Irreteret på voksen hjemmeboende barn.

Når han er 18 år, ville jeg være meget kontant og sige find dig i det eller finde et andet sted, det har intet at gøre med at smide ham ud, men det handler om at trække en linje i sandet, selvom kan du og din kæreste kysse, wtf alt for meget magt til "børnene"

Anonym skriver:

Hvorfor svigter du dem ved at være hos din kæreste, når I to er sammen? Det lyder som om, at det er deres behov primært at have dig og deres hjem for sig selv. Og det med deres far kan da ikke sammenlignes, der er forskel på at føre hele sin familie bag lyset til fordel for diverse elskerinder og på at være en fraskilt kvinde med voksne børn, der får en kæreste og besøger ham. Jeg kan slet ikke se sammenhængen. Hvorfor skal du lyve eller gemme din telefon? Kan du ikke bare sige "Jeg besøger Sven hver anden weekend og om onsdagen?" Eller "Lige nu skriver/ringer jeg til ham"? Det virker mere som om, at det er dit behov, at din kæreste skal med hjem til jer og at han skulle introduceres med det samme. Og det med, at "nu er han her og jeg har ikke tænkt mig at præsentere dem for andre", det er lige præcis sådan noget man ikke ved efter et par ugers dating og derfor giver det vel mening at se hinanden an.

Jeg ved med 100% sikkerhed : 1 ; at de ikke skal præsenteres for en bunke af kærester og 2; at han ikke bare forsvinder ...

Vi klikkede fra første sekund, og han har alt det jeg søger efter. Han er manden i mit liv og han har det heldigvis på samme måde. Desuden er ingen af os kun 24, 36 eller 42 år - vi kommer med erfaring og en ret stor bagage begge to. Desuden har vi næsten snakket sammen uafbrudt siden første møde. Så det med skiftende kærester ligger slet ikke hverken til mig eller ham.

I forhold til at være hos ham eller hos mig -  så er tanken i det jo selvfølgelig at jeg vil være så meget i deres dagligdag som jeg plejer, selvom der er kommet en kæreste. Men jeg kan sagtens følge tanken om, at de vil have mig alene i vores hjem, og at jeg så kan være hos kæresten i hans hjem, men det kommer ikke til at ske, da jeg er deres mor, og ønsker at være en del af deres liv forsat.

Hvis de tilgengæld ikke ønsker at jeg (og min kæreste) er i deres liv, så er eneste mulighed jo at de flytter hjemmefra. Der ønsker de ikke og det gør jeg egentlig heller ikke.

Jeg ønsker at vi alle skal kunne være her! Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg, at jeg også skal finde ud af at navigere i at være mor med to hjemmeboende voksne , fuldstændig som de skal finde ud af at mor har en kæreste.

De sætte usandsynligt store krav til mig, men forventer absolut intet af deres "forsvundet" far! 

Og ja - jeg har ændret præmissen for vores familie. Både ved skilsmissen, højtider, kæreste osv - men livet ændre sig uanset og det skal de vel også lære.? 

Hvis de vil ændre på vores nuværende facon må det jo kunne foregå uden jeg og min kæreste skal svinges til , i det hjem jeg betaler for! Jeg har arkurat ligeså meget ret til at leve i min egen lejlighed, som de har.

Og hvis de fik kæreste ville jeg da byde dem velkommen og glæde mig over mit barns lykke. De to hjemmeboende ved om nogen, hvad jeg har kæmpet med de seneste år, og jeg tænker slet ikke deres reaktioner kan stå på mål for, at jeg har fået en kæreste. Især sønnens reaktion er helt ude af proportioner, deres krav om hvordan jeg skal opføre mig....der ligner da overhovedet intet, at han skal sætte krav og lave restriktioner overfor mig. Jeg behandler da dem med den værdighed de fortjener og da de netop er voksne, så opdrager og skælder jeg ikke ud mere! Vi er da langt over det stadie . Vi snakker om tingende og får dagen til at glide og så forstår jeg simpelthen ikke at jeg ikke kan bede om at få det samme retur.

Jeg ved med 100% sikkerhed : 1 ; at de ikke skal præsenteres for en bunke af kærester og 2; at han ikke bare forsvinder ...

Vi klikkede fra første sekund, og han har alt det jeg søger efter. Han er manden i mit liv og han har det heldigvis på samme måde. Desuden er ingen af os kun 24, 36 eller 42 år - vi kommer med erfaring og en ret stor bagage begge to. Desuden har vi næsten snakket sammen uafbrudt siden første møde. Så det med skiftende kærester ligger slet ikke hverken til mig eller ham.

 

I forhold til at være hos ham eller hos mig -  så er tanken i det jo selvfølgelig at jeg vil være så meget i deres dagligdag som jeg plejer, selvom der er kommet en kæreste. Men jeg kan sagtens følge tanken om, at de vil have mig alene i vores hjem, og at jeg så kan være hos kæresten i hans hjem, men det kommer ikke til at ske, da jeg er deres mor, og ønsker at være en del af deres liv forsat.

Hvis de tilgengæld ikke ønsker at jeg (og min kæreste) er i deres liv, så er eneste mulighed jo at de flytter hjemmefra. Der ønsker de ikke og det gør jeg egentlig heller ikke.

Jeg ønsker at vi alle skal kunne være her! Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg, at jeg også skal finde ud af at navigere i at være mor med to hjemmeboende voksne , fuldstændig som de skal finde ud af at mor har en kæreste.

De sætte usandsynligt store krav til mig, men forventer absolut intet af deres "forsvundet" far! 

Og ja - jeg har ændret præmissen for vores familie. Både ved skilsmissen, højtider, kæreste osv - men livet ændre sig uanset og det skal de vel også lære.? 

Hvis de vil ændre på vores nuværende facon må det jo kunne foregå uden jeg og min kæreste skal svinges til , i det hjem jeg betaler for! Jeg har arkurat ligeså meget ret til at leve i min egen lejlighed, som de har.

Og hvis de fik kæreste ville jeg da byde dem velkommen og glæde mig over mit barns lykke. De to hjemmeboende ved om nogen, hvad jeg har kæmpet med de seneste år, og jeg tænker slet ikke deres reaktioner kan stå på mål for, at jeg har fået en kæreste. Især sønnens reaktion er helt ude af proportioner, deres krav om hvordan jeg skal opføre mig....der ligner da overhovedet intet, at han skal sætte krav og lave restriktioner overfor mig. Jeg behandler da dem med den værdighed de fortjener og da de netop er voksne, så opdrager og skælder jeg ikke ud mere! Vi er da langt over det stadie . Vi snakker om tingende og får dagen til at glide og så forstår jeg simpelthen ikke at jeg ikke kan bede om at få det samme retur.

Det var mig, der skrev indlægget,  du citerer (hvorfor jeg er blevet anonym ved jeg ikke, for det plejer jeg ikke at være og har også skrevet under mit brugernavn i tråden). Jeg har ændret mening gennem tråden efter som jeg selv har nærlæst og løbende som du har delt mere af historien. Derfor startede jeg også ud med at foreslå 1. De voksne børn må flytte hjemmefra, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet. 2. Familierådgivning og mere opdeling mellem børn og kæreste, så børnene har dig og deres hjem for sig selv og du og din kæreste er mere hos ham. Nu tænker jeg, at hvis I alle sammen er ufleksible i forhold til forandringer, så må I jo leve med status quo, som lyder til at være: 2 voksne børn bor hjemme, deres mor har fået en ny kæreste, der lynhurtigt er begyndt at opholde sig i deres hjem halvdelen af tiden. Drengen har stor modstand mod dette arrangement (formentlig på grund af svigt fra far - som desuden er ude af billedet). Det lyder som om, at det du vil er, at I fortsætter som hidtil uden ændringer, uden familierådgivning og drengen fortsætter med at reagere. Jeg kan ikke se, hvordan det skal ændres, hvis konstellationen ikke ændres. Her tænker jeg ikke kun på den del med dig og din kæreste, men også på farens fravær og den manglende rådgivning. 

Lige et off topic spørgsmål: Hvad mener du med "ingen af os er 24, 36 eller 42 år"? Det forstår jeg ikke? Jeg er 42 fx og jeg handler da ikke så impulsivt og præsenterer min søn for én, jeg har kendt et par uger. Jeg er forvirret. Jeg forbinder det at kaste sig hovedkulds ind i et forhold med noget ungdommeligt/umodent og ikke med livserfaring, modenhed og konsekvensberegning. 

Anonym skriver:

Jeg ved med 100% sikkerhed : 1 ; at de ikke skal præsenteres for en bunke af kærester og 2; at han ikke bare forsvinder ...

Vi klikkede fra første sekund, og han har alt det jeg søger efter. Han er manden i mit liv og han har det heldigvis på samme måde. Desuden er ingen af os kun 24, 36 eller 42 år - vi kommer med erfaring og en ret stor bagage begge to. Desuden har vi næsten snakket sammen uafbrudt siden første møde. Så det med skiftende kærester ligger slet ikke hverken til mig eller ham.

 

I forhold til at være hos ham eller hos mig -  så er tanken i det jo selvfølgelig at jeg vil være så meget i deres dagligdag som jeg plejer, selvom der er kommet en kæreste. Men jeg kan sagtens følge tanken om, at de vil have mig alene i vores hjem, og at jeg så kan være hos kæresten i hans hjem, men det kommer ikke til at ske, da jeg er deres mor, og ønsker at være en del af deres liv forsat.

Hvis de tilgengæld ikke ønsker at jeg (og min kæreste) er i deres liv, så er eneste mulighed jo at de flytter hjemmefra. Der ønsker de ikke og det gør jeg egentlig heller ikke.

Jeg ønsker at vi alle skal kunne være her! Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg, at jeg også skal finde ud af at navigere i at være mor med to hjemmeboende voksne , fuldstændig som de skal finde ud af at mor har en kæreste.

De sætte usandsynligt store krav til mig, men forventer absolut intet af deres "forsvundet" far! 

Og ja - jeg har ændret præmissen for vores familie. Både ved skilsmissen, højtider, kæreste osv - men livet ændre sig uanset og det skal de vel også lære.? 

Hvis de vil ændre på vores nuværende facon må det jo kunne foregå uden jeg og min kæreste skal svinges til , i det hjem jeg betaler for! Jeg har arkurat ligeså meget ret til at leve i min egen lejlighed, som de har.

Og hvis de fik kæreste ville jeg da byde dem velkommen og glæde mig over mit barns lykke. De to hjemmeboende ved om nogen, hvad jeg har kæmpet med de seneste år, og jeg tænker slet ikke deres reaktioner kan stå på mål for, at jeg har fået en kæreste. Især sønnens reaktion er helt ude af proportioner, deres krav om hvordan jeg skal opføre mig....der ligner da overhovedet intet, at han skal sætte krav og lave restriktioner overfor mig. Jeg behandler da dem med den værdighed de fortjener og da de netop er voksne, så opdrager og skælder jeg ikke ud mere! Vi er da langt over det stadie . Vi snakker om tingende og får dagen til at glide og så forstår jeg simpelthen ikke at jeg ikke kan bede om at få det samme retur.

Jeg kan faktisk godt forstå, at din søn er snotforvirret over “reglerne” i jeres relation. Det bunder for mig at se i høj grad i forløbet omkring din kærestes hurtige entré i deres liv. Det, som du i tidligere indlæg har kaldt “transparens” og forsvaret som en modsætning til løgn og hemmeligholdelse, ligner for mig en alt for indgående involvering af dem i dit privatliv. For det er ikke hverken skørt eller forkert eller løgnagtigt at holde dele af sit liv privat for sine børn. Det er helt naturligt og basalt for alle parter i forholdet mellem forældre og store/voksne børn, at det ikke er alt, man deler med hinanden. Du ved da også godt, at dine børn ikke fortæller dig alt. 

Så dine børn har vidst, at du datede, og de blev med lynets hast og uden “ro på” præsenteret for ham, du faldt for. Åbent og transparent. Og fra at være nærmest ligeværdige og fortrolige i dit  privatliv, skal dine børn nu forstå, at dét her har de ingen indflydelse på eller stemme i. Mor bestemmer, at den nye kæreste skal være her. Æd den eller lad os undersøge, om du kan bo hos din far! - flot sagt, når du godt ved, det ikke er en mulighed, og at du hælder salt i et åbent sår. 

Dine børn ved da godt, at det ikke er “normal” voksenadfærd at kaste sig så hurtigt og dedikeret ind i et nyt forhold. At det snarere er 18-årige end 30-40-årige, der efter en uge “ved”, at de har mødt den eneste ene. At voksne, der har så travlt, jævnligt bliver både sårede og lidt til grin, fordi de kastede sig for hovedkulds ind i noget, der var for godt til at være sandt. 
I den forstand har dine børn haft en mere “voksen” forståelse af tingene end du. Og de vil beskytte dig og sig selv, de er vrede, fordi du opfører dig så impulsivt, de føler sig først involveret og dernæst sat uden for indflydelse - og så skal de også forholde sig konkret til den her nye mand, som er i deres hjem og nusser deres mor. 

Alternativet havde været 1. - at markere, du havde et privatliv og selvsagt ikke skulle aflægge regnskab for telefonsamtaler og møder og 2. - at introducere den nye mand i deres liv stille og roligt. Først som en, du omtalte - senere som en, du lod dem møde, når de havde vænnet sig til tanken. 
Den “model” argumenterer du imod - men ærlig talt: Hvor godt har det fungeret at gøre det på din måde? 

Du kan ikke gøre det om. Du har ret til at have en kæreste og at blive behandlet ordentligt af dine børn. Men du har en stor del af ansvaret for, at det er kørt skævt, og var jeg dig, ville jeg lægge mig fladt ned over for børnene og lytte til dem. Spørge dem, hvordan det kunne rettes op - og her er “Vi vil ikke have med din kæreste at gøre” ikke en mulighed. Men hvad gør vi så? 

Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af tråden,  fordi en veninde, jeg holder af, nu tre gange har introduceret børn og flyttet sammen med nye kærester efter få uger. Hver gang er det blevet noget juks og børnene har reageret voldsomt, når der uden varsel igen er rykket en kæreste ind, og de har endda helt almindelige samværsordninger med faren. Min venindes begrundelse er, at hun synes, at det er irriterende kun at se sin kæreste, når børnene er hos deres far. I den situation er det helt tydeligt den voksnes behov og ikke børnenes, der er i fokus. Du må gerne rette mig, hvis jeg tager fejl, men jeg kommer måske til at sammenligne med min veninde og tænker, at det bliver dit behov for at være sammen med kæreste og børn på én gang i dit hjem, der prioriteres.

Ekko skriver:

Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket af tråden,  fordi en veninde, jeg holder af, nu tre gange har introduceret børn og flyttet sammen med nye kærester efter få uger. Hver gang er det blevet noget juks og børnene har reageret voldsomt, når der uden varsel igen er rykket en kæreste ind, og de har endda helt almindelige samværsordninger med faren. Min venindes begrundelse er, at hun synes, at det er irriterende kun at se sin kæreste, når børnene er hos deres far. I den situation er det helt tydeligt den voksnes behov og ikke børnenes, der er i fokus. Du må gerne rette mig, hvis jeg tager fejl, men jeg kommer måske til at sammenligne med min veninde og tænker, at det bliver dit behov for at være sammen med kæreste og børn på én gang i dit hjem, der prioriteres.

Men det er jo voksne børn, der har en alder, hvor de fleste er flyttet hjemmefra. Så samværsordninger med faren er vel ikke relevant. Skal man virkelige tage så meget hensyn til voksne børn, der stadig bor hjemme? Har de et behov for at tilbringe al deres tid med deres mor? Var det mindre børn forstod, jeg din pointe. Men ikke når de er 18 og 22. 

Anonym skriver:

Men det er jo voksne børn, der har en alder, hvor de fleste er flyttet hjemmefra. Så samværsordninger med faren er vel ikke relevant. Skal man virkelige tage så meget hensyn til voksne børn, der stadig bor hjemme? Har de et behov for at tilbringe al deres tid med deres mor? Var det mindre børn forstod, jeg din pointe. Men ikke når de er 18 og 22. 

Det var derfor jeg først foreslog, at de enten flytter hjemmefra eller at ts er hos kæresten. Hvorfor skal det foregå i børnenes hjem? Og hvis det skal, kan ts og børnene vel genoverveje, om de så ikke bør flytte. 

Anonym skriver:

Men det er jo voksne børn, der har en alder, hvor de fleste er flyttet hjemmefra. Så samværsordninger med faren er vel ikke relevant. Skal man virkelige tage så meget hensyn til voksne børn, der stadig bor hjemme? Har de et behov for at tilbringe al deres tid med deres mor? Var det mindre børn forstod, jeg din pointe. Men ikke når de er 18 og 22. 

Tak!! Det er lige præcis det der er min pointe.

Det kan godt være de blev inddraget for tidligt mv - og det kan godt være det er mit behov. Men for pokker hvor har jeg også bare et behov for at føle mig elsket og værdsat og for at have et liv der inkluderer min kæreste.

Jeg har netop svært ved at se hvad der er ret og rimeligt fordi de er voksne - en ting er deres behov, men må jeg så ikke have nogle behov fordi jeg tilfældigvis har to store hjemmeboende voksne børn.

Ja jeg kunne være hos ham, men nu vil jeg sådan set stadig gerne kunne være i mit eget hjem en gang i mellem. Både med ham og uden.  Er det rimeligt at de kræver at jeg er hjemme og hygger med dem en fredag aften? Hvis det lige denne fredag er planlagt at jeg er hos kæresten, skal jeg så ændre det for at tilgodese dem? Mine voksne børn? Og hvis jeg så ændre det og medbringer min kæreste, så bliver sønnen utilfreds. Så kan jeg gøre så jeg er alene hjemme ved dem til fredags hygge - med det resultat at jeg det meste af dagen ikke ser dem, og om aften til hyggen, dukker de op , fra deres værelser, kl 20 og lister derind igen ved 21 tiden. De er jo netop voksne med eget liv, som bare vil have mig på de tidspunkter hvor det passer dem , men hvad så med mit liv , skal der pauses når de har behov for mig??

Jeg kan ikke finde ud af hvad der er det rigtige. Og nej jeg kan ikke ændre at de har mødt min kæreste og jeg fortryder ikke at de har set ham. Han er en god mand der rummer mine unger, og en mand der kan vise mine voksne børn, at kærlighed er andet end en fraværende utro mand. Han løfter mig op og gør mig glad og det er trods alt det vigtigste . Mine børn er selvfølgelig også vigtige og jeg elsker dem overalt på jorden, men jeg har også et liv uden dem, og ikke mindst når de engang flytter hjemmefra , og det bør jeg vil ikke sætte på pause bare fordi jeg deler lejlighed med dem.

Ekko skriver:

Det var derfor jeg først foreslog, at de enten flytter hjemmefra eller at ts er hos kæresten. Hvorfor skal det foregå i børnenes hjem? Og hvis det skal, kan ts og børnene vel genoverveje, om de så ikke bør flytte. 

Det skal foregå i børnenes hjem fordi det også er mit hjem . Jeg lejede denne lejlighed fordi jeg kunne se mig selv blive gammel her. Jeg tog selvfølgelig ungerne med, da far vendte alle ryggen, men da de nu er voksne bør man så ikke se det mere som et bofællesskab? Jeg betaler trods alt for der meste og jeg bliver her når ungerne flytter . Hvorfor har de mere ret til hjemmet end jeg? Er det egoistisk når de er voksne, at jeg også priotere mig selv og mine behov?

Anonym skriver:

Det skal foregå i børnenes hjem fordi det også er mit hjem . Jeg lejede denne lejlighed fordi jeg kunne se mig selv blive gammel her. Jeg tog selvfølgelig ungerne med, da far vendte alle ryggen, men da de nu er voksne bør man så ikke se det mere som et bofællesskab? Jeg betaler trods alt for der meste og jeg bliver her når ungerne flytter . Hvorfor har de mere ret til hjemmet end jeg? Er det egoistisk når de er voksne, at jeg også priotere mig selv og mine behov?

Så er familierådgivning nok mest oplagt. Dog tænker jeg, du mest skrev indlægget for at få luft/tænke højt og ikke for løsningsforslag, og det er selvfølgelig også fair.