Hej Eva.
Jeg havde studielån i de 5 år, jeg læste jura (samt under et halvt års tyskstudier
), og min samlede studiegæld ved studieafslutning beløb sig til ca. 150.000 kr. Den seneste indfrielsesmåned er november 2019 (jeg blev færdiguddannet i juli 2005), og som jeg husker det, var minimumsindbetalingen, da jeg startede 2200 kr. hver anden måned.
Jeg begyndte tilbagebetalingen i januar 2007, og jeg besluttede, at jeg ville indfri lånet så hurtigt som muligt. Jeg betalte derfor gennemsnitligt 5000 kr. om måneden, indtil min bankrådgiver fortalte mig, at banken hellere så, at jeg sparede de 5000 kr. op til udbetaling på det hus, vi forventer at købe inden for en overskuelig årrække. Lige nu betaler jeg derfor 565 kr. om måneden, hvilket er minimumsbeløbet med min restgæld på 60.260 kr.
Hvis du har digital signatur, kan du logge ind på borger.dk, hvor du kan ændre ydelsens størrelse og dermed se, hvilken indvirkning det får på løbetiden. Det er dog muligt, at du skal være i gang med tilbagebetalingen, før du kan gøre det.
For så vidt angår renterne så kan jeg ikke forestille mig, at jeg på noget tidspunkt i mit liv vil kunne komme til at låne penge billigere end studielånet. Som et eksempel kan jeg nævnte, at jeg, hvis jeg fortsætter med at indbetale 565 kroner om måneden, vil have betalt 66.105 kr. tilbage, hvilket vil sige, at jeg vil have betalt 6000 kroner i renter over en periode på næsten ti år.
Og så vil jeg også lige sige, at jeg et hav af gange har ændret størrelsen på afdraget, uden at dette har kostet mig ekstra. Jeg har gjort det ved ganske få klik med musen via borger.dk, og jeg skal ikke afvise, at det måske er anderledes, hvis man ændrer ydelsen ved at ringe. Man betaler et gebyr på enten 5 eller 10 kr. pr. overførsel (afhængig af overførselstypen), ligesom man også betaler 10 kr. for hvert ekstra beløb, du indbetaler. Du kan altså "ekstraafdrage" lige så tosset, du vil, og det koster dig kun overførselsgebyret på enten 5 eller 10 kroner.
I gamle dage (som i for 10-15 år siden) kunne det ikke lade sig gøre at indfri et studielån, men det kan det sagtens i dag. Hvis du skulle komme til penge, kan du derfor til hver en tid indfri lånet.
Nå, det blev en lang smøre
Jeg håber, at du kan bruge det.
Tina