Fortælle familien det!!

Jeg var gravid og fortalte det, og alle blev glade.
Men så aborterede jeg desværre i uge 9.....

Så anden gang jeg blev gravid, gik jeg lidt mere stille med dørene, da jeg ikke ville "råbe det ud til alle", for så at skulle trække nyheden tilbage igen.
Så da jeg havde været til 2 skanninger og rundede fulde 12 uger i graviditeten, fortalte vi det. Og alle blev igen rigtig glade på vores vegne.

Da jeg ventede lillesøster fortalte vi det ved at at skrive på den kommende storesøsters trøje. Det var til hendes 1-års fødselsdag. Og midt under festen gik jeg ud og puslede hende, og da vi kom tilbage havde hun fået en hjemmelavet trøje på, hvor der stod "JEG SKAL VÆRE STORESØSTER!" .....Der gik lidt tid før alle opfangede det, og andre så det bare lige med det samme. Alle blev glade igen, nogle endda så de fældede en glædes-tåre (min mor bla.)

Så det har kun været en positiv oplevelse for os, når vi har fortalt den glædelige nyhed!

Første gang fortalte vi det til mine forældre d. 24. december til frokost. Vi gav min mor en lille gave, og hun fattede intet, for hun skulle da ikke have gaver endnu osv., men hun pakkede da op. Indeni var der en lyserød og en lyseblå garnnøgle og et sæt strikkepinde. Så begyndte hun at hyle (af glæde) og fløj op og krammede og gjorde ved. Min far stod i baggrunden og smilede fjollet - men han er ikke nær så udfarende som min mor

Min svigerfamilie fik det af vide d. 26. december til familiejulefrokosten, og de blev også glade.

Anden gang fortalte vi det til begge familier til vores søns 2 års fødselsdag. Der havde vi pakket en "Jeg skal være storebror"-t shirt ind, som han fik efter han havde pakket alle andre gaver op. Ungen gad ikke pakke den op, og min mor sad og sagde noget ala "så behøver han da heller ikke" etc., men min veninde havde luret den, og sagde højt at hun da gerne ville se hvad der stod derpå... Og så så de det alle, og så hylede og krammede min mor igen. Og alle var glade...

Anonym skriver:

Var det ikke svært at de lige skulle sluge det?? 

Jeg tænker når de ikke er så glade for det som en selv??

jo i starten var det, jeg havde da mange tanker om hvad de nu ville sige til min kæreste når jeg ikke var med hos dem. men der gik heldigvis ikke så lang tid før de accepterede at det var det vi ville.

Baagøe skriver:

Jeg satte et scaningsbillede ind i en ramme til min mormor og farmor, og skrev dette lille digt:

Du kan ikke med det samme,
billedet få til denne ramme.
Men til oktober i år,
du et dugfrisk billede får.
For storken den vil komme,
inden året det er omme.

Til hver af mine forældre købte jeg bogen "Til mit barnebarn", som er en bog bedsteforældrene kan udfylde med deres barndomsminder osv. og så give videre til barnebarnet. Jeg havde i begge bøger indsat et scanningsbillede fra MD scanning

Begge måder synes jeg var den perfekte måde at fortælle det på

K.h. Linda med Laura på nu 4. mdr.

Ejj et sødt digt. Det er hermed copypastet og gemt på computeren til forhåbenligt lykkelige omstændigheder inden så længe!

DK skriver:

Ejj et sødt digt. Det er hermed copypastet og gemt på computeren til forhåbenligt lykkelige omstændigheder inden så længe!

Tak Jeg synes, også det var rigtig sødt.

K.h. Linda

Vi har endnu ikke fortalt noget til vores familie. Der er et par venner der ved det men ellers ikke. Jeg glæder mig helt vildt til at fortælle det og er sikker på de bliver rigtig glade.. Jeg er helt vild med den digt Så sødt..., Så må jeg hellere genbruge

Vi venter med at fortælle det til familien til efter uge 12 og første scanning.

Vi skulle hjem til mine forældre en søndag, og da min far åbnede døren, gav jeg ham et kram og sagde 'Hej morfar!'. Han kiggede underligt på mig og grinede - han troede at jeg drillede ham med at han var gammel. Da jeg så krammede min mor, sagde jeg 'Hej mormor!' og hun kiggede på mig med meget undrende øjne, og så gik det op for hende. Hun spurgte om jeg var gravid, og jeg svarede ja. Og så begyndte de begge at græde af glæde

ønskebarn74 skriver:

 

Min mor fortalte det både til min søster og morfar og tonsvis af Jehovas Vidne venner der har kendt mig siden jeg var ganske lille... De går jo rundt med deres blade i centrum hvor jeg arbejdede... Jeg havde flere om dagen der kom og spurgte... Jeg var rasende til sidst..... Jeg kunne bare næsten ikke komme ovenpå igen for jeg blev mindet om det konstant... Jeg sad hele tiden og tudede inde på toilettet på job...

Hold da op, det kan jeg godt forstå, at det var hårdt.. Så er det bare endnu svære at komme ovenpå igen.. Så forstår dig 100 %, hvis jeg var i dit sted, ville jeg os vente med at sige det, ingen tvivl om det. Men tænker bare, at jeg ville have rigtig meget brug for min familie, hvis vi skulle komme ud for at miste undervejs.

Hvor er det bare dejligt at hører alle de gode og søde historier. Det er dejligt at vide at i andre har haft gode oplevelser med det, at fortælle familien det.. 

Men samtidig er det os godt at vide, hvad vi kan forvente. Hvis det nu ikke går helt efter vores hoved.

Anonym skriver:

Hold da op, det kan jeg godt forstå, at det var hårdt.. Så er det bare endnu svære at komme ovenpå igen.. Så forstår dig 100 %, hvis jeg var i dit sted, ville jeg os vente med at sige det, ingen tvivl om det. Men tænker bare, at jeg ville have rigtig meget brug for min familie, hvis vi skulle komme ud for at miste undervejs.

Jeg ønsker dig alt godt i din graviditet og et lykkeligt minde omkring at fortælle jeres kære det!!!!

Knus Lene