Irreteret på voksen hjemmeboende barn.

Ekko skriver:

Så er familierådgivning nok mest oplagt. Dog tænker jeg, du mest skrev indlægget for at få luft/tænke højt og ikke for løsningsforslag, og det er selvfølgelig også fair.

Men du svarer ikke på hvad jeg spørger om jo? 

Hvor meget skal jeg sætte mit eget liv på pause, pga voksne hjemmeboende børn?

Har de mere ret til hjemmet, som jeg skal bo i efter de flytter ud, end jeg har?

Altså hvis de ikke boede hjemme og jeg kunne leve helt frit, så havde der nok været et par engangsknald , men af hensyn til dem, er det ikke sket. Men mon kæreste er ikke et engangs knald, er det så rimeligt at jeg skal indrette hele mit liv efter mine voksne børn ?

Familie rådgivning? Ja måske er det en løsning , for vil da gerne have et konkret svar på ovenstående, eftersom en stor del af svarene i tråden går på, at jeg da bare må lade være at være i mit eget hjem, og så skulle jeg forøvrigt slet ikke bestemme at min kæreste er the one efter 14 dage mv.

Det er nemt at kalde på rådgivning, men hvor er de menneskelige råd i dette emne. For egentlig er det både ungernes og mit hjem og vi skal alle være her, egenlig er det også mit liv og mit ansvar og er det egenlig okay at jeg får voks en skældud bare fordi mit liv ikke passer mine børn . Skal jeg smide ham ud? Sætte et krav, men hvilket? Hvad kan jeg sige til dem, så de forstår at deres liv er deres og mit er mit ?

Men du svarer ikke på hvad jeg spørger om jo? 

Hvor meget skal jeg sætte mit eget liv på pause, pga voksne hjemmeboende børn?

Har de mere ret til hjemmet, som jeg skal bo i efter de flytter ud, end jeg har?

 

Altså hvis de ikke boede hjemme og jeg kunne leve helt frit, så havde der nok været et par engangsknald , men af hensyn til dem, er det ikke sket. Men mon kæreste er ikke et engangs knald, er det så rimeligt at jeg skal indrette hele mit liv efter mine voksne børn ?

Familie rådgivning? Ja måske er det en løsning , for vil da gerne have et konkret svar på ovenstående, eftersom en stor del af svarene i tråden går på, at jeg da bare må lade være at være i mit eget hjem, og så skulle jeg forøvrigt slet ikke bestemme at min kæreste er the one efter 14 dage mv.

 

Det er nemt at kalde på rådgivning, men hvor er de menneskelige råd i dette emne. For egentlig er det både ungernes og mit hjem og vi skal alle være her, egenlig er det også mit liv og mit ansvar og er det egenlig okay at jeg får voks en skældud bare fordi mit liv ikke passer mine børn . Skal jeg smide ham ud? Sætte et krav, men hvilket? Hvad kan jeg sige til dem, så de forstår at deres liv er deres og mit er mit ?

Men hvordan skal jeg kunne svare på dine spørgsmål om, hvor meget du skal sætte dit liv på pause, for vi to er tydeligvis ikke ens?

Jeg kan kun sige, at hvis det var mig, så ville jeg hælde mod de to positioner, at børnene enten flyttede hjemmefra (for jeg er grundlæggende enig med den anonyme i, at man som 18 og 22 årig ikke kan kræve at bo hjemme) eller (og det er jeg mest tilhænger af) du opholder dig hos kæresten, når I har lyst og hos børnene, når du er hjemme (for, jeg er også enig i, at man ikke har krav eller brug for at være sammen med sin mor 24/7 som voksen). 

Jeg er ikke pædagog, psykolog, socialrådgiver eller på anden måde fagperson, så i modsætning til familierådgivningen kan jeg heller ikke vejlede mere overordnet/fagligt funderet, men kun ud fra et subjektivt "Jeg synes, at..."

For at blive i det subjektive, så har jeg været skilt i 11 år, min søn er 17 og jeg har haft to kærester (nu en tredje som min søn endnu ikke har mødt, da det er et spritnyt forhold ( 3 måneder). De andre to mødte han efter henholdsvis et år og halvandet. Som du kan høre, så har jeg på den anden side af min skilsmisse været tilhænger af at holde barn og kæreste opdelt. Sådan trives jeg og min søn bedst. Og det er ikke for at hævde mig, alle er forskellige, men vi har ikke haft de udfordringer, du opridser, så jeg kan jo ikke vejlede objektivt (min søn er også yngre og var kun 6 år ved skilsmissen) 

Og apropos det med engangsknald, sådan nogle har jeg sjovt nok også haft. I mit tilfælde, når min søn var hos sin far. I dit tilfælde ville jeg tænke, at de fordi dine børn er voksne kunne have foregået hos de mænd, du var interesseret i. 

Det virker som om, at du insisterer på nogle helt bestemte rammer og bliver vred, når tingene så modstrider hinanden. 

Jeg har siddet og læst med på sidelinjen og læst alle kommentarer, råd og også dine svar. 
Og bliver nødt til at spørger, hvad havde du forventet/håbet ved dit indlæg? 

For mig lyder det som om at det er lige meget hvad nogen siger og det kun er din mening og holdning der er den rette. At det er dine børn (din dreng) der er forkert på den, uretfærdig og den der skal rette til og på ingen måde dig der gør noget forkert. 
Kan godt være jeg tager fejl, men ser ikke andet end forsvarstaler fra din side, men ingen forståelse for drengens/børnenes 

LolaDk skriver:

Jeg har siddet og læst med på sidelinjen og læst alle kommentarer, råd og også dine svar. 
Og bliver nødt til at spørger, hvad havde du forventet/håbet ved dit indlæg? 

For mig lyder det som om at det er lige meget hvad nogen siger og det kun er din mening og holdning der er den rette. At det er dine børn (din dreng) der er forkert på den, uretfærdig og den der skal rette til og på ingen måde dig der gør noget forkert. 
Kan godt være jeg tager fejl, men ser ikke andet end forsvarstaler fra din side, men ingen forståelse for drengens/børnenes 

Ja, jeg synes, at det kører i ring og tænker, at jeg vil stoppe med at svare nu, for jeg har ikke flere råd. Det var også derfor, jeg spurgte om formålet med tråden mon ikke mere var at få luft for sine frustrationer og ikke reelt et ønske om rådgivning. Der er angiveligt ikke andre løsninger end: Mine voksne børn skal bo hjemme og min kæreste skal være her, for hjemmet er mest mit og jeg vil være der sammen med dem allesammen på én gang.

Det er en underlig tråd, for vi kan bekræfte at voksne, myndige børn ikke har krav på at bo hjemme, ikke har krav på deres mor konstant og at hun selvfølgelig kan være hos kæresten, men ingen her kan ikke tvinge den 18 årige dreng til at rette ind eller være taknemmelig for det setup, han får. 

Ekko skriver:

Ja, jeg synes, at det kører i ring og tænker, at jeg vil stoppe med at svare nu, for jeg har ikke flere råd. Det var også derfor, jeg spurgte om formålet med tråden mon ikke mere var at få luft for sine frustrationer og ikke reelt et ønske om rådgivning. Der er angiveligt ikke andre løsninger end: Mine voksne børn skal bo hjemme og min kæreste skal være her, for hjemmet er mest mit og jeg vil være der sammen med dem allesammen på én gang.

Det er en underlig tråd, for vi kan bekræfte at voksne, myndige børn ikke har krav på at bo hjemme, ikke har krav på deres mor konstant og at hun selvfølgelig kan være hos kæresten, men ingen her kan ikke tvinge den 18 årige dreng til at rette ind eller være taknemmelig for det setup, han får. 

Du har sikkert ret - men min frustration ligger i at min 18 årige synes det er i orden at han skal diktere mit liv, men samtidig forventer at jeg ikke dikterer hans. 

Ja jeg er frustreret! Og nej rådgivning er ikke en mulighed, da jeg simpelthen ikke har råd. Det føles kun gratis når børnene er under 18.

Jeg taler ud fra frustrationer ! Og jeg kan og vil ikke ændre på at jeg har fået en kæreste, som tilfældigvis er i vores hjem, fuldstændig som deres venner får ind og ud her.

Jeg forventede egenlig,nok fejlagtigt, at vores fælles hjem, var fælles , også hvad angår når der kommer nye venner, kærester mv.

For nuværende findes der ingen løsning, udover at vi indbyrdes i familien, taler om det og på en eller anden måde, finder et fælles fodslag for vores fælles hjem.

Måske er tiden så bare inde til at du og din søn ikke skal bo sammen længere. For i kommer aldrig til at finde en måde at få det til at fungere på hvis I ikke vil tale sammen eller forsøger finde en løsning sammen uden at gøre den anden til den der er forkert på den. Ingen er jer er forkerte på den, men I vil bare ikke tale om hvordan I løser det. 

Din søn har ikke godt af at bo et sted hvor man er uvenner hele tiden. Det er opslidende og usundt og man udvikler en usund selvopfattelse. Det kan følge ham resten af livet og i hans fremtidige relationer til en partner hvis han skal bo i den her konflikt med dig. 

Hvis du får hjulpet din søn ud, kan din kæreste ryge og nusse dig lige så tosset han vil uden du skal tage dig af hvordan fik søn reagerer.

Og en dag kan I så måske genopbygge jeres forhold. Håber måske hans søskende er der for ham i mellemtiden.

Anonym skriver:

Du har sikkert ret - men min frustration ligger i at min 18 årige synes det er i orden at han skal diktere mit liv, men samtidig forventer at jeg ikke dikterer hans. 

Ja jeg er frustreret! Og nej rådgivning er ikke en mulighed, da jeg simpelthen ikke har råd. Det føles kun gratis når børnene er under 18.

Jeg taler ud fra frustrationer ! Og jeg kan og vil ikke ændre på at jeg har fået en kæreste, som tilfældigvis er i vores hjem, fuldstændig som deres venner får ind og ud her.

Jeg forventede egenlig,nok fejlagtigt, at vores fælles hjem, var fælles , også hvad angår når der kommer nye venner, kærester mv.

 

For nuværende findes der ingen løsning, udover at vi indbyrdes i familien, taler om det og på en eller anden måde, finder et fælles fodslag for vores fælles hjem.

Jeg vil foreslå, at du lægger dig fladt ned og fortæller din søn, at du godt kan se i bakspejlet, at det gik alt for stærkt med at introducere din nye kæreste for dem. At du ikke tog hensyn til, at de skulle vænne sig til at se dig med en ny mand. At du glemte eller ikke forstod, at der er kolossal forskel på at møde sit barns nye venner eller kæreste og på at møde den nye mand i sin mors liv. At det ikke var fair af dig at nævne, at han kunne flytte sammen med sin far, som ikke vil ham. 

Ingen forsvarstale, ingen forbehold. 

Når så dén del af samtalen er overstået - og her er det meget tænkeligt, at du må tage imod nogle bebrejdelser fra din søn - kan du gøre det klart for ham, at din kæreste er der for at blive, og at det ikke er noget, din søn kan bestemme. At han - din søn - skal opføre sig ordentligt over for både dig og din kæreste. Han behøver ikke synes, at situationen eller kæresten er fantastisk - men han er nødt til at acceptere begge dele. 
Hvis ikke det er muligt for ham, må han komme med en løsning. Kan han ikke holde ud at se på din kæreste, må han opholde sig andre steder, når han er der. 

Det ender formentlig med, at din søn lærer at acceptere din kæreste, men giv det tid. Det er endnu en indgribende ændring i hans liv, og det er du nødt til at rumme.