondt.

Men jeg har også en arbejdsplads hvor at du ikk er syg om du er gravid eller ej. Selv da jeg ringede for at sygemelde mig da jeg havde det vildt dårligt. Ja så prøvede lægen at overtale mig til at komme, da jeg bare kunne tage det stille og roligt. Nej jeg havde kvalme og vildt hovedpine så kan jeg da ikk komem på arbejde og være leder, hvis jeg ligner lort og render på wc hele tiden.

Ja, det er lidt et dilemma at man jo ikke nødvendigvis ser syg ud, hvis man er sygemeldt under graviditet (men det gælder jo også for mange ikke-graviditetsbetingede sygemeldinger). Jeg var  deltidssygemeldt de sidste fire uger inden barsel, og mine kolleger var faktisk rigtig søde og  forstående, selvom jeg også er på mandsdomineret arbejdsplads (har dog pt en kvindelig leder). Men jeg havde tit selv følelsen af at jeg burde måske også lige gøre det og det, for man kunne jo netop ikke se at jeg ikke var helt ok.

Maria

Eva skriver:

En graviditetet er jo ikke ens ikke engang for den samme kvinde...så ja, nogle får symptomer der gør dem uarbejdsdygtige=syge og andre har det bare så nemt.

Knus Eva

Jeg synes faktisk den skelnen mellem uarbejdsdygtig og syg er en ret god pointe. Man er måske netop ikke syg som sådan, men ude af stand til at udføre sit arbejde på normal vis. Det var i hvert fald præcis det der var tilfældet i min situation. 

Ellers tror jeg også man skal være lidt forsigtig med at slå på tromme for de "gode gamle dage", hvor folk arbejdede til de væltede. Ja, det er rigtigt at man i mange tilfælde ikke havde så mange valg, og at mange af vores formødre har arbejdet til det øjeblik veerne startede og været i gang igen kort til efter, og det ville mange af os også have kunnet hvis det havde været nødvendigt. MEN man skal jo ikke glemme at sådan var det næppe for alle. Der må helt sikkert til alle tider have været kvinder der har været nødt til at forholde sig i ro i tiden før fødslen, og masser af kvinder der blev syge under og efter fødslen. I mange mere gammeldags samfund har man jo netop et netværk af familie og naboer, der vel så træder til og hjælper med det der skal gøres. Hvis man går mere end et par generationer tilbage, var kvindens arbejdsplads jo også i eller lige i nærheden af hjemmet, hvor det jo netop er muligt at indrette sig lidt mere fleksibelt. I øvrigt endte mange af de graviditeter, der nu bliver reddet med en lig-på-sofaen-og-slap-af sygemelding jo formentlig med for tidlige fødsler og et dødt barn, og det er vel ikke en tid vi har lyst til at komme tilbage til.

Bayze skriver:

 

Puha, det har godt nok været voldsomt for dig, det er jeg ked af at høre. Når det er så alvorligt kan jeg godt forstå at du overvejer om ikke det er for stor en belastning at udsætte kroppen for endnu engang. Men det er jo utroligt at det skal komme så vidt som det du beskriver under din 1. graviditet, det er simpelthen ikke ok!

Men det er godt at du trods de store genvordigheder er lykkedes med at sætte dine to piger til verden

At det kom så vide er 100% min egen skyld...

Jeg har uden underdrivelse jordens bedste chef, der uden at blinke lever med at jeg er der sporadisk i øjeblikket, og endda kunne finde et smil frem og sige tillykke da jeg kom tilbage efter 15 måneders sygemelding og barsel og fortalte ham samme dag at jeg var gravid, og skulle gå fra 6½ måned senere, selvom det efterlod ham i noget af en kattepine.

Jeg er stadig ikke super god til at acceptere begrænsninger - slet ikke mine egne, selvom det at få konstateret Sclerose gav mig et lyn-kursus i begrænsninger... men jeg arbejder på sagen.

Skouboe skriver:

At det kom så vide er 100% min egen skyld...

Jeg har uden underdrivelse jordens bedste chef, der uden at blinke lever med at jeg er der sporadisk i øjeblikket, og endda kunne finde et smil frem og sige tillykke da jeg kom tilbage efter 15 måneders sygemelding og barsel og fortalte ham samme dag at jeg var gravid, og skulle gå fra 6½ måned senere, selvom det efterlod ham i noget af en kattepine.

Jeg er stadig ikke super god til at acceptere begrænsninger - slet ikke mine egne, selvom det at få konstateret Sclerose gav mig et lyn-kursus i begrænsninger... men jeg arbejder på sagen.

Han lyder som en god chef:-)

Jeg tror der er mange der kan genkende den med at kravene til én selv i høj grad kommer fra éns egen "indre kritiker". Det kan jeg også i høj grad selv. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre arbejdsplads, og det er ofte mig selv jeg kæmper mest med i forhold til forventninger til mig selv. Men éns egne forestillinger og forventninger til hvad man skal kunne klare og præstere er jo bare ikke opstået ud af det blå, men er derimod også et produkt af dominerende holdninger og værdier i samfundet, ikke

Skouboe skriver:

Jeg er ikke super god til at acceptere begrænsninger - slet ikke mine egne, men jeg arbejder på sagen.

Sådan har jeg det også...

Jeg har allerede oplevet at folk prøver at overbeskytte mig og fortælle mig at det er ikke godt at gøre sådan eller sådan når man er gravid, og så er det så at jeg udbryder at det ikke er en sygdom og jeg har det fint har ikke engang haft kvlame eller noget. Men det er jo desværre ik alle der er så heldige.