Jeg har ikke læst hele tråden, men vil lige dele min erfaring med dig. Jeg havde en fin graviditet i 2004, hvor baby blev skønnet stor af min konsultationsjordemoder lige fra starten. Dog ikke så stor, at det blev set som et problem, der skulle reagerers særligt på. Jeg blev sat igang og fødte 42+4 ved akut kejsersnit efter et meget langt forløb. Han vejede 4640 og hans hoved var 40 cm i omkreds - normalen er 35. Han havde siddet fast i mit bækken, så selv om jeg var helt åben og havde presset som en gal, så rokkede han sig ikke ud af flækken. Bagefter ville jeg naturligvis ønske, at de havde opdaget hans store hoved INDEN fødsel, for de to døgn med veer var komplet spildte - jeg havde ikke en kinamands chance.
Mange kvinder kan fint føde børn på 5000 + - det er dem min læge kalder "dansk landrace". Men kvinder med en almindelig bækkenrummelig - det vil sige ca. 37 cm i indvendig omkreds - de kan ikke.
Min ældste viste tegn på at have tabt sig lidt i den forlængede graviditet. Moderkagen vejede over 1300 gram, også næsten dobbelt så stor som gennemsnit... Med min mindste blev jeg fulgt nært - jeg blev fx undersøgt for graviditetssukkersyge. Jeg blev også vægtscannet i flere omgange, fordi man vurderede, at jeg ikke ville kunne føde et barn over 3800 gram selv. Efter den sidste scanning blev jeg sendt videre til en kirurg, lillemand var blevet for stor. Han blev født i uge 39+3 ved planlagt kejsersnit. Han vejede 4400 gram og havde samme hovedomfang som sin bror.
jeg "forskede" meget i emnet med store børn og vanskelige fødsler efter at jeg havde fået min første... da følte jeg at alle bare ventede og så tiden an og at vi dermed blev udsat for en risiko og en helt unødvendig og traumatiserende igangsætning - fordi ingen rigtig undersøgte til bunds. Jeg blev hver gang fejet af som en lidt hysterisk og selvfølgelig nervøs snart-fødende. For mange kvinder, der snart skal føde er jo lidt lunkne ved det! I dag fortryder jeg, at jeg ikke insisterede mere på en mere grundig undersøgelse.
Jeg ved at der blandt fødselslæger er røster, der argumenterer for, at der laves retningslinier for planlagte kejsersnit, når barnet skønnes over 4500 gram. Der er simpelthen for mange kvinder, der ikke kan føde de store børn og dermed får nogle risikofyldte forløb.
Det handler også om din størrelse. Er du 183 og bred-hoftet, så har du bedre odds - det er klart. Jeg er 170 cm og vejer normalt 65 kilo, så jeg er helt almindelig medium-størrelse. Min mand er heller ikke stor - og ingen har rigtig kunnet finde grund til mine store børn. Begge drenge har haft meget store moderkager og tykke navlestrenge - så de har måske bare fået rigeligt "mad" i maven.
Anmeld