Når det går dårligt med familien op til babyens ankomst...

baby2010 skriver:

Det må bare være SÅ hård en beslutning for dig! Hvor er det flot at du klarede det - du må være meget stærk... Tak fordi du delte dine erfaringer.

Jeg har mistet helt mig selv i det her, ved ikke hvad jeg selv vil, hvilket gør det så uendeligt svært. Jeg håber meget du har ret i, at tingene ser anderledes ud, når Alfred kommer.

det er en meget svær beslutning, men jeg håber bestemt også det ændre sig.

min far forsøgte jo efter den 1 var kommet til verden og i hele 3 mdr lykkes det ham faktisk at være ædru og morfar, men så gik det også stærkt ned af bakke og derfor valgte jeg som jeg gjorde ved nr 2,

og nu er det at være alkoholiker jo lidt anderledes end det med din mor, så håber da bestemt hun ændre sig, man ønsker jo også selv at ens familie kommer til at deltage og at det bliver et posetivt samlingspunkt fremover

Zette skriver:

 

Jeg har valgt min mor fra for længe siden.. jeg magtede simpelthen ikke de slåskampe følelsesmæssigt. Nu da baby skal komme om et par måneder har jeg fortalt hende via en mail at hun kommer, men jeg forventer ikke at hun vil deltage aktivt i barnets liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til. 

Min mor var aldrig rigtig en mor for mig, manglede altid da jeg var mindre, havde ikke styr på noget da jeg blev større, og da jeg blev stor nok til at vælge hende fra - så gjorde jeg det. 

Det lyder måske hårdt, men det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv og min egen lille familie herhjemme. Alle spekulationerne forsvinder langtsom og pludselig er det rart igen at leve.. uden at have den sky hængende over hovedet.

KH
Zette 

Tak for dit svar - det tyder jo på, at man godt kan få en "lykkelig slutning" selvom den i udgangspunktet ikke er lykkelig. Jeg er også dér nu, hvor jeg ikke magter det følelsesmæssige med min mor mere...

Jeg synes det er utrolig flot at du har haft styrken til at vælge hende fra. Det er nemlig en stor grim sky at have hængende over hovedet. Jeg bruger SÅ meget tid på at tænke over det.

Derfor ville det bare være så rart hvis jeg var mere afklaret, så jeg kunne lægge det væk...

Det er en rigtig snot-situation at stå i så du får lige en krammer herfra.

Mit råd er lidt anderledes, men prøv at tænke lidt over det.

Da jeg blev gravid med min datter, var min kæreste og jeg lige taget hjem over en uge før tid fra en ferie i Toscana fordi min svigermor og jeg havde været oppe at skændes så det bragede..

Da jeg efterfølgende fandt ud af at jeg var gravid måtte jeg tage stilling til en masse ting - bl.a. hvordan vi håndterede forholdet til farmor og farfar.

Jeg tænkte utroligt meget over det og baseret på det (samt mit forhold til min egen mor, der også har en tendens til at ville bestemme alting selvom jeg er over 30, gift og bor 4 timer fra hende) vil jeg give dig flg. råd:

DU er ikke ansvarlig for hvordan din mor og din bror opfører sig!

DU kan ikke ændre dem - og du skal ikke regne med at de ændrer sig for din skyld!

Det eneste i alt det her du kan styre er hvordan du vælger at opfatte tingene og hvordan du vælger at reagere.

De svære spørgsmål du skal stille dig selv - og svare dig selv ærligt på:

Vil du gerne have din mor på besøg? Rent følelsesmæssigt altså, ikke fordi du føler at du bør gøre det? Betyder det noget for dig om hun kommer på hospitalet? Og i givet fald, hvad? Hvorfor betyder det noget?

Det samme med din bror?

Har du nogle accept issues fra din barndom med stadig? Alle børn ønsker bevidst eller ubevidst at deres forældre er stolte af dem - bærer du stadig rundt på det?

Nogle gange når man sætter sig ned og tænker over sådan nogle ting og er 100% ærlig overfor sig selv, kommer der nogle ting frem der overrasker en, eller måske nogle ting man ikke er videre stolt af, men det er helt sikkert sundt, og det hjælper en til at opnå det følelsesmæssige overblik, og det lyder på mig som om det er det du har brug for.

Du bør nok også udvide spørgsmålene til hvad så efter sygehuset? Ønsker du et forhold til din bror og mor - ønsker du at jeres barn får et forhold til dem. Husk igen på at det skal være realistisk - folk ændrer sig sjældent og du kan ikke gå ud fra at din mor og bror ændrer sig, bare fordi du får et barn.

Husk iøvrigt på at det er en meget følelsesmæssig ting at blive mor - hormoner og følelser er ofte meget voldsomme især i starten, så du bør måske vente lidt med at spekulere over den fremtid der ligger lidt længere væk, men koncentrere dig om fødslen mv.

Hvis jeg var dig ville jeg ikke hverken invitere dem, eller bede dem om at blive væk, men simpelt hen afvente, og så lade være med at have nogle forventninger til dem...

Giver det lidt mening?

Sama skriver:

Først til dig.. Det er aldrig nemt at stå i sådan nogle situationer med noget af sin familie...

Jeg har i mange år haft et had/kærligheds forhold til min bror. han er skizofren og misbruger og vi lever klart i hver vores verden. Har forsøgt at få tingene til at fungere imellem os i mange år, men da vi til en julefrokost sidste år blev uvenner og jeg kørte afsted derfra helt knust, har jeg besluttet mig for at bryde kontakten. Vi har efterfølgende ikke snakket sammen, på trods af at han tror at alting er godt igen efter noget tid. Men ikke denne gang.

Vi var dengang igang med baby projektet og jeg vil ikke have at mine kommende børn skal opleve den måde han kan opføre sig på. Jeg er træt af at have ondt i maven flere dage inden vi skal ses og gå og være nervøs over hvad der kan ske, så sådan her har jeg det bedst. 

Mit råd er at hvis du kan rumme dem i dit liv så skal du få snakket med dem, men ellers så følg dit hjerte... Det er familien, men det er heller ikke altid alt....

Mange gode tanker til dig

Tak for de trøstende ord  Jeg kender alt til det med ondt i maven, inden man skal ses... Faktisk tænker jeg lige nu mere på hvordan det vil være hvis min mor skulle komme og besøge os på fødegangen end på hvordan det vil være for mig og min mand, at vi skal være forældre - helt vanvittigt! 

Jeg er decideret bange for at hun vil sige noget, som vil gøre mig ked af det, at hun er grænseoverskridende, at hun tager Alfred op, selvom jeg beder hende lade være osv. osv. Jeg ville ønske jeg kunne trykke på en knap, så hun ikke fyldte så meget i mine følelser/tanker

Zafir skriver:

Jeg har lidt svært ved at råde dig, men jeg kan fortælle dig at jeg også står i en lignene situation mht min mor. Hos mig kommer det så af at min mor har haft en opvækst der gør at hun selv har svære problemer, der har påvirket vores forhold altid.

Jeg har dog lyst til stadig at bevare min 'mor' på et eller andet punkt og er derfor startet i terapi. Jeg føler mig også lidt stresset over en løsning lige pt. da Idun jo fylder 6 år og både hende og min mor, vil stille store spørgsmål, hvis jeg ikke inviterer min mor til hendes fødselsdag.

Så jeg kan fuldt følge dig. - Jeg er dog ked af at høre, at din mor slet ikke er interesseret i at finde en løsning. Min mor kan ikke og jeg må finde ud af,hvor jeg kan være i forhold til hende... mmm

I øvrigt, syntes jeg at det er rigtig ærgeligt at din familie reagerer som de gør, på den nyes ankomst til verden. - Så meget så jeg syntes at de selv har valgt det fra og du må koncentrere dig om dem der er interesseret og elsker den lille ny, allerede fra nu af.

stort kram og masser af tanker.

Hej Zafir,

jeg tænkte faktisk på om jeg mon hørte fra dig i denne tråd, da jeg har læst nogle af dine indlæg omkring din mor - og de ligner på visse punkter min situation... Det er rart at vide, at man ikke er helt alene med disse problemer. Mange kvinder har et super forhold til deres mor, og kan ikke forstå, at det ikke er lige godt for alle.

Jeg har det nok på samme måde som dig mht. min mor - at jeg gerne vil bevare et spinkelt forhold til hende. Men hun går, når vi taler sammen og vil som sagt ikke kontakt, når jeg er frustreret eller ked af det... Hun vil kun det "gode", men samtidig aflyser hun aftaler, bryder løfter og sejler derudaf på sin egen måde, kun med øje for hendes egne behov. Når jeg bliver vred, siger hun at jeg er en forkælet møgunge. Hun kan slet ikke rumme mine følelser, og nægter at tage stilling til, at jeg har det SÅ dårligt med nogle at de ting hun gør/siger.

Jeg er også gået i terapi nu, og det hjælper, men jeg står bare nu med en konkret beslutning jeg skal træffe, og det er nemlig som du siger stressende op til større begivenheder at vurdere hvordan man skal tackle det. Og jeg tør slet ikke tænke på hvordan det bliver når Alfred kommer - og mormor ikke skal med til div. ting. Børnene kommer jo i klemme!

Jeg tror bare aldrig jeg lærer at acceptere, at jeg ikke har fået en god mor...

baby2010 skriver:

Det må bare være SÅ hård en beslutning for dig! Hvor er det flot at du klarede det - du må være meget stærk... Tak fordi du delte dine erfaringer.

Jeg har mistet helt mig selv i det her, ved ikke hvad jeg selv vil, hvilket gør det så uendeligt svært. Jeg håber meget du har ret i, at tingene ser anderledes ud, når Alfred kommer.

ih tak jeg siger bare min mening... på en realistisk måde... :0)

hvis du føler for det og gerne vil have et bedre forhold til din bror så tal med ham... måske han går og har det skidt eller føler han ikke slår til fordi han ikke "fik barn først" eller sådan noget....

omkring din kære mor, så kan du vælge at lade din dør stå åben og ikke gøre flere tilnærmelser... og dette kan du informere hende om.... så har du gjort hvad du kan og då må du holde op med at bekymre dig om dem....det kan også være din mor er af den type der skal have et ultimatum for at vågne op?

har du en god svigerfamilie? så skal du bruge energien der.....

men det er ens mor, og derfor vil det altid ligge og nage i baghovedet...du er bare nødt til at forsøge at affinde dig med situationen... man kan ikke vælge for andre, kun udtrykke hvordan man føler og så ønske sig at de ændrer sig... :0)

baby2010 skriver:

 

Tak for dit svar - det tyder jo på, at man godt kan få en "lykkelig slutning" selvom den i udgangspunktet ikke er lykkelig. Jeg er også dér nu, hvor jeg ikke magter det følelsesmæssige med min mor mere...

Jeg synes det er utrolig flot at du har haft styrken til at vælge hende fra. Det er nemlig en stor grim sky at have hængende over hovedet. Jeg bruger SÅ meget tid på at tænke over det.

Derfor ville det bare være så rart hvis jeg var mere afklaret, så jeg kunne lægge det væk...

Det tog mig rigtig lang tid at indse at hun ikke gjorde mig noget godt. Og jeg har flere gange indviget i at hun fx kan komme til jul osv. Men hver gang så skuffer hun. Det kan være bitte små ting og det kan være store ting som sætter ar.

Fx til denne jul vi lige har holdt, der valgte jeg i kraft af at mine mindre søskende ønskede at hun kom, at invitere hende. Jeg kan sagtens forstå de gerne vil se deres mor, så det gør ikke mig noget at hun kommer med. Jeg skrev til hende at vi delte udgiver ligeligt imellem os, og at hun derfor skulle af med ca 300 kr. Hun svarede aldrig på om hun ville komme.... ?

Det synes jeg er så flat! Og jeg kender nogle der blev meget mere skuffet end mig, for jeg havde jo sådan set, set det komme.

I januar måned skrev hun så til mig at hun havde købt gaver til os og at hun ville sende dem, hun snakkede især om den gave hun havde købt til baby... der kom aldrig nogle gaver.

Hver gang hun lover noget, så holder hun det aldrig. Og det vil jeg gerne have at Malou skal være foruden når hun kommer til verden. Jeg vil hellere have at hun har få familiemedlemmer hun kan stole på, og betro sig til - end sådan en type som min mor der lover guld og grønne skove men aldrig holder dem.

Den psykolog jeg gik til (nu ved jeg jo at du er psykolog ikke?) fortalte mig at man nogle gange er nødt til at se på sig selv, hvad kan jeg klare som menneske, hvad har jeg lyst til at være med til. Når Alfred kommer, så er det jo ikke kun dig det går ud over, men muligvis også ham. Jeg kender ikke lige til hvorfor I har det som I har det, men jeg kan forestille mig at alle de bekymringer du render mig vil blive overført til barnet lynhurtigt. Man tror som voksen at man er så god til at skjule det - men børn kan mærke det lige med det samme. 

Du skal bare tænke på at være i dårligt humør, så mærker de det. 

Nu siger jeg ikke at det rette valg vil være at vælge hende fra, som det var for mig. Men jeg kan fortælle at i min verden er tingene blevet meget mindre kompliceret efter jeg fravalgte hende og jeg kunne pludselig tage beslutninger som jeg ellers ikke havde været i stand til fordi min hjerne var så fyldt med alt det lort hun satte mig i.

Knus
Zette 

Skouboe skriver:

Det er en rigtig snot-situation at stå i så du får lige en krammer herfra.

Mit råd er lidt anderledes, men prøv at tænke lidt over det.

Da jeg blev gravid med min datter, var min kæreste og jeg lige taget hjem over en uge før tid fra en ferie i Toscana fordi min svigermor og jeg havde været oppe at skændes så det bragede..

Da jeg efterfølgende fandt ud af at jeg var gravid måtte jeg tage stilling til en masse ting - bl.a. hvordan vi håndterede forholdet til farmor og farfar.

Jeg tænkte utroligt meget over det og baseret på det (samt mit forhold til min egen mor, der også har en tendens til at ville bestemme alting selvom jeg er over 30, gift og bor 4 timer fra hende) vil jeg give dig flg. råd:

DU er ikke ansvarlig for hvordan din mor og din bror opfører sig!

DU kan ikke ændre dem - og du skal ikke regne med at de ændrer sig for din skyld!

Det eneste i alt det her du kan styre er hvordan du vælger at opfatte tingene og hvordan du vælger at reagere.

De svære spørgsmål du skal stille dig selv - og svare dig selv ærligt på:

Vil du gerne have din mor på besøg? Rent følelsesmæssigt altså, ikke fordi du føler at du bør gøre det? Betyder det noget for dig om hun kommer på hospitalet? Og i givet fald, hvad? Hvorfor betyder det noget?

Det samme med din bror?

Har du nogle accept issues fra din barndom med stadig? Alle børn ønsker bevidst eller ubevidst at deres forældre er stolte af dem - bærer du stadig rundt på det?

Nogle gange når man sætter sig ned og tænker over sådan nogle ting og er 100% ærlig overfor sig selv, kommer der nogle ting frem der overrasker en, eller måske nogle ting man ikke er videre stolt af, men det er helt sikkert sundt, og det hjælper en til at opnå det følelsesmæssige overblik, og det lyder på mig som om det er det du har brug for.

Du bør nok også udvide spørgsmålene til hvad så efter sygehuset? Ønsker du et forhold til din bror og mor - ønsker du at jeres barn får et forhold til dem. Husk igen på at det skal være realistisk - folk ændrer sig sjældent og du kan ikke gå ud fra at din mor og bror ændrer sig, bare fordi du får et barn.

Husk iøvrigt på at det er en meget følelsesmæssig ting at blive mor - hormoner og følelser er ofte meget voldsomme især i starten, så du bør måske vente lidt med at spekulere over den fremtid der ligger lidt længere væk, men koncentrere dig om fødslen mv.

Hvis jeg var dig ville jeg ikke hverken invitere dem, eller bede dem om at blive væk, men simpelt hen afvente, og så lade være med at have nogle forventninger til dem...

Giver det lidt mening?

Du skriver simpelthen altid sådan nogle kloge svar, at jeg er helt blæst væk 

Det er nogle rigtig gode råd du kommer med. Jeg kan ikke længere tage ansvar overfor min brors og min mors dårlige opførsel.

Jeg har stillet mig selv mange af de spørgsmål du stiller. I kraft af mit fag - psykologi har jeg reflekteret rigtig meget over tingene, det er jo bare en skam at man er ret "blank", når det kommer til en selv...

Nej, jeg har ikke lyst til at have min mor eller min bror på besøg - ikke når tingene er som de er nu. Jeg ønsker mere end noget i verden, at de kontakter mig på en tillidsfuld måde og foreslår at vi taler om hvordan fremtiden skal se ud. Men det gør de ikke...

Det komplekse er jo, at jeg gerne vil have "dele" af min mor og min bror med på hospitalet - men det kan man jo ikke. Lige nu er det for usikkert for mig. Jeg er for sårbar og det vil være en meget kunstig situation for mig.

Jeg er meget i tvivl om jeg vil have et forhold til min mor og min bror. Nok et overfladisk et... Jeg håber jeg med tiden kan give slip på alle de forventninger jeg har, og dermed kunne få et overfladisk forhold til dem... Men lige nu tvivler jeg på det.

Jeg tror du har ret i, at jeg skal holde dem på afstand nu. Jeg kan ikke bære det...

baby2010 skriver:

 

Du skriver simpelthen altid sådan nogle kloge svar, at jeg er helt blæst væk 

Det er nogle rigtig gode råd du kommer med. Jeg kan ikke længere tage ansvar overfor min brors og min mors dårlige opførsel.

Jeg har stillet mig selv mange af de spørgsmål du stiller. I kraft af mit fag - psykologi har jeg reflekteret rigtig meget over tingene, det er jo bare en skam at man er ret "blank", når det kommer til en selv...

Nej, jeg har ikke lyst til at have min mor eller min bror på besøg - ikke når tingene er som de er nu. Jeg ønsker mere end noget i verden, at de kontakter mig på en tillidsfuld måde og foreslår at vi taler om hvordan fremtiden skal se ud. Men det gør de ikke...

Det komplekse er jo, at jeg gerne vil have "dele" af min mor og min bror med på hospitalet - men det kan man jo ikke. Lige nu er det for usikkert for mig. Jeg er for sårbar og det vil være en meget kunstig situation for mig.

Jeg er meget i tvivl om jeg vil have et forhold til min mor og min bror. Nok et overfladisk et... Jeg håber jeg med tiden kan give slip på alle de forventninger jeg har, og dermed kunne få et overfladisk forhold til dem... Men lige nu tvivler jeg på det.

Jeg tror du har ret i, at jeg skal holde dem på afstand nu. Jeg kan ikke bære det...

Mange tak - det er altid rart at få at vide, især fordi jeg ofte bliver beskyldt for at være for kontant... 

Jeg synes du skal koncentrere dig om din lille familie og prøve at undlade at beskæftige din for meget med din mor og bror - rent faktisk har de jo ikke gjort noget for nyligt, der retfærdiggør at du bruger så meget af din kostbare tid på dem, har de?

Det er en følelsesmæssig rutsjebane at blive mor (og sikkert også at blive far, men det har jeg ikke lige prøvet), og alting bliver voldsomt forstærket af hormoner. Jeg synes det var decideret ubehageligt at skulle håndtere så voldsomme følelser.

Det er desværre ikke kun de positive følelser, der er meget stærke, men også de negative (usikkerhed, angst for fremtiden, frygt for at der sker barnet noget osv.), så det er nok ikke det bedste tidspunkt at læsse din mor og bror oveni...

I vil få masser af råd, og er I i tvivl om noget, kan du jo altid spørge herinde, men det bedste råd jeg kan give dig er at stoppe op, kigge på dit barn og føle efter inden i hvad der er det rigtigt at gøre. Det er dig og din mand der kender jeres barn bedst, og derfor er det meste af det I beslutter at gøre pr. automatik rigtigt, fordi I har besluttet det, ligegyldigt hvad en eller anden bog siger...

Held og lykke og jeg glæder mig til at høre hvordan fødslen er gået.

baby2010 skriver:

Tak for svar og kram. Du har ret i, at jeg skal følge mit hjerte, men jeg er så splittet nu og forvirret, at jeg ikke kan mærke hvad der er det rigtige... Jeg kan ikke skelne imellem hvad der er det rigtige for mig personligt, for Alfred, for familien på sigt osv. Det hele flyder sammen... Håber jeg bedre kan træffe en beslutning, når jeg kommer tættere på.

Håber du får træffet den beslutning som er rigtig for dig og jeres lille familie