Jeg ved ikke om jeg reagerede forkert :\

Sagen er den, at jeg var i byen igår med en veninde, og render flere gange ind i Emils far - Får øjenkontakt med ham og sådan, men eftersom han afvidste mig sidst jeg prøvede at snakke med ham, ville jeg ikke gå over til ham, denne gang.

Da vi, imorges, så kommer hjem til min kammerat, som vi skulle sove hos, ringer min telefon med et nummer jeg ikke kender - DET ER SIMON !!! (Emils far)

Han siger så at han synes vi har noget vi skal snakke om, hvor jeg så svarer at det synes jeg ikke vi skal lige på det tidspunkt, da vi begge er fulde og ikke ved vores fulde fem.
Han begynder så at snakke en masse om at han har det skidt for tiden, og at han går til psykolog pga. alt det her med Emil og faderskabssag og det hele - Jeg får selvfølgelig ondt af ham, men fortæller ham det ikke.
Han siger så at han gerne vil snakke med mig ansigt til ansigt en dag, og jeg fortælle ham at min dør står åben, så kan han jo også se Emil - MEN hvis han skal komme i mit hjem, så skal han komme ALENE. Jeg vil ikke se på hans forældre lige nu, jeg er slet ikke klar til det.

Så siger han at han IKKE vil se Emil, det er han ikke klar til endnu - Fred være med det. Men det kunne jo være at han var klar om to år - tilføjer han så.
^Og det var her jeg stod lidt af, og blev faktisk rigtig vred.
Jeg hæver stemmen og siger noget ligende "Hvis du vil være far, så skal du være det på Emils primisser - Og ikke når du liiiige har lyst og tid til at være det!!!"

Samtalen slutter med at jeg beder ham skrive til mig, en dag i nærmeste fremtid, hvis han virkelig mener hvad han har sagt, så jeg ved om dette var fuldemandssnak, eller om der virkelig var hold i det.

Den sætning, som er markeret med fed skrift, er jeg i tvivl om hvor vildt det var det rigtige  at sige, eller om jeg var lidt for hård?

Jeg synes det er svært at forklare på skrift, men jeg håber I forstod mig, og måske kan give mig nogle råd til, hvordan jeg ellers kan takle, Simon..

På forhånd, tak.

Sikke da en omgang.. . jeg kan fuld ud forstå din handling. Jeg sagde det sammen til Mikkels far dengang vi gik fra hinanden og han ikke vidste hvornår han lige kunne presse samvær med Mikkel ind i hans skema. Jeg brugte de samme ord som du, det er på barnets præmisser og ikke fars. Sådan har jeg det stadig. Nu har vi så endelig fået det på plads.. tog også 1½ år.. puha...

Jeg synes i hvert faldet du har handlet helt rigtigt. Du beskytter din søn men du giver stadig Simon en chance for at få en mulighed i at være en del af Emils liv. Det du giver ham en chance er stort og jeg mener det er det bedste du kan gøre.Nu er det Simons valg at tage bolden i hånden og kaste den videre.

At du hævede stemmen tror jeg er helt normal når man er lidt fuld og man samtidigt beskytter sine børn og måske ikke er helt på talefod med personen i den anden ende.

Håber i får det løst.

Uha, det er jo noget svært noget det hele, og jeg er ikke helt klar over hvordan dig og Simon gik hver til sit, i sin tid. Men jeg har da læst i en af dine tidligere tråde at I var i fuld gang med faderskabssag, og udfra det kunne jeg måske forstå at Simon ikke helt ville have noget med jer at gøre?

Hvis det er sådan det er, så synes jeg du har svaret helt korrekt. Uanset hvordan jeres forhold er, så er det vigtigst at I tager hensyn til den lille Emil. Det skal ikke gå udover Emil, at mor og far ikke helt kan snakke sammen osv, og Emil skal ikke blive svigtet af sin far....

Knus

Renée88 skriver:

Uha, det er jo noget svært noget det hele, og jeg er ikke helt klar over hvordan dig og Simon gik hver til sit, i sin tid. Men jeg har da læst i en af dine tidligere tråde at I var i fuld gang med faderskabssag, og udfra det kunne jeg måske forstå at Simon ikke helt ville have noget med jer at gøre?

Hvis det er sådan det er, så synes jeg du har svaret helt korrekt. Uanset hvordan jeres forhold er, så er det vigtigst at I tager hensyn til den lille Emil. Det skal ikke gå udover Emil, at mor og far ikke helt kan snakke sammen osv, og Emil skal ikke blive svigtet af sin far....

Knus

Kort fortalt :
Simon forlod mig da jeg var i 5. måned.
Siden snakkede jeg ikke med ham, trods jeg sendte ham anbefalet brevet, mails og så videre.
Mødte ham på gaden mens jeg var høj gravid, og der gav han mig bare fingeren.
Så prøvede jeg i midt december måned, at snakke med ham, men han afviste mig på det groveste.

Så nu, hvor svaret er kommet på faderskabssagen er kommet så trækker han pludselig også i land, men forventer alligevel at jeg giver ham "så lang snor" at han kan komme og gå ud af Emils liv, lige når det passer ham.

Jeg synes også det er helt i orden at du har sagt sådan.. Uanset hvordan dig og Simons forhold har været, er det kun Emil's interesse der er at varetage, og der nytter det ikke noget hvis farmand bare kommer og går..

Jeg ved heller ikke helt hvordan mit barns far vil være når jeg har født, lige umiddelbart er hans svar på om han vil se hende 'det finder jeg ud af når hun er født', og jeg har det også sådan at han kan ikke 'bare forvente' at få lov at se hende når det passer ham og kun ham.. Der skal være nogle klare retningslinier, og her tænker jeg kun OG KUN på mit barns tarv, og det lyder det som om det også er hvad du har tænkt på.. Så synes virkelig det er helt fint! Han skal også vide hvad han har at gøre med, så han kan komme videre når nu hans synes det er så slem en ting at være blevet far..

Så  herfra..!

Ess skriver:

Kort fortalt :
Simon forlod mig da jeg var i 5. måned.
Siden snakkede jeg ikke med ham, trods jeg sendte ham anbefalet brevet, mails og så videre.
Mødte ham på gaden mens jeg var høj gravid, og der gav han mig bare fingeren.
Så prøvede jeg i midt december måned, at snakke med ham, men han afviste mig på det groveste.

Så nu, hvor svaret er kommet på faderskabssagen er kommet så trækker han pludselig også i land, men forventer alligevel at jeg giver ham "så lang snor" at han kan komme og gå ud af Emils liv, lige når det passer ham.

Det skal han slet ikke have lov til synes jeg, han blir nødt til at tage konsekvensen af at han skred dengang.

Det er selvfølgelig rigtig godt at han indser han fejl, uden tvivl.. Men der er en lille dreng, som ikke skal føle svigt ved en far der går og kommer i tide..

Føler virkelig med dig - håber i finder ud af det - på Emils præmisser...

Knus

Jeg synes slet ikke at du var for hård ved ham! Jeg har læst flere af dine tråde, og jeg synes bare at du klarer det hele så flot

Selvom din eks ikke vil se Emil og i det hele taget opfører sig ret uheldigt, ja så er din dør stadig åben for ham til at tage del i Emils liv. Det er stort af dig! Og så vigtigt for Emil. Jeg tror selv at jeg ville blive hende der "bitterfissen" der bare lukkede døren og bad ham om at skride ad helvede til! Og det er jo ikke særlig konstruktivt

Rigtig go weekend til dig og bettemanden

Mutti2B skriver:

Jeg synes slet ikke at du var for hård ved ham! Jeg har læst flere af dine tråde, og jeg synes bare at du klarer det hele så flot

Selvom din eks ikke vil se Emil og i det hele taget opfører sig ret uheldigt, ja så er din dør stadig åben for ham til at tage del i Emils liv. Det er stort af dig! Og så vigtigt for Emil. Jeg tror selv at jeg ville blive hende der "bitterfissen" der bare lukkede døren og bad ham om at skride ad helvede til! Og det er jo ikke særlig konstruktivt

Rigtig go weekend til dig og bettemanden

TUSINDE tak for de søde ord.

Jeg holder udelukkende mulighederne åbne, for Simon, for Emils skyld.
For min skyld kunne han bare blive væk, men Emils skyld kæmper jeg videre. Emil har jo fortjent en far - Og gerne han bio-far. Det er jo ikke hans skyld at hans far og jeg ikke kan sammen, men det er desværre ham det går udover.
Og jeg vil for alt i verden gerne kunne samarbejde med Simon, for Emils skyld.

@spire skriver:

Jeg synes også det er helt i orden at du har sagt sådan.. Uanset hvordan dig og Simons forhold har været, er det kun Emil's interesse der er at varetage, og der nytter det ikke noget hvis farmand bare kommer og går..

Jeg ved heller ikke helt hvordan mit barns far vil være når jeg har født, lige umiddelbart er hans svar på om han vil se hende 'det finder jeg ud af når hun er født', og jeg har det også sådan at han kan ikke 'bare forvente' at få lov at se hende når det passer ham og kun ham.. Der skal være nogle klare retningslinier, og her tænker jeg kun OG KUN på mit barns tarv, og det lyder det som om det også er hvad du har tænkt på.. Så synes virkelig det er helt fint! Han skal også vide hvad han har at gøre med, så han kan komme videre når nu hans synes det er så slem en ting at være blevet far..

Så  herfra..!

NEJ!!! Hvad er dog det for en umelding at komme med?? :O
Hvad er han da (undskyld mit sprog) for en klaphat?

Ihh, jeg synes nu altså nogle gange at de mænd får lov at smutte uden om, alt for let.

Tænk sikke et drama der kunne blive, hvis det var moren der opgav sit barn til faren, og ikke ville se barnet. DET gør en mor jo bare ikke i vores verden, men når faren gør det, så synes jeg tit man høre kommentarene "Jamen , det ødelægger jo også hans liv" - "Jamen, det var jo ikke HANS valg at få barnet"
Men jeg tænker bare, når de er gamle nok til at krølle lagner, så er de vel også gamle nok til at tage det ansvar der kan følge med ?