Når det går dårligt med familien op til babyens ankomst...

baby2010 skriver:

Det er virkelig et godt råd! Jeg føler ikke jeg kan tillade mig, at sige fra! Jeg har netop også tænkt på, at jeg ikke vil have nogen tager Alfred op - hvis han sover, men jeg føler bare ikke rigtig jeg kan tillade mig det!

Men det kan man jo godt - det skal andre ikke bestemme! Jeg føler bare, at jeg konstant er tvunget til at være den "dumme/sure/hysteriske" - og det vil jeg faktisk ikke være! Jeg vil bare gerne have lov til at sige fra.

Det er virkelig en god idé med at sige til min mor, at hun selv på en måde har valgt det fra... Hun er jo selv gået herfra tudende og har ikke kontaktet mig siden!

Pyh, jeg håber jeg har mod nok til at føre det ud i livet, tak fordi du delte dine erfaringer

Jeg tror tit at den første bliver taget alt for meget op af 'fremmede' og med fremmede mener jeg alle de mennesker der ikke omgåes babyen HVER DAG!

Det er meget nemmere med de efterfølgende børn, for så er der den store som f.eks, bedsteforældre kan lege med, men når der kun er ét barnebarn så er AL fokus på det ene barn. -og det kan være en tung byrde for det lille barn at skulle bære alt den opmærksomhed!!!

Du er hverken hysterisk eller sur hvis du ikke vil have andre tager dit barn op! Du er MOR!!! -og du ønsker at passe på dit barn, og det har dit barn brug for at du gør. Det kan nemlig ikke selv sige fra!

-og så en ting til iforhold til familien. Nu ved jeg slet ikke om din mor kunne finde på at komme med store mængder god råd om hvad du skal og hvad du ikke skal med sådan en lille størrelse. Men en ting der har fungeret rigtig godt for mig, det var at jeg  SPURGTE DEM!!! Gerne når vi var sammen og babyen bare græd og græd. Istedet for at føle sig som en dårlig mor der ikke kan finde ud af at passe sit barn, så vendte jeg den straks om til min svigermor: Hvad skal jeg gøre nu? Hvorfor græder mit barn? Se det anede hun jo ikke!!! Måske foreslog hun at barnet måske skulle have lidt mad, hvorpå jeg straks prøvede at amme. hvis barnet blev glad, så var det jo dejligt, og hvis barnet bare græd videre....tja, så var jo bare at spørger igen: Hvad er der så i vejen? Hvad skal jeg så gøre? 

I min omgangskreds virkede det ihvertfald ret hurtigt. Der stoppede folk med alle deres gode råd, for de anede jo ikke hvad de skullle sige til mig i situationen. Det er så nemt på et genrelt plan at komme med gode råd ala: Du skal bare gøre sådan og sådan så sover han igennem. Men når de så er der om aftenen og barnet ikke vil sove...se så er det en helt anden snak!

og husk så på at INGEN kender dit barn bedre end dig!!!! Alle har brug for at høre andres erfaringer og få input til hvordan man kan gøre tingene. Men det skal føles rigtig for dig!!! Hvis du synes det virker dybt forkert at dit barn skal skrige sig selv i søvn hver nat, indtil det udmattet falder om  og sover. Jamen så er det bare ikke den rigtige løsning for dig! -også selvom det er sådan din veninde har gjort, og det var SÅ god en måde at få børn til at sove på. Du skal have hjertet med i alt hvad du gør, så skal det nok gå godt alt sammen!

ka-ri-na skriver:

 

jamen så er sagen jo klar! i er selv på sygehuset og har venner til at komme og glæde sig over vidunderet!

ikke om sådan en strid bror skal komme og kigge og sgu da heller ikke din mor!

jeg sidder med en følelse af at "det havde jeg ikke fundet mig i"....

du siger din mor sletter mails og smsér osv.... så skriv hende et brev og send det anbefalet, det samme med din bror.... ikke for deres men for din skyld.... for at få tankerne ud og ned på papir!

uh hvor jeg synes det er lidt synd for dig!

til dig fordi du styrker mig i troen på, at jeg også gerne må være her med mine følelser

Swips.. skriver:

 

Når jeg læser dit indlæg kan jeg ikke lade være med, at tænke på hvad din andel i de her konflikter er? Du er meget optaget og frustreret over hvad de andre bidrager med af negative ting, men en konflikt er sjælden ensrettet   ...Du kan ikke ændre din mor eller din bror, men du kan ændre hvordan du forholder dig til dem.

Det må være hårdt for dig, at der er så meget bøvl i familien i denne tid, som gerne skulle være tryg og god - jeg synes ikke, at du skal inviterer dem på sygehuset, med mindre du selv har lyst til at se dem der. Det er ikke tidspunktet for at være høflig, det er din egen familie det gælder lige nu (= dit barn, din mand og du selv)

 

Held og lykke

Jeg kan godt forstå du tænker som du gør - det havde jeg nok også gjort...

Jeg tænker konstant over min aktie i det her. Jeg har i de seneste 9 måneder taget mange initiativer i forhold til min bror: sagt undskyld for nogle ting jeg har sagt til ham, inviteret ham til min kandidatfejring, housewarming, købt julegave til ham (selvom han ikke havde til mig eller babyen), inviteret ham til kaffe og kanelsnegl - alt sammen i et forsøg på at skabe en bedre stemning - være det "store menneske". Desværre har det ikke hjulpet, for han gør ikke noget tilbage... Han kom ikke, da jeg skulle fejre afsluttet studie, han har ikke sagt så meget som tillykke. Han tog ikke imod min julegave. Han har aldrig spurgt mig hvordan jeg havde det - eller hvordan min barn havde det. Han har bevidst undgået mig siden jeg blev gravid... Jeg føler ikke jeg kan mere... Jeg har ikke mere overskud til at tage initiativ - slet ikke når han behandler mig så dårligt. Han truede mig i går med at helvede ville bryde løs, hvis jeg ikke inviterede hele familien på hospitalet - han sagde tænk hvis du får et multihandicappet barn, eller dit barn dør...  Så jeg har besluttet at han ikke skal med... Man skal ikke true en gravid og opstille sådanne frygtelige scenarier.

Det er lidt det samme med min mor - hvis jeg ikke tilfredsstiller hendes behov fx at hun måtte være med til fødslen, så vil hun slet ikke være en del af det. Hun har bestilt en rejse, så hun potentielt set kan være væk, når jeg føder... Alt eller intet. Det er meget komplekst og jeg har helt sikkert en del i det her. Lige nu er det bare kørt så langt ud, at jeg ikke kan se hvad jeg kan gøre mere... Min mor gik ud af et skænderi for 14 dage siden og jeg har ikke hørt fra hende. Jeg tror nok bare jeg synes, at hun godt kunne tage kontakt og støtte mig - bare i denne tid hvor jeg har termin på onsdag...

Jeg synes du har helt ret i, at jeg kun skal invitere de mennesker jeg har lyst til at se. Min bror skal helt sikkert ikke med, og jeg er ret sikker på jeg ikke magter at se min mor heller - det har jeg skrevet til hende, men hun svarer ikke, så hun er nok stået helt af. Jeg skal ikke regne med hendes støtte.

Men tak for din kommentar 

Hejsa, puha for en situation at stå i - kan ikke råde dig i forhold til, hvad du skal gøre med din familie. Men som mor kan jeg sige dig, at timerne lige efter din fødsel er noget specielt, som du kommer til at tænke tilbage på tit. Så mit eneste råd til dig vil være at lade alt negativt ladet blive ude på den dag og nyde dit barn. Lad være med at lade en urimelig familie spolere den glæde. Så kan du altid tage konflikten senere, når I er klar. 

knus til dig

Skouboe skriver:

 

Jeg har lige læst dit indlæg om din samtale med din bror, og jeg må indrømme at jeg er meget overrasket - det er næsten den eneste reaktion jeg ikke lige havde overvejet kunne komme...

Ud fra hvad du beskriver lyder det som om han føler sig angrebet - jeg kan bare ikke lige gennemskue hvorfor? Har han altid været meget defensiv og hurtig til at føle sig angrebet, eller har du ramt et ømt punkt?

Det jeg læser lidt mellem linjerne han siger, er at hvis der sker noget eller der er noget i vejen med barnet, skal du ikke regne med ham - men det er jo ikke anderledes end det er nu??!

Aaanywho... lad være med at spekulere mere over hans kommentar - din baby har det fint, og kommer snart ud til jer Hvis du tænker lidt over det, er jeg sikker på at du giver mig ret i at det er helt urimeligt at du skal bruge den sidste tid inden fødslen på at have det skidt over din familie, istedet for at gå og glæde dig til at få din egen lille familie. Prøv at se om ikke du kan skubbe dem i baggrunden og fylde hovedet med baby istedet...

Når din baby er gjort ren og kommer op til dig - prøv at dufte til ham... det er en HELT speciel duft og ALLE mødre jeg kender kan huske den - babyer dufter bare helt fantastisk... det meste ad tiden ihvertfald... 

Du kan iøvrigt fortælle sygeplejerskerne på barselsgangen at du ikke ønsker besøg af din bror (og/eller mor) hvis de dukker op - mange af dem er rigtigt søde til at hjælpe...

Og så hold fast i at det er DIG (og din mand) der bestemmer, og hvis folk der besøger jer ikke kan finde ud af det, må du stå fast og bede dem om at gå. Hvis du ikke er tryg ved at andre tager dit barn op, så er der ikke andre der tager dit barn op - længere er den ikke! 

En helt anden ting: Da vi fik den første havde vi kun taget tøj med på hospitalet til når vi skulle hjem med hende - indtil da brugte vi bare hospitalets tøj, fordi alle (mit emsige mødrende ophav) mente at vi da bare kunne bruge hospitalets tøj - så slap vi for at vaske det... Jeg tænkte ikke videre over det dengang, men idag fortryder jeg lidt at vi ikke havde mere almindeligt tøj med, som vi kunne bruge. Det får det hele til at føles lidt mere virkeligt på en eller anden måde, så hvis I ikke har tænkt over det, er rådet hermed givet videre.

Jeg kan godt forstå du er overrasket over min brors reaktion - det er jeg også! Han har ikke været der for mig så længe jeg kan huske - hvilket jeg har talt med ham om meget før i tiden. Så hvorfor i alverden skulle han være der for mig, hvis jeg fik et sygt barn, eller det døde!? Jeg tror personligt, at hans følelsesmæssige bånd til mig er så stærkt, at han ikke vil acceptere en "løsrivelse" fra min side - i dette tilfælde at jeg beder han blive væk fra hospitalet. Men hans reaktion er jo helt vanvittig - det er jo ikke fordi jeg siger "farvel for evigt", eller "du må aldrig møde min søn".

Du har så evig ret i, at jeg ikke skal bruge for meget tid på det med min familie lige nu... Men det er bare så svært. Jeg er jo dybt ulykkelig over at jeg ikke kan dele min glæde med dem. Jeg har ikke hørt fra min mor i 14 dage, siden hun gik ud af vores skænderi, og jeg synes det er SÅ uretfærdigt, at hun ikke tager kontakt nu her op til jeg skal føde. Det virker som om det eneste hun har i hovedet er, at hun ikke magter det...

Jeg glæder mig vildt meget til Alfred kommer - så kan det jo også være, at jeg finder et helt andet overskud til at se min familie, fordi nu kan de ikke påvirke mig på samme måde mere. Det håber jeg virkelig.

God idé mht. tøjet  Jeg har i forvejen pakket næsten alle mine ejendele (lidt overdrevet, men ok), så jeg vil da lige tage liiiidt mere med  Og jeg vil helt sikkert sige til Adam og sygeplejerskerne at de skal smide dem ud, hvis de skulle finde på at dukke op alligevel!!!