Hej piger, åhhh jeg føler bare så meget med Jer - lidt min egen historie.
Min kæreste er selvstændig og er ofte tidligt hjemme, men så laver han bare alt muligt andet, eller gider ingenting, så han er heller ikke til meget hjælp. Her er det også mig der sørger for alt med Viktor på 6 måneder. Jeg skifter ham, jeg giver ham mad, jeg ligger ham i seng om aftenen, jeg står op om natten, det er mig der leger og nuser med ham, det er mig der kommer når han bliver utilfreds eller ked!!! Føler mig som alenemor - ja!! Jo, han kan da være der lidt en sjælden gang, også er det også altid ganske kort tid!
Vores forhold har det heller ikke så godt, han drikker lidt for mange øl, og vi har faktisk kun haft sex 2 gange efter Viktor kom til! Jeg må tilstå jeg har det sådan efterhånden, at jeg ikke gider ham længere, jeg elsker ham stadig, men jeg er ikke lykkelig, og tror efterhånden heller ikke på at jeg bliver det. Vi kan heller ikke tale sammen om tingende, og skændes alt for tit. Så derfor er jeg også begyndt at undgå at tale om det, for jeg gider ikke skændes mere.
I den seneste tid, er der ikke gået 1 dag uden jeg tænker at det ville være meget bedre alene, og at jeg ikke kan se os sammen i fremtiden. Alt det har jeg fortalt ham, men jeg tror ikke rigtigt han ved hvor alvorligt jeg mener det, før end det er for sent, og det er jeg bange for det er ved at være.
Åhhh, det er bare så svært at tage en sådan endelig beslutning. Man købte jo ikke hus sammen, og fik barn sammen, fordi man troede man skulle gå fra hinanden. Det virker så kompliceret - hvad med familie og venner - ikke nok med den kamp man kæmper selv, skal man nu også til at kæmpe mod dem.
Jeg har ikke meget støtte fra mine forældre "jamen, den side kender vi slet ikke, han er jo så sød og hjælpsom, og du kan også være lidt dominrende og krævende" Tak, mor og far!! Desuden har han 2 børn fra tidligere forhold som jeg også elsker rigtigt meget, og det er bare det sidste de har brug for, at vi skulle gå fra hinanden, og det er jo også Viktor's søskende. Derudover er der så alt det praktiske.
Jeg må sige at en stor del af mig ved at det er det eneste rigtigt for mig og Viktor at blive fri at det her forhold, men omvendt vil man jo ikke bare give op. Jeg ved også at det nok kun er et spørgsmål om tid, så kan jeg ikke mere. Jeg har jo ikke kun mig selv at tænke på, men også lille Viktor, som er mit et og alt.
Jeg ville egentligt bare sige at jeg forstår jer fuldt ud. Jeg forstår også godt dem der har skrevet at det er på tide i kommer vidre, for i fortjener bedre, og det er netop sådan jeg har det. Men at tage skridtet kan være enormt svært, og endda en lang beslutningsproces.
En stor krammer til Jer alle, for der er sgu ikke nogen der fortjener at have det sådan. Det er pissehårdt og tager alt ens overskud at være tynget sådan psykisk, for det er man. Jeg håber vi alle finder ud af det, så vi kan være lykkelige mødre, med vores små vidundere af børn. De skal jo også have det bedst muligt.
1000 kys og kram, for det trænger vi sgu til!!!!
