Irreteret på voksen hjemmeboende barn.

Er så gal på min søn!!

Har to voksne hjemmeboende på hhv 22 og 18 år og jeg er vred på dem begge, men især min søn på 18, hvor hende på 22 er mere forestående.

Jeg er skilt fra deres far, der egentlig valgte den fra efter skilsmissen for to år siden. Vi var gift i godt 25 år.

Nu har jeg fået en kæreste. Vi er selvfølgelig hos ham, men også hos mig. Og når vi er her hos mig, er sønnen konstant sur, deltager ikke ved måltiderne og når min kæreste tager hjem, får jeg det største møgfald.

Han er sur over alt! Så snakker vi for meget, for højt, og så lugter her af røg (min kæreste ryger, men kun udendørs), så er det det ene og det andet. Og i dag ingen undtagelse - knap indenfor døren, taler han grimt til mig, svarer igen, skælder og smælder.

Til sidst siger jeg, at det ikke hjælper en dyt, at være så gal, for det ændre ikke på, at min kæreste altid vil være velkommen her! Men hvis han ønsker det, vil jeg gerne hjælpe ham, med at få kontakt til hans far og så kan vi sammen hører om han må bo hos ham mens han uddanner sig! Jeg siger det sødt og forsigtigt. Forsøger at rumme ham i det .

Han svarer så - at det bliver det ikke bedre af, og vandre ind på værelset og er ikke set siden.

Jeg orker det ikke mere! Deres far har en kæreste, men er ikke kommet videre siden skilsmissen og bor på et værelse ved noget familie. Men jeg gider simpelthen ikke at mine voksne børn, skal styre mit liv mere!

Jeg har altid været der for dem og støttet dem i alt og de valgte selv at flytte med mig. 

Altså jeg må ikke kysse min kæreste mens de er i stuen, og det efterkommer vi. Men mon kæreste er meget fysisk, og lægger gerne en hånd på mit ben i sofaen, kysser mig i nakken eller tager min hånd når vi sidder og han kalder mig skat hele tiden. Men næææ nej.....det skal jeg bare få ham til at holde op med iflg min søn.

Jeg vil ikke smide ham ud! Men jeg vil respekteres i det hjem, som jeg betaler for!! I mit hjem. Jeg skal bo her efter de flytter ud. De er på su og betaler selvfølgelig begrænset. Men hvorfor fanden kan han ikke rumme det!? Vi forsøger virkelig at rumme ham , men det bliver sværere og sværere må jeg indrømme.

Anonym skriver:

Er så gal på min søn!!

Har to voksne hjemmeboende på hhv 22 og 18 år og jeg er vred på dem begge, men især min søn på 18, hvor hende på 22 er mere forestående.

Jeg er skilt fra deres far, der egentlig valgte den fra efter skilsmissen for to år siden. Vi var gift i godt 25 år.

Nu har jeg fået en kæreste. Vi er selvfølgelig hos ham, men også hos mig. Og når vi er her hos mig, er sønnen konstant sur, deltager ikke ved måltiderne og når min kæreste tager hjem, får jeg det største møgfald.

 

Han er sur over alt! Så snakker vi for meget, for højt, og så lugter her af røg (min kæreste ryger, men kun udendørs), så er det det ene og det andet. Og i dag ingen undtagelse - knap indenfor døren, taler han grimt til mig, svarer igen, skælder og smælder.

Til sidst siger jeg, at det ikke hjælper en dyt, at være så gal, for det ændre ikke på, at min kæreste altid vil være velkommen her! Men hvis han ønsker det, vil jeg gerne hjælpe ham, med at få kontakt til hans far og så kan vi sammen hører om han må bo hos ham mens han uddanner sig! Jeg siger det sødt og forsigtigt. Forsøger at rumme ham i det .

Han svarer så - at det bliver det ikke bedre af, og vandre ind på værelset og er ikke set siden.

Jeg orker det ikke mere! Deres far har en kæreste, men er ikke kommet videre siden skilsmissen og bor på et værelse ved noget familie. Men jeg gider simpelthen ikke at mine voksne børn, skal styre mit liv mere!

Jeg har altid været der for dem og støttet dem i alt og de valgte selv at flytte med mig. 

Altså jeg må ikke kysse min kæreste mens de er i stuen, og det efterkommer vi. Men mon kæreste er meget fysisk, og lægger gerne en hånd på mit ben i sofaen, kysser mig i nakken eller tager min hånd når vi sidder og han kalder mig skat hele tiden. Men næææ nej.....det skal jeg bare få ham til at holde op med iflg min søn.

Jeg vil ikke smide ham ud! Men jeg vil respekteres i det hjem, som jeg betaler for!! I mit hjem. Jeg skal bo her efter de flytter ud. De er på su og betaler selvfølgelig begrænset. Men hvorfor fanden kan han ikke rumme det!? Vi forsøger virkelig at rumme ham , men det bliver sværere og sværere må jeg indrømme.

Jeg skal lige forstå, din søn er 18 år, hvad er problemet i, at han flytter hjemmefra, når han tydeligvis er så utilfreds? Du skal vel ikke indrette hele resten af dit liv efter ham.

Nu er det for sent at redigere mit svar, men genlæste lige og blev opmærksom på den ret væsentlige del af historien, at deres far har valgt dem fra. Det får mig til at bløde mit svar lidt op. Selvfølgelig skal hverken din søn eller datter styre dit liv og Selvfølgelig er det dig, der sætter de grundlæggende rammer i jeres hjem. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at der må ligge en store vrede/sorg/traume i fra så ung en alder at være fravalgt af sin egen far og at det er der "hunden ligger begravet" i forhold til, hvorfor din søn reagerer så fjendtligt og voldsomt over, at du har fået en ny kæreste. Jeg tænker, at han er enormt utryg ved forandringer og alle hans regler peger på, at han har stort behov for kontrol. Det giver mening i situationen. Hvordan man arbejder med det, ved jeg ikke. Jeg tænker umiddelbart familierådgivning ude fra? Hvordan med faderen? Er det umuligt at gå i dialog med ham om jeres fælles børn? Ikke fordi de skal bo hos ham (de skulle meget gerne snart starte deres eget voksenliv hver især) Men er det muligt at han kan komme på banen igen?

Ekko skriver:

Nu er det for sent at redigere mit svar, men genlæste lige og blev opmærksom på den ret væsentlige del af historien, at deres far har valgt dem fra. Det får mig til at bløde mit svar lidt op. Selvfølgelig skal hverken din søn eller datter styre dit liv og Selvfølgelig er det dig, der sætter de grundlæggende rammer i jeres hjem. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at der må ligge en store vrede/sorg/traume i fra så ung en alder at være fravalgt af sin egen far og at det er der "hunden ligger begravet" i forhold til, hvorfor din søn reagerer så fjendtligt og voldsomt over, at du har fået en ny kæreste. Jeg tænker, at han er enormt utryg ved forandringer og alle hans regler peger på, at han har stort behov for kontrol. Det giver mening i situationen. Hvordan man arbejder med det, ved jeg ikke. Jeg tænker umiddelbart familierådgivning ude fra? Hvordan med faderen? Er det umuligt at gå i dialog med ham om jeres fælles børn? Ikke fordi de skal bo hos ham (de skulle meget gerne snart starte deres eget voksenliv hver især) Men er det muligt at han kan komme på banen igen?

Tak for dit svar.

Deres far har intet gjort i forhold til børnene efter skilsmissen. Han har ingen kontakt, rækker ikke ud og har mere travlt med eget liv og da ungerne i princippet er voksne, har jeg selv fravalgt at have kontakt til deres far af forskellige årsager. Det var mig der ville skilsmissen, mig der gik. 

Og tænkte at far og børn selv kunne styre det.

Ungerne har forsøgt, men far er bare ret ligeglad. Jeg har talt med ungerne om det. Og jeg ville aldrig bare forsvinde fra deres liv. Hvilket netop er grunden til at min kæreste og jeg prioriterer at være mest hos mig, da han ikke har børn hjemme mere.

Men det hænger mig så langt ud af halsen,at jeg hele tiden skal indrette mig efter hvad de vil eller ikke vil. Jeg ønsker bestemt ikke at smide dem ud. Det er også deres hjem, men jeg ønsker at de lader mig leve som et voksen menneske og at jeg bliver snakket til med respekt. Jeg vil ikke have voksen skæld ud af dem, fordi der ikke lige er vasket arbejdstøj eller underbukser . Især ham på 18 føler åbenbart at det er mit ene ansvar at sørge for at tøjet er vasket og at der er mælk i huset og at mit kæreste ikke kalder mig skat i hans påhør. Det er så urimelige og barnlige krav han stiller, og måske netop pga deres fars svigt, har jeg svært ved at få sagt ordentligt fra. 

En enkel gang har jeg sagt at, jeg da gerne ville informeres hvis han kunne finde et sted med billigere husleje, og hvor tøjet blev vasket og der samtidig var både mad og toilet papir til fri afbenyttelse....Det valgte han at tolke som om jeg truede med at smide ham ud! Egentlig var det sagt med sarkasme fordi han brokkede sig over, at jeg måtte bede dem smide flere penge i "husleje" da jeg både har en ret dyr internet pakke fordi han er gamer og da huslejen jo altså stiger hver eneste år.

På den ene side vil de være voksne, men på den anden side opføre de sig som børn - og jeg aner ikke hvordan jeg også skal få lov at leve som kvinde og kæreste med helt almindelige behov mens de er hjemmeboende. 

Altså de er stadig der, hvor de bare gerne vil hygge hjemme om fredagen, og nærmest bliver fornærmet, hvis jeg tager hjem til min kæreste hen over weekenden, og vælger vi at være hos mig pga dem, så er det også et problem. Føler ikke jeg kan gøre det her rigtigt og jeg vil jo bare være både en god mor og en god kæreste. Heldigvis er min kæreste ret rummelig og giver god plads til ungerne når vi er hos mig. Han blander dig ikke i opdragelsen og han bryder ikke ind når jeg taler med dem.

Det sidste jeg vil er at skubbe ungerne fra mig , men de bliver nød til at give mig plads også.

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Deres far har intet gjort i forhold til børnene efter skilsmissen. Han har ingen kontakt, rækker ikke ud og har mere travlt med eget liv og da ungerne i princippet er voksne, har jeg selv fravalgt at have kontakt til deres far af forskellige årsager. Det var mig der ville skilsmissen, mig der gik. 

Og tænkte at far og børn selv kunne styre det.

Ungerne har forsøgt, men far er bare ret ligeglad. Jeg har talt med ungerne om det. Og jeg ville aldrig bare forsvinde fra deres liv. Hvilket netop er grunden til at min kæreste og jeg prioriterer at være mest hos mig, da han ikke har børn hjemme mere.

Men det hænger mig så langt ud af halsen,at jeg hele tiden skal indrette mig efter hvad de vil eller ikke vil. Jeg ønsker bestemt ikke at smide dem ud. Det er også deres hjem, men jeg ønsker at de lader mig leve som et voksen menneske og at jeg bliver snakket til med respekt. Jeg vil ikke have voksen skæld ud af dem, fordi der ikke lige er vasket arbejdstøj eller underbukser . Især ham på 18 føler åbenbart at det er mit ene ansvar at sørge for at tøjet er vasket og at der er mælk i huset og at mit kæreste ikke kalder mig skat i hans påhør. Det er så urimelige og barnlige krav han stiller, og måske netop pga deres fars svigt, har jeg svært ved at få sagt ordentligt fra. 

En enkel gang har jeg sagt at, jeg da gerne ville informeres hvis han kunne finde et sted med billigere husleje, og hvor tøjet blev vasket og der samtidig var både mad og toilet papir til fri afbenyttelse....Det valgte han at tolke som om jeg truede med at smide ham ud! Egentlig var det sagt med sarkasme fordi han brokkede sig over, at jeg måtte bede dem smide flere penge i "husleje" da jeg både har en ret dyr internet pakke fordi han er gamer og da huslejen jo altså stiger hver eneste år.

På den ene side vil de være voksne, men på den anden side opføre de sig som børn - og jeg aner ikke hvordan jeg også skal få lov at leve som kvinde og kæreste med helt almindelige behov mens de er hjemmeboende. 

Altså de er stadig der, hvor de bare gerne vil hygge hjemme om fredagen, og nærmest bliver fornærmet, hvis jeg tager hjem til min kæreste hen over weekenden, og vælger vi at være hos mig pga dem, så er det også et problem. Føler ikke jeg kan gøre det her rigtigt og jeg vil jo bare være både en god mor og en god kæreste. Heldigvis er min kæreste ret rummelig og giver god plads til ungerne når vi er hos mig. Han blander dig ikke i opdragelsen og han bryder ikke ind når jeg taler med dem.

Det sidste jeg vil er at skubbe ungerne fra mig , men de bliver nød til at give mig plads også.

Jeg tror, at jeg ville forsøge at gøre det omvendt og være mest hos min kæreste, når vi skulle ses. Ville det virke? Så kunne du give børnene din fulde opmærksomhed, når du var hjemme og din kæreste den fulde opmærksomhed, når du var hos ham? Jeg er selv skilt og foretrækker at holde barn og kæreste adskilt. 

Drengen er voksen på papirerne fordi han er 18 år. Men han er stadig kun en stor teenager med en underudviklet frontallap. Inde i hans mave bor der stadig en lille 16 årig dreng der er blevet forladt af sin far som lever sit liv med en ny kæreste. Her kommer så en ny mand ind i hans mors liv. Han er pisse bange for også at miste hans mor. Og da du så foreslår (på en kærlig måde) at sætte ham i kontakt med hans far så han kan bo der i stedet. Så blev han lige valgt fra igen til fordel for en anden mand. 
Det er det der sker inde i ham. Ren frygt for at miste dig og følelsen af at blive fravalgt. 

Det betyder slet ikke at du ikke skal have en kæreste og et liv. Selvfølgelig ikke.. men din dreng skal have hjælp til at takle det traume der ligger i ham der gør at han er bange og derfor reagerer som han gør. 

Hvor længe og dig og denne kæreste været sammen før drengen fik kendskab til ham? Og hvordan er din kæreste overfor ham? Viser han interesse for ham eller er det dig han besøger når han er der?

Anonym skriver:

Drengen er voksen på papirerne fordi han er 18 år. Men han er stadig kun en stor teenager med en underudviklet frontallap. Inde i hans mave bor der stadig en lille 16 årig dreng der er blevet forladt af sin far som lever sit liv med en ny kæreste. Her kommer så en ny mand ind i hans mors liv. Han er pisse bange for også at miste hans mor. Og da du så foreslår (på en kærlig måde) at sætte ham i kontakt med hans far så han kan bo der i stedet. Så blev han lige valgt fra igen til fordel for en anden mand. 
Det er det der sker inde i ham. Ren frygt for at miste dig og følelsen af at blive fravalgt. 

Det betyder slet ikke at du ikke skal have en kæreste og et liv. Selvfølgelig ikke.. men din dreng skal have hjælp til at takle det traume der ligger i ham der gør at han er bange og derfor reagerer som han gør. 

Hvor længe og dig og denne kæreste været sammen før drengen fik kendskab til ham? Og hvordan er din kæreste overfor ham? Viser han interesse for ham eller er det dig han besøger når han er der?

Har slet ikke tænkt i de baner, da jeg ved, at jeg aldrig nogensinde kommer til at vælge mine børn fra. Men måske er han i tvivl om jeg kunne finde på det...jeg har bare slet ikke været der i mine tanker.

Begge unger vidste godt jeg begyndte at date igen og de vidste også, da jeg fattede interesse i denne her fyr. Og der gik ikke to uger, før de mødte ham. Netop fordi jeg ville gøre mit liv så transperant som muligt. For at de skulle vide hvor jeg var i mit liv.

Min kæreste er meget interesseret i mine børn, spørger ind til deres hverdag, interreser og venner.  Er meget OBS på dem, og forsøger at respektere, at de ikke vil se alt det kissermissen - men at han kalder mig skat og røre ved mig, er bare den måde han er på, og netop en af de ting jeg sætter stor pris på ved ham.

Jeg vælger netop, at vi er meget hos mig, fordi jeg har børnene og fordi de er mit liv. For ikke at ændre deres dag for meget. Men samtidig er de voksne og kan sagtens være alene. 

Jeg ser vores liv som tre voksne der bor sammen. Hvis en eller begge fik en kæreste , ville jeg også rumme det. Jeg mener vi bør respektere hinanden i vores fælles hjem .

Men jeg vil da klart tænke mere over, om han faktisk er utryg ved det hele, fordi han frygter jeg forsvinder . Simpelthen for dumt, at jeg ikke selv havde tænkt den tanke - men på tidspunktet følte jeg mig kvalt i alt den utilfredshed omkring mig selv og min kæreste. Total negativitet hele tiden, og det var ved at tage modet fra mig, nu hvor jeg følte jeg var landet godt efter skilsmissen.

1000 tak for svaret og for at give mig noget at tænke over.

Anonym skriver:

Har slet ikke tænkt i de baner, da jeg ved, at jeg aldrig nogensinde kommer til at vælge mine børn fra. Men måske er han i tvivl om jeg kunne finde på det...jeg har bare slet ikke været der i mine tanker.

Begge unger vidste godt jeg begyndte at date igen og de vidste også, da jeg fattede interesse i denne her fyr. Og der gik ikke to uger, før de mødte ham. Netop fordi jeg ville gøre mit liv så transperant som muligt. For at de skulle vide hvor jeg var i mit liv.

Min kæreste er meget interesseret i mine børn, spørger ind til deres hverdag, interreser og venner.  Er meget OBS på dem, og forsøger at respektere, at de ikke vil se alt det kissermissen - men at han kalder mig skat og røre ved mig, er bare den måde han er på, og netop en af de ting jeg sætter stor pris på ved ham.

Jeg vælger netop, at vi er meget hos mig, fordi jeg har børnene og fordi de er mit liv. For ikke at ændre deres dag for meget. Men samtidig er de voksne og kan sagtens være alene. 

Jeg ser vores liv som tre voksne der bor sammen. Hvis en eller begge fik en kæreste , ville jeg også rumme det. Jeg mener vi bør respektere hinanden i vores fælles hjem .

Men jeg vil da klart tænke mere over, om han faktisk er utryg ved det hele, fordi han frygter jeg forsvinder . Simpelthen for dumt, at jeg ikke selv havde tænkt den tanke - men på tidspunktet følte jeg mig kvalt i alt den utilfredshed omkring mig selv og min kæreste. Total negativitet hele tiden, og det var ved at tage modet fra mig, nu hvor jeg følte jeg var landet godt efter skilsmissen.

1000 tak for svaret og for at give mig noget at tænke over.

Men hvorfor skulle dine børn involveres i én, du kun havde datet i 2 uger? Hvad er problemet med at holde dating og børn adskilt? Jeg forstår ikke det med at være transparent om dit datingliv? Til hvilket formål? Nu er det voksne børn, så du kan sagtens være hos din kæreste. De skal ikke passes mere, men kan formentlig godt smøre en skive rugbrød, sætte en vask over, gå i Netto osv. Så der er da rig mulighed for at du kan dele dit liv mellem dem og kæresten, så de ikke føler, de får deres hjem invaderet.

Min første tanke ved dit indlæg var  også at din søn er bange for at blive valgt fra igen. Og lige nu bliver han faktisk valgt fra fordi du vælger kærestens behov frem for din søns. Ikke at du skal bede din kæreste om at være anderledes. Men du skal gøre en større indsats for at din søn føler sig elsket og vise ham at han er noget af det vigtigste du har og aldrig vil forlade ham. . Bed din kæreste om at være forstående.

Minime2018 skriver:

Min første tanke ved dit indlæg var  også at din søn er bange for at blive valgt fra igen. Og lige nu bliver han faktisk valgt fra fordi du vælger kærestens behov frem for din søns. Ikke at du skal bede din kæreste om at være anderledes. Men du skal gøre en større indsats for at din søn føler sig elsket og vise ham at han er noget af det vigtigste du har og aldrig vil forlade ham. . Bed din kæreste om at være forstående.

 

Hun vælger vel også sine egne behov.

Men uagtet svigt fra faderen, så må sønnen også acceptere at mor har et liv. Sæt ham ned, fortæl du elsker ham, men at du er voksen og hans mor, det betyder at der cisse ting han ikke får lov at bestemme.blandt andet om mor og kæreste må have kærlige berøringer.