Når det går dårligt med familien op til babyens ankomst...

ka-ri-na skriver:

 

ih tak jeg siger bare min mening... på en realistisk måde... :0)

hvis du føler for det og gerne vil have et bedre forhold til din bror så tal med ham... måske han går og har det skidt eller føler han ikke slår til fordi han ikke "fik barn først" eller sådan noget....

omkring din kære mor, så kan du vælge at lade din dør stå åben og ikke gøre flere tilnærmelser... og dette kan du informere hende om.... så har du gjort hvad du kan og då må du holde op med at bekymre dig om dem....det kan også være din mor er af den type der skal have et ultimatum for at vågne op?

har du en god svigerfamilie? så skal du bruge energien der.....

men det er ens mor, og derfor vil det altid ligge og nage i baghovedet...du er bare nødt til at forsøge at affinde dig med situationen... man kan ikke vælge for andre, kun udtrykke hvordan man føler og så ønske sig at de ændrer sig... :0)

Hej igen,

jeg ringede faktisk til min bror i går. Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, og at jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle invitere ham med på hospitalet, når vi slet ikke havde noget med hinanden at gøre lige nu.

Hans reaktion chokerede mig  Han truede mig og sagde, at jeg skulle invitere hele familien, ellers ville det udløse et helvede... Han sagde: "tænk nu hvis dit barn er mulitihandicappet eller dør!" - jeg blev næsten mundlam, da jeg hørte hans rasende kommentarer. Han endte med at smække på kort tid efter... Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at han ville give mig en oplevelse af, at såfremt jeg ikke inviterede hele familien, ville jeg få lov til at stå alene, hvis min søn nu fejler noget...

Det er paradoksalt, for min bror har aldrig været der for mig, så den trussel gør mig ikke noget. Jeg ville alligevel aldrig bruge ham - han har jo aldrig interesseret sig for mig eller min graviditet. Jeg er bare i chock over at man kan sige sådan noget til en højgravid!!!

Jeg ville ønske jeg havde en god svigerfamilie, men det har jeg desværre ikke... Da vi fortalte mine svigerforældre at vi ventede barn, blev de vrede og kede af det - fordi jeg var på SU og ikke havde job endnu. De fortalte os med det samme, at de ikke ville lave "yngelpleje" - det skulle vi bare vide. Såeh, der er ikke noget at hente dér 

Men tak alligevel for dit svar, det er altid rart at få lidt nye tanker på en situation 

Det er slet slet ikke sikkeret at du kan bruge det til noget som helst, men jeg vil gerne fortælle om vores 3 barn.

Jeg har et godt forhold til mine svigerforældre, men jeg synes at de 'holder' min børn for meget. Ved den ældste fødsel, kunne jeg slet ikke finde ud af at sige fra, ved barn nr.2 var jeg lidt bedre og ved 3 barn, sagde jeg lige ud hvordan jeg havde det.

Jeg har fået 2 drenge så familien var på den anden ende da nummer  3 blev en pige. Men farmor fik ikke lov til at holde min lille pige før hun var over 3 uger gammel. jeg var bare ikke klar før!!! Vi sås flere gange om ugen, men farmor måtte nøje med at kigge, ikke rører.

Jeg har det super godt med den beslutning, også selvom farmor synes det var temmelig mærkeligt (og sikkert også alle mulige andre ;-)

Så mit bedste råd til dig er : Gør det du føler for!!! Hvsi du ikke har lyst til at have besøg af din mor i de ekstremt sårbarer dage det er lige efter fødslen, så lad være!!! Skulle hun senere brokke sig, så sig til hende ligeud, at hun selv havde givet udtryk for ikke at ville 'være så meget på' og at du ikke 'skulle regne med hende', og det var så det du ikke gjorde!

Held og lykke med det hele.

Zette skriver:

 

Det tog mig rigtig lang tid at indse at hun ikke gjorde mig noget godt. Og jeg har flere gange indviget i at hun fx kan komme til jul osv. Men hver gang så skuffer hun. Det kan være bitte små ting og det kan være store ting som sætter ar.

Fx til denne jul vi lige har holdt, der valgte jeg i kraft af at mine mindre søskende ønskede at hun kom, at invitere hende. Jeg kan sagtens forstå de gerne vil se deres mor, så det gør ikke mig noget at hun kommer med. Jeg skrev til hende at vi delte udgiver ligeligt imellem os, og at hun derfor skulle af med ca 300 kr. Hun svarede aldrig på om hun ville komme.... ?

Det synes jeg er så flat! Og jeg kender nogle der blev meget mere skuffet end mig, for jeg havde jo sådan set, set det komme.

I januar måned skrev hun så til mig at hun havde købt gaver til os og at hun ville sende dem, hun snakkede især om den gave hun havde købt til baby... der kom aldrig nogle gaver.

Hver gang hun lover noget, så holder hun det aldrig. Og det vil jeg gerne have at Malou skal være foruden når hun kommer til verden. Jeg vil hellere have at hun har få familiemedlemmer hun kan stole på, og betro sig til - end sådan en type som min mor der lover guld og grønne skove men aldrig holder dem.

Den psykolog jeg gik til (nu ved jeg jo at du er psykolog ikke?) fortalte mig at man nogle gange er nødt til at se på sig selv, hvad kan jeg klare som menneske, hvad har jeg lyst til at være med til. Når Alfred kommer, så er det jo ikke kun dig det går ud over, men muligvis også ham. Jeg kender ikke lige til hvorfor I har det som I har det, men jeg kan forestille mig at alle de bekymringer du render mig vil blive overført til barnet lynhurtigt. Man tror som voksen at man er så god til at skjule det - men børn kan mærke det lige med det samme. 

Du skal bare tænke på at være i dårligt humør, så mærker de det. 

Nu siger jeg ikke at det rette valg vil være at vælge hende fra, som det var for mig. Men jeg kan fortælle at i min verden er tingene blevet meget mindre kompliceret efter jeg fravalgte hende og jeg kunne pludselig tage beslutninger som jeg ellers ikke havde været i stand til fordi min hjerne var så fyldt med alt det lort hun satte mig i.

Knus
Zette 

Det er da utroligt, at din mor behandler dig sådan! Jeg kan godt forstå, at du bliver nødt til at sige fra, det føler jeg også, at jeg er nødt til.

Min mor bryder også konstant løfter og aftaler – og hun synes jeg er hysterisk, fordi jeg bliver vred. Hun siger aldrig undskyld.

Hvad jeg kan klare som menneske, og hvad jeg har lyst til at være med til – det er en super god pointe. Jeg kan faktisk ikke klare al den drama lige nu hvor jeg skal være mor! Det er også derfor at jeg kraftigt overvejer ikke at invitere de ”dårlige relationer” fra fx hospitalsbesøg. Jeg vil ikke risikere at min bror og/eller mig mor kommer og ødelægger det hele. Jeg er sikker på du har ret i, at Alfred kan mærke, hvis jeg er utilpas, og det går jo slet ikke!!! Det skal ikke være den mor han møder, når han kommer ud. Det kan jo i værste fald være med til at påvirke amning osv.

Tak fordi du delte dine erfaringer… Det gav stof til eftertanke 

puh den er svær

Jeg har selv stået overfor det med familie hvor det kun gav en masse negativt, jeg skruede det dog ned på absolutte minimum plan, da andet ikke var muligt, men det var nu heller ikke min mor det drejede sig om, men en tand længere ude. Det var dog svært da personerne betød meget, men til sidst blev det også så negativt at jeg ikke kunne holde det ud, og måtte drosle ned og fik noget hjælp, til ta tackle tingene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke om din mor eller bror måske har nogle forventninger som de så bliver sure over ikke bliver udfyldt. Du kunne jo evt hvis du havde lyst og mod at de kom og så ham når i var kommet hjem, at du lagde ud med at de gerne måtte komme og besøge jer men først når i var kommet hjem og lige faldet på plads.

Men den er desværre meget svær, netop når det er så tæt på

men er da lidt chokket over din mor og bror kan være sådan

held og lykke og håber du finder en løsning, du er velkommen til at skrive i privat, hvis du vil snakke om tingene, nogle ting jeg bla ikke kan lægge ind i offentlig rum

og stort tillykke med din kommende søn

Skouboe skriver:

 

Mange tak - det er altid rart at få at vide, især fordi jeg ofte bliver beskyldt for at være for kontant... 

Jeg synes du skal koncentrere dig om din lille familie og prøve at undlade at beskæftige din for meget med din mor og bror - rent faktisk har de jo ikke gjort noget for nyligt, der retfærdiggør at du bruger så meget af din kostbare tid på dem, har de?

Det er en følelsesmæssig rutsjebane at blive mor (og sikkert også at blive far, men det har jeg ikke lige prøvet), og alting bliver voldsomt forstærket af hormoner. Jeg synes det var decideret ubehageligt at skulle håndtere så voldsomme følelser.

Det er desværre ikke kun de positive følelser, der er meget stærke, men også de negative (usikkerhed, angst for fremtiden, frygt for at der sker barnet noget osv.), så det er nok ikke det bedste tidspunkt at læsse din mor og bror oveni...

I vil få masser af råd, og er I i tvivl om noget, kan du jo altid spørge herinde, men det bedste råd jeg kan give dig er at stoppe op, kigge på dit barn og føle efter inden i hvad der er det rigtigt at gøre. Det er dig og din mand der kender jeres barn bedst, og derfor er det meste af det I beslutter at gøre pr. automatik rigtigt, fordi I har besluttet det, ligegyldigt hvad en eller anden bog siger...

Held og lykke og jeg glæder mig til at høre hvordan fødslen er gået.

Du har jo fuldstændig ret – hverken min mor eller min bror har fortjent 1 sekund af min tid. Jeg traf jo den (muligvis) forkerte beslutning at ringe til min bror i går og fortælle ham, at jeg ikke magtede hospitalsbesøg, når nu tingene var så dårlige. Han kvitterede med trusler, kæmpe vrede og opstillede scenarier omkring at hvis nu min søn blev multihandicappet eller døde! Jeg var – og er stadig så chokeret, at jeg næsten ikke har tænkt på andet det seneste døgn. Tænk at han vil sige det til mig!? Jeg er ikke i tvivl om, at min beslutning omkring at holde ham væk fra mig er helt rigtig…

Jeg tror du har helt ret i, at vi skal se hvordan det føles, når Alfred kommer til verden. Så kan vi bedre vurdere det… Min bror skal bare ikke med – det er HELT sikkert!

Mumto3 skriver:

Det er slet slet ikke sikkeret at du kan bruge det til noget som helst, men jeg vil gerne fortælle om vores 3 barn.

Jeg har et godt forhold til mine svigerforældre, men jeg synes at de 'holder' min børn for meget. Ved den ældste fødsel, kunne jeg slet ikke finde ud af at sige fra, ved barn nr.2 var jeg lidt bedre og ved 3 barn, sagde jeg lige ud hvordan jeg havde det.

Jeg har fået 2 drenge så familien var på den anden ende da nummer  3 blev en pige. Men farmor fik ikke lov til at holde min lille pige før hun var over 3 uger gammel. jeg var bare ikke klar før!!! Vi sås flere gange om ugen, men farmor måtte nøje med at kigge, ikke rører.

Jeg har det super godt med den beslutning, også selvom farmor synes det var temmelig mærkeligt (og sikkert også alle mulige andre ;-)

Så mit bedste råd til dig er : Gør det du føler for!!! Hvsi du ikke har lyst til at have besøg af din mor i de ekstremt sårbarer dage det er lige efter fødslen, så lad være!!! Skulle hun senere brokke sig, så sig til hende ligeud, at hun selv havde givet udtryk for ikke at ville 'være så meget på' og at du ikke 'skulle regne med hende', og det var så det du ikke gjorde!

Held og lykke med det hele.

Det er virkelig et godt råd! Jeg føler ikke jeg kan tillade mig, at sige fra! Jeg har netop også tænkt på, at jeg ikke vil have nogen tager Alfred op - hvis han sover, men jeg føler bare ikke rigtig jeg kan tillade mig det!

Men det kan man jo godt - det skal andre ikke bestemme! Jeg føler bare, at jeg konstant er tvunget til at være den "dumme/sure/hysteriske" - og det vil jeg faktisk ikke være! Jeg vil bare gerne have lov til at sige fra.

Det er virkelig en god idé med at sige til min mor, at hun selv på en måde har valgt det fra... Hun er jo selv gået herfra tudende og har ikke kontaktet mig siden!

Pyh, jeg håber jeg har mod nok til at føre det ud i livet, tak fordi du delte dine erfaringer

Maja84 skriver:

puh den er svær

Jeg har selv stået overfor det med familie hvor det kun gav en masse negativt, jeg skruede det dog ned på absolutte minimum plan, da andet ikke var muligt, men det var nu heller ikke min mor det drejede sig om, men en tand længere ude. Det var dog svært da personerne betød meget, men til sidst blev det også så negativt at jeg ikke kunne holde det ud, og måtte drosle ned og fik noget hjælp, til ta tackle tingene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke om din mor eller bror måske har nogle forventninger som de så bliver sure over ikke bliver udfyldt. Du kunne jo evt hvis du havde lyst og mod at de kom og så ham når i var kommet hjem, at du lagde ud med at de gerne måtte komme og besøge jer men først når i var kommet hjem og lige faldet på plads.

Men den er desværre meget svær, netop når det er så tæt på

men er da lidt chokket over din mor og bror kan være sådan

held og lykke og håber du finder en løsning, du er velkommen til at skrive i privat, hvis du vil snakke om tingene, nogle ting jeg bla ikke kan lægge ind i offentlig rum

og stort tillykke med din kommende søn

Tak for støtten - ja, den er svær!

Jeg tror også helt bestemt, at jeg skal skrue HELT ned for kontakten... Jeg tror det er urealistisk, at jeg ikke skal have noget med dem at gøre. Lige nu har jeg bare slet ikke lyst, for jeg føler ikke de vil mig det bedste. Slet ikke efter den samtale jeg havde med min bror i går (se evt. de andre indlæg).

baby2010 skriver:

Hej igen,

jeg ringede faktisk til min bror i går. Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, og at jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle invitere ham med på hospitalet, når vi slet ikke havde noget med hinanden at gøre lige nu.

Hans reaktion chokerede mig  Han truede mig og sagde, at jeg skulle invitere hele familien, ellers ville det udløse et helvede... Han sagde: "tænk nu hvis dit barn er mulitihandicappet eller dør!" - jeg blev næsten mundlam, da jeg hørte hans rasende kommentarer. Han endte med at smække på kort tid efter... Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at han ville give mig en oplevelse af, at såfremt jeg ikke inviterede hele familien, ville jeg få lov til at stå alene, hvis min søn nu fejler noget...

Det er paradoksalt, for min bror har aldrig været der for mig, så den trussel gør mig ikke noget. Jeg ville alligevel aldrig bruge ham - han har jo aldrig interesseret sig for mig eller min graviditet. Jeg er bare i chock over at man kan sige sådan noget til en højgravid!!!

Jeg ville ønske jeg havde en god svigerfamilie, men det har jeg desværre ikke... Da vi fortalte mine svigerforældre at vi ventede barn, blev de vrede og kede af det - fordi jeg var på SU og ikke havde job endnu. De fortalte os med det samme, at de ikke ville lave "yngelpleje" - det skulle vi bare vide. Såeh, der er ikke noget at hente dér 

Men tak alligevel for dit svar, det er altid rart at få lidt nye tanker på en situation 

jamen så er sagen jo klar! i er selv på sygehuset og har venner til at komme og glæde sig over vidunderet!

ikke om sådan en strid bror skal komme og kigge og sgu da heller ikke din mor!

jeg sidder med en følelse af at "det havde jeg ikke fundet mig i"....

du siger din mor sletter mails og smsér osv.... så skriv hende et brev og send det anbefalet, det samme med din bror.... ikke for deres men for din skyld.... for at få tankerne ud og ned på papir!

uh hvor jeg synes det er lidt synd for dig!

baby2010 skriver:

Hej piger, 

jeg er dybt frustreret over min situation... Det er længe gået utroligt dårligt med min mor og jeg. Vores forhold er gået ned ad bakke i årevis i takt med, at jeg har forsøgt at løsrive mig og starte mit eget liv. Vores forhold er kendetegnet ved mange konflikter, da hun er grænseoverskridende, manipulerende og decideret ondsindet overfor mig (bruger følsom info jeg har givet hende til at såre mig, aflyser aftaler, bryder løfter osv. osv.), og det gør så ondt på mig.

Nu står jeg i den situation, at jeg er højgravid, og er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, når min søn kommer til verden i relation til besøg på hospitalet... Jeg har ikke lyst til at min mor kommer, men det er på den anden siden en kæmpe ting at blive mormor, og jeg er bange for hvilken betydning det har for fremtiden... Sidste gang jeg så hende gik hun fra en snak vi havde grædende... Hun har ikke kontaktet mig siden, hun er ikke interesseret i at "løse" noget, men vil bare "lade som ingenting" (og stadig behandle mig som det passer hende vel at mærke). Jeg er dybt ulykkelig over, at hun ikke tager hensyn til mig - ihvertfald nu hvor jeg er så langt henne, og Alfred kommer om lidt - det sårer mig virkelig. Hun har flere gange ytret, at jeg ikke skal regne med hende - hun "kan ikke" osv.

Min bror har taget fuldstændig afstand til mig siden jeg sagde jeg var gravid (han var skuffet over at det ikke var ham, da han er 15 måneder ældre end mig). Mit forhold til ham har ligeledes været præget af konflikter i fortiden. Jeg har set ham 3 gange over de seneste 9 måneder - hver gang på mit initiativ. Han har sagt til min søster vedrørende min graviditet, at "der fødes jo børn hver dag, så det er ikke en big deal".

Ham er jeg således også i tvivl om jeg skal invitere til at dele det private, personlige med på sygehuset i forbindelse med min søns ankomst, når jeg reelt ikke har et godt forhold til ham...

Er der nogen af jer, som har erfaring med at "vælge familie fra" i forbindelse med ankomst af baby som har lyst til at dele erfaringer? Jeg føler mig helt på bar bund, og meget alene i relation til at træffe det rigtige valg, da både min mor og min bror har "trukket sig" fra mig.

Når jeg læser dit indlæg kan jeg ikke lade være med, at tænke på hvad din andel i de her konflikter er? Du er meget optaget og frustreret over hvad de andre bidrager med af negative ting, men en konflikt er sjælden ensrettet   ...Du kan ikke ændre din mor eller din bror, men du kan ændre hvordan du forholder dig til dem.

Det må være hårdt for dig, at der er så meget bøvl i familien i denne tid, som gerne skulle være tryg og god - jeg synes ikke, at du skal inviterer dem på sygehuset, med mindre du selv har lyst til at se dem der. Det er ikke tidspunktet for at være høflig, det er din egen familie det gælder lige nu (= dit barn, din mand og du selv)

Held og lykke

 

Du har jo fuldstændig ret – hverken min mor eller min bror har fortjent 1 sekund af min tid. Jeg traf jo den (muligvis) forkerte beslutning at ringe til min bror i går og fortælle ham, at jeg ikke magtede hospitalsbesøg, når nu tingene var så dårlige. Han kvitterede med trusler, kæmpe vrede og opstillede scenarier omkring at hvis nu min søn blev multihandicappet eller døde! Jeg var – og er stadig så chokeret, at jeg næsten ikke har tænkt på andet det seneste døgn. Tænk at han vil sige det til mig!? Jeg er ikke i tvivl om, at min beslutning omkring at holde ham væk fra mig er helt rigtig…

Jeg tror du har helt ret i, at vi skal se hvordan det føles, når Alfred kommer til verden. Så kan vi bedre vurdere det… Min bror skal bare ikke med – det er HELT sikkert!

Jeg har lige læst dit indlæg om din samtale med din bror, og jeg må indrømme at jeg er meget overrasket - det er næsten den eneste reaktion jeg ikke lige havde overvejet kunne komme...

Ud fra hvad du beskriver lyder det som om han føler sig angrebet - jeg kan bare ikke lige gennemskue hvorfor? Har han altid været meget defensiv og hurtig til at føle sig angrebet, eller har du ramt et ømt punkt?

Det jeg læser lidt mellem linjerne han siger, er at hvis der sker noget eller der er noget i vejen med barnet, skal du ikke regne med ham - men det er jo ikke anderledes end det er nu??!

Aaanywho... lad være med at spekulere mere over hans kommentar - din baby har det fint, og kommer snart ud til jer Hvis du tænker lidt over det, er jeg sikker på at du giver mig ret i at det er helt urimeligt at du skal bruge den sidste tid inden fødslen på at have det skidt over din familie, istedet for at gå og glæde dig til at få din egen lille familie. Prøv at se om ikke du kan skubbe dem i baggrunden og fylde hovedet med baby istedet...

Når din baby er gjort ren og kommer op til dig - prøv at dufte til ham... det er en HELT speciel duft og ALLE mødre jeg kender kan huske den - babyer dufter bare helt fantastisk... det meste ad tiden ihvertfald... 

Du kan iøvrigt fortælle sygeplejerskerne på barselsgangen at du ikke ønsker besøg af din bror (og/eller mor) hvis de dukker op - mange af dem er rigtigt søde til at hjælpe...

Og så hold fast i at det er DIG (og din mand) der bestemmer, og hvis folk der besøger jer ikke kan finde ud af det, må du stå fast og bede dem om at gå. Hvis du ikke er tryg ved at andre tager dit barn op, så er der ikke andre der tager dit barn op - længere er den ikke! 

En helt anden ting: Da vi fik den første havde vi kun taget tøj med på hospitalet til når vi skulle hjem med hende - indtil da brugte vi bare hospitalets tøj, fordi alle (mit emsige mødrende ophav) mente at vi da bare kunne bruge hospitalets tøj - så slap vi for at vaske det... Jeg tænkte ikke videre over det dengang, men idag fortryder jeg lidt at vi ikke havde mere almindeligt tøj med, som vi kunne bruge. Det får det hele til at føles lidt mere virkeligt på en eller anden måde, så hvis I ikke har tænkt over det, er rådet hermed givet videre.