KaMa skriver:
De tanker har jeg også sidder med Eva, når jeg har læst nogle indlæg herinde (og andre steder!).
Jeg tror, at det har meget med alder at gøre. Når man er meget ung, så er man som pige til mere usikker i sin kæresterolle, og man kan risikere at slås med tilsvarende fyre, som måske er knap så modne.
Da jeg var 18 år var jeg simpelthen helt forfærdelig dominerende overfor min kæreste. Jeg var fuldstændig styret af mine følelser, og følte mig helt i min ret til, at han selvfølgelig skulle indordne sig under det.
I dag er jeg gode venner med den kæreste, som jeg havde i de unge år. Vi kan heldigvis grine af det, og han kalder mig i dag, for sin bedste eks-heks.
Når man bliver ældre, så får man mere selvtillid, hviler mere i sig selv, og man finder ud af, at man IKKE kan kontrollere kæresten med forbud, skæld ud og andre opdragelsesmetoder.
Friheden vil som regel belønne sig ved, at han nyder ens selskab mere, og måske vil søge tosomheden mere. Det kræver år - og kærestesorger, at nå frem til den erkendelse.
Det er min - meget generaliserende - holdning til den slags.. 
Tror du har rigtig meget ret...
jeg havde også min klare idé om hvordan en lykkelig familie skulle være da jeg flyttede i hus med min x som 19 årig...det skulle være præcis på en bestemt måd eog han indordnede sig bare.
Han var 30 år og efter få år var jeg så træt af at jeg ikke fik noget igen fra manden, han var der "bare" og gjorde alt det han nu skulle og så vi rigtig var en lykkelig familie at se på...men jeg kedede mig og selvfølgelig endte det efter kun et år...så jeg lever meget godt op til det du beskriver..
Knus..
