Når det går dårligt med familien op til babyens ankomst...

Hej piger, 

jeg er dybt frustreret over min situation... Det er længe gået utroligt dårligt med min mor og jeg. Vores forhold er gået ned ad bakke i årevis i takt med, at jeg har forsøgt at løsrive mig og starte mit eget liv. Vores forhold er kendetegnet ved mange konflikter, da hun er grænseoverskridende, manipulerende og decideret ondsindet overfor mig (bruger følsom info jeg har givet hende til at såre mig, aflyser aftaler, bryder løfter osv. osv.), og det gør så ondt på mig.

Nu står jeg i den situation, at jeg er højgravid, og er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, når min søn kommer til verden i relation til besøg på hospitalet... Jeg har ikke lyst til at min mor kommer, men det er på den anden siden en kæmpe ting at blive mormor, og jeg er bange for hvilken betydning det har for fremtiden... Sidste gang jeg så hende gik hun fra en snak vi havde grædende... Hun har ikke kontaktet mig siden, hun er ikke interesseret i at "løse" noget, men vil bare "lade som ingenting" (og stadig behandle mig som det passer hende vel at mærke). Jeg er dybt ulykkelig over, at hun ikke tager hensyn til mig - ihvertfald nu hvor jeg er så langt henne, og Alfred kommer om lidt - det sårer mig virkelig. Hun har flere gange ytret, at jeg ikke skal regne med hende - hun "kan ikke" osv.

Min bror har taget fuldstændig afstand til mig siden jeg sagde jeg var gravid (han var skuffet over at det ikke var ham, da han er 15 måneder ældre end mig). Mit forhold til ham har ligeledes været præget af konflikter i fortiden. Jeg har set ham 3 gange over de seneste 9 måneder - hver gang på mit initiativ. Han har sagt til min søster vedrørende min graviditet, at "der fødes jo børn hver dag, så det er ikke en big deal".

Ham er jeg således også i tvivl om jeg skal invitere til at dele det private, personlige med på sygehuset i forbindelse med min søns ankomst, når jeg reelt ikke har et godt forhold til ham...

Er der nogen af jer, som har erfaring med at "vælge familie fra" i forbindelse med ankomst af baby som har lyst til at dele erfaringer? Jeg føler mig helt på bar bund, og meget alene i relation til at træffe det rigtige valg, da både min mor og min bror har "trukket sig" fra mig.

jeg har valgt min far fra, tiltrods for at min far er rigtig stolt af at være farfar, så er og bliver han typisk alkoholiker,

Jeg elsker min far overalt på jorden, han er en rigig dejlig mand, som når han ikke drikker også er rar at være tæt på.

desværre er den der med ikke at drikke kun 1 uge om året eller de gange jeg har forlangt han er ædru når jeg kommer på besøg(det ikke rart at kræve)

men jeg valgte ham fra med nr 2, han fik at vide jeg var gravid 2 mdr før jeg fødte, kun pga vi var til min bedstefars begravelse, min mor ringede til ham da jeg havde født og fortalte det(uden min tilladelse) men han blev ikke inviteret på besøg,

han så hendes først da han var med til barnedåben.

idag ser vi ham slet ikke og det da hårdt at vide at jeg har en far, men jeg har levet med ham som barn og mine børn skal ikke udsættes for hans finurligheder.

det måske ikke helt det samme.

men jeg synes du skal lytte til dig selv og til hvad du ønsker der skal være i dit barns liv, det muligt det er en stor ting at blive mormor, men hvor stort er det at have en mormor, hvas barnet altid skal høre på at mormor taler grimt eller lign. til mor,

det er rigtig hårdt at sige fra, men det kan jo også være at din mor forstår at så længe hun er sådan, så ønsker du ikke hendes selskab, det kan jo også være at hun ændre sig når først baby er født

men du skal gøre det du inderst inde føler rigtigt for dig og din baby, for det er absolut ikke sjovt at være den der bliver såret

baby2010 skriver:

Hej piger, 

jeg er dybt frustreret over min situation... Det er længe gået utroligt dårligt med min mor og jeg. Vores forhold er gået ned ad bakke i årevis i takt med, at jeg har forsøgt at løsrive mig og starte mit eget liv. Vores forhold er kendetegnet ved mange konflikter, da hun er grænseoverskridende, manipulerende og decideret ondsindet overfor mig (bruger følsom info jeg har givet hende til at såre mig, aflyser aftaler, bryder løfter osv. osv.), og det gør så ondt på mig.

Nu står jeg i den situation, at jeg er højgravid, og er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, når min søn kommer til verden i relation til besøg på hospitalet... Jeg har ikke lyst til at min mor kommer, men det er på den anden siden en kæmpe ting at blive mormor, og jeg er bange for hvilken betydning det har for fremtiden... Sidste gang jeg så hende gik hun fra en snak vi havde grædende... Hun har ikke kontaktet mig siden, hun er ikke interesseret i at "løse" noget, men vil bare "lade som ingenting" (og stadig behandle mig som det passer hende vel at mærke). Jeg er dybt ulykkelig over, at hun ikke tager hensyn til mig - ihvertfald nu hvor jeg er så langt henne, og Alfred kommer om lidt - det sårer mig virkelig. Hun har flere gange ytret, at jeg ikke skal regne med hende - hun "kan ikke" osv.

Min bror har taget fuldstændig afstand til mig siden jeg sagde jeg var gravid (han var skuffet over at det ikke var ham, da han er 15 måneder ældre end mig). Mit forhold til ham har ligeledes været præget af konflikter i fortiden. Jeg har set ham 3 gange over de seneste 9 måneder - hver gang på mit initiativ. Han har sagt til min søster vedrørende min graviditet, at "der fødes jo børn hver dag, så det er ikke en big deal".

Ham er jeg således også i tvivl om jeg skal invitere til at dele det private, personlige med på sygehuset i forbindelse med min søns ankomst, når jeg reelt ikke har et godt forhold til ham...

Er der nogen af jer, som har erfaring med at "vælge familie fra" i forbindelse med ankomst af baby som har lyst til at dele erfaringer? Jeg føler mig helt på bar bund, og meget alene i relation til at træffe det rigtige valg, da både min mor og min bror har "trukket sig" fra mig.

jeg har ikke erfaringer med det når det er familie der er så tæt på.... :0(

men jeg kan fortælle dig, hvad jeg tror jeg selv ville gøre.... Mht din bror, så konfrontér ham, stille og roligt uden at være bebrejdende på nogen måde... Sig til ham at du er ked af at han ikke virkers tolt over at skulle være morbror, at du elsker ham og at du ønsker i kunne have det godt sammen. Hvis han ikke reagerer på det, eller virker ligeglad. Så synes jeg ikke kan skal med ud på sygehuset, ja så synes jeg faktisk bare han kan holde sig væk, permanent!

det jeg oplevede i slutningen af min graviditet, var naturligvis en masse følelser... men der kom langt flere efter fødslen! jeg følte mig meget sårbar og var det mig, havde jeg ikke brug for at sådan en bror kom og skulle se det lille menneske som jeg elsker mere end noget andet.... og gerne vil beskytte...

mht din mor, så må du tage hen til hende og fortælle hende at, du for alt i verden ikke ønsker jeres konflikter skal have indflydelse på det faktum at hun skal være mormor lige om lidt! du vil gerne at i kan have et godt forhold og at dit barn kan have et godt forhold til sin mormor....

Du får først lige en masse kram. Sikke en træls situation at stå i, og så lige op til en begivenhed i ens liv som er så betydningsfuld i dit liv.

Det er svært at sige hvad du skal gøre. Hvis du vælger at de ikke skal komme, vil det få nogle konsekvenser senere hen, og måske længere væk fra dig. så det er en rigtig svær beslutning.

Føler virkelig med dig. Det er en rigtig svær situation og stå i.

Ja vi besluttede os for at vi ville have børn, tog jeg samtidig den beslutning at droppe alt kontakt med min bror (en halvbror, min fars søn fra tidligere forhold) Han har seriøse problemer, både med kriminalitet, stoffer og alkohol, og løgne. Grunden til at jeg droppede kontakten var at jeg ikke ville have at han skulle være en del af mine børns liv, men det har været en rigtig svær beslutning at tage.

Det eneste jeg kan råde dig til er at følge dit hjerte

baby2010 skriver:

Hej piger, 

jeg er dybt frustreret over min situation... Det er længe gået utroligt dårligt med min mor og jeg. Vores forhold er gået ned ad bakke i årevis i takt med, at jeg har forsøgt at løsrive mig og starte mit eget liv. Vores forhold er kendetegnet ved mange konflikter, da hun er grænseoverskridende, manipulerende og decideret ondsindet overfor mig (bruger følsom info jeg har givet hende til at såre mig, aflyser aftaler, bryder løfter osv. osv.), og det gør så ondt på mig.

Nu står jeg i den situation, at jeg er højgravid, og er meget i tvivl om hvad jeg skal gøre, når min søn kommer til verden i relation til besøg på hospitalet... Jeg har ikke lyst til at min mor kommer, men det er på den anden siden en kæmpe ting at blive mormor, og jeg er bange for hvilken betydning det har for fremtiden... Sidste gang jeg så hende gik hun fra en snak vi havde grædende... Hun har ikke kontaktet mig siden, hun er ikke interesseret i at "løse" noget, men vil bare "lade som ingenting" (og stadig behandle mig som det passer hende vel at mærke). Jeg er dybt ulykkelig over, at hun ikke tager hensyn til mig - ihvertfald nu hvor jeg er så langt henne, og Alfred kommer om lidt - det sårer mig virkelig. Hun har flere gange ytret, at jeg ikke skal regne med hende - hun "kan ikke" osv.

Min bror har taget fuldstændig afstand til mig siden jeg sagde jeg var gravid (han var skuffet over at det ikke var ham, da han er 15 måneder ældre end mig). Mit forhold til ham har ligeledes været præget af konflikter i fortiden. Jeg har set ham 3 gange over de seneste 9 måneder - hver gang på mit initiativ. Han har sagt til min søster vedrørende min graviditet, at "der fødes jo børn hver dag, så det er ikke en big deal".

Ham er jeg således også i tvivl om jeg skal invitere til at dele det private, personlige med på sygehuset i forbindelse med min søns ankomst, når jeg reelt ikke har et godt forhold til ham...

Er der nogen af jer, som har erfaring med at "vælge familie fra" i forbindelse med ankomst af baby som har lyst til at dele erfaringer? Jeg føler mig helt på bar bund, og meget alene i relation til at træffe det rigtige valg, da både min mor og min bror har "trukket sig" fra mig.

Jeg har valgt min mor fra for længe siden.. jeg magtede simpelthen ikke de slåskampe følelsesmæssigt. Nu da baby skal komme om et par måneder har jeg fortalt hende via en mail at hun kommer, men jeg forventer ikke at hun vil deltage aktivt i barnets liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til. 

Min mor var aldrig rigtig en mor for mig, manglede altid da jeg var mindre, havde ikke styr på noget da jeg blev større, og da jeg blev stor nok til at vælge hende fra - så gjorde jeg det. 

Det lyder måske hårdt, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv og min egen lille familie herhjemme. Alle spekulationerne forsvinder langtsom og pludselig er det rart igen at leve.. uden at have den sky hængende over hovedet.

KH
Zette 

Først til dig.. Det er aldrig nemt at stå i sådan nogle situationer med noget af sin familie...

Jeg har i mange år haft et had/kærligheds forhold til min bror. han er skizofren og misbruger og vi lever klart i hver vores verden. Har forsøgt at få tingene til at fungere imellem os i mange år, men da vi til en julefrokost sidste år blev uvenner og jeg kørte afsted derfra helt knust, har jeg besluttet mig for at bryde kontakten. Vi har efterfølgende ikke snakket sammen, på trods af at han tror at alting er godt igen efter noget tid. Men ikke denne gang.

Vi var dengang igang med baby projektet og jeg vil ikke have at mine kommende børn skal opleve den måde han kan opføre sig på. Jeg er træt af at have ondt i maven flere dage inden vi skal ses og gå og være nervøs over hvad der kan ske, så sådan her har jeg det bedst. 

Mit råd er at hvis du kan rumme dem i dit liv så skal du få snakket med dem, men ellers så følg dit hjerte... Det er familien, men det er heller ikke altid alt....

Mange gode tanker til dig

karina1980 skriver:

jeg har valgt min far fra, tiltrods for at min far er rigtig stolt af at være farfar, så er og bliver han typisk alkoholiker,

Jeg elsker min far overalt på jorden, han er en rigig dejlig mand, som når han ikke drikker også er rar at være tæt på.

desværre er den der med ikke at drikke kun 1 uge om året eller de gange jeg har forlangt han er ædru når jeg kommer på besøg(det ikke rart at kræve)

men jeg valgte ham fra med nr 2, han fik at vide jeg var gravid 2 mdr før jeg fødte, kun pga vi var til min bedstefars begravelse, min mor ringede til ham da jeg havde født og fortalte det(uden min tilladelse) men han blev ikke inviteret på besøg,

han så hendes først da han var med til barnedåben.

idag ser vi ham slet ikke og det da hårdt at vide at jeg har en far, men jeg har levet med ham som barn og mine børn skal ikke udsættes for hans finurligheder.

 

det måske ikke helt det samme.

men jeg synes du skal lytte til dig selv og til hvad du ønsker der skal være i dit barns liv, det muligt det er en stor ting at blive mormor, men hvor stort er det at have en mormor, hvas barnet altid skal høre på at mormor taler grimt eller lign. til mor,

det er rigtig hårdt at sige fra, men det kan jo også være at din mor forstår at så længe hun er sådan, så ønsker du ikke hendes selskab, det kan jo også være at hun ændre sig når først baby er født

men du skal gøre det du inderst inde føler rigtigt for dig og din baby, for det er absolut ikke sjovt at være den der bliver såret

Det må bare være SÅ hård en beslutning for dig! Hvor er det flot at du klarede det - du må være meget stærk... Tak fordi du delte dine erfaringer.

Jeg har mistet helt mig selv i det her, ved ikke hvad jeg selv vil, hvilket gør det så uendeligt svært. Jeg håber meget du har ret i, at tingene ser anderledes ud, når Alfred kommer.

ka-ri-na skriver:

 

jeg har ikke erfaringer med det når det er familie der er så tæt på.... :0(

men jeg kan fortælle dig, hvad jeg tror jeg selv ville gøre.... Mht din bror, så konfrontér ham, stille og roligt uden at være bebrejdende på nogen måde... Sig til ham at du er ked af at han ikke virkers tolt over at skulle være morbror, at du elsker ham og at du ønsker i kunne have det godt sammen. Hvis han ikke reagerer på det, eller virker ligeglad. Så synes jeg ikke kan skal med ud på sygehuset, ja så synes jeg faktisk bare han kan holde sig væk, permanent!

det jeg oplevede i slutningen af min graviditet, var naturligvis en masse følelser... men der kom langt flere efter fødslen! jeg følte mig meget sårbar og var det mig, havde jeg ikke brug for at sådan en bror kom og skulle se det lille menneske som jeg elsker mere end noget andet.... og gerne vil beskytte...

mht din mor, så må du tage hen til hende og fortælle hende at, du for alt i verden ikke ønsker jeres konflikter skal have indflydelse på det faktum at hun skal være mormor lige om lidt! du vil gerne at i kan have et godt forhold og at dit barn kan have et godt forhold til sin mormor....

Hej Karina,

du skriver altid sådan nogle kloge indlæg. Tak for dit svar  

Jeg har det som du fortæller du havde det omkring din graviditet. Jeg føler mig meget sårbar, og jeg kan ikke rumme optrapning af konflikter eller nye afvisninger. Men jeg vil heller ikke træffe en beslutning, som ødelægger familieforhold på sigt.

Jeg har mange gange taget fat i min bror de seneste 9 måneder. Først med en undskyldning for nogle ting jeg sagde (da jeg blev ret ked af hans selvoptagethed, da jeg fortalte jeg var blevet gravid), senere inviterede jeg ham til vores housewarming, jeg købte en julegave til ham (selvom han havde meldt ud, at han ikke ville købe til nogen i år), jeg inviterede ham på kaffe for snart 2 måneder siden med det formål at få en bedre "stemning" nu hvor Alfred snart kommer. Intet har hjulpet desværre... Han var der heller ikke, da jeg blev færdig med min kandidatgrad i september, og han har aldrig sagt undskyld til mig for sin reaktion på min graviditet, eller tillykke med uddannelsen eller noget.

Jeg føler virkelig jeg har gjort hvad jeg kunne for at forbedre relationen, men han kontakter mig aldrig, og virker som om han undgår mig 

Jeg kan desværre ikke opsøge min mor. Hun går ud af samtaler, der er hårde, tager ikke telefonen, når man ringer og sletter mails. Så jeg kan ikke "løse" noget med hende, fordi hun afviser det blankt.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, det er helt håbløst...

Jeg har lidt svært ved at råde dig, men jeg kan fortælle dig at jeg også står i en lignene situation mht min mor. Hos mig kommer det så af at min mor har haft en opvækst der gør at hun selv har svære problemer, der har påvirket vores forhold altid.

Jeg har dog lyst til stadig at bevare min 'mor' på et eller andet punkt og er derfor startet i terapi. Jeg føler mig også lidt stresset over en løsning lige pt. da Idun jo fylder 6 år og både hende og min mor, vil stille store spørgsmål, hvis jeg ikke inviterer min mor til hendes fødselsdag.

Så jeg kan fuldt følge dig. - Jeg er dog ked af at høre, at din mor slet ikke er interesseret i at finde en løsning. Min mor kan ikke og jeg må finde ud af,hvor jeg kan være i forhold til hende... mmm

I øvrigt, syntes jeg at det er rigtig ærgeligt at din familie reagerer som de gør, på den nyes ankomst til verden. - Så meget så jeg syntes at de selv har valgt det fra og du må koncentrere dig om dem der er interesseret og elsker den lille ny, allerede fra nu af.

stort kram og masser af tanker.

Drømmer skriver:

Du får først lige en masse kram. Sikke en træls situation at stå i, og så lige op til en begivenhed i ens liv som er så betydningsfuld i dit liv.

Det er svært at sige hvad du skal gøre. Hvis du vælger at de ikke skal komme, vil det få nogle konsekvenser senere hen, og måske længere væk fra dig. så det er en rigtig svær beslutning.

Føler virkelig med dig. Det er en rigtig svær situation og stå i.

 

Ja vi besluttede os for at vi ville have børn, tog jeg samtidig den beslutning at droppe alt kontakt med min bror (en halvbror, min fars søn fra tidligere forhold) Han har seriøse problemer, både med kriminalitet, stoffer og alkohol, og løgne. Grunden til at jeg droppede kontakten var at jeg ikke ville have at han skulle være en del af mine børns liv, men det har været en rigtig svær beslutning at tage.

 

Det eneste jeg kan råde dig til er at følge dit hjerte

Tak for svar og kram. Du har ret i, at jeg skal følge mit hjerte, men jeg er så splittet nu og forvirret, at jeg ikke kan mærke hvad der er det rigtige... Jeg kan ikke skelne imellem hvad der er det rigtige for mig personligt, for Alfred, for familien på sigt osv. Det hele flyder sammen... Håber jeg bedre kan træffe en beslutning, når jeg kommer tættere på.