Så kom dagen, hvor jeg skulle scannes for at se hjerteblink. Min mor tog med op på klinikken.
For første gang er der laaang ventetid. Min mor taler om ferier, nye senge osv. Jeg hører INTET.
Det bliver endelig min tur, og med rystende ben bliver jeg arrangeret i bøjlerne. Han finder med det samme livmoderen og jeg får øje på to mørke klatter. Jeg udbryder et gisp, men husker mig selv på, at blommesækken kan ligne en ekstra graviditet.
Lægen spørger om jeg er okay. Min mor svarer for mig, at jeg er nervøs for om der er liv. Lægen siger så, at jeg skam er MEGET gravid. Han kigger på mig og siger så: Du skal have TVILLINGER.
Jeg begynder at hulke på livet løs, og han må bede mig ligge stille, så jeg kan se hjerteblink. Begge tvillinger er store, flotte og blinker derudaf.
Sygeplejersken blev helt fortvivlet, og spørger om jeg ér lykkelig eller ulykkelig. Min mor svarede med gråd i stemmen, at jeg jo er alene om det, så jeg nok er chokkeret. Jeg fik sagt, at jeg var meget lykkelig.
Jeg fik kram af læger og sygeplejersker bagefter, og måtte love, at jeg ikke hylede, når jeg gik gennem venteværelset. Jeg skulle jo nødig skræmme de andre kvinder.
Om to uger skal jeg scannes igen. Det sker jo i nogle tilfælde, at et af fostrene går til.
Selvom opgaven bliver rigtig hård, så har jeg (næsten) allerede vænnet mig til to små bebser. Så vil blive ked af, hvis den ene går til. Det tror jeg nu ikke sker.
Det var så kæmpe stort at se de små fostre, og de små ivrige hjerter. Jeg er så overvældet 
Her et billede af Pomfrit I og Pomfrit II
