At bestemme over sin partner...

Hvis han ikke syntes jeg skal i byen eller omvendt, så gør vi det ikke.

Det er jo hvordan man vælger at leve..

Sådan har vi det også. Vi lytter til hinandens ønsker. F.eks. Mathias ville ikke have jeg drak til min arbejds-julefrokost og så gjorde jeg det ikke. Den anden dag synes jeg det var en skidt ide at han tog ud til en kammerat 1 time før spisetid fordi han ikke plejer at komme derfra igen med det samme. Så gjorde han det ikke. Vi lytter til hinanden og træffer derefter beslutninger sammen

MorpåSjælland skriver:

Sådan har vi det også. Vi lytter til hinandens ønsker. F.eks. Mathias ville ikke have jeg drak til min arbejds-julefrokost og så gjorde jeg det ikke. Den anden dag synes jeg det var en skidt ide at han tog ud til en kammerat 1 time før spisetid fordi han ikke plejer at komme derfra igen med det samme. Så gjorde han det ikke. Vi lytter til hinanden og træffer derefter beslutninger sammen

Lige præcis, og sådan har vi det bedst!

Eva skriver:

eller kræve....jeg synes tit jeg læser indlæg herinde om kvinder der bestemmer og kræver at nu skal deres mænd det, det og det...og sådan skal det bare være!! Jeg må indrømme at jeg slet ikke kan følge den måde og tænker at det da kun på et tidspunkt kan ende helt galt eller hvad mener I og hvad og hvordan gør I?

Jeg synes selv jeg prøver at respektere det min partner ønsker også selvom det måske ikke lige er det jeg gerne vil....men jeg har da ingen ret til at bestemme hvad han skal og vil...

Knus Eva..som egentlig både undres over de kvinder der på den måde kræver og ikke mindst at mændene som bare finder sig i det..

De tanker har jeg også sidder med Eva, når jeg har læst nogle indlæg herinde (og andre steder!).

Jeg tror, at det har meget med alder at gøre. Når man er meget ung, så er man som pige til mere usikker i sin kæresterolle, og man kan risikere at slås med tilsvarende fyre, som måske er knap så modne.

Da jeg var 18 år var jeg simpelthen helt forfærdelig dominerende overfor min kæreste. Jeg var fuldstændig styret af mine følelser, og følte mig helt i min ret til, at han selvfølgelig skulle indordne sig under det.

I dag er jeg gode venner med den kæreste, som jeg havde i de unge år. Vi kan heldigvis grine af det, og han kalder mig i dag, for sin bedste eks-heks.

Når man bliver ældre, så får man mere selvtillid, hviler mere i sig selv, og man finder ud af, at man IKKE kan kontrollere kæresten med forbud, skæld ud og andre opdragelsesmetoder.

Friheden vil som regel belønne sig ved, at han nyder ens selskab mere, og måske vil søge tosomheden mere. Det kræver år - og kærestesorger, at nå frem til den erkendelse.

Det er min - meget generaliserende - holdning til den slags..

Jeg kan kun sige fra erfaring at al den styring og bestemmelse over sin mand/kæreste KUN ender i en ting.. AT HAN SKRIDER... Så drop al den styring og få snakket om tingene...og hvis han ikke duer til det, så er han simpelthen ikke manden der er værd at samle på...

jeg kan heller ikke helt forstå det med at man som kvinde automatisk bestemmer reglerne... herhjemme er det da fælles beslutninger. eller...jeg ved sgu ikke om Søren er enig i det, men jeg tror til gengæld at han er enig i, at mange af de ting jeg "bestemmer" er ting som han enten er relativt ligeglad med eller som han ikke har overvejet overhovedet og så kan vi ligeså godt gøre som jeg siger som alt muligt andet. hvis du forstår?

hans bedste ven har de sidste to år haft en kæreste der bestemmer ALT. hvilket er virkelig spøjst, for ham vennen er sådan en der aldrig har villet finde sig i noget "pis" fra sine kærester førhen, og nu er han simpelthen så meget under tøflen at det er latterligt. nu er de flyttet sammen og han har fået "sit eget værelse". Han er kunstner og skal naturligt bruge en del plads til sine udfoldelser, så på den måde er det med eget værelse fint, men ALLE hans ting skal være inde på hans værelse. Selv hans tøj er rykket ud af soveværelset og ind på hans eget værelse. Søren kom hjem og fortalte hvor heldigt Rune var, og så måtte jeg sige, at de da var godt dumme, de to mænd, hvis de ikke havde regnet ud at hun gør det for at dominere resten af deres hjem fuldstændig. Jeg talte endda med hende om det til jul, hvor hun bare grinede og sagde "ja, er det ikke fedt, Rune syntes jeg er verdens sødeste kæreste fordi han får sit helt eget værelse, og imens opdager han ikke at jeg bestemmer i resten af huset".

der står jeg bare helt af! jo, jeg kunne godt tænke mig mit eget arbejdsværelse, men jeg kunne ikke tænke mig, at vi ikke boede SAMMEN, dvs at alle vores ting var blandet helt sammen, at det er tydeligt at vi begge to bor herhjemme. jeg syntes faktisk det er rigtig sørgeligt, for jeg ville da føle mig ignoreret som menneske hvis jeg ikke kunne se mig selv/mine ting rundt omkring i mit hjem...

nåh...det blev langt, sorry!

Tjuhl skriver:

jeg kan heller ikke helt forstå det med at man som kvinde automatisk bestemmer reglerne... herhjemme er det da fælles beslutninger. eller...jeg ved sgu ikke om Søren er enig i det, men jeg tror til gengæld at han er enig i, at mange af de ting jeg "bestemmer" er ting som han enten er relativt ligeglad med eller som han ikke har overvejet overhovedet og så kan vi ligeså godt gøre som jeg siger som alt muligt andet. hvis du forstår?

hans bedste ven har de sidste to år haft en kæreste der bestemmer ALT. hvilket er virkelig spøjst, for ham vennen er sådan en der aldrig har villet finde sig i noget "pis" fra sine kærester førhen, og nu er han simpelthen så meget under tøflen at det er latterligt. nu er de flyttet sammen og han har fået "sit eget værelse". Han er kunstner og skal naturligt bruge en del plads til sine udfoldelser, så på den måde er det med eget værelse fint, men ALLE hans ting skal være inde på hans værelse. Selv hans tøj er rykket ud af soveværelset og ind på hans eget værelse. Søren kom hjem og fortalte hvor heldigt Rune var, og så måtte jeg sige, at de da var godt dumme, de to mænd, hvis de ikke havde regnet ud at hun gør det for at dominere resten af deres hjem fuldstændig. Jeg talte endda med hende om det til jul, hvor hun bare grinede og sagde "ja, er det ikke fedt, Rune syntes jeg er verdens sødeste kæreste fordi han får sit helt eget værelse, og imens opdager han ikke at jeg bestemmer i resten af huset".

der står jeg bare helt af! jo, jeg kunne godt tænke mig mit eget arbejdsværelse, men jeg kunne ikke tænke mig, at vi ikke boede SAMMEN, dvs at alle vores ting var blandet helt sammen, at det er tydeligt at vi begge to bor herhjemme. jeg syntes faktisk det er rigtig sørgeligt, for jeg ville da føle mig ignoreret som menneske hvis jeg ikke kunne se mig selv/mine ting rundt omkring i mit hjem...

nåh...det blev langt, sorry!

Tror altså ikke det handler om at de vil kontrollere deres mænd eller bestemme over dem ! Som jeg har læst indlæggene, så er det en frustration over at de OFTE vælger byture/druk fremfor hygge derhjemme. Det vill jeg også være frustreret over hvis det var min mand.  Men som en anden nævnte, så tror jeg aldren har meget at sige. Mange unge mødre er modne til opgaven som forældre, men de "mænd" de trækker med sig er ikke klar. Tror jeg

noget andet er den der tendens til at tale ned til sin mand. min ene søster sagde for nogle år siden til mig, da jeg snakkede med hende om en eller anden konflikt Søren og jeg havde, at jeg "skulle huske at rose min mand" så når han fx tager opvasken skal jeg huske at rose ham for det osv for "sådan trives mænd bedst". Fandme nej om jeg vil sidde og sige "goooood doooggy!" til min mand!! og opvasken er da ligeså meget hans som den er min

I.E.K. skriver:

Tror altså ikke det handler om at de vil kontrollere deres mænd eller bestemme over dem ! Som jeg har læst indlæggene, så er det en frustration over at de OFTE vælger byture/druk fremfor hygge derhjemme. Det vill jeg også være frustreret over hvis det var min mand.  Men som en anden nævnte, så tror jeg aldren har meget at sige. Mange unge mødre er modne til opgaven som forældre, men de "mænd" de trækker med sig er ikke klar. Tror jeg

Hvad mener du med byture og druk?

Det er et meget bredt emne det her, men spændende. Jeg er kun 20, og det er jo en ung mor - og min kæreste er 26. Så hvis det var mit indlæg med 'byen' du hentød til, så er byen for mig mange ting.

Vh

Tjuhl skriver:

jeg kan heller ikke helt forstå det med at man som kvinde automatisk bestemmer reglerne... herhjemme er det da fælles beslutninger. eller...jeg ved sgu ikke om Søren er enig i det, men jeg tror til gengæld at han er enig i, at mange af de ting jeg "bestemmer" er ting som han enten er relativt ligeglad med eller som han ikke har overvejet overhovedet og så kan vi ligeså godt gøre som jeg siger som alt muligt andet. hvis du forstår?

hans bedste ven har de sidste to år haft en kæreste der bestemmer ALT. hvilket er virkelig spøjst, for ham vennen er sådan en der aldrig har villet finde sig i noget "pis" fra sine kærester førhen, og nu er han simpelthen så meget under tøflen at det er latterligt. nu er de flyttet sammen og han har fået "sit eget værelse". Han er kunstner og skal naturligt bruge en del plads til sine udfoldelser, så på den måde er det med eget værelse fint, men ALLE hans ting skal være inde på hans værelse. Selv hans tøj er rykket ud af soveværelset og ind på hans eget værelse. Søren kom hjem og fortalte hvor heldigt Rune var, og så måtte jeg sige, at de da var godt dumme, de to mænd, hvis de ikke havde regnet ud at hun gør det for at dominere resten af deres hjem fuldstændig. Jeg talte endda med hende om det til jul, hvor hun bare grinede og sagde "ja, er det ikke fedt, Rune syntes jeg er verdens sødeste kæreste fordi han får sit helt eget værelse, og imens opdager han ikke at jeg bestemmer i resten af huset".

der står jeg bare helt af! jo, jeg kunne godt tænke mig mit eget arbejdsværelse, men jeg kunne ikke tænke mig, at vi ikke boede SAMMEN, dvs at alle vores ting var blandet helt sammen, at det er tydeligt at vi begge to bor herhjemme. jeg syntes faktisk det er rigtig sørgeligt, for jeg ville da føle mig ignoreret som menneske hvis jeg ikke kunne se mig selv/mine ting rundt omkring i mit hjem...

nåh...det blev langt, sorry!

Er helt enig i det du skriver...og den anden vej rundt...hvem gider have en mand der affinder sig med eget værelse, som om han er et lille barn. Jeg gad virkelig ikke en mand som bare indordnede sig. Jo, der er områder hvor den ene er ligeglad og den anden har behov eller lyst til at styre det. Mange har det feks sådan omkring børnenes tøj, barnevogn etc, synes jeg at have oplevet.

Min mand skal sgu ikke bare være en del af en drøm om børn og hus...han skal være min ven og ligestillede...hvem gad at have venner der ikke gav dem andet end det man selv ønskede eller krævede...men ja, det handler nok også om hvad man ønsker at finde i en partner. Det jeg søgte da jeg mødte min x er ikke det samme som jeg ønsker nu...så...

Knus..