Irreteret på voksen hjemmeboende barn.

Anonym skriver:

Men hvorfor skulle dine børn involveres i én, du kun havde datet i 2 uger? Hvad er problemet med at holde dating og børn adskilt? Jeg forstår ikke det med at være transparent om dit datingliv? Til hvilket formål? Nu er det voksne børn, så du kan sagtens være hos din kæreste. De skal ikke passes mere, men kan formentlig godt smøre en skive rugbrød, sætte en vask over, gå i Netto osv. Så der er da rig mulighed for at du kan dele dit liv mellem dem og kæresten, så de ikke føler, de får deres hjem invaderet.

 

Jeg valgte at involvere dem tidligt netop pga svigtet fra deres far og så de vidste at uanset hvad, så ville jeg aldrig gøre det samme.

Havde de været yngre, havde jeg da helt sikkert gjort det på en anden måde, men de er voksne.

Jeg kan godt se pointen i, at han/de har oplevet i traume, men synes stadig ikke at det undskylder eller retfærdiggør en så dårlig opførsel som han verbalt udsætter mig for. Jeg vil ikke have voksen skældud eller blive ked af det i mit eget hjem. 

Jeg taler til dem som voksne mennesker og forventer egenlig det samme retur. Han bliver meget grov og nærmest ond i hans fremtoning og det ender ud i en form for magtkamp fra hans side, mens jeg ofte bliver vred og irreteret på ham. Der er absolut intet der stopper ham i at tage kontakten til hans far, hvis han ville, men det vil han ikke.

I stedet vælger han at forlange og kræve alverdens af mig (og min kæreste) på en fuldstændig vanvittig måde. 

Jeg vil ikke undskylde for at de er inddraget i mit liv. Jeg har netop valgt at være meget hjemme hos dem, med min kæreste, så de ikke føler jeg tilsidesætter dem og så de kan bibeholde den hverdag de kender. 

Og det er bestemt ikke hver dag, min kæreste er her. Men måske 6-10 dage på en mdr og jeg er ved ham 4-6 dage på en mdr. Resten af tiden er vi hver vores sted. Så synes faktisk jeg forsøger at tilgodese alle, men jeg vil altså også have lov til at have et liv.

Minime2018 skriver:

Min første tanke ved dit indlæg var  også at din søn er bange for at blive valgt fra igen. Og lige nu bliver han faktisk valgt fra fordi du vælger kærestens behov frem for din søns. Ikke at du skal bede din kæreste om at være anderledes. Men du skal gøre en større indsats for at din søn føler sig elsket og vise ham at han er noget af det vigtigste du har og aldrig vil forlade ham. . Bed din kæreste om at være forstående.

 

Synes slet ikke jeg vælger min kærestes behov frem for min søns. Vi vælger jo netop at bruge mere tid i mit hjem , frem for hans, hvor vi ikke havde nogle af skulle tage hensyn til.

Jeg vælger mine børn til, også selv om de er voksne - men jeg har altså også et liv og det er faktisk ikke kun dem der er blevet svigtet af deres far. Vi er alle voksne mennesker og tænker vi bør kunne tale om det, uden at jeg altid ender med at blive svinet til i urimelige krav og vilkår.

Jeg er med på at jeg er "mere" voksen - men jeg vil også mødes med respekt i eget hjem.

drabo skriver:

Hun vælger vel også sine egne behov.

Men uagtet svigt fra faderen, så må sønnen også acceptere at mor har et liv. Sæt ham ned, fortæl du elsker ham, men at du er voksen og hans mor, det betyder at der cisse ting han ikke får lov at bestemme.blandt andet om mor og kæreste må have kærlige berøringer.

Tak! Jeg synes egenlig jeg har forsøgt at tale med dem begge om det. At vi alle er voksne, at jeg ALDRIG kunne gøre som deres far og at jeg altid vil prioritere dem højest. Men jeg har også brug for at det går begge veje. At de, eller især min søn, også forstår at jeg har ret til at have et voksen liv, selvom de har adresse hos mig, mens de læser. Jeg synes egenlig at min kæreste rummer fint mine børn, og at han omfavner dem i at de nu engang er her. Han forsøger at holde igen med kys og berøring, men det er jo svært at ændre personlighed når det nu engang er sådan han er. Og det er jo også det jeg sætter pris på ved ham, at han er kærlig og vægter mig og mine behov højt.

Familierådgivning! De fleste kommuner har det gratis.  ❤️ 

Det lyder til der er underliggende årsager som i ikke rigtig får sat ord på.

Selvfølgelig skal du kunne have en kæreste i dit hjem - ligesom deres kommende kærester altid vil være velkomne. 

Anonym skriver:

Har slet ikke tænkt i de baner, da jeg ved, at jeg aldrig nogensinde kommer til at vælge mine børn fra. Men måske er han i tvivl om jeg kunne finde på det...jeg har bare slet ikke været der i mine tanker.

Begge unger vidste godt jeg begyndte at date igen og de vidste også, da jeg fattede interesse i denne her fyr. Og der gik ikke to uger, før de mødte ham. Netop fordi jeg ville gøre mit liv så transperant som muligt. For at de skulle vide hvor jeg var i mit liv.

Min kæreste er meget interesseret i mine børn, spørger ind til deres hverdag, interreser og venner.  Er meget OBS på dem, og forsøger at respektere, at de ikke vil se alt det kissermissen - men at han kalder mig skat og røre ved mig, er bare den måde han er på, og netop en af de ting jeg sætter stor pris på ved ham.

Jeg vælger netop, at vi er meget hos mig, fordi jeg har børnene og fordi de er mit liv. For ikke at ændre deres dag for meget. Men samtidig er de voksne og kan sagtens være alene. 

Jeg ser vores liv som tre voksne der bor sammen. Hvis en eller begge fik en kæreste , ville jeg også rumme det. Jeg mener vi bør respektere hinanden i vores fælles hjem .

Men jeg vil da klart tænke mere over, om han faktisk er utryg ved det hele, fordi han frygter jeg forsvinder . Simpelthen for dumt, at jeg ikke selv havde tænkt den tanke - men på tidspunktet følte jeg mig kvalt i alt den utilfredshed omkring mig selv og min kæreste. Total negativitet hele tiden, og det var ved at tage modet fra mig, nu hvor jeg følte jeg var landet godt efter skilsmissen.

1000 tak for svaret og for at give mig noget at tænke over.

Vil bare lige pointerer at det ikke er mig der svarede på beskeden omkring hvorfor du introducerede dem så tidligt (det er lidt svært som anonym. Jeg er den første anonym der skrev) 

jeg tror familierådgivning vil være den rigtige vej frem. For selvfølgelig skal din kæreste kunne være hos jer uden at du skal tilsvines bagefter. Din søn har brug for hjælp og det kan han få gennem en rådgiver. En ting er at du siger til ham at du aldrig vil gøre som hans far. Det troede han sikkert heller ikke han ville. Så det kan være svært at tro på. Men med professionel hjælp så kan han måske bedre forstå det. 

indtil da ville jeg nok lidt igen med besøgende fra kæresten. Men det er jo selvfølgelig din beslutning. Det er kun hvad jeg ville have gjort. 

Anonym skriver:

Synes slet ikke jeg vælger min kærestes behov frem for min søns. Vi vælger jo netop at bruge mere tid i mit hjem , frem for hans, hvor vi ikke havde nogle af skulle tage hensyn til.

Jeg vælger mine børn til, også selv om de er voksne - men jeg har altså også et liv og det er faktisk ikke kun dem der er blevet svigtet af deres far. Vi er alle voksne mennesker og tænker vi bør kunne tale om det, uden at jeg altid ender med at blive svinet til i urimelige krav og vilkår.

Jeg er med på at jeg er "mere" voksen - men jeg vil også mødes med respekt i eget hjem.

Ikke blot er du 'mere voksen' end din søn, du er også forælderen, og han er 'barnet'. Den relation vil altid være asymmetrisk, og skal også være det, uanset hvor gamle dine børn bliver.

I dine beskeder lægger du op til at dine børn bør opføre sig enormt rationelt voksent, bør kunne forstå dine behov, osv. Men samtidig fortæller du om en dreng, som har oplevet et massivt svigt i sit unge liv, og som lige nu igennem sin (urimelige) adfærd forsøger at fortælle sin mor, at han ikke har det godt.

For selvfølgelig skal han opføre sig ordentligt og selvfølgelig skal du kunne have en kæreste - men at blive involveret i sin mors datingliv efter få uger og derefter se en anden (og tilsyneladende meget fysisk kærlig) mand derhjemme sammen med sin mor ... det tror jeg er rigtig svært at rumme, når man samtidig selv er skaddet.

Jeg synes at du skal give ham en puster fra dig og din kæreste. Samtidig skal du selvfølgelig fortælle ham stille og roligt, at du selv bestemmer hvem du er kæreste med og at han forventes at opføre sig ordentligt.

Hvad med at spørge ham, hvordan han egentlig har det og hvordan han godt kunne tænke sig at tingene var?

Og for guds skyld... al snak om at han skal finde andre steder at bo eller må tage kontakt til sin far, det skal du pakke langt væk. Det er de voksne som har svigtet, og han skal ikke 'trues' med mere svigt. 

StortOgSmåt skriver:

Ikke blot er du 'mere voksen' end din søn, du er også forælderen, og han er 'barnet'. Den relation vil altid være asymmetrisk, og skal også være det, uanset hvor gamle dine børn bliver.

I dine beskeder lægger du op til at dine børn bør opføre sig enormt rationelt voksent, bør kunne forstå dine behov, osv. Men samtidig fortæller du om en dreng, som har oplevet et massivt svigt i sit unge liv, og som lige nu igennem sin (urimelige) adfærd forsøger at fortælle sin mor, at han ikke har det godt.

For selvfølgelig skal han opføre sig ordentligt og selvfølgelig skal du kunne have en kæreste - men at blive involveret i sin mors datingliv efter få uger og derefter se en anden (og tilsyneladende meget fysisk kærlig) mand derhjemme sammen med sin mor ... det tror jeg er rigtig svært at rumme, når man samtidig selv er skaddet.

Jeg synes at du skal give ham en puster fra dig og din kæreste. Samtidig skal du selvfølgelig fortælle ham stille og roligt, at du selv bestemmer hvem du er kæreste med og at han forventes at opføre sig ordentligt.

Hvad med at spørge ham, hvordan han egentlig har det og hvordan han godt kunne tænke sig at tingene var?

Og for guds skyld... al snak om at han skal finde andre steder at bo eller må tage kontakt til sin far, det skal du pakke langt væk. Det er de voksne som har svigtet, og han skal ikke 'trues' med mere svigt. 

Men det var også det, jeg mente med min besked, at den del med kæresten, der allerede er introduceret for børnene og kommer i deres hjem op til 16 dage om måneden, med fordel kunne omorganiseres. Der er ikke noget at gøre ved, at de allerede har mødt ham, men måske kunne det give dem en følelse af at få deres hjem og mor tilbage, hvis hun nu var hos kæresten, når der var "kærestetid", men til gengæld mere alene med børnene derhjemme, når kæresten ikke var der. 

Og igen så er de jo voksne. Det er ikke sådan at TS skal indrette sig som deltidsmor- deltidskæreste i årevis fremover 

Jeg tror egentlig ikke, din søn er bange for, du også forsvinder. Jeg tror, han er frustreret og vred over, at du med dine valg har vendt op og ned på hans liv. Du valgte at blive skilt - du har ændret rammerne fra “far, mor og børn” til “mor og børn” og nu “mor, børn og mors kæreste”. En kæreste, som blev præsenteret med lynets hast, og som din søn selvfølgelig ikke har haft noget ønske om at få ind i sit liv. 

Det er dig, der er til stede i din søns liv og derfor dig, der får “tæskene” for hele pakken af forandringer og svigt. Far var der jo, indtil du forlod ham. Hvem ved, om det i din søns hoved først og fremmest er skidesynd for far, at han er et dårligt sted i sit liv - så dårligt, at han ikke kan “finde ud af” at have kontakt med sine børn? Og så er du så meget videre, at du har fundet en kæreste. 

Det er ydmygende at blive valgt fra af sin ene forælder. Ikke at være bedre værd. Så kan du nok så meget love, at du ikke forsvinder, du kan nok så meget være der for ham - men det er jo ikke kun dig, han vil have i sit liv. Han elsker jo sin far, som ikke er der - og som du har skiftet ud med en anden. 

Det handler ikke om, at du ikke har ret til skilsmisse og et nyt liv med en ny mand. Det handler om, at din søn ikke har haft noget ønske om nogle af delene. Han er edderspændt rasende på dig, og den vrede skal ud. 

Kan du rumme at tage imod den vrede uden at stille krav om, at han da må være voksen nok til at kunne forstå, at du må leve det liv, du ønsker? Du har haft “magten” til at ændre hans liv fuldstændigt - I er på ingen måde ligestillede. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror egentlig ikke, din søn er bange for, du også forsvinder. Jeg tror, han er frustreret og vred over, at du med dine valg har vendt op og ned på hans liv. Du valgte at blive skilt - du har ændret rammerne fra “far, mor og børn” til “mor og børn” og nu “mor, børn og mors kæreste”. En kæreste, som blev præsenteret med lynets hast, og som din søn selvfølgelig ikke har haft noget ønske om at få ind i sit liv. 

Det er dig, der er til stede i din søns liv og derfor dig, der får “tæskene” for hele pakken af forandringer og svigt. Far var der jo, indtil du forlod ham. Hvem ved, om det i din søns hoved først og fremmest er skidesynd for far, at han er et dårligt sted i sit liv - så dårligt, at han ikke kan “finde ud af” at have kontakt med sine børn? Og så er du så meget videre, at du har fundet en kæreste. 

Det er ydmygende at blive valgt fra af sin ene forælder. Ikke at være bedre værd. Så kan du nok så meget love, at du ikke forsvinder, du kan nok så meget være der for ham - men det er jo ikke kun dig, han vil have i sit liv. Han elsker jo sin far, som ikke er der - og som du har skiftet ud med en anden. 

Det handler ikke om, at du ikke har ret til skilsmisse og et nyt liv med en ny mand. Det handler om, at din søn ikke har haft noget ønske om nogle af delene. Han er edderspændt rasende på dig, og den vrede skal ud. 

Kan du rumme at tage imod den vrede uden at stille krav om, at han da må være voksen nok til at kunne forstå, at du må leve det liv, du ønsker? Du har haft “magten” til at ændre hans liv fuldstændigt - I er på ingen måde ligestillede. 

Tak for et super godt svar, omend jeg ikke er helt enig��

Far havde egentlig taget afstand mange år inden jeg smed ham ud, han var ugens gæst, når han ikke var hos hans forskellige elskerinder. Og involverede sig ikke i ungernes liv. 

Børnene vidste ikke hvordan det havde fat, før den dag jeg bad far om at blive væk. 

Efterfølgende vidste det sig, at ungerne var lettet, da de selvfølgelig havde mærket den kolde stemning i huset. 

Vi har flere børn end de hjemmeboende, og ældste barnet vidste faktisk godt hvad far gik og lavede og alle ungerne er valgt fra af far.

Eller bevares han kan til nød svinge sig op til at sende lidt penge til deres fødselsdag.

Så jeg vil ikke hænges op på at jeg har ødelagt familien ved at smide ham ud. Det gjorde han fint selv. Jeg kæmpede i årevis, mod det jeg vidste der foregik. Gik ned med depression og stress mv. 

Jeg er i dag, efter skilsmissen et eøhwlt andet sted og er ude af min medicin for første gang i 10 år og derudover har jeg fundet en mand der værdsætter mig og får mig til at føle mig elsket.

Jeg er klar over jeg er den voksne og børnene er mini voksne. Jeg skal tage ansvaret osv. Og jeg skal bære deres vrede og det gør jeg gerne - men ikke hvis det skal gøre mig ked af det og på virket i eget hjem. Jeg har faktisk og så ret til at være her på lige præmisser, som børnene. 

Jeg ser simpelthen ikke problemet i at han tidlig er præsenteret for ungerne? Skulle jeg have gjort som far og have holdt alt hemmeligt? Løjet mig ud af hjemmet, løjet om hvorfor jeg sad meget med mobilen eller hvorfor jeg måtte gå en tur for at tale i telefon?? Det virker helt skørt, at der skulle være den rigtige vej frem.

Desuden er han her endnu og jeg har ikke tænkt mig at præsentere dem for andre. 

Jeg er med på at jeg skal rumme ungerne i alt forandringen. Men jeg vil ikke behandles uværdigt i det. Og vi har talt meget og hele tiden. Vi laver aftaler og forsøger at gøre så alle kan være her. Men pt er det kun mig der skal gå på kompromis og jeg kalder ikke min søn hverken dum eller døv eller åndsvag!! Og det skal han heller ikke kalde mig. Jeg giver plads til at han kan game og tale højt op værelset , jeg hjælper med hans rengøring, vaske tøj osv Jeg vil behandles som en der er mere værd end det han gør lige nu og ja - min kæreste skal være her. Men vi kan sagtens skrue ned for hvor meget og være mere hos ham. Men lige der, synes jeg så at jeg svigter dem.

Tak for et super godt svar, omend jeg ikke er helt enig��

Far havde egentlig taget afstand mange år inden jeg smed ham ud, han var ugens gæst, når han ikke var hos hans forskellige elskerinder. Og involverede sig ikke i ungernes liv. 

Børnene vidste ikke hvordan det havde fat, før den dag jeg bad far om at blive væk. 

Efterfølgende vidste det sig, at ungerne var lettet, da de selvfølgelig havde mærket den kolde stemning i huset. 

Vi har flere børn end de hjemmeboende, og ældste barnet vidste faktisk godt hvad far gik og lavede og alle ungerne er valgt fra af far.

Eller bevares han kan til nød svinge sig op til at sende lidt penge til deres fødselsdag.

Så jeg vil ikke hænges op på at jeg har ødelagt familien ved at smide ham ud. Det gjorde han fint selv. Jeg kæmpede i årevis, mod det jeg vidste der foregik. Gik ned med depression og stress mv. 

Jeg er i dag, efter skilsmissen et eøhwlt andet sted og er ude af min medicin for første gang i 10 år og derudover har jeg fundet en mand der værdsætter mig og får mig til at føle mig elsket.

Jeg er klar over jeg er den voksne og børnene er mini voksne. Jeg skal tage ansvaret osv. Og jeg skal bære deres vrede og det gør jeg gerne - men ikke hvis det skal gøre mig ked af det og på virket i eget hjem. Jeg har faktisk og så ret til at være her på lige præmisser, som børnene. 

Jeg ser simpelthen ikke problemet i at han tidlig er præsenteret for ungerne? Skulle jeg have gjort som far og have holdt alt hemmeligt? Løjet mig ud af hjemmet, løjet om hvorfor jeg sad meget med mobilen eller hvorfor jeg måtte gå en tur for at tale i telefon?? Det virker helt skørt, at der skulle være den rigtige vej frem.

Desuden er han her endnu og jeg har ikke tænkt mig at præsentere dem for andre. 

Jeg er med på at jeg skal rumme ungerne i alt forandringen. Men jeg vil ikke behandles uværdigt i det. Og vi har talt meget og hele tiden. Vi laver aftaler og forsøger at gøre så alle kan være her. Men pt er det kun mig der skal gå på kompromis og jeg kalder ikke min søn hverken dum eller døv eller åndsvag!! Og det skal han heller ikke kalde mig. Jeg giver plads til at han kan game og tale højt op værelset , jeg hjælper med hans rengøring, vaske tøj osv Jeg vil behandles som en der er mere værd end det han gør lige nu og ja - min kæreste skal være her. Men vi kan sagtens skrue ned for hvor meget og være mere hos ham. Men lige der, synes jeg så at jeg svigter dem.

Hvorfor svigter du dem ved at være hos din kæreste, når I to er sammen? Det lyder som om, at det er deres behov primært at have dig og deres hjem for sig selv. Og det med deres far kan da ikke sammenlignes, der er forskel på at føre hele sin familie bag lyset til fordel for diverse elskerinder og på at være en fraskilt kvinde med voksne børn, der får en kæreste og besøger ham. Jeg kan slet ikke se sammenhængen. Hvorfor skal du lyve eller gemme din telefon? Kan du ikke bare sige "Jeg besøger Sven hver anden weekend og om onsdagen?" Eller "Lige nu skriver/ringer jeg til ham"? Det virker mere som om, at det er dit behov, at din kæreste skal med hjem til jer og at han skulle introduceres med det samme. Og det med, at "nu er han her og jeg har ikke tænkt mig at præsentere dem for andre", det er lige præcis sådan noget man ikke ved efter et par ugers dating og derfor giver det vel mening at se hinanden an.